Kompleks

Den norske pige Waldis opdager under en gadekamp sine magiske evner. Hun bliver anbragt på et institut, hvor hun møder mange magikere fra forskellige lande. Men noget ondt breder sig inde hos forstanderen, og Waldis indser snart, at det onde breder sig til hende.



17Likes
37Kommentarer
2231Visninger
AA

6. Soldaten og heksen

Der blev musestille i lokalet. Jeg så på drengen fra de sorte, hvor et rødt mærke nu tonede frem på hans kind. Folk var chokerede, og den grønne pige udnyttede chancen til at løbe væk. Drengen jeg havde ramt, stirrede på mig med store øjne, og jeg lagde mærke til hans gråsorte krøllede hår.

"Hvad glor du på?" spurgte jeg ham, og jeg kunne se vreden blusse op i hans ansigt.

"Det... det kommer du til at fortryde!" råbte han så alle i den store sal kunne høre ham. Hans venner som nu gik hen ad mod mig, kiggede ondt mod mig.

Angreb er det bedste forsvar.

Jeg løb hen til den der var tættest på, og plantede et karatespark i hendes snobbede ansigt. En der angreb til højre, rev jeg fat i håret på, og tyrede ham ind i pigen, som nu lå på gulvet. Men ingen blødte endnu, så ivrig var jeg ikke.

Krøltop mumlede for sig selv, og jeg kunne se en sort kugle vokse sig større i hans hånd. Magi.

Hvad nytter magi, når man ikke engang kan slås?

Han skød efter mig, og jeg undveg med et sjusket rullefald. Nogle af publikum skreg, da den forsatte af sted uden mig. Den hamrede en i en væg, og efter lod et brændemærke. Mens jeg betragtede det, havde han allerede en klar i hans hånd.

Han var tre sekunder om at lave en, tænkte jeg, da jeg undveg den.

Jeg så den tredje blevet lavet i hans hånd, og jeg kunne se det tærede på ham. Sveddråber faldt ned af hans ansigt, og jeg kunne tænke mig til, at jeg ikke var meget bedre. Jeg sprang op på ham, og han brændte sig selv med den ikkefærdige kugle, der nu blev til ingenting.

"Fuck af næste gang!" råbte jeg, og skulle til at slå ud efter ham, da jeg mærkede nogen tag fat i min arm. Personen holdt godt fast.

"Ingen slåskampe her."

Det var en dame stemme, om end ikke særlig feminin. Hun løftede mig op af krøltop, og holdt fast i min nakke. Krøltop skulle til at løbe væk, men hun greb også fat i hans nakke, så vi begge var løftet 10cm op fra jorden.

Jeg kunne ikke se bag mig, så jeg vidste ikke hvem der løftede mig, men jeg så Cornelia. Og jeg vidste det var hende, der havde sladret.

Damen gav slip på os, nej hun gjorde ej... Hun smadrede os ned i gulvet, og tog en walkie talkie frem.

"Kommer du og henter dem," sagde hun ind i walkie talkien, men det var en slags ordre, ikke et spørgsmål.

Jeg så op på hende, og opdagede til min store overraskelse, at hun var højere end mig. Hun havde store militærstøvler på, og bar camouflagebukser og en tanktop. Jeg lagde mærke til en dolk spændt fast i hendes læderbælte, og hendes kasket, der dækkede hendes orangebrune etageklippede hår. Hendes solbrændte arme viste flere grimme ar, og hun gav mig et kort blik. "Så du' den der smadrede Kuglen, eh?" Hun betragtede mig i nogle sekunder, sekunder, hvor jeg var lammet af hendes frygtindgydende øjne. Den her kvinde, tænkte jeg. Den her kvinde har set ting, jeg ikke ville drømme om at se, og jeg betragtede hende vinke en anden voksen her op. De gav hinanden et anerkendende blik, før den tidligere soldat gik, og den nye kvinde betragtede krøltop og jeg med et lille smil. Hun havde en lang sort kjole på og bar en troldmandshat. Et par runde briller sad på hendes lille næse, og langt brunt bølget hår gik ned af hendes skuldre, hvor en sort kat sad.

"Daniel Hawkings, du kan gå." Krøltop rejste sig op og gik, prøvede at se så uanfægtet ud af situationen mulig, og han gik ind af de sortes dør.

"Men Waldis Alfson, jeg må hellere snakke med dig først." Jeg stillede ingen spørgsmål, da kvinden med de  guldfarvede øjne, så meget mere skræmmende ud end soldatens.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...