Kompleks

Den norske pige Waldis opdager under en gadekamp sine magiske evner. Hun bliver anbragt på et institut, hvor hun møder mange magikere fra forskellige lande. Men noget ondt breder sig inde hos forstanderen, og Waldis indser snart, at det onde breder sig til hende.



17Likes
37Kommentarer
2239Visninger
AA

5. Problemer allerede

Han stod op af den mørke væg, lavede ingenting. Han måtte have ventet på nogen eller så noget. Det mærkelig var bare der ikke var nogen dør i miles omkreds. Jeg gik hverken hurtigere eller langsommere end før, men prøvede at se så afslappet ud som muligt.

Da jeg passerede gik der ikke mere end to sekunder, men det føltes som en evighed. Han kiggede koldblodigt på mig, og jeg kunne mærke hvordan jeg havde lyst til at kigge væk. 

Jeg så ham direkte i øjnene, gråblå og farlige, og da jeg huskede hændelsen, gik jeg direkte videre.

En lille del af mig, håbede på, at han var nysgerrig over det der var sket, så jeg lyttede godt efter, om han ville gøre et eller andet. Råbe til mig. Men jeg vidste allerede det ikke ville ske. Det eneste jeg kunne gøre for mig selv, var at ikke se mig tilbage.

Svimmel, mærkede jeg senere jeg havde holdt vejret. En skikkelse passerede mig, han gik hurtigt, og passerede Vladimir. Jeg så noget skinnende blivet modtaget.

Sur på mig selv, indså jeg, at jeg havde set tilbage. Og jeg havde på fornemmelsen, at jeg havde set noget, som jeg ikke skulle have set.

 

Jeg havde lyst til at græde, da jeg stødte på en lille dør, forenden af gangen. Den var sort, med en dørhåndtag af messing. Jeg åbnede døren, og til min glæde var jeg trådt ud i en stor sal, hvor folk fra alle kollegier gik rundt og snakkede. Ingen havde set mig gå ud, hvilken var en lettelse, for da jeg så tilbage på døren, stod der adgang forbudt.

Der var et stort mønster på det hårde stengulv, og det hele blev lyst op af en gigantisk lysekrone. Der var lidt larm, folk grinede, var sociale, og jeg lagde mærke til fire større døre, som stod lige langt fra hinanden. 

De var selvfølgelig de sædvanlige farver. Jeg kiggede op på den blå dør, ret enkel i forhold til de andre.

Den grønne dør hang der alle mulige planter og blomster rundt om, og på selve døren, var der malet alle mulige farver. Ikke så langt væk så jeg Cornelia omringet af mennesker.

Hun havde åbnet sin frakke, afslørede en fin bluse og nederdel. Hun havde lange sokker på, og jeg så hvor lav hun var. Ikke mere end en 160. Lille og nuttet og sød og...

Jeg kunne hører hendes latter, som en lille klokke, og da hun opdagede at jeg betragtede hende, sendte hun mig et sødt smil. Jeg kiggede væk igen.

Den lilla dør var nærmest gennemsigtig, og dog lignede et lilla slør. Der var kridthvide krystaller ved siderne af den, kæmpestore, og lyste klart. Jeg så efter Dai, og der, omringet af piger, holdt han en lille skadet fugl i hånden. Et grønt skær kom fra hans hånd, og fuglen begyndte at baske med vingerne igen, og fløj hen til Cornelia.

Hun sendte ham et kærligt blik, og jeg kunne se hvordan det nu ret store publikum dånede. Nok om det.

Jeg lagde mærke til, at der nærmest ikke stod nogen ved den sorte dør. Den var blank, og mørk, og rundt om var der en slags... jeg ved det ikke. Der var i hvert fald mørkt rundt om den, på en måde.

Der stod en enkel grøn pige og snakkede med en, lidt foran den sorte dør. Hun var lav, det var det eneste jeg kunne se. Jeg nævner det her, fordi, at en fra de mørke, gik hen til hende og... skubbede hende ned på gulvet. En anden sort sluttede sig til hende, og hun var snart omringet. De gik tættere hen mod hende, og lavede et eller andet med hænderne. Noget sort fløj over på hende, og jeg kunne ikke se resten. Men jeg vidste det ikke måtte være særlig rart.

Der var ingen der gjorde noget, alle i rummet snakkede videre, og selv den person pigen havde snakket med var væk.

Jeg kunne ikke finde Dai nogen steder, og huskede at han for et øjebliksiden havde gået ind af den lilla dør.

De sorte havde en slags magt her. 

Jeg marcherede hen over til dem, og så nogle klamme røde mærker havde dukket op på hendes hud. Da de så mig, kiggede den ene udfordrende på mig. Et gå-nu-væk-inden-det-går-ud-over-dig-blik.

Jeg sparkede ham i hovedet.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...