What is love?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2013
  • Opdateret: 30 dec. 2013
  • Status: Færdig
Livet går ikke altid som man vil have det, især ikke når man er ung og aldrig har prøvet kærligheden. Det er blandt andet Sehun som bare går fra pige til pige, uden følelser, og Minhee som aldrig rigtig har haft en kæreste. Men så er der noget der hedder skæbnen. Nogle tror på det, andre gør ikke, men vil Minhee og Sehun tro på det, når de støder ind i hinanden? Eller er det bare endnu et dumt ord som kærlighed?

Historie og poster af Emma

Det her er et bidrag til konkurrencen: Kampen mellem fandoms. Og jeg har valgt fandommen KPOP(:

17Likes
81Kommentarer
1328Visninger
AA

8. Kapitel 6: Seriously? Both of you?

”Minhee, du skal op nu,” hørte jeg en fjern stemme sige. Jeg gad ikke vågne. Jeg lagde mig bedre til rette, trak dynen helt op til ørene, kun for at den skulle trækkes af mig igen og blive smidt på gulvet. 

”Seriøst? Hvad skulle det til for?” spurgte jeg og åbnede øjnene med små blink. ”Du skal op nu. Du har en halv time, og så skal jeg nok køre dig i skole,” sagde hun og gik ud fra mit værelse igen.

Jeg vendte mig om, sukkede ned i puden og satte mig op. Mit hår lignede sikkert en fuglerede og mine øjne var sikkert røde på grund af mangel af søvn. Jeg lå halvdelen af natten og tænkte på hvad Eunji og Sehun kunne have snakket om. Jeg vidste ikke hvorfor jeg var så interesseret, men det var nok nysgerrigheden, der tog over?

Jeg rejste mig op, gik hen til spejlet og sprang en halv meter tilbage, da jeg så mit eget spejlbillede. Jeg havde ret. Jeg så ikke mindre end forfærdelig ud. Jeg rev mig selv i håret og gik ud på badeværelset.

Et bad måtte da få mit hår til at se bedre ud. Jeg trådte ind i bruseren og tændte langsomt for vandet og fik svagt kuldegysninger, da vandet ramte min krop.

Jeg stod bare og stirrede ud i luften. Lavede ingenting, puttede ikke engang shampoo i mit hår. Sådan stod jeg i et stykke tid, indtil jeg ’vågnede’ op.

Jeg bukkede mig ned for at tage shampooen, da nogle bankede på døren. Jeg var lige ved at falde og tabte også min shampoo men svarede så. ”Hvem er det?” spurgte jeg og tog min shampoo op igen. Jeg pressede en lille klat ud fra den snart tomme beholder og smurte det så ud i mit hår.

”Det er mig. Hvornår er du færdig?” spurgte min mor. Jeg kunne forestille mig at hun stod og trippede på fødderne af utålmodighed.

”Snart. Jeg skal bare lige skylle shampooen ud,” svarede jeg og stillede mig under vandet igen.

”Vi kører om tyve minutter,” sagde hun og gik væk fra døren. Jeg slukkede for vandet og trådte langsomt ud af bruseren, da den kolde luft i resten af rummet omfavnede mig. Jeg gøs let, tog håndklædet op og viklede det rundt om min nøgne krop.

Jeg kiggede mig selv i spejlet igen. Meget bedre! Ikke mere fuglerede til mit hår, og jeg så mere vågen ud.

Jeg låste døren op, og gik ind på mit værelse som lå overfor badeværelset. Jeg åbnede skabet og rodede alt mit tøj igennem for at finde det tøj, jeg skulle have på, men intet af det var godt nok. Jeg gad ikke have alt muligt stramt på i dag, så det blev bare til et par gamacher, en stor striktrøje og min højtelskede beanie. Dog tog jeg ikke beanien på nu, da mit hår stadig var vådt.

Jeg løb nedenunder men stoppede hurtigt op, da en person sad ved spisebordet. En person der ikke længere boede i huset. Min storebror; Hyo.

”Hyo!” råbte jeg og løb hen til ham. Jeg krammede ham, så hårdt jeg kunne og havde ikke lyst til at give slip. I hvert fald ikke endnu.

”Minhee,” sagde han og løftede mig op. ”Jeg har savnet dig,” sagde jeg og blev sat ned på jorden igen. ”Jeg har også savnet dig. Hvordan går det så?” spurgte han og satte sig også selv ned igen. Jeg satte mig overfor ham og tog en skål cornflakes. ”Ikke så meget. Det samme,” sagde jeg og trak på skuldrene. ”Ingen kæreste?” spurgte han og smilede sit storebror-smil. Det smil, der var ude på at irritere sin lillesøster.

”Hvad tror du?” spurgte jeg, og han grinte svagt. ”Hvad med dig? Hvordan går det?” spurgte jeg.

”Der sker ikke så meget for tiden. Jeg har været hjemme i en uge nu, da vi ikke har haft så meget at lave,” sagde han og trak på skuldrene. ”Så derfor tog jeg en tur herover. Selvfølgelig spurgte jeg, om firmaet troede, om vi havde meget at gøre i næste uge, ellers ville jeg jo blive nødt til at tage af sted igen,” forklarede han.

”Jeg troede da ellers at du vidste det, siden du er chefen?” sagde jeg og tog en skefuld cornflakes.

”Jeg var ikke sikker,” sagde han. ”Men skal jeg køre dig i skole?” spurgte han, og jeg nikkede.
”Jeg skal bare lige have sagt det til mor,” sagde jeg og satte min cornflakes skål i opvaskeren, da jeg var færdig.

”Bare rolig. Gør du dig bare klar, så skal jeg nok sige det til hende,” sagde han, og jeg løb ovenpå igen.

Jeg tog min beanie på og gik ud for at børste tænder. Det tog ikke mere end to minutter, og jeg løb ned igen. ”Jeg er klar,” sagde jeg og tog min taske om skulderen. Han nikkede, og vi gik ud for at tage sko på.

Så snart døren var lukket, åbnede jeg munden for at sige noget.

”Du, Hyo?” sagde jeg og satte mig ind. Han satte sig også ind og nikkede. ”Ja?” han satte nøglerne i og bakkede ud af indkørslen.

”Jeg mødte din high school kæreste i går,” sagde jeg og ventede på at se hans reaktion. ”Hvem?” spurgte han. ”Min,” svarede jeg, og han kiggede straks på mig. ”Mødte du Min?” spurgte han og drejede til venstre.

”Ja. Hvor lang tid var I sammen?” spurgte jeg. Han trak på skuldrene. ”Tja, næsten alle high school årene,” svarede han. ”Så er det da dumt at spørge om hvem det var, hvis du alligevel kun havde en,” sagde jeg og smilede stort.

”Jeg havde flere,” sagde han. ”På samme tid?” spurgte jeg, og han nikkede tøvende. ”Det var grunden til at vi slog op. Jeg var dum,” sagde han og kiggede på vejen, og det samme gjorde jeg.

”Ja, det var du. Hun virkede ellers sød,” sagde jeg, og han begyndte at grine. ”Det var hun også,” svarede han.

 

Sehuns synsvinkel

Jeg trådte ind af den store dør og videre ned til mit skab. Jeg tog mine bøger ud og gik videre hen til en af bænkene. Jeg satte mig, tog mine høretelefoner op ad lommen og proppede dem i ørene, men en rev dem ud. ”Fik du tænkt i går?” spurgte Eunji som stod foran mig. Jeg sukkede og puttede høretelefonerne tilbage i ørene, men hun rev dem ud igen.
”Hvad er der?” nærmest hvæsede jeg. ”Jeg spurgte dig faktisk om noget,” sagde hun. ”Kan du ikke se at jeg hører noget?” spurgte jeg og kiggede med et ondt blik på hende.

”Jeg spurgte dig om noget,” sagde hun roligt, og ignorerede det jeg sagde. ”Ja, jeg fik tænkt. Vil du så ikke gå nu?” spurgte jeg. Hun satte sig ned foran mig. ”Hvad tænkte du så på?” spurgte hun og kiggede med spændte øjne på mig.

”At vi lever lykkeligt til vores dages ende med ti børn, som kommer til at hedde dit og dat og- Hvad tror du selv?” spurgte jeg.

”At det er nogle meget mærkelige navne, du har valgt til jeres børn,” sagde hun og rystede på hovedet af mig.

”Jeg kan ikke lide hende, og det vil jeg heller aldrig komme til,” sagde jeg og skulle til at proppe høretelefonerne i igen. ”Sehun… Jeg ved du kan lide hende,” sagde hun. ”Og hvordan ved du så det?” spurgte jeg og hævede brynene.

”Jeg kan se det. Jeg ved ikke hvordan, det kan jeg bare,” sagde hun. ”Du lyder som en blondine, der siger, at hun kan se forskel på en sprite og en cola, og at ’det kan hun bare’,” sagde jeg og rejste mig op.

”Mærk efter, så indser du det,” sagde hun og rejste sig også op. Hun gik sin vej, og jeg satte mig ned igen. Mærke efter?

”Hey,” sagde Kai og satte sig ned, det samme sted Eunji havde siddet. ”Hey,” mumlede jeg og kiggede på mine hænder.

”Noget galt?” spurgte han og prøvede at få øjenkontakt, men jeg undveg hans blik og kiggede alle mulige andre steder hen. ”Sehun,” sagde han, og jeg kiggede hurtigt på ham. Han sukkede. ”Er der noget galt?” spurgte han.

”Nej, alt er fint,” sagde jeg. ”Er det hende pigen, der lige gik? Droppede hun dig, i stedet for at du droppede hende?” spurgte han og smilede smørret. ”Nej, hun er ikke engang en af dem. Jeg gider hende ikke,” sagde jeg og kiggede endelig på ham.

”Er det en anden pige?” spurgte han. Jeg tøvede. Det var det jo egentlig. ”Jeg ved ikke, Kai. Pigen der var her før, bliver bare ved med at mene at jeg kan lide hendes veninde, men det kan jeg ikke,” sagde jeg og borede mit blik ind i hans.

”Og det kan du ikke, fordi…?” spurgte han. ”Det kan jeg bare ikke. Lige fra da jeg mødte hende, kunne jeg ikke fordrage hende,” sagde jeg. ”Eller også kunne du lide hende fra starten, men vil ikke indrømme det, og du ville ikke kunne lide nogen, så du bilder dig selv ind at du ikke kan fordrage hende,” sagde han og nikkede af sig selv.

”Ikke også dig,” sagde jeg og rystede på hovedet. ”Men jeg forstår ikke hvorfor både du og hende siger det,” sagde jeg frustreret. ”Tja, nok fordi vi begge to kan se det?” sagde han og fik det til at lyde som om det var mig, der var dum, og så kunne jeg ikke holde det inde mere. Jeg grinte så det gjorde ondt i maven.

”Hvad er der galt?” spurgte han og så forvirret på mig. ”Hvad der er galt?” spurgte jeg. ”Både hendes og min bedste ven tror, at jeg kan lide hende. Hvor langt ude er det ikke lige?” spurgte jeg. Han trak på skuldrene. ”Men du burde tænke over det. Det kan være at du lige pludselig finder ud af det,” sagde han.

”Du er mærkelig,” sagde jeg og slog til hans cap. ”Du er mærkelig, og det er lige siden, du begyndte at snakke med Minhee,” sagde han, og jeg fnyste. "Hvor kender du hendes navn fra?" spurgte jeg og kiggede undrende på ham. "Bare fordi en-" sagde han og hentydede tydeligvis til mig. "ikke lægger mærke til folk eller ved hvad de hedder, betyder det ikke at alle folk er sådan," svarede han. 

”Som om,” sagde jeg. ”Du burde invitere hende ud,” sagde han samme tid som mig, og jeg rystede straks på hovedet. Jeg var lige ved at tro at jeg snart fik hjernerystelse eller at alt mit hår faldt af.

”Kom nu, så slemt kan det da ikke være, og så kan du også finde ud af, om du kan lide hende,” sagde han.

”Ved du hvad? Jeg forstår ikke hvorfor I to prøver så hårdt, at få mig til at kunne lide hende. Jeg har aldrig kunne, og det vil aldrig ske. Basta,” sagde jeg, og denne gang var det hans tur til at fnyse. Hvad fnyste han af?

”Tror du selv på det, Sehun? Jeg har kendt dig i meget lang tid, men du har aldrig været så mærkelig som nu, efter du mødte Minhee… Og desuden har du heller ikke været sammen med nogen piger i hele to uger,” sagde han. Hvordan vidste han det?

”Hvordan ved du det? Går du rundt og udspionerer mig?” spurgte jeg og rynkede brynene.

”Nej, jeg kender bare mine venner." Jeg kiggede skeptisk på ham, hvilket fik ham til at sukke.  "Okay, jeg har gået rundt og kigget efter dig, og du siger nej til alle,” sagde han. Det havde jeg faktisk… Men det var ikke på grund af Minhee!

”Tror du selv på det?” spurgte han. Hvad? Sagde jeg det højt?

”Ja. Ja, det gør jeg faktisk,” sagde jeg og rejste mig op. Jeg gik væk fra ham, og jeg kunne nærmest mærke hans blik bore sig ind i min nakke.

Tror du selv på det? Du siger nej til alle. Du har aldrig været så mærkelig som nu, efter du mødte Minhee. Du burde invitere hende ud. Du er mærkelig, og det er lige siden du begyndte at snakke med Minhee.

Alle ordene, sætningerne, alt kørte rundt i hovedet på mig. Jeg kunne umuligt lide hende, og hvorfor skulle jeg kunne det?

”Sehun!” råbte Kai bag mig. Jeg vendte mig om og kiggede opgivende på ham. ”Hvad er der?” spurgte jeg og sukkede. ”Tænk over det,” råbte han, og jeg vinkede bare til ham. ”Jeg mener det, Sehun. Det kan være du finder ud af det,” råbte han igen, men jeg blev ved med at gå.

Jeg gik hen til parkeringspladsen og satte mig på kantstenen.

En bil kørte forbi mig og standsede henne ved cykelstativet. En velkendt pige steg ud af bilen og vinkede farvel til personen, der sad i den. ”Vi ses, Hyo,” hørte jeg hende sige svagt, og så smækkede hun døren i.

Jeg rystede på hovedet og kiggede ned i mine hænder. ”Hvorfor sidder du her?” spurgte hun og kiggede ned på mig. Jeg kiggede op på hende. ”Jeg ville væk fra Kai,” svarede jeg og kiggede ned igen, men hun svarede ikke. Hun var gået.

Jeg tog min mobil frem og gik ind på min musik. Jeg satte mine høretelefoner i og puttede dem i ørene.

”Har du fået tænkt?” spurgte en stemme ved siden af mig. Denne gang var det ikke kun en men to stemmer.

”Seriøst?! Hvornår lader I mig være i fred?” nærmest råbte jeg. ”Når du finder ud af, at du kan lide Minhee,” sagde Eunji. ”Åh nej… Så hænger I op af mig resten af mit liv,” sagde jeg og rejste mig op.

”Sehun, bliv nu siddende,” sagde Kai, men jeg rystede hurtigt på hovedet. ”Jeg vil ikke det her, Kai. Bare lad vær, hvis jeg nu kommer til at kunne lide hende - hvilket aldrig sker, hvis I nu skulle være i tvivl – så skal jeg nok selv finde ud af det,” sagde jeg og gik.

”Men Sehun, det kan være godt med nogen, der bakker op omkring det,” sagde Eunji, men jeg rystede bare på hovedet. ”Jeg er ikke en lille dreng mere, jeg kan godt selv finde ud af ting,” sagde jeg og gik ind ad den store dør.

”Han virker ellers som en lille dreng,” hørte jeg Kai mumle, men jeg gad ikke vende om og diskutere det.

 

”Find jeres lektier frem,” sagde fru. Hwang og skrev noget op på tavlen. Det her var den eneste time, hvor jeg var sammen med Kai, Eunji og Minhee på samme tid. Uheldigvis, fordi hun var vist ved at skrive grupper op.

Bla, bla, bla… Sehun! Jeg prøvede at se hvem hun skrev på og pustede lettet ud, da hun skrev

Ja-Hoon og ikke nogle af de tre, men det så vist ud til at Kai og Minhee kom sammen. Jeg kiggede hen på hende, men hun lagde vist ikke mærke til det. Heller ikke at hendes navn blev skrevet op ved siden af Kais.

”Så nu læser jeg grupperne op, og så skal I gå ud og snakke om lektierne og alt I ved om celler. Tag noter, og så snakker vi om det på klassen,” sagde hun og begyndte at læse grupperne højt.

Minhee kiggede op, da hendes navn blev nævnt og kiggede hen på Kai og derefter mig. Jeg fjernede hurtigt blikket og kiggede over på Ja-Hoon, en dreng jeg aldrig snakkede med. Det blev nok lidt akavet.

Folk begyndte at rejse sig op og gå ud af klassen for at sætte sig et andet sted. Kai og Minhee blev bare siddende i klassen, men Ja-Hoon og jeg gik ud.

Jeg vidste ikke hvem Eunji var sammen med, men det kunne vel også være lige meget.

”Hvad har du svaret på nummer et?” spurgte Ja-Hoon. Jeg kiggede ned på min opgave og svarede: ”Den kunne jeg ikke finde ud af.”
Han sukkede. ”Er det sådan ved alle opgaverne? At du ’ikke kan finde ud af dem’ men i virkeligheden at du bare er for doven til at lave dem?” spurgte han, og jeg rystede på hovedet. Jeg sank en klump i halsen. ”Nej, jeg kunne bare ikke finde ud af den her,” sagde jeg, og vi gik ned til næste opgave, og til næste og videre sådan. Og før jeg vidste af det, kaldte læreren os ind, og vi sad inde i klassen for at snakke om opgaverne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...