What is love?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2013
  • Opdateret: 30 dec. 2013
  • Status: Færdig
Livet går ikke altid som man vil have det, især ikke når man er ung og aldrig har prøvet kærligheden. Det er blandt andet Sehun som bare går fra pige til pige, uden følelser, og Minhee som aldrig rigtig har haft en kæreste. Men så er der noget der hedder skæbnen. Nogle tror på det, andre gør ikke, men vil Minhee og Sehun tro på det, når de støder ind i hinanden? Eller er det bare endnu et dumt ord som kærlighed?

Historie og poster af Emma

Det her er et bidrag til konkurrencen: Kampen mellem fandoms. Og jeg har valgt fandommen KPOP(:

17Likes
81Kommentarer
1472Visninger
AA

4. Kapitel 2: That Sehun...

Endnu en dum dag i skolen, og i dag skulle vi et eller andet med vores musikhold, hvilket straks fik mig til at tænke på Oh Sehun. Ja, jeg havde musik med ham, og lige nu ville jeg helst grave mig ned i jorden, igen, men jeg måtte bide tænderne sammen. Hvis jeg pjækkede kunne jeg risikere, at jeg ikke kunne komme ind på det college, jeg gerne ville på.

 

Tiden gik hurtigt til morgen, og før jeg vidste af det, sad jeg i bussen på vej hen til det musiksted, vi nu skulle være.

”Minhee!” råbte Eunji og vinkede med armen højt oppe i luften, så jeg kunne se hende. Jeg kiggede på hende løbe hen til mig med sin taske over skulderen.

”Ja?” spurgte jeg. ”Skal vi ikke sidde sammen i bussen?” spurgte hun og smilede sødt. Måske lidt for sødt.

”Jo, hvis du lader være med at smile sådan der,” sagde jeg og pegede på hendes ansigt, hvilket fik hende til at gine.

”Haha, hvor er du sjov. Kom nu, vi skal have en af de gode pladser,” sagde hun, og jeg kiggede forvirret på hende. ”Hvor er de gode pladser da?” spurgte jeg og strådte ind i bussen.

”Omme bag i,” svarede hun simpelt, imens hun gik ind efter mig. Jeg gik længere og længere ned i bussen, indtil vi nåede to tomme pladser. Jeg satte mig ind til vinduet, men Eunji blev stående.

”Hvad er der? Hvorfor sætter du dig ikke?” spurgte jeg, og hun kiggede på mig som om jeg var dum. Hvilket jeg også følte mig lidt.

”Jeg vil sidde ved vinduet,” sagde hun, og jeg sukkede.

”Kan det ikke være lige meget?” spurgte jeg og vendte øjne. Hun rystede på hovedet, og gjorde tegn til at jeg skulle gå væk fra pladsen, så hun kunne komme til.

Jeg gjorde, som hun gjorde tegn til, at jeg skulle og satte mig yderst. ”Nogle gange er du lidt umulig,” sagde jeg og puffede blidt til hendes arm.

”Det er derfor vi næsten er familie, Minhee. Du er den alvorlige mor, og jeg er den barnlige datter. Kan du ikke se det?”

”Nej.”

”Hvorfor ikke, Minhee?” spurgte hun, og lod som om hun var ked af det, men hun var dårlig til det.

”Fordi je-”

”Nå, så du hedder Minhee?” sagde en stemme bag mig. Jeg vendte mig om og kiggede direkte ind i en trøje. Jeg løftede mit hoved, og der stod Sehun.

”Ja, tilfreds?” spurgte jeg og vendte mig om igen. Jeg orkede ham ikke lige nu. ”Hvorfor var det sådan et stort problem, at jeg fik dit navn af vide?” spurgte han og satte sig på sæderne bag os.

”Fordi jeg ikke kan lide dig,” svarede jeg koldt og kiggede på Eunji som fulgte interessant med i vores samtale.

”Men du kendte da mit navn,” sagde han. ”Ja, men alle kender dit navn,” svarede jeg og kiggede ud af vinduet.

”Vi kører om fem minutter, så find jer en plads og spænd jeres sikkerhedsseler,” sagde vores musiklærer i højtaleren.

Jeg hørte et klik omme bagved, og jeg vendte mig straks om. ”Kan du ikke finde en anden plads?” spurgte jeg og kiggede irriteret på ham som blev efterfulgt af et suk, da han rystede på hovedet.

”Hvorfor ikke?” spurgte jeg. ”Fordi hun sagde, at vi skulle finde en plads, eftersom vi kørte om fem minutter,” svarede han simpelt. ”Siden hvornår er du begyndt at lytte til hvad andre siger, og var det ikke dig, der ikke ville have noget med mig at gøre?” spurgte jeg og gad ikke engang kigge på ham.

”Det har jeg aldrig sagt,” svarede han kort og hurtigt. ”Jo, dengang du sad udenfor,”

”Jeg sagde bare at jeg ikke havde brug for dig der. Det var alt,” svarede han. Hvorfor skulle han være så forvirrende?

”Du er godt nok forvirrende, men det kan være lige meget. Jeg har alligevel ikke lyst til at have noget med dig at gøre,” fastslog jeg og sukkede.

”Men det var da dig, der kom hen til mig i går. Du kan selv være forvirrende!” forsvarede han sig og lænede sig tilbage i sædet.

”Bare stop med at snakke til mig, så er der ikke noget der bliver forvirrende,” sagde jeg og kiggede hen på Eunji som stadig sad og kiggede interesseret med.

”Det nytter ikke du siger sådan, hvis du kommer hen til mig,” mumlede han, men jeg ignorerede ham. Resten af turen.

Selv når han sad og sparkede i sædet, så ignorerede jeg ham. Hvilket var ved at være svært, siden jeg var ved at sprænge af irritation.

Jeg lod noget af det komme ud med et suk, og jeg kiggede til min venstre side hen på Eunji som sad og sov. Perfekt. Det blev da en sjov tur. Vi havde kun kørt i et kvarter, og vi skulle køre i en halv time til 45 minutter mere.

Jeg overvejede lidt at vække hende men lod være. Hun havde brug for at sove, og det havde Sehun vist også, eller jeg ville i hvert fald bare gerne have ham til at sove, men så nemt blev det ikke.

 

Jeg trådte ud af bussen med Eunji nærmest hængende på min arm. Hun var lige vågnet, og det var så mig som kom til at bære rundt på hende hele dagen. Som hendes klapvogn bare i menneske og så på gåben.

”Alle sammen! Vi skal lige samles herovre!” råbte fru. Park og viste os vej hen til et stort træ.

”Vi skal lige råbe alle op,” sagde hun og kiggede rundt på alle for at få dem til at tie stille.

”Ahn Hyorin!” råbte hun op og en stemme lidt bagved svarede ja, og sådan fortsatte det, indtil vi gik indenfor for at sætte os på nogle stole i en rundkreds. Eunji hang stadig på mig men vågnede dog mere op, da timen skulle til at begynde.

”Okay, så I ved vel alle at, det her er en musiktime. Har jeg ret?” alle nikkede. ”Så jeg har ’lånt’ en professionel musiker som skal undervise os i dag. Du må gerne komme ind nu!” sagde hun, og alle kiggede -med spændte blikke i deres øjne- hen på en dame, der kom ind ad døren med en ung fyr ved sin side.

”Hej. Jeg hedder Min, og jeg skal undervise jer i musik i dag sammen med jeres egen musik lærer og ham her,” sagde hun og pegede på ham, der stod ved siden af hende.

”Jeg hedder Daniel, og jeg skal også undervise jer lidt i dans i dag, fordi musik bruger man også til dans, så det skal vi også,” sagde han og nikkede tilfreds af ham selv.

”Skal vi komme i gang?” spurgte Min, og alle nikkede stille. Ingen sagde noget eller bevægede sig. Kun sit hoved.

”Oh, I er en af de stille klasser?” spurgte hun og kiggede rundt på alle som ikke sagde noget. ”Ja, det er I, men det vender vi jer af med,” sagde hun. ”Men jeg troede kun det var en musikdag?” sagde Kyung, en dreng der gik på vores musikhold. ”Nåh, så der er en der kan snakke?” spurgte hun, og folk grinte svagt.

”Jo, men vi bliver da nødt til at lære jer at svare,” sagde hun og klappede i sine hænder. ”Det skal nok blive en god dag,” sagde hun og smilede til os alle.

Jeg ved ikke om jeg var den eneste, men jeg smilede tilbage. ”Har jeg ikke set dig før?” spurgte hun og gik tættere på mig. ”Har du nogen ældre søskende?” spurgte hun. ”Jeg har en storebror?” svarede jeg og kiggede underligt på hende. Jeg havde aldrig set hende i mit liv.

”Hvad hedder han?” spurgte hun og kiggede nysgerrigt på mig. ”Hyo?” svarede jeg, og hun lyste op, og lige pludselig begyndte hun bare at grine.

”Min high school kæreste,” forklarede hun grinende, og jeg kunne ikke lade være med at fnise lidt. Selvom det var akavet. ”Oh…” svarede jeg bare, da jeg ikke havde noget svar.

”Nåh, ikke mere om det. Lad os gå i gang,” sagde hun og klappede igen i hendes hænder.

”To og to, dreng og pige. I skal lære at svare nu, og siden der måske er sværere at svare en dreng eller pige, afhængigt af hvilket køn du er, så skal I være sammen med det modsatte køn,” sagde hun og folk fandt så småt sammen, men jeg derimod… Stod bare og stirrede ud i luften.

”Har du ikke fundet en makker?” spurgte Min og lagde en hånd på min skulder. Jeg kiggede op i hendes brune øjne og rystede på hovedet. ”Næ, mig og drenge fungerer ikke helt,” sagde jeg og trak lidt i mundvigen.

”Er der nogen, der ikke har en makker?” spurgte hun klassen, og en arm blev løftet op bagved alle menneskerne.

”Ja, kom herhen,” sagde hun og gik om til ham. Hun skubbede ham frem og min hage rørte nok jorden, så meget min mund stod åben. Selvfølgelig, skulle det være ham. Oh Sehun.

Det var så typisk at det skulle være den person, jeg mindst ville være sammen med. Ham af alle personer!

”Jeg troede ellers at alle pigerne var vilde med dig,” sagde jeg flabet, uden overhovedet at kigge på ham.

”Det er de også, indtil jeg dropper dem, og så tør de heller ikke at spørge” svarede han og kiggede også bare lige frem.

”De er sikkert alle sammen bange for dig. Plus, Minah så da ikke ud til at tage det særlig tungt.”

”De kommer også tilbage, når de får samlet op på sig selv,” svarede han tilfreds og selvsikkert.

”Så det vil altså sige at du har droppet alle pigerne herinde, inden for den seneste tid?” spurgte jeg, hvilket jeg ikke skulle have gjort, da jeg jo godt vidste svaret.

”Ja, og så er de nok også bange for at spørge en så lækker som mig,” svarede han og nikkede. Jeg sukkede og vendte øjne. ”I to? Det er godt I allerede kan snakke sammen-” jeg fnyste. ”men jeg skal lige forklare noget, og så kan I snakke alt det I vil bagefter,” sagde hun og smilede. Jeg smilede tilbage, hvor Sehun derimod bare stod som en sten og stirrede ud i luften.

”Snak sammen. Svar hinanden. Diskuter, hvis det er det der får jer til at snakke eller svare hinanden. Bare det ikke bliver for voldsomt,” sagde hun. Ja, så skulle hun have vist at Sehun og jeg ikke duede sammen.

”Men jeg tænker at der bliver meget larm?” sagde hun og kiggede hen på fru. Park som nikkede sig enig. ”Hvad med at vi hører jer snakke med hinanden hver især?” spurgte hun, og folk kiggede rundt på hinanden.

Sommerfuglene i maven samlede sig straks og farede rundt mellem hinanden. ”Min?” spurgte jeg, og hun kiggede på mig, for at vise at jeg havde hendes fulde opmærksomhed. ”Er der ikke en anden mulighed?” spurgte jeg. Sehun kiggede ned på mig og tilbage på Min.

”Men jeg har det fint med det,” sagde Sehun. Sikkert bare for at irritere mig. ”Det er bare… Hvad nu hvis man ikke har noget at snakke om, og hvad man så end snakker om, så bliver det til en diskussion?” spurgte jeg, og hun kiggede forstående på mig.

”Jeg kan godt se hvad du mener, men det er bare en god øvelse for jer,” sagde hun, og jeg nikkede tøvende. Jeg var nervøs.

”Okay, så vi starter med jer to,” sagde Min, og pegede på nogen der hed Yong og Ra. De begyndte at snakke og var ret enige om næsten alting. Om det var for at slippe for at diskutere eller for at have noget tilfælles eller om de faktisk havde noget tilfælles, vidste jeg ikke.

Det gik videre, og snart var det vores tur. Jeg havde lyst til at løbe væk og gemme mig.

”I to,” sagde hun igen, og jeg kiggede på hende, og det samme gjorde Sehun. For en gangs skyld.

”Det er jeres tur,” sagde hun, og jeg sukkede. ”Okay, men hvad skal man snakke om?” spurgte han.

”Alt muligt,” svarede hun. Jeg kiggede på Sehun, og han gengældte mit blik. Vi sad bare og kiggede på hinanden, da Min sagde noget.

”Okay. Så hjælper jeg jer,” sagde hun. ”Snak om jer selv. Lad som om I er fremmede for hinanden og præsenter hinanden.”
”Gid vi var fremmede for hinanden,” sagde Sehun flabet. ”Minhee, du starter,” sagde hun.

”Jeg hedder Minhee, og jeg er 17 år og je-” men han afbrød mig. ”Jeg er også 17,” sagde han og lavede en falsk begejstret stemme. ”Gider du ikke godt at tie stille? Jeg snakker,” sagde jeg og spyttede nærmest ordene ud.

”Nåh, jeg troede ellers at det her handlede om at snakke og svare hinanden,” sagde han og kiggede irriteret på mig. ”Ja, men det er ikke pænt at afbryde hinanden, når en snakker,” svarede jeg.

”Hvad ved du om det?”

”Burde ikke være mig der spurgte dig om det? Det er dig der bliver ved med at afbryde mig!” sagde jeg og slog ud med hænderne.

”Du skal ikke sige hvad jeg skal eller ikke skal,” sagde han og pegede på mig. ”Det har jeg heller ikke gjort,” svarede jeg.

Han havde ikke noget svar. ”Jeg tror vi stopper her,” sagde Min, og jeg havde helt glemt at hele vores musikhold sad rundt om os og kiggede på os.

Jeg skævede lidt hen til Sehun som stadig sad og stirrede ud i luften.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...