What is love?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2013
  • Opdateret: 30 dec. 2013
  • Status: Færdig
Livet går ikke altid som man vil have det, især ikke når man er ung og aldrig har prøvet kærligheden. Det er blandt andet Sehun som bare går fra pige til pige, uden følelser, og Minhee som aldrig rigtig har haft en kæreste. Men så er der noget der hedder skæbnen. Nogle tror på det, andre gør ikke, men vil Minhee og Sehun tro på det, når de støder ind i hinanden? Eller er det bare endnu et dumt ord som kærlighed?

Historie og poster af Emma

Det her er et bidrag til konkurrencen: Kampen mellem fandoms. Og jeg har valgt fandommen KPOP(:

17Likes
81Kommentarer
1394Visninger
AA

13. Kapitel 11: Alive.

Der var mange lyde omkring mig, da jeg vågnede Jeg vågnede ikke helt, men jeg var vågen i mine tanker. Der var bib-lyde flere steder i rummet og uklare stemmer. Jeg havde ikke lyst til at vågne, jeg havde bare lyst til at sove. Bare kunne hvile mig og ikke have nogle bekymringer, sorg eller tanker. Kun drømme. Dog var det ikke sådan i virkeligheden, og jeg måtte snart vågne op. Vågne op til mine forældres ansigter, hvis de overhovedet var her. Jeg vidste ærlig talt ikke, om min far var sur, over at jeg tog hans bil, men det måtte jeg tage til den tid. Jeg vidste ikke om jeg ville have at Minhee var her, men hendes stemme, ansigt eller i det hele taget bare hende var dejligt at høre og se. Jeg ville i hvert fald have at Kai og Luhan var her, og hvis de ikke var her, ville jeg blive endnu mere trist. Jeg kunne også godt tænke mig at snakke med Eunji; personen som kendte Minhee bedst.

Jeg åbnede lige så stille øjnene og kiggede rundt i det store og hvide rum, og fandt min mor og far stå i hjørnet og snakke med lægen. ”Han kan vågne hvilket som helst øjeblik,” sagde lægen lavt og mine forældre nikkede. De så triste ud, om det var fordi jeg havde smadret min fars bil totalt, eller om det var fordi jeg lå og havde været bevidstløs i, jeg ved ikke hvor lang tid, vidste jeg ikke…

Dog håbede jeg på at det var fordi, jeg havde været bevidstløs, da det andet ville være lidt tarveligt. Jeg kunne selvfølgelig godt forstå, hvis han var sur men stadig væk.

”Er han vågen?” spurgte min mor begejstret. Jeg åbnede øjnene helt og kiggede over på dem. ”Hej mor,” hviskede jeg. Jeg tøvede lidt, før jeg fortsatte. ”Hej far,” sagde jeg og kiggede på dem begge. Der var begyndt at danne sig tårer i min mors øjne, og jeg kunne ikke lade være med at smile af det, og hvis jeg ikke tog helt fejl, var min far også lige ved at græde, hvilket fik mig til at smile endnu mere.

”Hvordan har du det?” spurgte min mor som var på randen til at græde og lade tårerne trille ned ad hendes kinder som et vandfald.

”Hvis man ser bort fra at jeg har kørt galt uden overhovedet at have et kørekort og ikke ved hvor lang tid, jeg har været bevidstløs, så har jeg det fint,” sagde jeg, hvilket fik min far til at grine svagt. ”Er du sur?” spurgte jeg og kiggede op på min far. Han kiggede tilbage på mig og smilede. ”Den tager vi, når vi kommer hjem,” svarede han og grinte. Jeg grinte også, men kunne lidt efter mærke at det gjorde ondt i mine ribben.

”Hvad er der så sket med mig?” spurgte jeg og kiggede på lægen, der stadig stod ovre i hjørnet. Han kiggede ned i sine papirer og igen på mig. ”Brækkede ribben, hjernerystelse, brækket næse, ben og håndled og blå mærker,” svarede han, hvilket fik mig til at spærre øjnene op. Det var meget!

”Ved du hvad der skete?” spurgte han. ”Ikke helt, det er stadig lidt sløret,” svarede jeg. ”Hvad kan du huske?” spurgte han og kiggede spørgende på mig. ”Jeg græd, mine øjne var sløret… Jeg mistede kontrollen over bilen men fandt den igen, så mistede jeg igen kontrollen, og så blev alt bare sort…” svarede jeg og var også selv tæt på at græde.

”Du kørte ind i en lastbil, da du drejede til venstre og kørte over i den anden vejbane. Du var nær død af alle de ting, der blev slået i mod dig, men vi fik reddet dig igen. Lastbilchaufføren er i rummet ved siden af. Han tog næsten ingen skade, da lastbilen var så stor i forhold til bilen, så hvis du gider, kan du komme ind og snakke med ham, når du altså kan,” sagde han. ”Det vil jeg meget gerne,” svarede jeg. ”Vi kan lave en aftale…” sagde min far og satte sig ned, så han var på min højde. ”Du betaler bare for bøden, og det du nu skal, fordi du ikke havde noget kørekort, og at du kørte for hurtigt, og så betaler din mor og jeg for bilen. Hvad siger du til det?” spurgte han. ”Det er en aftale,” svarede jeg. To sekunder efter jeg havde sagt det, bankede det på døren. Jeg kunne se Luhans og Kais ansigter igennem glasruden i døren, og jeg kunne ikke lade være med at smile. ”Vi giver jer tre et øjeblik,” sagde lægen og fik også mine forældre med ud.

”Hey!” sagde Kai højt og lagde en arm om min skulder og slog mig svagt i maven. Jeg klemte mine øjne sammen på grund af smerten og skubbede ham blidt væk. ”Smart at slå mig i maven, når jeg har brækket nogle af mine ribben,” sagde jeg sarkastisk til ham, men han smilede bare. ”Det er godt, at du er i live,” sagde Luhan. ”Ja, jeg ved det,” sagde jeg. ”Men ærligt talt behøvede du ikke at reagere sådan overfor en pige,” fortsatte han. ”Tror du det var mig eget valg, Luhan?” spurgte jeg og kiggede på ham med rynkede bryn. ”Jeg valgte da ikke selv at jeg ville blive ked af det, græde, tage min fars bil og køre galt!” nærmest råbte jeg. Han lagde sin hånd ovenpå min. ”Det ved jeg godt, undskyld,” svarede han. ”Luhan kan bare ikke forstå det, da han ikke selv har prøvet sådan noget med sin kæreste,” drillede Kai. ”Klap i!” beordrede Luhan og kiggede strengt på Kai. ”Hvad? Han fortjener da at få af vide, at du har fundet en kæreste,” sagde Kai og satte sig i en stol ved siden af sengen. ”Hvem er det?” spurgte jeg.

”Hyeri fra elevrådet,” svarede han. ”Hvem?” spurgte jeg igen. ”Det har jeg lige sagt, desuden vidste jeg at du ikke ville vide, hvem det var,” sagde han og grinte svagt.

”Du havde ret,” svarede jeg. ”Prøv at hør…” sagde Kai og satte sig ned i enden af sengen sammen med Luhan. ”Du kan enten prøve at vente, prøve at finde en ny eller prøve igen,” fortsatte han. ”Jeg synes personligt at du skal prøve at komme over hende, men samtidig ville I være søde sammen, og du kan virkelig lide hende… Det er svært,” sagde Luhan og kløede sig i håret. ”Jeg venter,” svarede jeg og kiggede på dem begge. ”Jeg har aldrig følt sådan for en pige før, og jeg ved godt det lyder lidt dramatisk, men det passer.”

”Jeg synes også at du skal vente,” gjorde Kai sig enig og nikkede. ”Eunji står udenfor,” sagde Kai og nikkede ud mod døren. ”Hvad med Minhee?” spurgte jeg og havde mest af alt ikke lyst til at høre svaret. ”Hun er her desværre ikke, men det kan jo være at hun kommer,” sagde Luhan, og jeg kiggede ned i mine hænder. Jeg sukkede og kiggede op på dem igen. ”Det kan jo være at hun kommer,” sagde jeg og smilede svagt.

”Nemlig,” mumlede de begge i munden på hinanden.

 

Kai, Luhan, Eunji, mine forældre og lægen var alle sammen gået ud, så nu var jeg alene i rummet. Jeg havde tænkt mig at sove lidt, da jeg stadig var træt, men jeg kunne bare ikke lukke mine øjne og falde til ro.

Jeg prøvede alligevel at lukke øjnene og blev ved med at lukke dem, da døren blev åbnet. Jeg åbnede svagt det ene øje, og troede at det var Eunji, men da hun vendte sig om, lukkede jeg straks øjet igen. Det var Minhee.

”Sover du?” hviskede hun. Jeg lod være med at svare, og lod som om jeg sov. Det lod til at virke, fordi hun blev ved med at snakke. ”Så kan jeg vel øve mig i at sige, hvad jeg vil sige,” mumlede hun og satte sig i den stol Kai havde siddet i før. ”Undskyld,” hviskede hun og en tåre landede på min hånd. Hun tog fat i den. ”Det var ikke meningen, du skulle blive så ked af det og… vred,” sagde hun og snøftede.

”Jeg ville ikke have sagt nej, hvis det var sådan her, det skulle ende… Jeg var bange,” sagde hun. Bange for hvad?

”Undskyld,” sagde hun og græd. Hun lagde sit hoved ned i min mave, hvilket fik mig til at klemme øjnene mere sammen. Jeg rykkede svagt på mig, og hun kiggede på mig. ”Undskyld,” sagde hun igen og lagde en hånd på min kind. ”Jeg er virkelig ked af det,” fortsatte hun. Hun rejste sig op og bukkede sig ind over mig. Hun plantede et kys på min pande, og jeg var tæt på at blive fanget i at smile. ”Jeg kommer igen, når du vågner,” sagde hun og gik ud af rummet. Jeg åbnede hurtigt øjnene og kiggede ned på min hånd. Hendes tåre var der stadig, og jeg tog derefter hurtigt min hånd op til min pande. Havde hun lige givet mig et kys i panden? Hvorfor? Hvorfor skulle hun gøre det sværere for mig? Jeg havde ikke brug for at få det sværere! Det var nok at hun havde fået mig til at køre galt og forelske mig i hende, men så kom hun og kyssede mig.

Hun var forvirrende, som hun hele tiden havde været, hvilket fik mig til at smile. 

 

Minhees synsvinkel

Tårerne trillede ned ad mine kinder, og lige nu ønskede jeg mest af alt, at han vågnede. Jeg havde snakket med lægen og hørt, hvilket skader han havde fået, og det gjorde ondt at vide, at det var på grund af mig.

Jeg rejste mig op og bukkede mig ind over ham, for at kysse ham på panden. Det fik det til at brænde i mine læber, og jeg begyndte at græde endnu mere. Jeg gik ud af døren og satte mig på en stol ude i gangen. Hvorfor sagde jeg overhovedet nej til at begynde med? Jeg kunne jo godt lide ham! Virkelig meget endda. Jeg vidste ikke helt, hvad der gik af mig, men jeg vidste at det var dumt.

Jeg kørte en hånd igennem mit hår og sukkede, og ville ønske at jeg bare kunne gå derind – imens han var vågen – og kramme ham og give ham et kys og kunne sige undskyld, hvor han kunne svare, hjælpe ham og holde om ham, men sådan var det vist ikke…

Jeg havde dummet mig, og sagt at jeg ikke kunne lide ham. Jeg følte mig som en kæmpe stor idiot og ikke andet.

”Er du okay?” spurgte en stemme. Jeg kiggede op og blev mødt at Luhans ansigt. ”Nej…” svarede jeg og lænede mig tilbage i stolen. ”Minhee…” sagde han. Det lød helt underligt, når han sagde mti navn, da jeg ikke kendte ham og ikke havde snakket med ham før.

”Nu er det Kai han har snakket med i perioden, hvor han har kunne lide dig, men selvom jeg først snakker med ham nu, ved jeg, at han er virkelig forelsket i dig. Jeg ved ikke, om du ved det, men det er han. Han vil virkelig gøre alt for at du kan lide ham og-” jeg afbrød ham. ”Jeg kan også godt lide ham,” sagde jeg.

”Jeg ved godt det er på vennemåden Minhee…” sagde han og rystede på hovedet. ”Nej helt seriøst, men hånden på hjertet, så kan jeg lide ham. Jeg ved ikke hvad der gik af mig. Jeg ville hellere end gerne gå ud med ham, men… Jeg ved ikke. Jeg blev bange, og nu vil han sikkert ikke snakke med mig,” sagde jeg og sukkede. Flere tårer begyndte at trille ned ad mine kinder, og jeg begravede mit ansigt i mine hænder. Luhan tog fat i min skulder og hev mig op, for at trække mig ind til sig.

Sådan stod vi i lidt tid, men det gjorde mig ikke noget. Selvom jeg ikke kendte ham, var det stadig rart. Jeg havde brug for det.

”Shh…” tyssede han blidt, da jeg hulkede som en gal. Jeg kunne ikke gøre for det, og jeg kunne ikke stoppe. Jeg blev nødt til at få alt ud; tårer, hulk, snøft, ord. Alt.

”Jeg tror på det,” mumlede han, hvilket fik mig til at kigge op på ham. ”Tror på hvad?” spurgte jeg og snøftede. ”At I ender sammen. I har ikke været igennem alt det der på grund af ingenting,” sagde han. Jeg kunne ikke lade være med at smile og kramme ham igen. Mit humør var lettet lidt efter han havde sagt det, men jeg følte mig stadig som en stor idiot.

”Lad os gå ned og få noget at drikke, og så kan du komme tilbage til ham senere,” sagde han, og jeg nikkede. Vi gik sammen ned til cafeteriet, hvor der var et stort udvalg af borde. Vi satte os ved et bord nede i et hjørne og begyndte at snakke. Igen; selvom jeg ikke kendte ham, var det stadig rart. Jeg havde brug for det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...