What is love?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2013
  • Opdateret: 30 dec. 2013
  • Status: Færdig
Livet går ikke altid som man vil have det, især ikke når man er ung og aldrig har prøvet kærligheden. Det er blandt andet Sehun som bare går fra pige til pige, uden følelser, og Minhee som aldrig rigtig har haft en kæreste. Men så er der noget der hedder skæbnen. Nogle tror på det, andre gør ikke, men vil Minhee og Sehun tro på det, når de støder ind i hinanden? Eller er det bare endnu et dumt ord som kærlighed?

Historie og poster af Emma

Det her er et bidrag til konkurrencen: Kampen mellem fandoms. Og jeg har valgt fandommen KPOP(:

17Likes
81Kommentarer
1334Visninger
AA

10. Kapitel 8: Alright Dr. Phil.

Kais synsvinkel

Jeg vidste det. Lige fra starten! Han sms kørte rundt i hovedet på mig og fik mig til at smile, hver gang jeg tænkte på den.

Jeg tror, jeg er forelsket. Jeg tror, jeg er forelsket. Jeg tror, jeg er forelsket.

Lige fra da han mødte hende og så til nu.  Hvis man kendte ham nok – ligesom jeg gjorde – så vidste man hvornår, han kunne lide en, og det var lang tid siden nu, så Minhee måtte være noget specielt. Jeg troede virkelig han var faldet for hende – ikke noget useriøst men derimod seriøst.

Jeg var glad på hans vegne. Hvis hun nu kunne lide ham, ville det jo være perfekt.

Jeg gik med Eunji og Minhee men lod som om at det med Sehun slet ikke var sket. Eunji skulle ikke have det af vide, i hvert fald ikke endnu og da slet ikke Minhee! Det ville ødelægge alt.

”Kai?” spurgte Eunji og kiggede undersøgende på mig. ”Ja?” svarede jeg. ”Hvad laver du?” spurgte hun, og både hende og Minhee kiggede på mig. ”Ikke noget?” svarede jeg. ”Hvem skrev du med?” spurgte Minhee. Jeg kiggede bare på dem begge. ”Sehun. Jeg spurgte bare om han var okay,” svarede jeg.

”Hvorfor skulle han ikke være okay?” spurgte Minhee igen. Var det bekymring, jeg hørte der?

”Han gik, efter han havde snakket med dig,” sagde jeg. ”Så hvorfor sad han så under et træ, mens det regnede helt vildt?” spurgte Minhee.

”Han gad vel ikke hjem eller være på skolen,” svarede jeg. ”Hvad snakkede I om, Minhee?” spurgte Eunji og kiggede nu på Minhee og ikke mig. ”Ikke noget særligt, så jeg ved ikke hvorfor han gik,” sagde hun, men det gjorde jeg. Han var forelsket… Jeg kunne godt lide de ord, de var dejlige endelige at høre igen.

”Ved du det, Kai?” spurgte Eunji. Ja, ja det gjorde jeg, men jeg sagde det ikke.

”Næ…” svarede jeg og kiggede ned på mine fødder, som gik så langsomt de kunne. De piger var langsomme!

”Er du sikker?” spurgte Minhee, og jeg nikkede hurtigt. ”Hey, hvad fik I i matematik prøven?” Totalt emneskift.

 

Sehuns synsvinkel

Jeg var frustreret. Frustreret over hvorfor jeg lige pludselig var blevet forelsket… Ordene lød helt forkert i mit hoved, og det er jeg sikker på at andre også ville sige. Mig, Oh Sehun, var forelsket…

Skulle jeg måske invitere hende ud? Altså, jeg kunne lige så godt tage chancen, men hun kunne jo ikke lide mig… Det var jeg næsten sikker på, og ingen sagde nej til Oh Sehun. Hvis den pige jeg kunne lide sagde nej tak, så skulle jeg ikke nyde noget af det. Plus, det ville jo også være mærkeligt lige pludselig at spørge hende, efter vi lige har hadet hinanden, men jeg havde lyst, det havde jeg virkelig. 

Det Daniel sagde poppede op i mit hoved endnu en gang og fik mig til at smile.

”Dig og Minhee. Forestil dig, små børn løbe rundt i jeres store hus, skændes, mens dig og Minhee ligger i sofaen og krammer og kysser. En mini Minhee og en mini Sehun,” sagde han, og hans øjne lyste helt op ved tanken.

”Nej. Nej, det kan jeg ikke se for mig. Mig og Minhee passer slet ikke til hinanden. Vi hader hinanden, og nej. Bare nej,” sagde jeg og rystede på hovedet.

Nok var jeg forelsket, men vi fik aldrig børn. Nogen sinde! Hvorfor tænkte jeg overhovedet på det lige nu? Jeg var 17 ikke 27.

Min mobil vibrerede i min lomme, og jeg trak den hurtigt op og så Kai’s navn stå på displayet.

”Hallo?” sagde jeg og tog nøglen op fra min taske, da jeg snart var hjemme. ”Sehun?” spurgte han. ”Ja, hvem skulle det ellers være?” spurgte jeg og rynkede brynene. ”Det er ikke tid til sjov. Det her er alvorligt! Fortæl mig alt,” sagde han, og jeg kunne høre spændingen i hans stemme.

”Du lyder som en pige,” sagde jeg og låste døren op, da jeg var nået til huset. ”Jeg sagde; det er ikke tid til at lave sjov,” sagde han, og hans stemme ændrede sig pludselig til to toner mere alvorlig.

”Jamen, hvad er der at fortælle?” spurgte jeg. ”Haha, hvor er du sjov,” sagde han sarkastisk. ”Fortæl mig, hvordan du fandt ud af det. Jeg havde jo hele tiden prøvet at få dig til at indse det, men du fandt først ud af det, da jeg gik,” forklarede han, og jeg kunne høre han åbnede noget. Sikkert køleskabet… Kai var sikkert sulten, som han så tit var.

”Jeg kan ikke helt forklare det… Jeg så hende, hun så mig, I gik væk, og så indså jeg det,” svarede jeg og trak på skuldrene.

”Sehun… Jeg kender dig,” svarede han og holdt en pause. ”Ja, det gør min mor også,” svarede jeg, og jeg kunne høre Kai sukke i den anden ende.

”Jeg kender dig bedre end nogen anden, næsten bedre end dig selv, og jeg ved der er mere. Jeg ved også at du trak på skuldrene efter du sagde det, fordi du tror, der ikke er mere i det, og du vil ikke have, at der skal være mere i det, men det er der! Du er forelsket, så du må kunne udtrykke dine følelser mere end dét,” sagde han hårdt men samtidig blidt. Hvis det var muligt?

”Jeg så jer gå ud af skolen, øhm… Hun kiggede på mig, som om hun så direkte igennem mig, og det er der ingen andre der kan, bortset fra dig og Luhan selvfølgelig,” sagde jeg og smilede svagt.

”Og I gik, jeg gik hen til skolen, og for hvert skridt hun tog… Blev den følelse i min mave større og større,” sagde jeg og sukkede.

”Men hvorfor, Kai?” spurgte jeg og fortsatte. ”Hvorfor kan jeg ikke bare blive ved med at finde en hver uge?” spurgte jeg. ”Hver anden,” sagde han hurtigt. ”Jeg mener det, Kai,” sagde jeg alvorligt og satte mig i sofaen.

”Det kan du vel sige til så meget… Hvorfor kan alt ikke bare ende lykkeligt? Hvorfor kan alle ikke finde en, der vil være sammen med dem? Hvorfor kan alle ikke være tilfredse?” sagde han, og hvis jeg ikke tog fejl, smilte han lige nu.

”Du burde være taknemmelig for at du er forelsket, og at Minhee sikkert også kan lide dig… Inderst inde,” sagde han og sukkede.

”Er du… Er du vild med Eunji?” spurgte jeg. Kai stoppede med at snakke. Jeg vidste egentlig ikke selv, hvor det kom fra. Det fløj bare ud af min mund.

”Nej, hvorfor tror du det?” spurgte han alvorligt. ”Det ved jeg ikke. Det var bare et spørgsmål, jeg ikke engang selv tænkte på, før det kom ud af min mund,” svarede jeg.

”Jeg kan ikke lide Eunji. Jeg kan ikke lide nogen. Det er derfor jeg fortæller dig det her,” forklarede han og tog en bid af et eller andet. Jeg vidste det! Køleskabet.

”Hvad spiser du?” spurgte jeg, da han blev ved med at smaske. ”Kan det ikke være lige meget?” spurgte han og tog en bid til. ”Jamen, det er bare… Du smasker sådan,” mumlede jeg, men han hørte det. Tydeligvis.

”Jeg tog bare et stykke agurk,” sagde han, og hvis jeg ikke tog fejl, trak han på skuldrene.

”Men hvorfor sagde du så, at hvis jeg inviterede Minhee ud, at du så inviterede Eunji ud?” spurgte jeg uforståeligt. ”Eunji er bare en god ven, og det var bare sådan du kunne inviterede Minhee ud,” svarede han og smaskede igen.

”Hvilket minder mig om… Inviterer du hende ud?” spurgte han og blev ved med at smaske. Smask, smask, smask.

”Jeg ved ikke, Kai… Hun kan ikke lide mig, og hvad nu hvis hun siger nej?” spurgte jeg. Jeg lød jo ikke som mig selv! Hvad hvis det her var en drøm? Jeg nev mig selv i armen og kneb mine øjne sammen, da jeg ikke havde troet at det gjorde så ondt.

”Så du er bange for at hun siger nej?” spurgte han. Jeg nikkede, men indså så at han ikke kunne se det. ”Ja faktisk,” svarede jeg og lagde mig ned i sofaen.

”Jamen… Sehun… Du ved… Y.O.L.O,” sagde han og tyggede på sin agurk. Jeg var snart ved at blive sindssyg.

”Nej bare nej, Kai. Ikke sig Y.O.L.O…” sagde jeg og rystede på hovedet. ”Men det passer jo. Hvis du ikke gør det, hvem gør det så? Du kan jo ikke få andre folk til at gøre det for dig, og hvis du får andre til at spørge hende, kan det være at hun alligevel siger nej. Du har intet at miste,” forklarede han, og han var vist endelig færdig med sin agurk.

”Jeg har faktisk noget at miste! Min værdighed. Jeg vil ikke have at en pige jeg mødte for, hvad? To uger siden, skal ødelægge min værdighed,” svarede jeg og lukkede øjnene.

”Men hvis du er forelsket i hende, hvad er problemet så, Sehun? Det kan godt være det bare er mig, men jeg kan virkelig ikke se det… Jeg synes som en af dine bedste venner at du skulle gøre det. Der er ingen andre end dig til det,” sagde han. Han havde jo ret. Måske brude jeg gøre det, men jeg måtte vente lidt. Vente til at alt var faldet lidt til ro.

”Hvornår skal jeg så gøre det?” spurgte jeg. Han grinte svagt i den anden ende og svarede så. ”Hvor skulle jeg vide det fra? Det bestemmer du da selv,” grinte han, og jeg kunne lige se for mig at han lænede sig tilbage og ville klappe i hænderne, hvis ikke han havde mobilen i hånden.

”Jeg har brug for hjælp, Kai. Jeg har jo ligesom ikke prøvet det her før,” sagde jeg hidsigt og slog til sofaen. ”Easy tiger,” sagde han og stoppede langsomt med at grine.

”Jamen, spørg hende når du er parat. Hvis det er om en uge, så spørg hende om en uge. Hvis det er i morgen, så gør det i morgen, men vær forberedt, det kan være hun siger nej. Jeg siger ikke hun gør det, men det kan være,” svarede han.

”Det hjalp mig ikke helt det der,” mumlede jeg og kørte en hånd igennem mit hår.

”Jeg prøver så godt jeg kan, Sehun! Jeg har ikke prøvet at hjælpe dig før, så jeg ved ikke hvad du ønsker at få af vide!” sagde han arrigt.

”Det er ikke hvad jeg ønsker at få af vide. Det er hvad du synes, og hvad du tror. Ikke hvad du tror, jeg ønsker at høre,” svarede jeg, og jeg kunne på en eller anden måde høre, at han nikkede. Underligt – men det var hele denne her situation vel.

”Jeg forstår dig godt, men hvis du giver hende tid til at indse at hun kan lide dig og giver hende tegn til at du godt kan lide hende, vil der måske ikke gå særlig lang tid? Du bestemmer selv. Du kan jo også spørge hende om en uge eller sådan noget,” svarede han. Han havde måske ret. Eller det havde han. Kai havde for det meste ret, men jeg havde mere ret. I hvert fald mere end ham, måske ikke mere end Luhan.

Jeg satte mig op efter at have ligget i sofaen og tændte for fjernsynet. ”Eller kan du ikke vente?” spurgte han drillende. ”Jo, eller måske ikke så meget. Jeg tør bare ikke, Kai. Det er lidt svært, da jeg hadede hende i går…” mumlede jeg, men siden Kai havde ører som en hund, så kunne han høre alt.

”Du hadede hende ikke i går. Du sagde til dig selv at du gjorde, men det gjorde du egentlig ikke,” svarede han, og jeg rullede med øjnene. ”Ja ja, Dr. Phil,” sagde jeg, og Kai grinte højt, og denne gang klappede han faktisk i hænderne. Han måtte have lagt mobilen mellem hans øre og skulder.

”Jeg venter på at du inviterer hende ud, så skal jeg sidde ved siden af og filme det hele og så lægge det ud på nettet, hvor piger kan ærgre sig over, at de ikke er Minhee,” sagde han og grinte svagt.

”Nej, Kai,” svarede jeg og lyste op i et smil. ”Vil du ikke komme over? Vi har snakket i snart ti minutter,” spurgte han og skramlede med et eller andet. ”Jo, jeg er der om fem minutter,” svarede jeg og rejste mig op igen. I stedet for at tage mine sko af og smide min taske i køkkenet, tog jeg nu mine sko på og forsatte ud af døren. Dog ingen taske.

Jeg låste døren efter mig og gik så ud på fortovet. En gammel dame i 70’erne gik forbi mig med sin lille gøende hund. Jeg kiggede hurtigt på den men kiggede væk igen, da den bare begyndte at gø endnu mere.

Jeg satte langsomt i løb, da det var begyndt at småregne lidt og var tæt på Kai’s hus.

Nogle meter fra mig gik en pige, faktisk to, og hvis jeg ikke tog fejl, var det dem. Eunji og Minhee. Min mave begyndte vende sig og vikle sig rundt i sig selv og tro mig, jeg havde haft den her oplevelse før, men aldrig så kraftig og stærk. Jeg løb stadig og mine hænder var ved at fryse til is.

”Hej,” sagde Eunji og smilede frisk til mig. ”Hej,” svarede jeg og standsede hurtigt op. Jeg kunne ikke kigge på Minhee længere, det var bare ikke det samme. Hvis jeg kiggede på hende, ville jeg sikkert begynde at smile, og tro mig… Det gjorde jeg. Jeg kiggede kun hurtigt på hende og min mundvige løftede sig en lille smule op ad.

Jeg havde ændret mig så meget, i løbet af ingen tid, kun på grund af hende.
”Har du fundet ud af noget?” spurgte Eunji. Meget smart, hun stod jo lige ved siden af dig.

”Fundet ud af hvad?” spurgte jeg og løftede øjenbrynene. ”Du ved…” sagde hun og løftede også sine øjenbryn.

”Nåårh… Ja, det har jeg. men jeg siger det ikke,” sagde jeg og kiggede rundt. Inden, hun kunne nå at sige mere, begyndte jeg igen at løbe. ”Vi ses,” råbte jeg og vinkede, inden jeg løb hjem til Kai med hænder og fødder, der var frosset til is.

Intet bedre end kolde fødder og hænder. Slet ikke.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...