Elena af Munditia-Civitas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2013
  • Opdateret: 26 okt. 2013
  • Status: Igang
Elena af Munditia er en 18 årig pige som lever i middelalderen. Hun er trolovet med Laurentius, en yderst eftertragtet mand, af høj stand. Hun skal nu finde ud af om der kan opstå ægte kærlighed mellem de 2 fremmede. Hun er en viljestærk, men ydmyg ung kvinde. Omsorgsfuld. Spørgsmålet er bare, om hendes trolovede nu kan acceptere hende som hun er, eller om han vil lave om på hende. Vil de overhovedet kunne få et liv til at fungere? Kan man virkelig være lykkelig i et tvangsægteskab?

*Vær ej fortvivlede over det gamle ordvalg. Jeg laver en 'ordbog' nederst på hver side, da jeg synes det giver historien en unik charme at have nogle ældre ord med.

4Likes
0Kommentarer
392Visninger
AA

1. Introduktion

Den sidste hårnål blev sat i, og sløret blev fæstnet. Hendes korset strammede så meget, så hun ikke kunne trække vejret. Hun vendte sig om og fandt sit blik i spejlet. Hun lod øjnene glide over denne unge kvinde som nu stod i spejlet. Lyst hår, sat op med to krøllende totter hængende ned, som indrammede kvindens ansigt. Kjolen var en grevinde værdig. Den havde satinbånd og var fyldt med perler og broderier. Den havde en udskæring som fremhævede den smukke sølvkæde med en safir i.  Safirens blå skær var samme klare blå farve som ærmernes bånd, som komplimenterede slæbet. Ej før havde hun set en så yndefuld kjole. Ej før havde hun set en så yndefuld ung kvinde. Ej før havde hun set sig selv som en yndefuld ung kvinde. Hofdamerne rettede på hendes slæb og åbnede derefter døren.

 

På vej ud fra sit kammer, fik hun sit brudebuket i hånden. Liljer. Hendes kommende mand havde husket det. De havde ikke tilbragt meget tid sammen. 2 hele dage. Den ene for at lære hinanden at kende før han bad om hendes hånd, den anden for at planlægge deres fælles fremtid. Han var af fornem slægt, og et godt parti for en ung kvinde på 18 år. Han kunne få alle landsbyens piger til at dåne. Hvorfor han havde valgt hende, forstod hun ikke. Hendes far var begyndt med at tale om ægteskab i forfjor, men hun havde ikke tænkt meget over det, før han pludselig trådte frem og bad om hendes hånd. Men hun var heldig, og det vidste hun. Ikke døtre var så heldige at få en mand af så fornem stand. Kun hvis faderen havde kammerater af adelig stand, eller var kendt af de adelige, ellers havde man ej en mulighed for at få en fornem mand.
Hun gik ud af kammeret og ned mod haven. Solen skinnede ind gennem mosaikruderne. Hun fik et glimt af sin kommende mand. Laurentius af Bonitas-Civitas. Han var yderst attraktiv. Skulderlangt krøllet lysebrunt hår. Han stod foran bryllupsbuen og ventede på hende. Hun gik videre ned af vindeltrappen, imens hun fik sværere og sværere ved at trække vejret.

 

Kammerjomfruerne var lige i hælene på hende, for at holde hendes slæb. Hun kom hen foran den store dobbeltport, trak vejret dybt, løftede sit hoved og nikkede og kammertjenerne. Dobbeltporten gik op, og hun gik hen imod Laurentius. Hans mundvige vendte opad, men hans øjne udtrykte intet. Hun gjorde sit bedste for at smile så godt hun kunne. Hun kom op på siden af ham, han rakte armen ud, og hun flettede den ind under hans. De gik nu sammen det lille stykke op til præsten. Klar til at aflægge en livslang ed. "Laurentius af Bonitas-Civitas,  Elena af Munditia-Civitas, i har nu aflagt ed foran Gud og hans folk. Et sådan løfte må ej brydes, men behandles med kærlighed og respekt. I må ej se andre i døgsmål, fjæl ej noget for Eders partner. Laurentius, Elena, Eder er nu Laurentius og Elena af Authentia-Civitas, til døden afskiller Eders veje". Laurentius vendte sig om mod Elena. Velvidende om hvad der ville ske, så Elena ned i græsset for at skjule de rosenrøde kinder, men det lykkedes ikke. Laurentius løftede hendes hage, så hende dybt i øjnene, som var der kun dem i hele verden. Ubemærket af de mange blikke, fjernede han en tot fra hendes pande. Hans ømme kærtegn gav Elena kuldegysninger. Aldrig havde nogen berørt hende så ømt. Han trykkede sine læber blidt mod hendes. De lukkede begge øjnene og nød det korte øjeblik der forseglede deres pagt. Da deres læber stille gled fra hinanden, tog Laurentius hende i hånden, og strakte den op i vejret for at vise, at nu var hun hans, og han var hendes. De lignede to sejrsherrer som de stod der. Han lod sin arm falde ned igen, og dermed også Elenas. Han gik, hånd i hånd, ned gennem rækken af gæster for at starte gildet. 

Nu var det dem 2 mod hele verden.  

 

 

_____________________________________________________________________

Ordbog:

 

Forfjor = Året før sidste år (2 år siden)

Se andre i døgsmål = Se andre i skjul/hemmelighed

For at fjæle = For at skjule

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...