Kompleks

Den norske pige Waldis opdager under en gadekamp sine magiske evner. Hun bliver anbragt på et institut, hvor hun møder mange magikere fra forskellige lande. Men noget ondt breder sig inde hos forstanderen, og Waldis indser snart, at det onde breder sig til hende.



17Likes
37Kommentarer
2494Visninger
AA

10. Skal i skole...

"Kom ind!" råbte Jules. 

Pis. Jeg havde håbet på, at jeg endelig kunnet havde fået noget alene tid. Jules sad og lagde neglelak, så jeg havde åbnet vinduet på grund af lugten, som jeg ikke kunne holde ud. Hendes brune lokker rystede, da hun sprang op for sengen for at se, hvem der havde åbnet døren.

"Hej, Raimo!"

Han kiggede forskrækket på alt vores rod. Jeg havde prøvet at rydde op, men... Jeg nåede ikke særlig langt. Jeg lagde mig helt fladt på sengen, og håbede han ikke ville opdage mig. 

"Hvordan kan der være så rodet!?" Jules kiggede uforstående på ham, og viftede med sine hænder, så den gule neglelak kunne tørre. Jeg forblev stille, uden at røre på mig.

"Waldis, jeg ved du er her. Drop det."

Jeg rejste mig op, og Raimo sukkede da han så på mig. "Hvor er din uniform?" Jeg kiggede ned af mig selv, og kunne se de slidte jeans og den beskidte sorte T-shirt. "Hvad mener du? Du har heller ikke den blå frakke på, vel?"

Jeg studerede ham, og opdagede han havde skjorte med slips, og bukser på. Bosmuldskjorten var gråhvid, og hans bukser var dybtblå. Det fine slips var sort med blå striber på. Han tog sig til hovedet. 

"Okay, okay, men Jules har da heller ikke uniformen på!" råbte jeg til selvforsvar. "Hey! Jeg har lagt neglelak! Jeg vil jo ikke spilde neglelak på den, ikk'!" Hun kiggede surt på mig, og lavede derefter hundeøjne til Raimo. "Jeg var faktisk ved at tage den på!" Fedterøv.

"Lige meget... Waldis, find lige Frey, ikk'? Han er så glemsom. Men han husker nok hvad han skal når han ser dig."

Han skulle lige til at gå, men vendte sig så om og sagde de ord, som jeg havde frygtet allermest. "Ryd også op på dit værelse, okay?" Han brød ikke øjenkontakten før jeg nikkede.

 

"Hvad er hans problem!" råbte jeg, og tyrede en uheldig pude på døren. "Han er hele tiden efter mig!"

Jules fnes. "Øh, hallo? Han er din Hogo-sha." Hun begyndte at rode i skabet igen, og gav mig endnu en pose med tøj. Denne gang uniformen.

"Hvad betyder det?"

Hun sukkede halvhjertigt, og begyndte at åbne en anden skuffe, og kastede en lille brochure hen til mig.

"Har du ikke læst den? Der står alt muligt om skolen. Blandt andet det om at hver andenssårstuderende skal hjælpe en førsteårs. Du er heldig, du har en dreng! Min hjælper er en pige. Og hun er vildt dullet!"

Jeg smed mig selv på sengen, og hev indholdet af posen ud. Det var nærmest identisk med Raimos (no surprise) bortset fra at i stedet for bukser, var der en nederdel. En nederdel.

"Tada, ser jeg ikke sød ud!"

Jules smilede og betragede sig selv. Hendes gule neglelak passede godt til hendes honningbrune hud, men jeg græd stadig indvendig, da jeg så at nederdelen gik til lige under knæene. "Det er en rigtig japansk skoleuniform!"

Nå, ja. Skoleuniform. 

Jeg gik på en skole, i Japan, og jeg havde ikke skænket en tanke om mit eget hjem. Jeg læste brochuren. (Det tog noget tid, jeg er ikke nogen hurtig læser.)

Jeg skulle gå her i tre år. Og have matematik. 

Nu hvor jeg endelig var blevet færdig med folkeskolen! Jeg havde håbet på, at være med i en bande eller sådan noget.

Jeg forestillede mig selv rig, som lederen af en mafia. Jeg gav uniformen et sidste blik. "Åh, ja," tænkte jeg. "Mon ikke, det bliver spændende nok."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...