"Overhånd"

Når tingene tager overhånd, og verden forsvinder lige så langt væk, som røgen fra min smøg..
- læsning på eget ansvar

50Likes
69Kommentarer
2426Visninger
AA

5. Lucas - Ar kalder på venner

Lucas

 

Alt tog overhånd. Følelser kørte afsted, og kunne ikke selv følge med. Det der før bare var en misforståelse mellem Brooke og jeg, blev til en verden af problemer. Hvordan havnede vi her?

Jeg borede barberbladet hårdt i armen, mens blodet kom til syne. Mine ar var historier, hver sin helt egen historie, og snart var jeg en hel bog. En bog med problemer, der aldrig blev løst. Og måske var det ikke en ensom bog, men en serie. En serie med en to´er, en tre´er og måske flere. Eller måske var det en novelle uden slutning? Eller en tynd bog, med en brat slutning? Jeg ved det ikke.

Jeg var ikke afhængig. Det var jeg altså ikke. Jeg kunne bare godt lide smerten, og synet af blodet. Det mørke blod, der dannede dråber og ramte gulvet hårdt. Det var det, der fik mig til at smile. Bladets korte, men skarpe, overflade der nussede min hud. Hvordan jeg skar tænder ved smerten.

 

Det fik mig til at smile.

 

Jeg var ikke længere den smilende og glade Lucas. Jeg var ikke længere den beskyttende Lucas. Jeg var ikke længere Lucas.

Jeg var en grå klat, omringet af andre grå klatter. Vågnede op, gik i skole, kom hjem, spiste og gik i seng. Men kun fordi jeg skulle. Ikke fordi jeg ville.

 

Jeg turde ikke dø. Jeg turde ikke leve.

 

Jeg sad alene i skolegården på den samme kolde og mørke bænk, jeg havde gjort de sidste par dage. Trætheden overmanede mig, og jeg lukkede øjnene i et øjeblik. Jeg lod, fuldstændig ligeglad med omverdenen, mit hoved hvile på bænkens ryglæn. Hver gang jeg lukkede øjnene, var det Brooke jeg tænkte på. Hende jeg drømte om. Jeg havde ikke set hende i denne uge, snakket med hende eller fået noget som helst tegn fra hende. Men hvorfor? Var det virkelig så forkert, at bekymre sig om et andet menneske?

Hun havde længe sagt til mig, at jeg skulle hade hende. At alle andre hadede hende, ifølge hende, og det burde jeg også.

 

Ifølge hende.

 

Men uanset hvor mange gange hun havde gentaget det, havde jeg bare holdt endnu mere af hende. Men hun forstod det ikke. Og nu, nu hvor alt var begyndt at krakelere inden i hende, forstod jeg hende ikke. Jeg forstod hende simpelthen ikke. Der var i virkeligheden måske ikke meget andet end arrene, som jeg forstod.

Noget jeg heller ikke forstod, var billederne jeg fandt på Facebook dagen efter. Fulde, uansvarlige og festlige unge havde tagget Brooke på flere af billederne, men hun var ikke til at se.

 

Ikke den Brooke jeg kendte.

 

Jeg så til gengæld en anden Brooke. En kortklippet, ustyrlig, topløs og fuldstændig ligeglad Brooke, med drink i hånden, løftet som var det et sværd. Hendes øjne lyste af ild, som om hun ville redde verdenen. Men hun ødelagte bare sin egen, og min med.

Jeg tastede hendes nummer ind på min mobil, men for ingen nytte. Jeg strammede grebet om mobilen til min hånd gjorde ondt. Jeg holdte tårer tilbage, men snart ville jeg ikke kunne holde lysten tilbage. Drop det, tænkte jeg. Det er unormalt, fortsatte min hjerne. Og jeg var fuldstændig enig med den. Der var bare det ene problem, at jeg vidste jeg ville gøre det igen.

Mine ar skreg efter venner.

Jeg troede jeg var vred. Jeg troede faktisk ikke, at jeg kunne blive meget mere vred. Mest vred. Men jeg tog fejl, for kærlighed gør blind. Også blind for kærlighed.

For da jeg ved en fejl klikkede videre i det hav af billeder af Brooke på Facebook, var jeg klar til alt. Hoppe ud for en høj bygning, skære Brooke på håndryggen.

Og sidst men ikke mindst, at gennembanke drengen på billedet med mine tændstikarme. Hjertet bankede vredt i brystet. Jeg rystede. På billedet var min Brooke, og kun min, der kyssede en anden dreng. Det måtte være en fejl. Det kunne ikke være Brooke.

 

Jeg ringede til hendes mor.

 

"Hallo, det er Lucas.", fremstammede jeg, da røret blev løftet.

"Hej Lucas, hvordan går det", spurgte Brookes mor med en smule angst i stemmen.

"Øhm, tjoh, fint nok vel, tak.."

 

Stilhed. Smerte. Suk.

 

"Men øhm, er Brooke hjemme?"

"Det er hun, ja, hun er syg. Du får hende lige, to sekunder", svarede Brookes mor og lagde røret. Noget indeni mig sagde det var løgn.

Jeg hørte en dør blive smækket hårdt i og råb. Det var Brooke.

"Mmm?" blev der sagt i røret. Det var Brooke.


 

"Øhm, Brokke, du ved.. Vi har den her opgave til på mandag, og det er sådan lidt meningen at vi skal lave den sammen..." Det var ikke det jeg ville sige. Jeg ville skrige og råbe af hende, fortælle hende hvor uretfærdig hun var, hvor ondsindet og egoistisk hun var. Jeg ville beordre hende til at snakke med mig. Jeg ville ikke stille nogle spørgsmål, kun ordre, for jeg var jo trods alt også ældre end hende. Så ville jeg fortælle hende om mine ar, og om barberbladet.

Jeg ville spørge hende om hun virkelig var syg, og jeg ville ikke blive overrasket, når hun sagde nej.

Men det skete ikke.

 

"Jeg er syg, Lucas." Svarede hun koldt.

 

Stilhed. Smerte. Suk.

Ingen af os havde noget at sige. Jeg var overrasket, skuffet og vred. Og hun var bare kold.

 

Kold. Kynisk. Kedelig.

 

"Men vi ses, Lucas." Sagde hun, og fjernede telefonen fra øret.

”Jeg er ikke blind, Brooke!” Skreg jeg til stilheden i røret. ”Jeg er forhelvede ikke blind,” skreg jeg til røret, der nu blev lagt på.

 

Skuffelse. Altid skuffelse. Brooke.

 

Jeg knaldede hoved ned i bordet.

Hver vejrtrækning føltes forkert. Så malplaceret.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...