"Overhånd"

Når tingene tager overhånd, og verden forsvinder lige så langt væk, som røgen fra min smøg..
- læsning på eget ansvar

50Likes
69Kommentarer
2396Visninger
AA

3. Lucas - En af de dage

Lucas 

- Har min lille pige så lavet lektier? :) 

- ja, har min store farlige tyr så røget sin joint? ^.^

- Argh pokkers! Jeg vidste der var noget jeg havde glemt, lol! x) 

- seriøst..styr dine lol´er..

- NEVER! lol´er er bare lol´ede..

- no fucking way.. det skrev du ikke.. 

- kun for dig ;) Have to go my girl! Ses i morgen. 

Jeg loggede af. Smilende. Brooke havde en utrolig evne til at sætte sine egne problemer til side, og lade som ingenting. Det var vel både godt og skidt. Brooke og jeg var ikke typen der snakkede om vores problemer. Da slet ikke sammen. Hvis jeg tænkte over det, kendte jeg stort set ikke Brooke. Men alligevel var hun min bedste ven, min klippe. Men der var ingen af os der var sådan normale. Vi virkede begge mere deprimerende end man burde i vores alder. Måske var vi også det. 

Jeg kunne ikke sove den nat. Det virkede helt forkert alt sammen. Som om der var noget der ikke var som det burde. Jeg havde tændt en smøg i mørket. Jeg stirrede iskoldt på den tomme ild fra cigaretten. Endnu en ting Brooke og jeg havde tilfælles, var at vi begge røg. Alt for meget faktisk. Jeg kværnede en hel pakke smøger den nat. 

"Godmorgen," hviskede jeg til Brooke der kom for sent til time. Det lignede hende ikke, men alle havde vel en dårlig dag. Hun havde et helt almindeligt outfit på, men der var noget ved hende der ikke var almindeligt i dag. Hun havde mørkeblå cowboy-bukser, en lysegrå t-shirt og en sort hættetrøje på. Hendes yndlingstrøje. 

Jeg prøvede at få øjenkontakt med hende igennem hele timen. Men hun stirrede bare tomt frem for sig. Hel tomt. Der var noget i hendes manglende tilstedeværelse der bekymrede mig. Men samtidig fascinerede det mig. Hun svarede mig stort set ikke hele dagen. Men jeg vidste at det ikke var min skyld. Det var vel bare en af de dage. En af de dage, fik hun en gang imellem. Det var som om hun lukkede af for alt og alle. 

"En af de dage?", spurgte jeg hende. Hun fnøs halvhjertet og nikkede. Hendes blik var tomt. Jeg vidste ikke rigtig hvad "en af de dage" var, eller hvorfor de kom. Jeg vidste bare at de var der. En rigtig ven ville hive fat i hende, og spørger hvad der var los. Men det gjorde jeg ikke. Jeg var ikke en rigtig ven. Det fik mig til at tænke. Hvad var jeg så? ingenting? 

Jeg forlod skolen med en tom følelse. Næsten lige så tom som Brookes øjne. Den tomme følelse blev til smerte og stak hårdt i brystet. Var det min skyld at Brooke i virkeligheden var så ked af det? For det var tydeligt at se, at hun virkelig var ked af det. Eller, for mig var det tydeligt. De andre (lærere og elever) på skolen kender ikke Brooke som jeg gjorde. Og de virker faktisk også pænt ligeglade. 

 

Det første jeg gjorde da jeg kom hjem, var at smadre noget. På kort tid lignede mit værelse noget fra en krigsfilm. Hver ting jeg væltede eller smadrede, var for Brooke. I et øjeblik kunne jeg ikke finde ud af om jeg virkeligheden var sur på hende, eller bare pisse bekymret. Og det var den dag jeg begyndte. Den dag jeg begyndte på det jeg aldrig skulle have gjort. Men det gjorde jeg. 

I en glidende bevægelse tog jeg et barberblad. Jeg havde tit hørt om de forstyrrede teenagepiger der brugte det til at skære i sig selv med. Jeg kiggede internt på det. I et øjeblik var jeg fascineret af dens skarpe kanter. Stod som lammet og kiggede på det. Og så gjorde jeg det. Jeg så blodet flyde en anelse, og små ar danne sig. Og jeg fortrød det ikke. Men var det kun Brookes skyld at jeg gjorde det? Eller lå der mere bag det? 

"Hallo det er Brooke?" Svarede hun. Det hele skete så hurtigt at jeg ikke fattede hvad jeg havde gjort, før jeg stod med telefonen i hånden og Brookes nummer indtastet. 

"Brooke?" Min stemme var hæs og ødelagt. 

"Hej.." Det samme var hendes. 

"Jeg..Jeg synes at vi skal snakke sammen"

"Om hvad?" 

"Os. Eller, dig. Og så mig bagefter" 

"Lucas, hvad har du taget?" 

"Ikke noget! Brokke jeg mener det! Du var ked af det i dag.." 

Intet svar, så jeg fortsatte. "Jeg, jeg..Brooke forhelvede. Jeg er bekymret for dig. Du bliver ved med at få ´En af de dage` men hvad fanden er det? Hvad betyder de?"

Igen intet svar. Der blev helt stille og jeg hørte hendes åndedræt. Så jeg fortsatte. "Hvorfor er du så ked af det? Fortæl mig det forhelvede," sagde jeg ophidsende. Jeg kunne mærke det prikkede i de nye ar, og bekymringen truede med at komme ud som en brækklat. 

"nej". 

"Det var ikke et spørgsmål Brooke.. Please?" 

Hun lagde på. 

Jeg ringede desparat igen. og igen. og igen.. Mit hjerte bankede, mine håndflade svedte og mine ar prikkede. Jeg sendte hende et hav af beskeder. 

Brooke? Bro? Kom nu, undskyld! undskyld undskyld undskyld! Tilgiv mig. Jeg er bare så pisse bekymret for dig. Du er min bedste og eneste ven, og hvis der sker dig noget.. Den tanke tør jeg ikke engang tænke. Undskyld, hvis jeg pressede dig til noget du ikke ville. Eller ikke hvis, for det gjorde jeg nok. Please giv tegn inden jeg eksplodere af bekymring.

- Lucas

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...