What is love?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2013
  • Opdateret: 30 dec. 2013
  • Status: Færdig
Livet går ikke altid som man vil have det, især ikke når man er ung og aldrig har prøvet kærligheden. Det er blandt andet Sehun som bare går fra pige til pige, uden følelser, og Minhee som aldrig rigtig har haft en kæreste. Men så er der noget der hedder skæbnen. Nogle tror på det, andre gør ikke, men vil Minhee og Sehun tro på det, når de støder ind i hinanden? Eller er det bare endnu et dumt ord som kærlighed?

Historie og poster af Emma

Det her er et bidrag til konkurrencen: Kampen mellem fandoms. Og jeg har valgt fandommen KPOP(:

17Likes
81Kommentarer
1325Visninger
AA

12. Kapitel 10: So?

Dagen var gået hurtigere end forventet, nok fordi at jeg skulle med Minhee hjem. Det var måske der, jeg skulle spørge hende?

Jeg lod mine tanker glide væk og hen på noget andet. Jeg kiggede op på uret og hen på vores lærer. Jeg trommede svagt med mine fingre på bordet og bed mig i læben. Hvornår var den her time slut?

Læreren vendte sig om, og straks stoppede jeg med at tromme og kiggede på ham. ”Hvem er det, der laver larm i klassen?” spurgte han strengt og skubbede sine briller op. Folk kiggede rundt, bange for at sladre om mig, og jeg smilede tilfreds. Lidt af den gamle Sehun var her nok stadig. ”Sehun?” sagde han og kiggede skeptisk ned på mig. ”Ja, hr. Kim?” svarede jeg igen og et drillende smil landede på mine læber. ”Stop med det der,” sagde han og vendte sig om igen. ”Hvad nu hvis det ikke var mig?” spurgte jeg og lagde min venstre fod over den højre. ”Det var det,” sagde han og lod være med at vende sig om. ”Du så det da ikke,” svarede jeg og med de ord, vendte han sig om.

”Svarer du mig igen?” spurgte han og man kunne se hvor stor lysten var for at sende mig udenfor døren. ”Det gør jeg vel,” sagde jeg og trak på skuldrene. ”Pak dine ting og gå udenfor døren. Du må ikke gå før de andre,” sagde han strengt og man kunne se at hans øjne slog lyn. Jeg kunne virkelig irritere lærerne, det var noget af det, jeg var bedst til. Jeg lagde mine bøger i min taske og rejste mig op. Mit smil blev bredere for hvert skridt jeg tog mod døren, og til sidste åbnede jeg den for derefter at smække den i igen. Mit smil forsvandt ikke af at jeg blev sendt uden for døren, derimod blev jeg bare gladere. Nu skulle jeg ikke længere sidde inde i klasse og høre på Hr. Kim men derimod sidde og slappe af på gangen. Jeg håbede ikke at skoleinspektøren kom forbi,men derimod kom nogle piger gående. De havde sikkert været på toilettet sammen, og det var noget af det jeg ikke forstod ved piger. Hvorfor gå på toilettet sammen? Kunne de ikke sidde selv? Skulle de have en til at holde toiletbrættet eller deres mobil? Eller havde de bare lyst eller gad de ikke gå alene? Det var nok et spørgsmål jeg aldrig fandt ud af.

De gik langsomt forbi mig, øjnene rettet i min retning, og de fniste sukkersødt. Noget der kunne få mig til at flirte, men lige nu følte jeg ikke for det, og grunden var nok at jeg var blevet forelsket i Minhee. Ordene lød stadig underlige i mit hoved, dog ikke så underlige som de gjorde i starten.

En af pigerne blinkede til mig, mens den anden pige bare slog den anden. ”Hej,” hviskede pigen, der blinkede. ”Jeg har en veninde her som er vild med dig,” sagde hun og smilede flirtende. Jeg kiggede bare underligt op på dem og smilede svagt tilbage. ”Desværre har jeg ikke tid lige nu,” sagde jeg og nikkede mod døren. ”Men min veninde kan altså godt lide dig!” sagde hun lidt højere. Hvorfor hun skulle gøre det, vidste jeg ikke. Døren åbnede sig så hurtigt som lysets hastighed, og jeg sprang til siden, hvilket ville sige længere hen mod væggen. ”Gå med jer!” sagde Hr. Kim højt og nærmest ondt. ”Ingen skal snakke med ham nu, og skal I for resten ikke også til time?” spurgte han og hævede øjenrynene over brillerne. De to piger nikkede, Hr. Kim lukkede igen døren, og jeg kunne sidde i fred. Jeg åndede lettet ud og sad der i fem minutter, før klokken ringede. Jeg sukkede højt men var alligevel glad for at vi havde fri, da jeg jo skulle hjem til Minhee i dag. Jeg rejste mig op efter at have siddet på gulvet og traskede hen til mit skab. Jeg ville have gået hen til Minhee, hvis det ikke var fordi, hun kom gående hen til mig. ”Er du klar?” spurgte hun. Jeg viste hende mine bøger, og hun nikkede. ”Oh. Jeg går bare med dig,” sagde hun og fulgte efter mig hen til mit skab. ”Hvad for nogle lektier har du for? Siden vi jo ikke har de samme fag hele tiden, kan vi ikke lave de samme lektier,” sagde hun og lænede sig op ad skabene, da vi var nået hen til mit.

”Jeg har egentlig ikke så meget for nu, men det kommer sikkert,” svarede jeg og lagde mine bøger ind i skabet. Hun kiggede interessant med, og jeg tog min taske ud af skabet. Jeg smækkede lågen i og gik med Minhee ved min side hen til udgangen. Vi mødte Kai og Eunji på vejen ud, og jeg gav Kai blikket, og han gengældte det. Så meget som han havde været sammen med Eunji på det seneste fik mig til at tænke på, om de havde noget kørende.

”Tror du de har noget kørende?” hviskede Minhee til mig, da vi var gået forbi dem. Det var som om hun kunne læse mine tanker. ”Jeg ved ikke, måske er de bare gode venner?” sagde jeg og trak på skuldrene. Jeg vidste det virkelig ikke.

 

”Okay, så… Jeg kan ikke finde ud af det!” pev Minhee som lå på gulvet ved siden af mig. Jeg rykkede mig tættere på hende og hendes papir og straks fik jeg sommerfugle i maven. Det var underligt at tænke på, at jeg havde hadet hende, og at jeg nu var forelsket i hende, men som Kai havde sagt, så kunne det jo være, at jeg kunne lide hende fra starten men ikke gad indrømme det?

Jeg vidste det ærligt talt ikke, med hånden på hjertet. Jeg forvirrede mig selv for tiden, og som Kai også havde sagt, begyndte det alt sammen, da Minhee trådte ind i min verden. Kai havde åbenbart ret hele tiden.

”Jorden kalder Sehun,” sagde Minhee og viftede sin hånd foran mit ansigt. ”Er der noget galt? Du er så stille, og du har ikke kommet med en flabet kommentar endnu. Er du syg?” spurgte hun og smilede. Hun smilede hendes smil. Det smil som beskrev, hvor glad hun var. Det var et ægte smil. Hendes øjne lyste op, når hun smilede, og hun smilede rigtigt. Lige meget hvor latterligt det lød, så passede det. ”Nej, jeg er bare træt,” svarede jeg og kørte en hånd igennem mit hår.

”Måske vi bare skulle stoppe nu? Jeg mener, du skal have hvilet dig, hvis du er træt og-” hun nåede ikke at sige mere, før jeg afbrød hende.

”Nej!” sagde jeg hurtigt og højt. Hun kiggede forskrækket på mig, og jeg hostede svagt. ”Jeg mener nej,” sagde jeg mere roligt og smilede. ”Jeg har det fint,” fortsatte jeg og lagde min blyant ned på gulvet. Jeg rejste mig op. ”Jeg skal bare have noget at drikke,” sagde jeg og forsvandt ud af døren. Lige så snart jeg var nået ned til køkkenet, sukkede jeg højt. Hvad nu hvis jeg var for mærkelig, til at hun ville date mig? Jeg drak en slurk og var nærmest lige ved at spytte det ud igen. ”Hvad laver du her?!” halvt hviskede, halvt råbte jeg. Han kunne ikke lade være med at grine af mig og klappede mig på skulderen. ”Hvorfor hvisker du?” spurgte han og smilede stort. ”Minhee ved da ikke, at du er her,” forklarede jeg og slog ham på armen. Han grinede bare igen. ”Jeg ville bare se hvordan det gik,” sagde han og kiggede hen på trapperne. Hvordan vidste han overhovedet at vi skulle være sammen? Eunji havde sikkert sagt det…

”Men hvordan går det?” spurgte han spændt. ”Normalt,” svarede jeg, og han kiggede skuffet på mig. ”Ikke mere?” jeg sukkede. ”Kai, vi laver lektier. Vi sidder ikke og kysser,” svarede jeg og begyndte at gå op mod Minhee igen. ”Og for resten,” startede jeg ud og vendte mig om. ”Har du fået tilladelse til bare at brase ind i Minhees hus?” spurgte jeg og kiggede ned på ham med hævede øjenbryn.

Han trak på skuldrene. ”Altså, Eunji sagde at jeg bare kunne gøre det,” svarede han og smilede. ”Men du må gerne gå nu,” kommanderede jeg og trippede lidt på fødderne. ”Ja ja, jeg går nu,” sagde han og smilede flabet. Jeg rystede bare smilende på hovedet af ham, da det var så typisk Kai.

”Hvem var det?” spurgte Minhee med hovedet i papiret, da jeg trådte ind ad døren igen.

”Bare Kai,” svarede jeg og lagde mig ned ved siden af hende igen. ”Kai? Hvorfor?” spurgte hun og tog sin blyant i munden. ”Han ville bare høre, hvad vi lavede,” forklarede jeg og tog mit papir op, så det var foran mit ansigt.

”Okay,” svarede hun bare, hvilket fik mig til at kigge på hende. På en eller anden underlig måde, var jeg rykket tættere på hende og vores ansigter var kun nogle centimeter fra hinanden. Hun kiggede tilbage på mig og ned på mine læber. Mit hjerte kunne ikke lade være med at banke hurtigere, så nu var det oppe på tusind slag i minuttet.

”Undskyld,” sagde hun og rykkede lidt længere fra mig. Hun rødmede svagt og smilede. ”Nej, det var mig,” svarede jeg og rykkede mig også lidt længere væk. Jeg blinkede et par gange, da der skulle lidt tid til at forstå at det der lige var sket var sket i virkeligheden.

”Er du okay?” spurgte hun og kiggede bekymret på mig. ”Ja, jeg har bare aldrig været så tæt på dig før,” svarede jeg og sukkede. Hun rystede på hovedet og kiggede ned på sine papirer igen.

Skulle jeg spørge hende i dag?

 

Klokken var ved at blive seks, og jeg skulle snart hjem. Jeg ville hellere end gerne blive, men det var vist ikke muligt.

”Jeg tror, jeg tager hjem om fem minutter,” sagde jeg og begyndte stille og roligt at pakke mine ting sammen. Selvom jeg ikke gad, blev jeg nødt til det. ”Du må gerne blive til aftensmad,” sagde hun og smilede. Jeg kiggede hurtigt på hende og kunne ikke lade være med at smile. Spurgte Minhee mig lige, om jeg ville blive og spise med? ”Hvad skal I have?” spurgte jeg, dog var det totalt lige gyldigt, da jeg alligevel ville blive.

”Pizza, tror jeg,” svarede hun. Endnu bedre. ”Er du sikker på, om det er okay for dine forældre?” spurgte jeg og kiggede spørgende på hende. Hun nikkede. ”De plejer altid at bestille for meget,” svarede hun og grinte svagt. ”Det vil jeg gerne,” sagde jeg og satte min taske ned igen.

 

Hendes forældre var ikke kommet hjem, og vi havde ikke spist endnu. Klokken var ved at være syv, og jeg var virkelig sulten.

Skulle jeg spørge hende nu? Lysten var virkelig stor og lokkende. Jeg hostede stille og kiggede på hende. Hun sad med sin mobil, og vi sad begge i sengen. ”Minhee?” startede jeg, hvilket fik hende til at kigge på mig og lægge sin mobil fra sig. ”Ja?” svarede hun og kiggede nysgerrigt på mig. Jeg sank en klump, der sad i min hals og mit hjerte kunne – igen – ikke lade være med at banke tusind slag i minuttet.

”Hvad er der? Du ser nervøs ud,” sagde hun og lagde en hånd på min pande. Hendes hånd var dejlig kold, hvilket fik mig til at lukke øjnene.

”Du er varm. Er du okay?” spurgte hun. Jeg smilede ved tanken om, at hun bekymrede sig om mig.

”Ja, jeg har det fint,” svarede jeg med en rystende stemme.

”Er du sikker?” spurgte hun igen og lagde denne gang en hånd på min skulder. Jeg nikkede hurtigt og kiggede så på hende. ”Det er bare… Øhm…” jeg kunne ikke sige de seks ord, jeg så gerne ville sige.

”Øhm… Altså… Øøh,” jeg hostede svagt og fjernede mit blik for at kigge hen på vinduet.

”Sehun, hvad er der?” spurgte hun, ivrig efter at få det af vide. ”V-Vil…” jeg hostede endnu en gang og kiggede igen på hende.

”Vil du gå ud med mig?” spurgte jeg og ventede på hendes reaktion. Dog gik der lidt tid, før hun opfattede, hvad det var, jeg lige havde sagt. Hendes øjne blev store og hende mund formede sig som et ’o’. ”Sehun je-” sagde hun men afbrød sig selv og rykkede lidt fra mig. ”Hvorfor?” spurgte hun og kiggede forvirret på mig.

”Jeg kan lide dig, Minhee,” hviskede jeg og kiggede ned på mine hænder. ”I hvor lang tid?” spurgte hun og kiggede også ned på sine hænder.

”Snart to uger tror jeg,” svarede jeg, og hun pustede ud, og jeg anede ikke hvorfor. Var det fordi hun ikke kunne lide mig?

”Sehun, jeg ved ikke…” startede hun og kiggede på mig. ”Jeg ved bare ikke om jeg er klar til at gå ud med dig,” sagde hun, og jeg kiggede op på hende. ”Men...” hun stoppede sig selv. ”Jeg har bare heller ikke lyst,” hviskede hun til sidst efter en lang pause. Mit hjerte stoppede med at banke, og jeg holdt op med at trække vejret. ”Sehun, det er jeg virkelig ked af,” sagde hun og lagde sin hånd ovenpå min, men jeg afviste hende. ”Jeg er virkelig ked af det,” sagde hun og kiggede trist på mig. Jeg lod være med at sige noget og kiggede bare ud af vinduet.

”Jeg er virkelig, virkelig, virkelig ked af det, Sehun,” sagde hun og prøvede igen at lægge en hånd på mig, men igen afviste jeg hende. ”Endelig kan jeg lide en pige ordentlig…” hviskede jeg. ”Men så kan hun ikke lide mig,” fortsatte jeg og var tæt på at græde. Det var ikke normalt for mig!

”Jeg er ked af det, Sehun,” sagde hun for fjerde gang og prøvede at fange mit blik, men jeg kiggede alle steder hen end på hende, inden jeg rejste mig op. ”Det er jeg også,” svarede jeg og gik med faste skridt ud af døren. Jeg var tæt på at græde, jeg var trist, ked af det og vred. Jeg havde endelig taget mig mod til at spørge hende, om hun ville gå ud med mig, og det gad hun ikke, men hvad havde jeg regnet med? Hvordan kunne jeg tro, at hun ville gå ud med mig? Jeg følte mig dum, virkelig dum.

Jeg tog ivrigt mine sko på for at komme ud og tage hjem, og ærligt talt havde jeg troet at Minhee havde gået efter mig, men det havde hun ikke. Jeg åbnede arrigt døren og smækkede den hårdt i igen.

Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle være sur på hende, men af en eller anden grund kunne jeg ikke lade være. Jeg følte mig lille, som om hun havde taget alt fra mig. Det lød dramatisk, men det var sådan det var.

Jeg skyndte mig om og åbnede døren så hårdt, at jeg var bange for, at jeg ville rive den af.

”Hallo?” råbte jeg og gik ind i køkkenet. Ingen svarede, men bilen stod i indkørslen. ”Jeg er herude!” råbte min far, men jeg lod være med at gå derud. ”Kommer du ikke lige ud og siger hej?” spurgte han. Jeg svarede ham ikke igen men lod mine øjne studere rummet. Mit åndedrag blev hurtigere, og jeg kunne snart ikke få luft, som jeg havde sagt før, havde hun taget næsten alt fra mig. Jeg havde brug for noget som fik mig til at tænke på noget andet. Jeg kiggede desperat efter og et eller andet, og mit blik landede på min fars bilnøgler. Jeg gik hurtigt hen til dem, tog hårdt fat i dem, så min hånd gjorde ondt og slap dem igen. Uden overhovedet at overveje hvad jeg gjorde, gik jeg igen ud af døren og satte mig ind i bilen. Jeg satte nøglerne i og startede bilen. Mine fod fandt plads på speederen, og jeg prøvede, så godt jeg kunne at ­bakke ud. Da jeg var nået ud på vejen, trådte jeg speederen i bund og var allerede snart oppe på 150 km i timen. Jeg havde brug for det, dog havde jeg ikke kørekort endnu, og jeg vidste ikke engang hvordan og hvornår man skiftede gear, hvilket nok ødelagde bilen lidt... Der var ved at være mørkt, men lige nu var alt det lige meget. Jeg havde bare brug for at mærke suset, adrenalinen.

Jeg trådte mere på speederen og var snart oppe på 200 km i timen. En bil var på vej i mod mig og dyttede af mig, hvilket fik mig til at miste kontrollen over bilen. Jeg prøvede, så godt jeg kunne få bilen til at køre lige, men det gik ikke særlig godt.

Flere biler kørte forbi mig og dyttede, så højt de kunne, hvilket gjorde at jeg mistede kontrollen endnu mere. Da jeg endelig fik bilen til at køre lige, sænkede jeg farten  og straks begyndte tårerne at vælte ud af mine øjne. Jeg troede aldrig, at jeg havde grædt så meget i mit liv, og det var unormalt for mig. Jeg plejede ikke at græde for piger, men denne gang gjorde jeg, og det var sandt det Kai havde sagt. Kai havde sagt at Minhee var speciel, og jeg kunne kun give ham ret.

Tårerne blev ved at vælte ud, og der var ingen chance for, at jeg kunne holde dem tilbage. De blev nødt til at komme ud, og jeg prøvede – så godt jeg nu kunne – at tørre dem væk, dog uden held.

Mine øjne blev mere og mere sløret, og til sidst kunne jeg ikke se noget. Jeg mistede igen kontrollen over bilen, og vidste ikke hvor jeg kørte hen.

Dog kunne jeg – igennem mine tårer – se et lys komme mod mig, og uden jeg overhovedet kunne nå at blinke blev jeg smidt rundt, og alt blev sort…

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...