What is love?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2013
  • Opdateret: 30 dec. 2013
  • Status: Færdig
Livet går ikke altid som man vil have det, især ikke når man er ung og aldrig har prøvet kærligheden. Det er blandt andet Sehun som bare går fra pige til pige, uden følelser, og Minhee som aldrig rigtig har haft en kæreste. Men så er der noget der hedder skæbnen. Nogle tror på det, andre gør ikke, men vil Minhee og Sehun tro på det, når de støder ind i hinanden? Eller er det bare endnu et dumt ord som kærlighed?

Historie og poster af Emma

Det her er et bidrag til konkurrencen: Kampen mellem fandoms. Og jeg har valgt fandommen KPOP(:

17Likes
81Kommentarer
1332Visninger
AA

3. Kapitel 1: Oh Sehun.

Jeg vågnede op af alarmen, der lå på mit natbord. Jeg slukkede det søvnigt og lagde mit hoved ned på hovedpuden igen.

Jeg magtede ikke endnu en dag, og da slet ikke fordi jeg skulle lave matematik. Jeg havde bare lyst til at grave mig selv langt ned i jorden og ligge der indtil matematikopgaven var afleveret og folk havde glemt at jeg ikke havde afleveret den, men så nemt var det ikke. Uheldigvis.

Jeg rejste mig derefter op fra sengen og traskede videre hen til mit skab. Jeg orkede ikke det store, så i dag blev det til et par stramme bukser, en top samt mine slidte sneakers. Jeg løb nedenunder til min mor som sad og så fjernsyn. ”Hvor er far?” spurgte jeg. Hun kiggede forskrækket hen på mig, men det forsvandt dog hurtigt, hvor det derefter blev erstattet med et smil. ”Ude og købe ind til morgenmaden,” svarede hun.

Jeg nikkede, og hun vendte sit hoved tilbage mod fjernsynet.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle lave lige nu, så jeg valgte at tænde min computer, men det kom der heller ikke særlig meget ud af, fordi jeg slukkede den fem minutter efter.

”Daddy, is in the house!” råbte min far, og jeg slog mig selv i hovedet. ”Mind mig om at jeg ikke skal tage venner med hjem, når han er her,” sagde jeg til min mor som bare smilede som svar.

”Hvad skal du have? Rundstykker? Franskbrød? Boller?” spurgte min far. ”Franskbrød, tak.”

 

Jeg var nu lige gået ind ad hovedindgangen og skulle til at gå hen til mit skab, da jeg igen gik ind i nogen. Denne gang væltede jeg ikke, men kiggede i stedet op og ind i nogle brune øjne.

Jeg var som frosset fast i det øjeblik, og det så det vist også ud til, at han var.

”Hvorfor bliver du ved med at gå ind i mig? Er det fordi du vil noget eller hvad?” spurgte han. Jeg åbnede lige så stille munden og skulle til at sige noget, da jeg gik i stå. Han kiggede underligt på mig, men jeg blev stående sådan; med åben mund, blikket borende ind i hans, og jeg lignede sikkert et fjols. Et fortabt fjols.

”Kan du ikke tale?” spurgte han. ”Du hørte mig tale i går,” sagde jeg, før jeg kunne nå at stoppe mig selv. ”Nå, så du kan faktisk tale?” sagde han flabet, og folk – for det meste piger – var begyndt at samle sig rundt omkring os.

”Jeg fik aldrig det svar,” sagde han. ”Det ved jeg ikke,” svarede jeg.

”Jeg ved at jeg ikke fik det svar. Så ikke sig at du ikke ved, om du svarede.” Forvirrende dreng.

”Nej, jeg ved det ikke. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke går ind i dig hele tiden!” sagde jeg.

”Måske fordi du er blind, og du er også stum. Du er vist ikke helt normal,” sagde han og gik forbi mig.

Siger ham som finder sig en ny pige hver anden uge. De betyder ikke engang noget for ham, så hvorfor gøre det? Jeg havde ingen anelse, men det kunne være han selv havde nogle planer i hovedet. Hvem ved?

Jeg gik videre hen til mit skab og åbnede for det. Jeg tog mine bøger ud og ikke længe efter, sad jeg inde i klasseværelset.

 

Klokken ringede højlydt og signalerede at vi havde pause. Endelig! Timen var rent ud sagt uudholdelig, med den lærer og time vi havde, så var jeg lige ved at dø.

Jeg gik ud af klasseværelset som en af de sidste, siden det ikke kunne betale sig at fare ud af døren som alle andre gjorde, så ville jeg bare miste alt luft i kroppen.

Jeg gik hen til mit skab, låste det op og lagde min bøger ind. Jeg kiggede mig i spejlet, jeg havde hængende længst inde i skabet og rørte blidt ved mit hår.

Jeg gav mig selv et smil og lagde så mit hår om på den ene side af min skulder.

”Tjekker du dig selv ud?” spurgte han. Jeg kiggede forskrækket til siden og så ham stå og læne sig op ad skabene.

”Hvad laver du her? Jeg troede du var træt af, at jeg hele tiden kom til at gå ind i dig.”

”Det er jeg også,” svarede han og hev sin mobil op ad lommen. Han sukkede stille og kiggede så på mig igen. ”Hvad er der?” spurgte jeg.

”Du irriterer mig,” sagde han og kiggede alvorligt på mig. ”Hvad?! Irriterer jeg dig? Hvad har jeg da gjort?” spurgte jeg irriteret og lukkede mit skab i. Måske lidt hårdere end jeg burde havde gjort.

”Alt. Først går du ind i mig, endda to gange, og så-”

”Du har ikke flere grunde,” afbrød jeg, tog min taske om skulderen og begyndte at gå. ”Jeg kan bare ikke lide dig,” sagde han og trak på skuldrene.

”Godt. Jeg kan heller ikke lide dig. Kan vi så stoppe med at snakke nu?” spurgte jeg, stoppede med at gå og kiggede ind i hans øjne.

”Ja,” svarede han, og jeg gik hen i kantinen til Eunji.

 

Sehuns synsvinkel

Jeg så hende bagfra gå hen til kantinen og sukkede. Hvad havde hun gjort? Intet, men alligevel kunne jeg ikke lide hende. Hun irriterede mig, og det havde jeg også nævnt for hende, men hun kunne heller ikke lide mig, og længere var den ikke.

Jeg gik med bestemte skridt hen til kantinen og mit blik fløj automatisk hen på hende. Jeg kendte ikke hendes navn, og jeg havde heller ikke brug for at vide det.

Hun kiggede tilbage på mig, og jeg fjernede mit blik for at gå hen i køen. ”Sehun!” råbte Minah fra køen, jeg sukkede, vendte øjne men gik så hen til hende. ”Ja?” sagde jeg og kiggede på hende.

”Vil du ikke med mig i biografen på lørdag? Der kommer en ny gyser, jeg gerne vil se med dig,” sagde han.

”Øh… Lørdag… Jeg skal faktisk noget lørdag, så det kan jeg ikke,” sagde jeg og kløede mig akavet i nakken. Hvorfor var jeg nu sådan her? Jeg havde altid den selvtillid, jeg havde brug for og var aldrig nervøs. Jeg måtte vel bare være træt.

”Hvad skal du da?” spurgte hun skuffet. ”Jeg skal være sammen med en,” svarede jeg.

Pas på, Oh Sehun. Ikke rod dig ud i for meget! Hvad snakkede jeg om? Jeg kunne gøre hvad der passede mig.

”Hvem?” spurgte hun og kiggede nysgerrigt på mig. Jeg kiggede rundt i rummet og mit blik landede automatisk på hende som jeg stadig væk ikke kendte navnet på.

Nej, ikke hende. Jeg kunne sige Kai eller Luhan, men ikke hende. ”Luhan,” sagde jeg og smilede et skævt smil.

”Men Luhan skal til fest på lørdag?” sagde hun. Skulle hun absolut gøre det sværere for mig?

”Undskyld, jeg mente hende derovre,” sagde jeg og pegede over på hende.

”Hvordan kunne du forveksle hende med Luhan?” spurgte hun. Jeg var snart ved at blive sindssyg på grund af hende. Nøj, hun var irriterende. Jeg skulle i hvert fald ikke invitere hende ud igen.

”Der er noget der hedder at sige forkert. Nå, men jeg må videre, jeg er sulten.”

”Du kan bare stå her,” sagde hun hurtigt, men jeg rystede på hovedet.

”Nej, jeg har brug for lidt tid alene,” svarede jeg og stillede mig om bag i køen.

 

Da jeg havde fået min mad satte jeg mig udenfor, trak min mobil op ad lommen samt mine høretelefoner. Jeg satte noget musik på og sad lidt i min egen verden, da en person kom hen og trak den ene høretelefon ud. ”Hey!” råbte jeg og rejste mig hurtigt op. Hun stod som frosset fast til jorden, flyttede sig ikke en centimeter og stod bare og kiggede på mig.

”Hvad vil du?” spurgte jeg. ”Spørge dig om noget,” svarede hun koldt, og jeg kiggede op på hende efter at have sat mig ned igen.

”Jeg så du pegede på mig, hvorfor?” spurgte hun. Alle de spørgsmål!

”Det var ikke noget. Bare gå. Jeg har ikke brug for dig her,” sagde jeg og proppede den ene høretelefon i mit øre.

Hun vendte sig om og var ved at gå indenfor igen, da jeg kaldte efter hende. ”Dig der!” råbte jeg, eftersom jeg jo ikke kendte hendes navn. Hun vendte sig om og kiggede på mig.

”Hvad hedder du?” spurgte jeg.

”Jeg troede ikke du havde brug for mig her, så det er jeg bange for at du selv er udenom at du ikke får at vide,” sagde hun og vendte sig om igen.

Oh Sehun, hvad er der gået af dig?

 

Jeg smed min taske i entréen, gik ovenpå og lagde mig i min seng. Jeg kunne godt sove nu og overvejede faktisk også at gøre det. Der var alligevel ingen hjemme, så der var ingen til at forstyrre mig eller vække mig.. Jeg lukkede langsomt øjnene i, men da jeg havde ligget i fem minutter åbnede mine øjne sig igen. Jeg kunne ikke sove.

Jeg lagde mig på ryggen og kiggede op i loftet men hænderne på min mave. Dagen kørte rundt i mit hoved. Om at jeg havde løjet for Minah, men tro mig, det var ikke første gang, men det var første gang jeg havde løjet om at jeg skulle være sammen med en, jeg ikke kunne lide, men alle de andre skulle sikkert til fest, så der var ikke helt andre at lyve om.

”Hallo?” råbte min mor nede fra køkkenet, og jeg rejste mig op fra sengen og gik nedenunder. ”Hej mor,” sagde jeg og gik over til sofaen. ”Hej. Kan du lige hjælpe mig med at pakke varerne ud?” spurgte hun, og jeg rejste mig langsomt op.

Jeg gik hen til en af de store poser og tog nogle æg ud. Derefter mælk, brød, æbler, juice og chips. Utroligt, hvor meget hun kunne klemme ned i sådan en pose.

 

Minhees synsvinkel

”Kom nu! Vil du ikke godt lege med mig? Kom nu!” plagede min lillesøster og hev i min arm, hvilket fik mig til at skrive forkert.

”Ara, giv slip. Jeg kan ikke lige nu. Jeg laver lektier,” sagde jeg og prøvede at regne noget ud, da hun igen hev i min arm. ”Seriøst, Ara?! Giv slip! Jeg har ikke tid lige nu,” sagde jeg irriteret og regnede videre.

”Mor!” råbte hun og løb hen til min mor som stod i døren. ”Minhee…” sukkede hun. ”Hvad? Hvad har jeg gjort?” spurgte jeg. ”Kan du ikke bare lege med hende i fem minutter, så vi kan slippe for at hun plager?” jeg rystede på hovedet.

”Nej. Jeg laver lektier, og hun skal lære, at hun ikke hele tiden skal have sin vilje,” sagde jeg bestemt og skrev et svar ned.

”Du er blevet så voksen,” sagde hun. Først Eunji som siger at jeg er alvorlig, og nu min mor som siger at jeg er blevet voksen. Er jeg virkelig så alvorlig og voksen?

”Pas på at du ikke får rynker,” sagde hun. ”Har du snakket med Eunji for nylig?” spurgte jeg og regnede endnu et stykke.

”Nej, hvorfor?” spurgte hun. ”Hun sagde præcis det samme,” sagde jeg og skrev svaret ned. Hvorfor skulle matematik være så svært?

”176,” sagde min mor og gik ud af døren. Jeg regnede efter på lommeregneren og skrev svaret ned.

Jeg rystede svagt på hovedet og smilede for mig selv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...