What is love?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2013
  • Opdateret: 30 dec. 2013
  • Status: Færdig
Livet går ikke altid som man vil have det, især ikke når man er ung og aldrig har prøvet kærligheden. Det er blandt andet Sehun som bare går fra pige til pige, uden følelser, og Minhee som aldrig rigtig har haft en kæreste. Men så er der noget der hedder skæbnen. Nogle tror på det, andre gør ikke, men vil Minhee og Sehun tro på det, når de støder ind i hinanden? Eller er det bare endnu et dumt ord som kærlighed?

Historie og poster af Emma

Det her er et bidrag til konkurrencen: Kampen mellem fandoms. Og jeg har valgt fandommen KPOP(:

17Likes
81Kommentarer
1336Visninger
AA

9. Kapitel 7: Told you so.

”Så ses vi på mandag,” sagde fru. Hwang og tog sin taske om skulderen. Folk begyndte at rejse sig op, og Kai kom over til mig. ”Hvad skal du så i dag?” spurgte han og løftede brynene. ”Tja, ikke så meget,” svarede jeg og trak på skuldrene. ”Så skulle du da invitere Minhee ud,” sagde han og løftede stadig øjenbrynene. ”Nej, for sidste gang! Jeg kan ikke lide hende!” udbrød jeg og halvdelen af klassen – hvilket ville sige dem, der ikke var gået ud – kiggede på mig.

”Bare gå videre,” sagde jeg og kiggede på dem. ”Men hun er sød,” sagde han, hvilket fik mig til at kigge på ham.

”Så burde det måske være dig, der inviterede hende ud?” foreslog jeg. ”Måske,” sagde han, hvilket fik en underlig følelse frem i min mave. Minhee og Kai?

”Så gør det,” sagde jeg og gik ud af klassen og videre hen til cafeteriet. ”Sehun…” han sukkede. ”Jeg har ikke tænkt mig at invitere hende ud,” sagde han, og jeg nikkede. Igen fik jeg underlig følelse i min mave. Ingen Minhee og Kai?

”Hvis du inviterer Minhee ud, skal jeg nok invitere Eunji ud,” sagde han og kiggede spændt på mig. Det forsvandt dog, da jeg rystede på hovedet. ”Kom nu, Sehun,” sagde han. ”Kai, hvorfor prøver du overhovedet?” spurgte jeg.

”Fordi jeg ved at du kan lide hende!” sagde han og slog ud med hænderne. ”Det kan jeg altså ikke, så bliver du nødt til at prøve længe,” sagde jeg og begyndte at gå.

”Sehun… Jeg har kendt dig siden børnehaven… Jeg kender dig næsten bedre end du kender dig selv,” sagde han, men jeg gik bare videre.

”Giv det nu en chance.” Jeg rystede bare på hovedet. ”Hvad nu hvis hun kan lide dig?” råbte han, hvilket fik mig til at vende mig om.

”Det kan hun ikke, Kai!” råbte jeg tilbage. ”Så du inviterer hende ikke ud, fordi at du er bange for, at hun ikke kan lide dig?” spurgte han og begyndte at gå imod mig.

”Nej. Jeg kan ikke lide hende, hun kan ikke lide mig, så simpelt er det,” sagde jeg og trak min taske længere op, da den var ved at falde ned.

”Det tror du jo ikke engang selv på,” sagde han og pegede på mit ansigt. ”Hvorfor ikke?” spurgte jeg skeptisk. ”Jeg kan se det på dig,” sagde han og blev ved med at pege på mit ansigt.

”For det første: Få den finger væk fra mit ansigt. For det andet: Jeg er for sidste gang ikke vild med hende,” sagde jeg, slog hans hånd væk og begyndte igen at gå. Han løb efter mig.

”Jeg tror stadig ikke på dig,” sagde han, og jeg kunne høre at han grinte svagt.

”Hør her… Hvis jeg lover, at jeg tænker over det, vil du så stoppe med at hænge op ad mig og sige det samme hele tiden?” spurgte jeg. Han tænkte over det og kløede sig hurtigt i håret, hvorefter han nikkede.

”Okay, men så tænk grundigt!” sagde han, og jeg nikkede. Han vendte sig om for at gå, og jeg vendte straks øjne som blev efterfulgt af et suk.

Hvad skulle jeg tænke over? Om jeg kunne lide Minhee? Det vidste jeg jo allerede svaret på!

Jeg satte mig ned på en bænk og lænede mig op ad væggen. Den var dejlig kold, og jeg lænede mit hoved tilbage.

Minhee… Nej, bare nej. Ikke hende.

”Har du fundet ud af noget?” spurgte en lys stemme ved siden af mig. Jeg kiggede til højre for at se den person, jeg havde forudset det var. Eunji.

”Jeg har aftalt med Kai, at jeg tænker over det, hvis han lod mig være i fred,” sagde jeg og sukkede. ”Så kan vi have den samme aftale?” spurgte jeg og lukkede øjnene. Jeg åbnede dem igen, og så at hun studerede mig kort, inden hun nikkede.

”Tak, vil du så gerne gå nu?” spurgte jeg og lukkede øjnene igen. Hun svarede ikke, så jeg åbnede øjnene og ingen Eunji. Jeg lukkede øjnene igen og sukkede lettet, over at jeg ikke havde flere spørgende mennesker omkring mig.

Daniel dukkede op i mit hoved, og det han sagde til mig kørte rundt.

”Og ved du hvad?” spurgte han. Jeg rystede på hovedet. ”Jeg har sådan lyst til at kysse dig men lader vær, fordi jeg ved du ender sammen med Minhee. Jeg kan se det for mig…” sagde han og kiggede op i luften.

”Hvad? Dig og mig kysse eller mig og Minhee?” spurgte jeg. Ordene lød helt forkerte i min mund, som om de ikke skulle siges. Overhovedet. Minhee og jeg.

”Dig og Minhee. Forestil dig, små børn løbe rundt i jeres store hus, skændes, mens dig og Minhee ligger i sofaen og krammer og kysser. En mini Minhee og en mini Sehun,” sagde han, og hans øjne lyste helt op ved tanken.

”Nej. Nej, det kan jeg ikke se for mig. Mig og Minhee passer slet ikke til hinanden. Vi hader hinanden, og nej. Bare nej,” sagde jeg og rystede på hovedet.

”Jeg kan godt se det for mig,” sagde han og trak på skuldrene, som om det var normalt, og at jeg var den unormale.

Jeg smilede lidt ved det han sagde. Det lød underligt og forkert, men alligevel smilte jeg. Måske den måde han sagde det på?

Jeg håbede ikke nogle så, at jeg smilte… Nogen gik forbi, men lagde vist ikke mærke til at det var mig, der sad her. Heldigvis.

Sætningerne som han havde sagt til mig kørte rundt i en cirkel, og for hver gang en sætning kom ved siden af indersiden af min pande, blev den sætning sagt højt inde i mit hoved.

Forestil jer, en karrusel af sætninger – om en pige man ikke kan lide og en selv, som en biseksuel har fortalt dig – køre rundt i ens hoved.

Min mobil vibrerede i min lomme, og jeg tog den hurtigt op. Kai. Selvfølgelig.

 

Har du besluttet dig?

 Skrev han, og jeg sukkede højt. Nogle piger der gik forbi kiggede på mig og smilede flirtende. Jeg stirrede bare på dem, uden at foretrække en mine og kiggede ned på min mobil igen.

 

Nej, jeg skal nok fortælle dig, når jeg har fundet ud af noget.

  Jeg sukkede endnu en gang. Jeg havde sukket meget, og det var kun på grund af to personer; Kai og Eunji.

 

Så find ud af det snart!

  Tak for din tålmodighed. Jeg vendte øjne og lukkede dem igen.

Tænk, tænk, tænk…

Jeg kunne ikke. Min hjerne vidste ikke hvad den skulle tænke på. Om hvorfor jeg ikke kunne lide Minhee. Om hvorfor jeg skulle kunne lide Minhee. Tegn på om jeg kunne lide hende. Om jeg skulle invitere hende ud, selvom jeg ikke kunne lide hende?

Skulle jeg gøre det for at gøre Kai og Eunji glade? Nej, det ville være forkert. Jeg ville ikke gå ud med Minhee bare for at gøre andre glade…

Jeg forvirrede mig selv, så jeg rejste mig op og gik udenfor.

Jeg indåndede den friske og kolde luft og pustede hårdt ud. Jeg satte mig på en anden bænk – udenfor – og satte min taske ved siden af mig.

”Hvorfor skal det være så svært?” mumlede jeg til mig selv. ”Hvad er svært?” spurgte en anden stemme ved siden af mig, og jeg skulle lige til at flippe ud, men det var ikke Eunji. Det var Minhee.

”Ikke noget…” svarede jeg. ”Men jeg vil gerne høre det,” sagde hun og satte sig ned ved siden af mig.

”Kan du ikke bare lige lade mig være alene?” spurgte jeg, og hun kiggede trist på mig. Jeg fik igen den underligt følelse i maven, og jeg kiggede hurtigt ned i mine hænder.

”Vil du ikke være sød?” spurgte jeg. ”Har det noget med en anden pige at gøre?” spurgte hun, hvilket fik mig til at kigge op. ”Nej,” sagde jeg og rystede let på hovedet.

”Hvem så? Mig?” spurgte hun og kiggede undersøgende på mig. Jeg undveg hendes blik og mærkede min mobil vibrere igen.

 

Jeg kan se jer. Hvorfor bliver du ved med at undvige hendes blik? Hvad har hun gjort? Du ignorerer hende. Hvorfor?

  Kai. Selvfølgelig. Min mobil vibrerede igen.

Lad vær med at kigge på din mobil! Kig på hende i stedet.

 

Jeg kiggede rundt og ind ad vinduet til det klasseværelse, Kai skulle være i nu. Han signalerede hurtigt til at jeg skulle vende mig om og snakke med hende, i stedet for at kigge på ham. Jeg vendte mig rundt, og så Minhee på vej til at gå.

”Hvorfor går du?” spurgte jeg. ”Jeg har en time jeg skal nå. Vi ses,” sagde hun og gik videre.

En stikkende fornemmelse i min mave begyndte lige så stille at bredde sig, da jeg så hende gå længere væk.

Skulle jeg løbe efter hende og sige det med Eunji og Kai, eller ville hun misforstå det og tro at jeg kunne lide hende? Det måtte hun ikke tro! Jeg blev derfor siddende og hørte klokken ringe. Jeg kiggede hen på Kai igen og trak på skuldrene.

”Hvorfor?” mumlede jeg. ”Hvorfor skulle jeg møde hende?”

Jeg rev mig selv frustreret i håret og begravede mit ansigt i mine hænder, og hvilede mine albuer på mine lår. Jeg sukkede og sukkede og sukkede og sukkede, hele tiden. Jeg havde brug for at komme ud med det, og tro det eller ej, men jeg vidste faktisk ikke selv hvad 'det' var. 

Jeg kiggede rundt på skolens område og en kold vind blæste lige ind i mit ansigt, hvilket fik mig til at lukke øjnene og slå armene om mig selv. Jeg ville ikke ind til time, jeg ville hellere væk. Jeg ville hjem eller gå en tur for at få samlet tankerne.

Jeg rejste mig derfor op og lod skolen ligge længere og længere bagved mig, for hvert skridt jeg tog.

Jeg svang min taske over skulderen og begyndte at småløbe, da det startede med at regne en smule. Ikke det store, men mit hår skulle ikke blive vådt. Jeg satte mig ind under et træ og var lige glad med at mine bukser blev beskidte. Lige meget med bukserne, man kunne købe nye. Det var ikke det samme med håret, man kunne ikke købe nyt hår. Jo, en paryk men det var ikke det samme som mit hår.

Jeg lagde min taske ved siden af mig og trak vejret dybt. Regnen faldt ned fra himlen i store dråber og landede med store plask på jorden.

Jeg gad ingenting Virkelig ingenting. Jeg orkede ikke at rejse mig op for at gå hjem eller andre steder, hvor det ikke regnede, jeg blev bare siddende. Stirrede bare ud i den blå luft, hvor regnen faldt ned fra himlen.

Klokken ringede, jeg kunne svagt høre det og rejste mig tøvende op. Folk begyndte langsomt at gå ud af de store døre, der førte ind til skolen og hen til deres cykler eller andet, og der var han, og de to andre. De gik sammen ud fra skolen og stillede sig ved Eunjis cykel. Minhee kiggede rundt og hen på Kai, da han sagde noget men kiggede så rundt igen.

Hun så mig.

Hun kiggede på mig, lige igennem mig. Hun stirrede på mig, stå her under et træ, imens det regnede som aldrig før.

Hun kiggede væk, og det fik mig straks til at tænke. Hun gik længere og længere væk med Kai og Eunji, og for hvert skridt hun tog, gik jeg længere og længere hen mod skolen og fik en underlig følelse i maven.

Jeg lagde hurtigt min hånd på den, og mærkede efter for den underlige følelse. Jeg havde haft denne følelse før men aldrig så meget som nu, og fra det tidspunkt vidste jeg det. Jeg ville ikke tro på det, men det var sandt. Uheldigvis. Jeg fik svagt gåsehud af tanken og trak min mobil op ad lommen.

 

Kai?

Skrev jeg og rystede let på hænderne. Jeg bed tænderne sammen. Hvorfor skulle det være sådan?

 

Ja?

Svarede han, og jeg begyndte lige så stille at gå hjem. Jeg tastede ufatteligt langsomt på tasterne, da jeg skrev det.

 

Jeg tror, jeg er forelsket…

 

Jeg pustede lettet men samtidig uroligt ud. Lettet fordi jeg fandt ud af det men uroligt, fordi det ikke var Oh Sehun at forelske sig. Så hvorfor nu?

Min mobil vibrerede, og jeg åbnede hurtigt for beskeden.

Told you so.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...