Kompleks

Den norske pige Waldis opdager under en gadekamp sine magiske evner. Hun bliver anbragt på et institut, hvor hun møder mange magikere fra forskellige lande. Men noget ondt breder sig inde hos forstanderen, og Waldis indser snart, at det onde breder sig til hende.



17Likes
37Kommentarer
2488Visninger
AA

18. Snydt

"Idræt om ti minutter." 
Vladimir var kommet og hentet mig, og vi var nået til værelset. Jeg svarede ikke, og klædte om inde på mit soveværelse. Jeg fandt sportstøjet frem, og følte mig lidt som en punker, nu hvor jeg var klædt i sort fra top til tå. Der var en lille bøtte med hårelastikker, og jeg bandt mit hår op i en sjusket hestehale. Hold da kæft, jeg havde brug for idræt. Jeg klappede energisk i hænderne, følte mig tilpas i kondiskoene. Døren åbnedes brat, og Vladimir vadede direkte derind. "Kommer du?" spurgte han koldt, mens han nedstirrede mig. "Hm." Han gjorde mig altid i så dårligt humør. "Hvordan kan det være, at jeg skal have idræt sammen med de andre, men at jeg ikke må blive undervist med dem i andre fag?" surmulede jeg. "Der er tre lærere i dag." "Hvem er de andre to?" spurgte jeg, vidste at JJ var den ene. "Fr. Müller og Professor Debes." Jeg kneb øjnene sammen. "Er Fr. Müller ikke tysklærer?" Jeg kunne huske hende fra skemaet. Vladimir kiggede på mig. "Hun kan også andre ting."
"Okay..."
Jeg var glad for de mørke og de manipulerende havde idræt sammen. Så snart jeg så Raimo, løb jeg over til ham. "Jeg lever i et helvede..." "Jeg tror du vil synes bedre om, hvad vi skal i dag. Hvis jeg altså har dømt dig korrekt," svarede han.

Raimo og jeg var de eneste med forskellige uniforme der stod sammen. Jeg kunne se, at han var irriteret over de blikke folk sendte ham. "Vladimir har helt seriøst fulgt efter mig over alt. Jeg tror snart jeg bliver sindsyg." "Var du ikke allerede det? Eller er det helt normalt at råbe efter et bjerg?" Jeg stirrede såret på ham. "Jeg har altså sagt det, der bor en dæmon derinde!" Det var svært at råbe, mens man hviskede, så andre folk ikke kunne høre det.

JJ's stemme fik folk til at ranke sig op. "I har to valg. I kan enten vælge at løbe i gennem træningsbanen, men hvis I ikke klarer den på under et minut, skal I løbe rundt om skolen. Indtil spisetid." Folk gispede, og fortrød deres usunde livsstil. "I kan også," fortsatte hun. "Vælge at slås ved slåspladserne." Hun pegede ud mod pladserne, og jeg kunne mærke mit humør lette. "I slås tre gange. Hvis man taber 2/3 af kampene, skal man også løbe rundt om skolen. Dem der vinder alle gange, skal slås mod hinanden i slutningen af timen. Okay. Dem der foretrækker træningsbanen går til venstre, og de andre til højre."

Folk delte sig, der var flest blå til venstre, og de mørke dominerede den højre side. "Og alt magi er forbudt!" En del sukkede og gik over til venstre. "Man slås indtil en giver op. Eller er uden i stand til at forsætte kampen. Brækkede knogler er ikke tilladt, men blå mærker er okay. Det er jeres eget ansvar. Jeg kan også selv stoppe kampen."

Jeg selv stod til højre, selvfølgelig. Jeg spejdede efter Prof. Debes, men mit blik faldt på tysklæreren. Det var hende hvis hår, svævede i alle retninger. "Hej Waldis!" Prof. Debes vinkede.  Jeg ignorede hende, da tysklærerens hår var dybt fascinerende, men fik i det samme øje på JJ som blæste i sin metalfløjte. "Okay, det første par der er i mod hinanden, er Vladimir Benjamin og Daniel Hawkings."

Krøltops ansigt blev underligt blegt, da han rystende bevægede sig op på pladsen. JJ fløjtede i sin metalfløjte, og folk betragtede dem spændt. Krøltop angreb som altid først, slaget var fint nok, men Vladimir tog fat i hans knytnæve, og vred hans arm om, så Krøltop faldt ned på jorden. Der var ingen der gispede, folk var åbenbart vant til at Vladimir var uovervindelig. Vladimir tog sin frie hånd, og slog krøltop lige i ansigtet så han faldt om. Hele kampen varede højst 30 sekunder. JJ fløjtede igen. "Okay, stop kampen. Det er åbenlyst, at vinderen er Vladimir." Hun trak krøltop væk fra banen, og smed hans bevidstløse krop henne ved de to andre lærere, som ligeså godt kunne sidde der med en skål popcorn. 

"Okay. De næste er..." Jeg hørte ikke resten da jeg fik øje på Jules på forhindringsbanen, og ikke nok med det, jeg tog hende endda i at stirre på mig, men hun vendte ansigtet hurtigt igen, da hun fandt ud af, at jeg havde opdaget hende. 

"... Waldis Alffson!" JJ stod foran mig nu og råbte mit navn med irritabel stemme. Jeg hørte nogen fnise, men vovede ikke at kigge bag JJ, da hun ikke virkede særlig glad for, at jeg havde været fraværende.

Jeg slugte tussen i halsen, "Ja?"

JJ pegede bagud på pladsen, og sagde, "Ud på banen, du skal kæmpe mod Orochi Naga" Jeg fik et hurtigt glimt af en bekymret Jules, inden JJ trak mig afsted og nærmest smed mig ind på banen. Det var først nu jeg fik et ordenligt kig på min modstander. Han meget slank, og ikke meget højere end mig. Hans hår var glat skinnende mosgrønt, og han havde kulsorte øjne. Hans smil var bredt og uhyggeligt, og jeg følte, at jeg stod overfor en slange. Som var giftig.

Jeg opfattede slet ikke at JJ fløjtede, så da Orochi angreb, reagerede jeg ikke før, han var helt oppe i ansigtet på mig. Han var hurtig, rigtig hurtig. Han sigtede efter min kæbe, men han ramte ikke andet end tom luft. Jeg havde dukket mig med nød og næppe, og undveg nu det andet slag. Jeg greb hans knytnæve, men i stedet for at vride hans arm om, som Vladimir gjorde, svang jeg ham op, og tyrede ham ned i jorden. Waldis-style.

"Okay, så er det godt. Orochi ude, Waldis vinder."

Jeg bevægede mig væk fra banen, og betragtede de andre slåskampe. Der var nogle gode; et par sorthårede tvillinger fra de sorte, var utrolig hurtige. De havde begge to ekstremt skarpe tænder, den ene smilede og den anden så altid sur ud. Deres øjne lyste rødt. Der var kun en person fra de blå, som var en god fighter. Men han var sgu også stærk. Der hvor andre havde undveget, modtog han bare slagene, som om han ikke kunne føle smerte. Men så angreb han også fand'me hårdt. Det var Maxim Lucifer. Hold da kæft, jeg følte mig dum. Og vred. På samme tid.

Jeg håbede fand'me jeg skulle kæmpe mod ham. Jeg fik øjenkontakt med ham, hvor han blinkede flabet. Jeg kunne mærke mig selv blive rød i hovedet af raseri.

______________________________________________________________________________________________________________________________________________________Vi lavede også nogle billeder af Frey og Dai:



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...