What is love?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2013
  • Opdateret: 30 dec. 2013
  • Status: Færdig
Livet går ikke altid som man vil have det, især ikke når man er ung og aldrig har prøvet kærligheden. Det er blandt andet Sehun som bare går fra pige til pige, uden følelser, og Minhee som aldrig rigtig har haft en kæreste. Men så er der noget der hedder skæbnen. Nogle tror på det, andre gør ikke, men vil Minhee og Sehun tro på det, når de støder ind i hinanden? Eller er det bare endnu et dumt ord som kærlighed?

Historie og poster af Emma

Det her er et bidrag til konkurrencen: Kampen mellem fandoms. Og jeg har valgt fandommen KPOP(:

17Likes
81Kommentarer
1328Visninger
AA

15. Kapitel 13: Talk to me.

Det føltes som om, jeg havde været hjemme i evigheder. Jeg kedede mig, dog kom Luhan, Eunji og Kai hver eneste dag for at underholde mig. Minhee havde ikke været og besøgt mig, siden dét skete. Jeg ville af hele mit hjerte ønske at hun kom, men det gjorde hun ikke.

Efter hun var gået sidste gang, bad jeg Kai snakke med hende, og som den trofaste ven han var, gjorde han det.

 

Kai kom gående ind af døren og var glad som altid, i modsætning til mig, hvis humør ikke var så godt lige nu. ”Hvad skete der lige?” spurgte han og pegede ud mod gangen. ”Er hun derude?” spurgte jeg og prøvede at kigge ud af glasruden i døren. Han rystede på hovedet. ”Nej, jeg tror hun tog hjem,” svarede han og satte sig i stolen ved siden af sengen. Jeg sukkede og kiggede trist på ham. ”Jeg blev ved med at stille spørgsmål, og hun blev træt af det,” forklarede jeg, og med det samme lignede Kai ét stort spørgsmålstegn. ”Hvad mener du? Hvad for nogle spørgsmål?”

”Der var noget, hun ikke kunne fortælle mig, og jeg blev ved med at spørge ind til det,” svarede jeg og kløede mig i håret. ”Fik du det så af vide?” spurgte han og kiggede ud af vinduet.

”Hørte I det ikke? Døren stod helt åben,” sagde jeg og rynkede brynene. ”Nej, skulle vi have hørt det?” spurgte han. ”Jeg tror næsten, I er døve, hvis I ikke hørte det,” sagde jeg og smilede svagt.

Den påvirkning havde Kai tit på mig, men han kunne nu også drive mig til vanvid.

”Hun kan lide mig,” hviskede jeg og kunne ikke lade være med at smile nu. ”Virkelig?” spurgte han og kiggede på mig. Hans øjne lyste, og han tog fat i mine skuldre og rystede mig. Jeg nikkede. ”Det er jo fantastisk!” sagde han højt og rystede mig endnu mere. Jeg nikkede igen. ”Pas på, jeg er stadig væk ikke helt frisk,” sagde jeg, og han stoppede.

”Undskyld,” mumlede han men smilede så. ”Det er… Wow!” blev han ved. ”Men hun blev sur…” sagde jeg og kiggede ned i mine hænder. ”Og hvad så? I skal nok finde ud af det. I har været så meget igennem, og det er ikke for ingenting,” forklarede hun. ”Det lød som Luhan,” sagde jeg. ”Måske har jeg stjålet nogle af hans ord lidt, men det er ikke det, der betyder noget lige nu,” sagde han og grinte svagt. ”Prøv at hør-” startede han ud, men jeg afbrød ham.

”Nej, du skal lige høre,” sagde jeg og borede mit blik ind i hans. ”Vil du ikke tage hjem til hende og snakke med hende?” spurgte jeg, og han kiggede underligt på mig. ”Mig?” spurgte han. ”Ja, jeg kan jo ligesom ikke helt gøre det selv, vel?” svarede jeg og løftede øjenbrynene.

Han nikkede og rejste sig op. ”Okay, jeg skal nok gøre det,” sagde han og nikkede igen. Jeg nikkede som et tak, og han begyndte at gå ud. ”Giv hende et kys på kinden fra mig,” sagde jeg, lige inden, han skulle til at gå ud af døren. Han nikkede for tredje gang og forsvandt.

 

”Hvordan gik det så?” spurgte jeg så, da han kom ind igen. ”Det gik fint, tror jeg. Hun ville ikke snakke så meget,” svarede han og satte sig i den samme stol som altid.

”Kyssede du hende på kinden?” spurgte jeg, og han smilede. ”Ja, og jeg sagde det var fra dig, hvilket fik hendes humør lidt op,” svarede han, og det fik mig til at smile stort.

”Virkelig?” spurgte jeg og smilede stort. Jeg kunne ikke lade være.

”Ja, virkelig,” svarede han og smilede med mig. Jeg gættede på, at han heller ikke kunne lade være.

Nu var mit humør da lidt bedre.

 

Flere måneder var gået, og jeg var endelig klar til at gå igen. Alle mine knogler var helet, og jeg havde snart tænkt mig at snakke med Minhee. Jeg var nervøs… Virkelig nervøs. Jeg vidste ikke engang om hun ville snakke med mig, hvilket var en af de ting, der gjorde mig nervøs.

Jeg skulle i skole igen, da mine forældre havde insisteret at jeg blev hjemme, siden jeg havde brækket så meget, men jeg havde skam ikke noget i mod det, bortset fra at det kunne blive kedeligt i længden.

Jeg svang derfor min taske over skulderen og gik ud af døren. Jeg gik med bestemte skridt hen mod skolen, glad for at jeg kunne gå, løbe og kravle normalt igen – dog kravlede jeg ikke så meget.

Da jeg nåede ind ad de store døre ind til skolen, begyndte folk at kigge underligt på mig. Forståeligt nok fordi jeg ikke havde været i skole de sidste tre måneder, men deres forældre burde havde opdraget dem til ikke at stirre sådan, men sådan var alle folk jo nok til tider.

Jeg fortsatte bare ned ad gangen – uden at skænke nogen af dem et blik – og gik ned til mit skab.

Jeg åbnede det, og straks var Eunji henne ved mig. ”Nååh, hvordan har du det?” spurgte hun og lænede sig op af skabene. ”Fint,” svarede jeg og tog mine bøger ud. ”Har du fået snakket med Minhee?” spurgte hun og rettede sig op igen. Jeg rystede på hovedet. ”Skal du?” spurgte hun og kiggede spørgende på mig. ”Jeg ved ikke… Jeg tror ikke hun har lyst,” svarede jeg og begyndte at gå. ”Op med humøret, I skal nok ende sammen,” sagde hun og klappede mig på skulderen.

”Jeg ved nu ikke, Eunji. Tror du?” sagde jeg og kiggede ned i jorden. ”Ja, det tror jeg,” svarede hun selvsikkert. ”For resten så stirrer alle folk,” pointerede hun og kiggede rundt. Jeg kiggede også op og så folk stå og stirre – men mere end da jeg gik ind.

”Bare lad være med at kigge på dem,” svarede jeg og gik videre.

 

Flere uger gik, og jeg havde stadig væk ikke snakket med Minhee. Jeg havde ikke set så meget til hende, og når jeg så endelig så hende, kiggede hun ikke på mig. Hun måtte være trist, og det blev jeg også. Det at jeg ikke snakkede med hende, drev mig til vanvid, men jeg måtte leve med det, indtil jeg fik taget mig mod til at snakke med hende. Ja, jeg var også skyld i, at vi ikke snakkede sammen.

Jeg havde ellers troet at alt ville blive godt efter jeg kunne tage hjem fra hospitalet, men siden Minhee ikke dukkede op både på hospitalet eller derhjemme, havde jeg lidt regnet ud, at det måske ikke ville gå så godt, som jeg havde troet.

Selvom jeg håbede, ønskede og bad, alt det jeg kunne, til at vi kom sammen, så var det ikke så enkelt. Jeg kunne ikke bare sidde og håbe, jeg måtte selv gøre noget.

Jeg kørte en hånd igennem mit hår og sad midt i musiklokalet. Jeg sad og kiggede direkte mod Minhee som sad i den anden ende, end der hvor jeg sad, og hun kiggede tilbage på mig. Hun havde opdaget mig, men jeg kunne ikke tage øjnene af hende.

Jeg måtte tage mig sammen og snakke med hende. Hvorfor skulle det nu være så svært? Svaret var simpelt; at jeg var bange, for hvad hun ville svare, og hvad der ville ske, og det var noget af det jeg var mest bange for i verden lige nu.

 

Efter at have brugt en hel musik og fysiktime og en hel pause på at tænke, kom jeg frem til, at jeg blev nødt til at snakke med hende. Jeg havde skam også lyst, men jeg var nervøs. Jeg var bange.

Hvorfor skulle det hele være så svært? Hvorfor skulle hun være så anderledes i forhold til de andre piger? De ville være nemt, at bare sige at hun var Minhee, men det var ikke helt helt et svar. Jeg blev nødt til at vide, hvorfor hun var hende, hvad der var så specielt ved hende, men selvom jeg godt vidste at det ikke var svar nok, blev jeg ved med at sige, at det var fordi, hun var Minhee. Som om at Minhee var et ord for sig selv. Jeg kunne en dag gå hen til hende og sige: ”Du ser Minhee ud i dag.” eller: ”Du er bare så Minhee.”

Jeg grinte svagt for mig selv og gik ned til mit skab endnu en gang.

Selvom det nu snart var fire måneder siden at jeg havde forelsket mig i Minhee, kunne jeg stadig ikke lade være med at undre mig over, hvor den ’gamle’ Oh Sehun var blevet af, men igen blev svaret nødt til at være, at det var fordi, hun var Minhee.

Jeg havde lyst til at lukke alle mine tanker inde og bare ligge et fredfyldt sted, uden overhovedet at tænke, men min hjerne sagde mig i mod. Jeg blev nødt til at tage mig sammen, jeg blev nødt til at mande mig op – både for Minhees og min skyld.

Jeg åndede ind og pustede ud, præcis som Minhee havde gjort på hospitalet, da vi snakkede, og jeg lænede mig op ad skabene.

Igen var jeg på randen til at græde, og jeg var følte mig lille, skrøbelig og dum, noget som den ’gamle’ Sehun ikke ville havde følt.

Jeg kunne ikke græde her, jeg kunne ikke engang græde på skolens toiletter. Det var for pinligt, og som om jeg ikke havde været nok igennem.

Jeg hamrede mit skab i – hvilket fik folk til at kigge hen på mig – og gik videre ud til bænken, jeg havde siddet på, inden jeg fandt ud af, at jeg kunne lide Minhee.

Igen lagde jeg mine albuer på mine lår og begravede mit ansigt i mine hænder.

Det begyndte svagt at dryppe ned, og det mindede mig frygtelig meget om den dag, hvor jeg fandt ud af, at jeg kunne lide Minhee.

Hvis Minhee kom og spurgte mig om noget eller snakkede til mig, ville jeg blive skræmt, men det gjorde hun ikke. Ingen Minhee, ingen Kai, ingen Luhan og ingen Eunji. Jeg var alene. Jeg lænede mig tilbage og fik store dråber i hovedet men var lige glad. Det generede mig ikke.

Det var som om, jeg følte, at jeg skulle blive renset. Jeg blev nødt til at få ordnet det, få renset ud i mine tanker, men der var kun en tanke i mit hoved, og det var en person; Minhee.

Jeg kunne ikke finde modet til at snakke med hende men blev nødt til det. Jeg vidste ikke, hvor mange gange jeg havde sagt det til mig selv, men det var som om, at jeg ikke kunne overbevise den fornuft, der var i mig.  Jeg kunne ikke få mig selv til at gøre det. Jeg sukkede, og pustede alt luften jeg havde i min krop ud og åndede ind igen.

Minhee havde gjorde mig så følsom, at man skulle tro, at det var løgn.

Facade.

Det var det, folk brugte til at skjule, hvem de var. Dog var jeg ikke så god til det længere.

Jeg vidste ærlig talt ikke, om jeg var blevet et ’dårligere’ menneske eller et bedre på grund af Minhee. Jeg vidste ikke om folk kunne lide mig bedre nu, end de kunne før, om folk syntes, jeg var blevet en bedre person end før, men der var en del af mig, der troede, at jeg var blevet et bedre menneske.

Jeg kunne ikke lade være med at smile, når jeg tænkte på Minhee. Det var dejligt at være alene… Jeg kunne være mig selv og ingen andre, jeg kunne være så sur, underlig, forelsket og sukkersød som jeg nu ville være.

Jeg satte mig ordentligt – efter at havde siddet og kigget op i luften – og kiggede ud på den store plads, hvor der ingen mennesker var. Jeg sukkede og ville ønske, at en eller anden ville komme hen og snakkede med mig, men der var ingen. De store døre ind til skolen blev åbnet og ud kom to drenge. To drenge jeg kendte alt for godt.

”Hvorfor sidder du herude alene?” spurgte Luhan og satte sig ved siden af mig – bare på bordet – og Kai satte sig ned ved siden af mig på min højre side. Jeg svarede ham ikke men kiggede derimod bare ud i luften.

”Snak dog,” sagde Kai og puffede til mig med sin albue. ”Jeg har ikke lyst til at snakke,” svarede jeg og blev ved med at sidde og stirre ud i luften.

”Du bliver da nødt til at snakke et tidspunkt,” mumlede Kai igen, og jeg kiggede på ham. Han kiggede tilbage på mig. ”Sig bare hvad du føler,” sagde Luhan, hvilket fik mig til at kigge på ham. Jeg vendte mit hoved og kiggede igen ud i luften. ”Jeg vil bare gerne have, at hun ville snakke med mig,” startede jeg, og jeg kunne ikke lade være med at sukke. ”Og at vi kan vi være sammen,” fortsatte jeg. Jeg kiggede på dem og så, at de sad og smilede. ”Jeg forstår dig godt,” sagde Luhan og lagde en hånd på min skulder. ”Men vi bliver nødt til at gå nu…” sagde Kai. ”Vi skal have prøve,” forsatte Luhan og klappede mig på skulderen, inden han gik.

Kai smilede svagt til mig og gik med Luhan ind på skolen igen, og så sad jeg her igen; alene og forladt.

Regnen begyndt at dryppe mere ned end før, og snart var mit hår helt vådt. Jeg kunne forestille mig at jeg lignede en våd hund, men jeg havde ikke lyst til at gøre noget ved det.

Jeg sad der i et stykke tid, inden jeg langsomt rejste mig op og begyndte at gå rundt på den store plads ved skolen.

Dråberne var blevet større, og det regnede endnu mere end før. Jeg gik ind under et træ og satte mig ned. Jeg trak mine ben op til mig og viklede min arme om dem og så regnen stå ned i store stænger.

Jeg gøs let, da en brise slog mod mit ansigt og gjorde mig kold. Jeg kiggede rundt, og der var stadig ingen.

Vinden susede omkring mig, og regnen fald ned fra himlen i store dråber og landede på jorden med store plask.

”Hej,” mumlede en stemme bag træet, og jeg for væk fra det og rejste mig op. Jeg svarede ikke men gik derimod om bag træet for at se et velkendt ansigt. ”Hej,” hviskede jeg og prøvede at skjule mit smil. Det var hende. ”Hvordan går det? Jeg kan se, at du går igen,” sagde hun og kiggede ned på mine ben. ”Ja, jeg er frisk…” svarede jeg akavet og kiggede også ned på mine ben. Hun kiggede – som jeg havde gjort, da jeg sad med Luhan og Kai – ud i luften.

”Så jeg har tænkt,” startede hun, og jeg kiggede igen op på hende. Hun kiggede tilbage på mig og sukkede. ”Jeg ved ikke, om det går, at vi er sammen,” fortsatte hun, hvilket fik mig til at kigge ned igen. Jeg vendte ryggen til hende og rev mig selv frustreret i håret.

”Så alt det vi har været igennem var bare til ingen nytte?” spurgte jeg og vendte mig om mod hende igen. Hun trak på skuldrene. ”Jeg vil hellere end gerne være sammen med dig, men det bliver svært,” hviskede hun og borede sit blik ind i mit. ”Hvorfor?” spurgte jeg og gik tættere på hende. Hun blev stående men kiggede hen på træerne i stedet for på mig. ”Jeg ved ikke, Sehun. Jeg er bare ikke vant til det, og det er du vist heller ikke, og jeg er bare bange for at blive såret,” svarede hun og kiggede tilbage på mig. ”Hvad nu hvis jeg lover at jeg ikke sårer dig?” spurgte jeg og håbede på af hele mit hjerte på at hun bare ville sige ’okay’, men jeg måtte kæmpe noget mere. ”Det siger alle drenge,” svarede hun og kiggede væk igen.

”Hvad ville du gøre, hvis du gav mig en chance, og jeg så sårede dig?” spurgte jeg og kiggede også væk. ”Det ved jeg ikke… Det er svært at sige nu, Sehun,” når hun sagde mit navn, kunne jeg ikke lade være med at smile. Måden hun sagde det på, var ikke som alle andres, hun sagde det på en anderledes måde... På hendes måde.

Vi stod i et stykke tid uden at sige noget, da hun lige pludselig vendte sig om. ”Vent! Hvor skal du hen?” spurgte jeg og tog fat i hendes arm. ”Vi kommer jo ikke videre med det her,” sagde hun og kiggede på mig. Hun stirrede direkte ind i mine øjne, og jeg stirrede tilbage i hendes. Jeg slap hendes hånd og lagde min egen langs min side.  

”Jo, hvis vi prøver, Minhee. Alt jeg vil er at prøve, men det ser ikke ud som om du vil,” svarede jeg og fjernede mit blik fra hende.

”Jeg er bare bange for at blive såret, jeg har ikke prøvet det her,” hviskede hun og kiggede stadig på mig. ”Du bliver jo nødt til at prøve! Hvad nu hvis jeg faktisk holder, hvad jeg lover?” spurgte jeg og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre; om jeg skulle græde, smile, gå eller andet.

”Gør du virkelig det?” spurgte hun og kiggede trist på mig. ”Hvorfor tror du ikke det?” spurgte jeg og kiggede skuffet på hende. ”Jeg vil bare være sikker,” svarede hun og tiede stille.

”Jeg vil bare prøve,” hviskede jeg. ”Sehun…” sagde hun og sukkede. Hun kørte en hånd i gennem sit hår og kiggede på mig. ”Jeg ved ikke,” fortsatte hun.

”Hvad skal jeg gøre for at du vil?” spurgte jeg og vidste ærlig talt ikke, hvad hun ville svare. ”Du kan ikke gøre noget, Sehun,” svarede hun og kiggede på træerne igen.

”Et eller andet?” blev jeg ved, men hun rystede på hovedet. ”Jeg ville bare ønske, at du ville give mig en chance…” sagde jeg og havde lyst til at græde.

”Du skal bare give mig lidt tid,” sagde hun og kiggede igen på mig. Vores blikke havde skiftet meget efter at kigge på noget andet og hinanden.

”Hvor lang tid?”

”Måske en uge eller mere…” svarede hun, og jeg kiggede hurtigt ned på mine fødder. Jeg kunne ikke vente i en uge eller mere. Det var for lang tid, alt for lang tid!

”Jeg bliver nødt til at gå nu…” sagde hun, og man kunne se hvor trist, hun var, da hun vendte sig om.

Det fik mig til at tænke hurtigt, selvom jeg ikke ordentlig tænkte…

Jeg tog nemlig fat i hendes hånd, trak hende hen til mig, og så hendes øjne blive stor. Vores hoveder var ikke mere end få centimeter fra hinanden, hvilket fik mit hjerte til at banke hurtigere. Jeg var virkelig forelsket. Jeg tog fat i hendes hoved med den anden hånd og kiggede lige i hendes øjne, inden jeg lukkede mine egne og pressede mine læber mod hendes. Hun var anspændt i starten, men jo længere vi stod der, blev hendes krop mere og mere afslappet. Hun tog også selv sine hænder op til mit hår og tog blidt fat i det. Vi trak os begge væk og kiggede hinanden i øjnene. Hendes øjne lyste op, og jeg kunne ikke lade være med at smile.

Hun smilede tilbage og åbnede munden for at sige noget. ”Jeg tror, jeg tog fejl…” sagde hun og grinte stille. ”Det tror jeg også,” svarede jeg og kyssede hende igen.

Hun trak sig væk. ”Jeg tror ikke, jeg har brug for en uge alligevel,” fortsatte hun. ”Og jeg tror, jeg giver dig en chance alligevel,” sagde hun og smilede.

”Godt,” svarede jeg og smilede tilbage til hende. Hun krammede mig. ”Undskyld, at jeg skulle være så usikker og irriterende,” sagde hun og fniste. Jeg kunne ikke selv lade være med at grine. ”Det er lige meget nu,” svarede jeg og blev ved med at have mine arme om hende.

”Så…” startede jeg men tøvede. ”Er vi så sammen?” spurgte jeg og kiggede på hende. Hun tænkte sig om og kiggede så på mig. ”Hvis du gider?” sagde hun og kiggede spørgende på mig.

”Om jeg gider!” svarede jeg og krammede hende igen.

Vi var sammen. Officielt sammen. Jeg var nok den gladeste dreng på jorden lige nu, og det kunne jeg ikke have været blevet uden Minhee, Eunji, Kai og Luhan.

Hvad hvis jeg aldrig var stødt ind i Minhee? Hvad hvis jeg aldrig var begyndt at irritere hende og komme med flabede kommentarer? Hvad hvis Kai ikke havde fået mig til at indse, at jeg kunne lide hende? Jeg kunne blive ved med sådan nogle spørgsmål men lod være. Lige nu ville jeg bare nyde øjeblikket og ikke tænke på andet end Minhee og jeg.

Jeg blev nødt til at sige det til Kai og Luhan – Minhee sagde det nok til Eunji – og jeg glædede mig allerede til at se deres ansigter.

Jeg kunne ikke lade være med at smile, og jeg lignede sikkert et stort fjols, når jeg bare stod og smilede, men jeg kunne ikke gøre for det, og jeg havde ikke noget i mod det.

Mit ønske var gået i opfyldelse, og min bøn havde virket. Jeg var heldig.

Alt det vi havde været igennem havde selvfølgelig været med til at vi nu stod her, og selvom jeg ikke kunne lide hende i starten, at jeg måske i starten havde snakket lidt hårdt til hende og at hun heller ikke kunne lide mig, så kunne jeg ikke have ønsket mig, at det var sket på en anden måde.

Jeg var tilfreds, glad, forelsket og ikke mindst lykkelig, og jeg ville ønske at det forblev sådan for evigt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...