Kompleks

Den norske pige Waldis opdager under en gadekamp sine magiske evner. Hun bliver anbragt på et institut, hvor hun møder mange magikere fra forskellige lande. Men noget ondt breder sig inde hos forstanderen, og Waldis indser snart, at det onde breder sig til hende.



17Likes
37Kommentarer
2202Visninger
AA

15. Radioaktiv

"Hvad fanden?"

Mit værelse var fuldstændigt rent, og der var blevet ryddet op. Min seng var redt. Men alle Jules plakater af boybands var væk, og alt hendes tøj også. "Hvor er Jules?" spurgte jeg doktoren (som jeg ikke helt troede på havde lægelicens) der lænede sig op af dørkarmen. "Hun har skiftet værelse." Han smilede hånende til mig, og betragtede mig, mens jeg smed min blå frakke på sengen. "Hmpf. Som jeg havde brug for hende anyways," mumlede jeg for mig selv, usikker om doktoren hørte mig. "Får jeg så værelset for mig selv, eller hvad?" "I dag, ja. På grund af din... tilstand, er du blevet konstateret midlertidig farlig." "Hvad!? Okay, jeg er måske en smule temperamentsfuld, men jeg sgu ikke direkte skadelig!" protesterede jeg. "Det er ikke mig der har udstedt ordre." sagde han, mens han trak på skuldrene. Jeg stampede ned i jorden og gloede vredt på ham. "Fortæl mig det! Er det Bumpford!? Så skal jeg nok tage en snak med ham!" Maxim gabte. "Det er rådet. De gamle mennesker... De vil endda sætte dig i isolation. Men det er ikke endeligt." Jeg prøvede på at lade vær med at måbe. "Du må håbe at Bumpford kan få dem til at ændre mening. Din Hogo-sha kan holde dig opdateret på situationen. Lad nu vær med at skabe flere problemer, ikk'?" Han skulle til at gå, og jeg tog fat i hans ærme. "Vent lige et øjeblik. Hvad fuck fejler jeg? Er jeg radioaktiv eller hvad?" Han formede en lynlås over hans mund. "Har tavshedpligt." 
"Jeg er patienten. Jeg har sgu ret til at vide det!" Men har var allerede forsvundet væk ude på gangen. "Pis..." Jeg tog mig til hovedet og smed mig på sengen. Jeg ville egentlig bare gerne sove, men havde allerede udhvilet mig overdrevent meget på hospitalet, at det var umuligt. "Argh... lige siden jeg mødte ham ræven..." Pludselig fik jeg en klam fornemmelse i hele kroppen. "Dæmonen. Det er sgu hans skyld alt sammen!" Jeg rejste mig brat op og løb ud af døren, hen til den nærmeste udgang. I min vrede, havde jeg helt glemt at han var en dæmon. Lige nu, var det eneste jeg opfattede ham som: "Mikkel-fucking-ræv."

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...