What is love?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2013
  • Opdateret: 30 dec. 2013
  • Status: Færdig
Livet går ikke altid som man vil have det, især ikke når man er ung og aldrig har prøvet kærligheden. Det er blandt andet Sehun som bare går fra pige til pige, uden følelser, og Minhee som aldrig rigtig har haft en kæreste. Men så er der noget der hedder skæbnen. Nogle tror på det, andre gør ikke, men vil Minhee og Sehun tro på det, når de støder ind i hinanden? Eller er det bare endnu et dumt ord som kærlighed?

Historie og poster af Emma

Det her er et bidrag til konkurrencen: Kampen mellem fandoms. Og jeg har valgt fandommen KPOP(:

17Likes
81Kommentarer
1377Visninger
AA

14. Kapitel 12: Questions.

Jeg var som et barn der glædede sig til juleaften men var bange for at blive skuffet af gaven. Det beskrev meget godt hvad for en situation, jeg stod i.

Jeg havde nu ventet i et stykke tid på at Sehun skulle vågne. Jeg var bange men kunne stadig væk ikke vente med at se ham.

”Tag det roligt,” sagde Kai og lagde en hånd på min skulder. ”Det skal nok gå,” forsatte han og smilede. Det beroligede mig lidt, men siden Sehun var på den anden side af døren, blev jeg nervøs igen. ”Du skal ikke være bange. Bare ånd ind og pust ud, ånd ind og pust ud,” sagde han og gjorde det sammen med mig. ”Tak, Kai,” sagde jeg og smilede til ham. Han nikkede bare som svar og rejste sig op. ”Må hun ikke snart komme ind?” spurgte Eunji som stod og trippede utålmodigt med sin fod. ”Vil du da ikke have mig her?” spurgte jeg for sjov, og hun kiggede sjovt ned på mig. ”Nej, jeg vil bare gerne have jer til at snakke med hinanden,” svarede hun og slog mig på skulderen. ”Ja ja, du vil bare have mig væk,” sagde jeg og slog hendes hånd væk, hvilket fik hende til at fnise. ”Ja, jeg vil så,” svarede hun. Jeg vendte øjne og kiggede op på hende. ”Ha ha, hvor er du sjov,” sagde jeg sarkastisk. ”Det skal nok gå,” sagde hun og kiggede alvorligt på mig. ”Bare lad være med at sige noget dumt,” sagde hun og fniste. Lægen kom ud af rummet og kiggede på os alle. Jeg begyndte straks at blive nervøs, ikke på grund af lægen men på grund af at jeg snart skulle ind til Sehun.

”Hvem af jer var det der skulle derind?” spurgte lægen, og jeg rakte hånden op. ”Du kan bare gå derind, han er vågen,” fortsatte han og gjorde tegn med sin hånd, til at jeg kunne gå derind.

”Tak,” mumlede jeg og gik forbi ham. Jeg åbnede svagt døren og stak hovedet ind, og han så mig. Hans ansigt lyste op, hvilket fik mig til at smile. ”Hey,” sagde jeg og gik længere ind i rummet. Det hele var hvidt, hvilket jeg ikke havde lagt mærke til, første gang jeg var herinde. ”Hey,” svarede han og gjorde tegn til at jeg kunne sætte mig i stolen – jeg havde siddet i tidligere på dagen – og det gjorde jeg. ”Hvordan har du det?” spurgte jeg og kiggede ham i øjnene. Hans blik borede sig ind i mit, men jeg havde ikke noget i mod det. ”Jeg har det fint. Jeg har lidt ondt, men jeg har det fint,” sagde han og grinte svagt, og det samme gjorde jeg. Det var meget akavet, men selvfølgelig var det det, efter alt der var sket. ”Jeg er virkelig ked af det, Sehun,” hviskede jeg og fjernede mit blik, men han blev ved med at kigge på mig. ”Det er jeg også,” svarede han og blev ved med at kigge på mig. Jeg kunne ikke lade være med at kigge tilbage på ham, så derfor bevægede mit blik sig igen op til hans øjne.

”Jeg mener det virkelig, Sehun. Jeg har aldrig haft det så dårligt,” forklarede jeg, og han lagde sin hånd på min. Han smilede til mig. ”Men forklar mig en ting…” sagde han og fortsatte. ”Hvorfor sagde du nej? Du skal være ærlig,” spurgte han og lod stadig sin hånd ligge på min.

Jeg åndede ind og pustede ud, ligesom Kai havde sagt.

”Jeg var bange,” svarede jeg, kort og simpelt. ”Hvorfor?” spurgte han og endnu en gang borede hans blik sig ind i mit.

”Jeg ved det ikke. Jeg blev bare forvirret, bange…” svarede jeg. Skulle jeg sige til ham, at jeg også havde følelser for ham?

”Jamen, hvorfor?” spurgte han. ”Det er ikke et svar, når du bare tilføjer et tillægsord mere,” sagde han. Jeg sukkede. ”Jamen, jeg ved det ikke, Sehun! Okay? Jeg kan ikke fortælle det,” svarede jeg.

”Fortælle mig hvad?” spurgte han hidsigt. ”Når jeg siger, at jeg ikke kan fortælle dig det, kan jeg nok ikke fortælle dig det, vel?” spurgte jeg og sukkede endnu en gang.

”Hvorfor kan du ikke fortælle mig det?” spurgte han og fjernede sin hånd. ”Det kan jeg bare ikke. Jeg kan ikke få mig selv til det!” svarede jeg højt. ”Har du en anden kæreste? Er det dét du ikke kan fortælle mig?” spurgte han og kiggede hen på døren. Han var sikkert også bange for at de andre kunne høre os. ”Nej, det er ikke det,” sagde jeg og lagde denne gang min hånd på hans.

”Det er bare…” begyndte jeg men kunne ikke få mig selv til at sige det. ”Hvad er det?!” spurgte han, ivrig efter at få det af vide

”Sehun, jeg kan ikke sige det. Lige meget hvor meget jeg har lyst til at sige det, så kan jeg ikke få mig selv til det,” svarede jeg, og han sukkede. Han sukkede meget højt!

”Er det dårligt?” spurgte han. ”Nej,” mumlede jeg, og han sukkede igen. ”Jamen, hvorfor må jeg så ikke vide det?!” spurgte han irriteret. ”Jeg kan ikke sige det,” svarede jeg. ”Minhee…” hviskede han. Måden han sagde mit navn på fik min mave til at slå knuder, og det var ikke en følelse, jeg var vant til.

”Bare sig det. Jeg skal nok lade være med at sige det til nogen,” sagde han. ”Luhan ved det allerede,” mumlede jeg, men ikke lavt nok til at han ikke kunne høre det. Hvorfor sagde jeg det overhovedet? ”Hvad?” spurgte han. ”Du hørte det jo godt,” sagde jeg. ”Så Luhan må vide, men det må jeg ikke?”

”Det er nemmere at sige det til Luhan, end det er at sige det til dig,” forklarede jeg og sukkede. ”Jamen… Hvorfor?!” nærmest råbte han, så det gjorde mig helt forskrækket. ”Fordi det har noget med dig at gøre!” råbte jeg. ”Mig?” sagde han så lavt, at jeg næsten ikke kunne høre ham. Gid jeg kunne gøre det.

”Ja, dig,” svarede jeg og kiggede ham i øjnene igen, efter at have kigget ned i mine hænder. ”Hvad er det så?” spurgte han. ”Sehun! Jeg kan jo ikke sige det!” sagde jeg. ”Så kan du gå indtil du har fået taget dig mod til at sige det. Jeg kan ikke sidde og vente, mens du er her,” sagde han, hvilket igen fik min mave til at slå knuder – denne gang på den dårlige måde.

”Jeg kan jo ikke gøre for det,” hviskede jeg og tåre samlede sig i mine øjne. Han lagde en hånd på min kind men tog den så væk igen.

”Kom tilbage når du ved, hvad du skal sige,” sagde han, hvilket fik en tåre til at trille lige så stille ned ad min kind. Det var ikke rart at vide, at han ville have mig ud af rummet.

Jeg rejste mig op. ”Hvorfor kan du ikke bare sige det nu?” spurgte han. ”Det har jeg prøvet at forklare dig!” svarede jeg med en stemme, der var en anelse lysere, end jeg ville have den.

”Hvorfor skal det være så svært?” spurgte han. ”Kai fortalte mig at du så gerne ville invitere mig ud, men at du ikke kunne få dig selv til det og ikke turde… Det er den følelse, jeg har lige nu,” svarede jeg, og han så endelig ud til at forstå. ”På den måde…” sagde han.

”Ja, på den måde,” svarede jeg. ”Hvor lang tid har du så brug for?” spurgte han.

”Jeg ved ikke…” svarede jeg og begyndte at gå ud. ”Minhee, sig det nu bare,” sagde han. Jeg kiggede på ham og kunne se på ham, hvor meget han ønskede at få det af vide. Han burde kunne forstå – siden han selv havde stået i denne situation – at jeg ikke kunne sige det.

”Seriøst? Jeg prøver at forklare dig, at jeg ikke kan fortælle dig det, lige præcis som du havde det, da du ville invitere mig ud, men alligevel bliver du ved med at prøve,” sagde jeg og skulle til at gå ud. ”Jeg vil bare gerne høre de ord, jeg gerne vil høre,” hviskede han.

”Sehun… Jeg kan lide dig. Okay? Var det det du ville høre?!” spurgte jeg højt og åbnede døren så hårdt, at den slog ind mod væggen med et brag. . Han kiggede mundlam på mig, og hans øjne blev store. ”Minhee, vent!” råbte han. Jeg rystede bare på hovedet og gik ud på gangen til de andre. ”Hvordan gik det så?” spurgte Kai med et drillende smil på læben. Jeg sukkede bare, rystede på hovedet igen og gik ned ad gangen. Luhan løb efter mig og tog fat i min arm for at vende mig mod ham. ”Hvad skete der derinde?” spurgte han. ”Det kommer ikke til at ske,” sagde jeg, og han forstod med det samme. Det kom ikke til at ske. Vi kom ikke sammen, og det gjorde vi nok heller ikke i fremtiden…

 

Jeg lå med ansigtet begravet ned i min pude og ønskede mest af alt at jeg ville forsvinde. Jeg behøvede ikke det her. Jeg behøvede Sehun men samtidig ikke. Jeg kunne godt lide at være forelsket, men alligevel behøvede jeg ikke at blive forelsket. Jeg havde det fint, før jeg mødte ham. Selvfølgelig havde jeg altid ønsket mig en kæreste, men jeg havde aldrig i mit liv troet at det kærligheden skulle være så svær…

Jeg tog fat i den store bøtte slik, der stod på mit natbord og tog en håndfuld og puttede hvert stykke ind i min mund. Jeg troede på at mad eller slik hjalp, når man var trist, og det havde jeg altid gjort.

Det bankede svagt på min dør og ind kom Hyo. ”Lad mig være i fred,” sagde jeg og tog mere slik ind i min mund. ”Nej,” svarede han og grinte. Han satte sig ved siden af mig i sengen og skruede ned for fjernsynet, hvor der kørte friends.

”Hvad er der galt med dig? Du kommer ikke ned og spiser, i stedet spiser du slik i din seng, mens du ser friends. Du er ikke glad, som du altid er,og du snakker ikke med mig,” sagde han og kiggede på mig. Jeg kiggede stadig på fjernsynet.

”Det handler om en dreng,” svarede jeg og sukkede. Jeg tog fat i fjernbetjeningen og slukkede for fjernsynet. ”En dreng?” spurgte han. ”Ja, en dreng,” svarede jeg. ”En dreng?” spurgte han igen med et drillende smil på læben. ”Lad være. Det er alvorligt,” sagde jeg.

”Okay. Hvad er der sket?” spurgte han og rettede sig op. ”Altså… Sehun kan godt lide mig, og han inviterede mig ud. Jeg sagde nej, og jeg ved ikke hvorfor, fordi jeg kunne også godt lide ham. Han blev vred og ked af det, tog sin fars bil uden at have kørekort og kørte galt. Kun på grund af mig,” forklarede jeg så hurtigt, at jeg næsten selv ikke kunne følge med.

”Hedder han Sehun?” spurgte han. ”Nej, jeg snakker om min bamse,” svarede jeg flabet igen, hvilket fik ham til at smile. ”Har du en bamse?” spurgte han og var tæt på at grine. ”Det er ikke sjovt, Hyo, og ja det har jeg,” svarede jeg og slog ham blidt på armen.

”Undskyld, jeg prøver bare at lette stemningen lidt,” sagde han og lagde en arm om mine skulder. ”Der er vist ikke noget, der kan lette stemningen lige nu…” mumlede jeg og lænede mig ind mod ham. Jeg lagde mit hoved på hans skulder og var på randen til at græde.

”Minhee! Minhee!” råbte en stemme ude fra gangen. Jeg lod være med at svare, så i stedet gjorde Hyo. ”Herinde!” råbte han, og jeg kunne føle, hvor rolig hans vejrtrækning var. Det beroligede mig lidt, og jeg havde lige nu lyst til at sove.

Kai kom brasende ind af døren og kiggede underligt på os begge. ”Hvem er det?” spurgte han og så skeptisk på os. Jeg smilede og var tæt på at grine men lod være, da det ikke var det rette tidspunkt til at gøre det. ”Bare min storebror, Kai. Slap af,” sagde jeg og smilede endnu mere. ”Nåh, så det var ikke Sehun?” spurgte Hyo, og jeg satte mig ordentligt op. ”Nej, han ligger på hospitalet,” svarede jeg, kiggede på Hyo og derefter på Kai. ”Men hvad vil du?” spurgte jeg og lagde mærke til, hvor forpustet han var. ”Jeg vil bare snakke med dig,” sagde han, og jeg kiggede på Hyo. ”Jeg giver jer to et øjeblik,” sagde han og rejste sig op.

Kai gav ham plads til at gå ud af døren og kom over for at erstatte Hyo ved at sætte sig på den samme plads, han havde siddet på.

”Hvad skete der derinde?” spurgte han og borede sin blik ind i mit. ”Jeg har ikke lyst til at snakke om det lige nu, Kai,” svarede jeg og gik hen til vinduet.

”Det forstår jeg også godt, men du kan ikke lukke dig inde,” sagde han. Jeg vendte mig om mod ham. Han havde også rejst sig op og var nu på vej hen i mod mig. ”Jeg lukker mig ikke inde, jeg vil bare ikke snakke om det lige nu,” svarede jeg og tog et stykke slik nede i bøtten.

Kai sukkede, tog bøtten og lagde den hen på skrivebordet og kiggede igen på mig.

”Jeg har ikke lyst lige nu, Kai,” sagde jeg, og han gik tættere på mig. Han trak mig ind i et kram, og jeg var igen tæt på at græde. Jeg havde aldrig krammet Kai før, men det var stadig behageligt.

Han trak sig fra mig og kiggede mig i øjnene. ”Hvis det hjælper, kan jeg hente din storebror, og så kan vi alle snakke sammen,” foreslog han, men jeg rystede på hovedet.

Jeg var tæt på at græde, og jeg havde stadig lyst til bare at kunne lægge mig ned og sove. For altid. Ikke vågne op igen, før jeg selv gad at vågne.

”Jeg ville bare ønske at vi kunne være sammen, uden at der skal være så mange spørgsmål,” sagde jeg og tørrede tåren væk, der trillede ned ad min kind.

Han lænede sig frem, og hans læber ramte min kind, hvilket fik mig til at tage hånden op til den. ”Det var fra Sehun, bare rolig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...