What is love?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2013
  • Opdateret: 30 dec. 2013
  • Status: Færdig
Livet går ikke altid som man vil have det, især ikke når man er ung og aldrig har prøvet kærligheden. Det er blandt andet Sehun som bare går fra pige til pige, uden følelser, og Minhee som aldrig rigtig har haft en kæreste. Men så er der noget der hedder skæbnen. Nogle tror på det, andre gør ikke, men vil Minhee og Sehun tro på det, når de støder ind i hinanden? Eller er det bare endnu et dumt ord som kærlighed?

Historie og poster af Emma

Det her er et bidrag til konkurrencen: Kampen mellem fandoms. Og jeg har valgt fandommen KPOP(:

17Likes
81Kommentarer
1330Visninger
AA

7. Kapitel 5: I don't!

Hyorins synsvinkel

”Okay, folk! Nu danser vi det alle sammen!” sagde Daniel og klappede i hænderne for tiende gang eller sådan noget i dag.

Eunji og jeg stillede os op og gjorde os klar. Musikken spillede højt, næsten for højt. Jeg holdt mig hurtigt for ørene men tog langsomt mine hænder ned igen, da vi snart skulle ind.

Jeg elskede at danse og havde gjort det næsten hele mit liv, så derfor var jeg ret selvsikker. Hvilket jeg ikke synes var en dårlig ting at være.

Vi gik langsomt ind og begyndte at danse. Alle andre kom ind, og vi dansede alle den samme dans med Eunji og jeg forrest, og så fortsatte de andre. Da det var Jae og Minhee’s tur, smilede jeg. Jae havde ikke snakket med piger i lang tid, så det var dejligt at se, at han både snakkede med Minhee og Eunji.

Vi droppede det med at synge imens, da det ville lyde underligt siden vi også dansede, så vi dansede bare til den originale sang.

Jeg var selv fan af Girls’ generation, og synes at Chansung fra 2PM var sød.

Da sangen var færdig, samlede vi os alle sammen i en rundkreds og lyttede til Min, som snakkede.

”Det var super godt klaret alle sammen! Jeg synes I gjorde det fantastisk, så giv jer selv en stor hånd,” sagde hun og klappede i hænderne.

Alle andre klappede også, nogle piftede endda og råbte komplimenter til sig selv eller resten af holdet.

”Vi vil gå videre med nogle andre sange, og så tror jeg vist I har fri?” sagde hun og kiggede over på fru. Park som nikkede.

”Ja, vi tager en sang som vi deler op,  og så synger vi bare nogle andre sange sammen,” sagde hun og tog nogle papirer frem.

 

Minhees synsvinkel

Dansen gik godt, troede jeg. Jeg kiksede lidt, da jeg var ved at snuble over mine egne fødder, da jeg gik mod Jae, men han greb mig heldigvis. Jeg kunne høre Sehun grine, og jeg gav ham mit ondeste dræberblik.

Han skulle ikke tro at han kunne grine af mig, bare fordi jeg lavede en lille fejl, men jeg gad ikke sige det til ham. Det kunne ikke nytte noget, og jeg gad ikke snakke med ham. Han kunne nøjes med at snakke med Eunji, som han jo havde gjort i dag, men hvorfor tænke på det? Jo, fordi Eunji var min bedste veninde, og jeg gad ikke have at hun blev såret, og det blev man når man talte med Sehun, eller havde noget med ham at gøre. Se alle de piger – de kom sig dog hurtigt over det men stadig væk.

Jeg havde ikke lyst til at en af de piger var Eunji, eller at jeg var en af de piger for den sags skyld.

”Minhee?” spurgte Eunji som sad og kiggede op på himlen. Vi havde lige fået ti minutters pause, så vi kunne være klar og friske, til at vi skulle synge.

”Ja?” svarede jeg og kiggede også op på himlen. ”Har du nogen sinde tænkt på at finde en kæreste? Ikke for at lyde ond, overhovedet, men jeg tror du kunne have brug for det,” sagde hun. Jeg kiggede hen på hende, hun kiggede stadig op på himlen.

”Nej. Jeg fungerer ikke helt med drenge,” svarede jeg og trak på skuldrene.

”Det passer jo ikke! Du bilder dig selv ind at du ikke fungerer med dem, men der er mange søde drenge derude, der sikkert ville kunne lide dig, hvis du bare åbnede lidt mere op,” sagde hun og kiggede nu tilbage på mig.

”Jeg tror ikke, Eun. Jeg kan ikke. Jeg har jo ikke mødt nogle drenge før, der kunne lide mig… Bortset fra den ene kæreste jeg havde haft, som varede to dage, hvorefter han så gik fra mig på grund af en anden,” sagde jeg.

”Minhee…” sagde hun, kiggede rundt og tilbage på mig. ”Er du lesbisk?” hviskede hun, og jeg spærrede øjnene op. Jeg havde intet i mod homoseksuelle, men det forskrækkede mig bare at hun havde den tanke i hovedet.

”Hvad? Nej, hvor får du det fra?” spurgte jeg. ”Altså, du kan ikke lide nogen drenge, du giver ingen af dem ikke en chance, og du gider ikke engang prøve,” forklarede hun. Jeg begyndte at grine.

”Hvor er du dum! Bare fordi jeg ikke interesserer mig for drenge lige nu, og jeg gentager lige nu, så betyder det da ikke, at jeg er lesbisk,” sagde jeg og slog hende blidt på skulderen.

”Det kunne da godt være,” sagde hun og løftede hænderne op, som om hun var blevet anholdt.

”Bare husk, giv det en chance. Ikke alle drenge er nogle idioter,” sagde hun og smilede svagt til mig.

 

”Det kan være vi ses en anden dag, alle sammen!” råbte Min ud over klassen, da vi rejste os op. Folk nikkede, inklusiv mig.

Min kom gående over til mig. ”Må jeg få dit nummer?” spurgte hun. ”Jeg vil gerne holde kontakten mellem os,” sagde hun, og jeg nikkede smilende, så havde jeg da mere end én veninde.

Eunji stod og trippede ovre i døren. ”Bare sig til fru. Park at jeg kommer om lidt. Sig at jeg skulle snakke med Min, og bed dem vente,” sagde jeg, og hun nikkede, hvorefter hun løb ud af døren og hen til bussen.

”Nu har du mit nummer, så kan du bare skrive til mig,” sagde hun og smilede sit varme smil.

”Tak. Jeg skriver snart,” sagde jeg og løb også ud af døren. Jeg trådte ind ad busdøren og gik ned bagi, da jeg regnede med at det var der Eunji sad, og som jeg havde tænkt, sad hun der. Inde ved vinduet.

Uden nogen Sehun bagved, heldigvis.

Jeg satte mig også ned og kiggede over på Eunji, som sad og kiggede ud af vinduet.

”Noget galt?” spurgte jeg. Hun blev siddende uden at sige noget. ”Eunji, er der noget galt?” spurgte jeg igen. ”Har jeg gjort noget?”

Ignorerede hun mig? Jeg ruskede blidt i hende, da jeg gerne ville have hende til at svare, men hun vendte sig stadig væk ikke om.

”Eunji?!” halv råbte jeg. Hun vendte sig stadig væk ikke. Jeg lænede mig lidt frem, så jeg kunne se hendes ansigt og lagde straks mærke til hendes lukkede øjne. Derfor.

Jeg satte mig tilbage med et bump og sukkede. Endnu en tur uden Eunji, uden en at snakke med.

 

Sehuns synsvinkel

Jeg pustede lettet ud. Dagen var endelig omme, og holdet sad nu i bussen på vej hjem. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle lave nu, eller når jeg kom hjem. Nu havde jeg jo ikke nogen at sparke til mere.

Jeg kiggede rundt i bussen og så en velkendt pige sidde det samme sted som før. Hun så ikke ud til at lave noget, så jeg spændte selen op og gik hen til hende. Hun kiggede hen på mig og sukkede.

”Jeg havde det ellers lige så godt, nu da du ikke var her til at sparke til mit sæde,” sagde hun og vendte øjne.

”Jeg kedede mig, siden jeg ikke var her til at sparke til dit sæde,” svarede jeg flabet og lænede mig tilbage for at spænde mig.

”Seriøst? Hvorfor bliver du ved me-” men jeg afbrød hende. ”Indrøm det… Du vil gerne have at jeg er her. Der er intet sjovt i dit liv uden mig,” sagde jeg og lagde hænderne om på nakken.

”Nåh ikke? Det ved du da ikke noget om!” protesterede hun. ”Tro mig, ingen har det sjovt uden mig,” svarede jeg selvsikkert.

”Jeg vil helst undgå og undvære dig,” sagde hun og kiggede ind i det sæde foran hende.

Jeg lænede mig frem, så jeg nåede hendes øre. ”Du ved, at du ikke vil undvære mig. Du kan ikke undvære mig,” hviskede jeg forførende i hendes øre. Jeg lænede mig tilbage, og hun sad, som hun gjorde før. Helt stille og forstenet.

Det var måske det jeg skulle gøre? Flirte?

”Hvad sagde du?” spurgte hun men sad lige så stille som før. ”Du hørte mig godt,” sagde jeg og smilede smørret. Jeg havde hende lige, hvor jeg ville have hende.

”Hvorfor?” spurgte hun og vendte sig endelig om. ”Hvorfor begynder du på det der?” spurgte hun.

Jeg trak på skuldrene. ”Fordi jeg har lyst?” sagde jeg lidt ligeglad. ”Men det har jeg ikke. Så vær sød at lade være,” sagde hun og vendte sig om igen.

Måske havde jeg hende ikke, hvor jeg ville have hende…

”Du ved jo at du gerne vil,” sagde jeg og lænede mig frem igen. ”Jeg vil ikke, Sehun, så lad være,” sagde hun bestemt.

”Kom nu. Bare et kys og alt vil være forbi,” sagde jeg. Hvorfor? Jeg vidste det ikke. Jeg ville ikke kysse hende. Jeg ville bare flirte.

”Siden hvornår har du ville kysse mig?” spurgte hun og stirrede ind i det sæde foran hende.

”Lad nu være. Det ved du, jeg altid har haft lyst til,” sagde jeg.

”Sehun… Du har aldrig ville, og du vil ikke. Du vil bare have, at jeg er en af de piger, som du dropper efter en uge, så du kan se mig ked af det, men det kommer du ikke til. Jeg er ikke dum,” sagde hun koldt.

De sidste ord kørte rundt i mit hoved. Jeg er ikke dum, jer er ikke dum, jer er ikke dum.

Selvfølgelig var hun ikke det.

 

Eunjis synsvinkel

”Siden hvornår har du ville kysse mig?” spurgte en fjern stemme. ”Lad nu være. Det ved du jeg altid har haft lyst til,” sagde en anden fjern stemme. Var det Sehun, og var det Minhee?

”Sehun… Du har aldrig ville, og du vil ikke. Du vil bare have at jeg er en af de piger, som du dropper efter en uge, så du kan se mig ked af det, men det kommer du ikke til. Jeg er ikke dum,” sagde hun, og så sluttede det der. Jeg åbnede langsomt øjnene og kiggede ud ad vinduet, hvor træerne og markerne susede forbi mig.

Var det hele en drøm? Jeg kiggede hen på Minhee som var ved at falde i søvn. Jeg ville lade hende sove. Hun havde haft en lang dag.

Jeg satte mig til rette og lagde mit hoved på vinduet.

”Hørte du det?” spurgte en stemme bagved. ”Hørte hvad?” spurgte jeg og lod være med at kigge bagud. ”Det vi lige sagde,” sagde han igen.

Jeg nikkede stille. ”Du siger ikke noget til nogen,” sagde han hårdt. Jeg kiggede på ham. ”Så burde du nok ikke have sagt det til hende i bussen, hvor alle kan høre jer,” svarede jeg og trak på skuldrene.

”Du siger det ikke til nogen,” sagde han bestemt og borede sit blik ind i mit. Jeg sank en klump, der sad i min hals.

”Du har følelser for hende…” sagde jeg stille og blinkede med øjnene, imens hans blik stadig borede sig ind i mit.

”Nej! Nej, det har jeg ikke. Hvorfor skulle jeg have det?” spurgte han og blinkede også et par gange med øjnene.

”Du ville ikke have sagt det der til hver en pige. I hvert fald ikke på den måde. Du ville ikke have sagt noget til dem, du ville bare have gjort det,” sagde jeg.

”Og det ved du, fordi…?” sagde han og rynkede brynene. ”Aldrig undervurder mig,” sagde jeg og smilede et lille, skævt smil.

”Du burde sige det til hende,” sagde jeg. ”Men jeg kan ikke lide hende! Jeg kan ikke fordrage hende!” sagde han. ”Hvorfor så spørge om hun ikke ville kysse dig?”

”Det er, hvad jeg gør. Ved Minhee ville det være underligt, hvis jeg bare kyssede hende, så ville hun nok tro at jeg kunne lide hende,” sagde jeg.

”Du har næsten lige sagt at du kan lide hende,” svarede jeg hurtigt. ”Nej, jeg sagde bare at-”

”Jeg ved, hvad du sagde! Bare tænk over det,” sagde jeg.  

 

Minhees synsvinkel

Denne gang var det så min tur til at hænge på Eunji. Vi gik ind på skolens grund og nåede vores klasseværelse. Vi skulle åbenbart samles, inden vi gik hjem. ”Okay, klasse! Råbte fru. Park, da hun gik ind i klassen.

”Jeg håber I havde en god dag, og vi ses på næste onsdag og torsdag,” sagde hun og gik ud ad døren.

”Kom, lad os gå,” sagde Eunji og trak mig med sig. Jeg vågnede lidt op, da en kold brise kom mig i møde, da jeg trådte ud af den store dør. Jeg gøs let og holdt stadig fast i Eunji.

”Hvornår begyndte jeg at sove?” spurgte jeg og kiggede op på Eunji. Hun kiggede også ned på mig.

”Da du lige havde snakket med Sehun, så vågnede jeg, og du var lige ved at sove,” svarede hun og kiggede ned på vejen.

”Hørte du, hvad vi snakkede om?” spurgte jeg, og samtalen kørte om og om i hovedet på mig. ”Ja…” svarede hun tøvende. ”Snakkede du med ham bagefter?” spurgte jeg.

”Ja…” svarede hun tøvende igen. ”Om hvad?”

”Din nysgerrige, lille pige. Du skal ikke vide alt,” sagde hun drillende og nev mig i siden, så jeg gik lidt væk fra hende.

”Det er mig der er moderen, så jeg burde vide hvad min datter går og laver,” sagde jeg som min egen mor. Åh gud.

”Men i dette tilfælde er vi søstre. Søstre, der siger næsten alt til hinanden men som også har hemmeligheder,” sagde hun hemmelighedsfuldt.

”Hvorfor må jeg ikke vide det?” spurgte jeg og stampede i jorden med min højre fod. ”Fordi jeg siger det,” sagde hun og gik videre. Jeg blev stående og kiggede efter hende men lød så hen til hende igen. 

”Hvorfor ikke?” spurgte jeg pylret og tog fat i hendes arm og ruskede i den. ”Fordi jeg siger det, Minhee. Kom, så går vi,” sagde hun og tog også fat i min arm og trak mig med sig.

”M-Men…” sagde jeg, men hun afbrød mig. ”Ikke noget ’men’, nu går vi hjem og så kan du hvile dig og tænke i fred,” sagde hun og begyndte at gå hurtigere.

Tænke over hvad? Samtalen med Sehun? Om hvad det kunne være de snakkede om? Hvad ville hun have at jeg skulle tænke på?

Jeg kunne ikke spørge hende. Jeg måtte ikke. Hun ville bare afbryde mig, og så sige at jeg ikke skulle snakke mere, og det skulle jeg heller ikke. Jeg var træt, og jeg ville gerne hjem og sove.

Det var det jeg havde brug for lige nu. En lur, en dejlig lur uden nogle afbrydelser og lyden af dækkene, der suser hen ad asfalten. Intet af det.

Kun mine egne tanker eller drømme. Jeg blev helt søvnig af tanken og gabte. ”Der er vist en der er træt. Godt, du skal hjem nu,” sagde Eunji og rystede smilende på hovedet af mig. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...