Ruth

Det Handler om Ruth og Valdemar, der bor hjemme hos hans mor sammen med deres to børn. Ruth har aldtig følt at hans mor ikke har kunne lide hende, og nu er det blevet for meget for hende! så hun har besluttet at smutte sammen med deres to børn, uden Valdemar.

denne her er faktisk en stil jeg skrev, og jeg fik 12 for den!!!!

1Likes
0Kommentarer
199Visninger
AA

1. Ruth og Valdemar!

”Jeg klarer det ikke mere, Valdemar!” Råber jeg mens river en taske hen til sengen, og med hektiske bevægelser smider tøjet ned i den. ”Det skal nok løse sig det hele… Jeg skal nok snakke med hende, det lover jeg!”  ”Det lovede du også for to år siden, men nu har jeg fået nok, hvis du virkelig har tænkt dig at leve på denne måde, så gør du det… men jeg skrider!”  Jeg Haster hurtigt fordi, det fortabte ansigt, uden at se ham i hans fortvivlede øjne.  Ude i gangen står Sophie, og Joachim i overtøj, Sophie har sin bamse Nuller under armen.  De gnider sig begge i øjnene, ” Hvor skal vi hen mor?” sørg Joachim og gaber, ” det ved jeg ikke, men vi finder ud af det, det lover jeg!” siger jeg og knapper Joachims jakke helt op i halsen. ”Har i husket alt jeres legetøj?” spørg jeg blidt, og ser mine børn ind i deres små ansigter, ” Ja mor, men nuller kan ikke lide at rejse, og det kan jeg heller ikke, hvorfor skal vi rejse?” siger hun og holder sin lille nussede bamse op.  Jeg ser på min datter og ved ikke helt hvad jeg skal sige til hende, jeg kan ikke fortælle hende at jeg ikke kan leve sammen med ”heksen” så længe hun er der, kan jeg ikke bo der, og hvis jeg ikke kan bo der, skal mine børn heller ikke.  Jeg tager mig sammen og ser hende ind i øjnene, ” det bliver vi bare nød til… okay?” jeg ser dem nu begge to ind i øjnene, ” men hvorfor?” spørg Joachim, ”det kan jeg ikke fortælle… ikke i nu”. Jeg har ikke opdaget at Valdemar står bag i mig, jeg vender mig langsomt om, og ser på ham med smerte i øjnene. Ved synet af hans ansigt er jeg ved at græde for alvor, jeg kan slet ikke klare al den smerte på et sted. ”Er der slet ikke noget jeg kan gøre, for at du skrifter mening?” spørg han og går et skridt frem. Jeg går et skridt tilbage, ” du har forspildt din chance!” siger jeg med halvkvalt stemme, jeg kan mærke nogle tårer der har vristet sig frem og kan nu ses tydligt. I samme øjeblik kommer ”Heksen” ud fra sit værelse, jeg tørrer tårerne væk, hun skal ikke have den fornøjelse af at se mig græde.  Hun har aldrig kunne lide mig, lige fra den dag jeg kom ind i hendes og Valdemars liv, hun har altid prøvet at vende Valdemar imod mig, men det har ikke virket. Men nu får hun det som hun ville have det, jeg smutter så hun kan få sin elskede søn for sig selv. ”Hvad er det dog for en larm?” siger hun med sin skingre hæse stemme. Hun har den hæsslige gule natkjole på, den gule farve for mig til at tænke på betændelse.  Gråden er blevet erstattet med vrede, vrede mod denne gamle hejre, der prøver på at ødelægge mit og mine børns liv. ”Du for det som du vil, nu smutter jeg, men mine børn!” man kan se et lille kruset smil på hendes ikke eksisterende læber, ” Endelig… gør du noget fornuftigt!” siger hun ekstatisk ” du skulle have gjort det til at begynde med!” nu har jeg fået nok.  Jeg tager min jakke på med hidsige stød, og tager min taske over skulderen ” kom så børn” Siger jeg og puffer dem ud af døren, inden jeg lukker døren ser jeg tilbage. Jeg kan se Valdemar, hans ansigt er mørkere end nogensinde, han ser ned i gulvet, men han ser ikke ud til at se noget. Man kan se store glinsende tårer trille ned af hans kinder, man kunne næsten få medlidenhed med ham, men jeg er nød til at gå, forellers lærer han ikke at løsrive sig fra sin mor, som han så desperat har brug for.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...