Kompleks

Den norske pige Waldis opdager under en gadekamp sine magiske evner. Hun bliver anbragt på et institut, hvor hun møder mange magikere fra forskellige lande. Men noget ondt breder sig inde hos forstanderen, og Waldis indser snart, at det onde breder sig til hende.



17Likes
37Kommentarer
2320Visninger
AA

21. Panik

"Okay, okay, hvad gør jeg nu!?"

Jeg havde nået væk fra Inspektørens kontor, men hvad skulle jeg nu gøre? Rævedæmonen var ikke at se nogen steder, og hvornår ville Bumpford lægge mærke til det manglende hårspænde? 

Jeg måtte gemme det, et eller andet sted. Jeg måtte tilbage til mit værelse. Nå Ræven så kom, ville jeg bare sige, at han skulle lede der.

Jeg kiggede hen ad gangen, det var nat nu, og det lignede seriøst noget fra en gyser. Næsten hele skolen var lagt i et kvælende lag af mørke, om det var en fordel eller ej, var jeg uvidende om. 

Jeg vidste bare at Vladimir var boogeymanden. 

Nogenlunde rolig åbnede jeg døren til vores værelse. Fællesrummet var smadret. Altså, stolene, bordet, sofaen, alting var vendt om. Årvågen, åbnede jeg døren til mit soveværelse. Sengen var også blevet løftet op, og jeg satte den på plads igen med min ene hånd, og gemte hårspændet under madrassen. 

Men jeg var stadig usynlig.

Med et, blev døren flået op, og jeg hørte en brase ind. "Waldis, hvor fuck er du!?"

Noget inde i mig, knækkede næsten. Af frygt og skræk og nervøsitet.

"Hvis du ikke snart kommer ud, bliver jeg meget, meget vred!"

Vladimir råbte ikke rigtig, men han talte meget højt og truende. 

"Jeg er lige her!" ville jeg råbe til ham, men min stemme ville ikke komme ud, så jeg løb ud til ham. Hans øjne lynede af vrede og frustration. Han løb ind til soveværelserne, og sparkede begge døre op, og ledte derinde.

"Jeg er lige her!" prøvede jeg igen, men han kunne ikke høre noget, der ikke kom ud af min hals. Jeg sprang ind foran hans øjne, hvilket var en meget traumatisk oplevelse, og viftede med armene.  Jeg klappede foran ham, men han så lige i gennem mig. Han løb ud igen, mumlede vredt for sig selv, og snart vidste jeg ikke hvor han var. 

Jeg rettede den tunge lædersofa op, og satte mig på den, betragtede alt rodet. Jeg jog en hånd gennem mit hår; det trængte desperat til at blive redt.

"Waldis?"

Jeg hørte en let og forsigtig stemme, og nogen banke udenfor vinduet. 

Frey Stefanson stod der, og jeg kunne se hans blik gennemsøge rummet. Det stoppede ved mig. Jeg vinkede til ham med akavede bevægelser, og han nikkede.

Jeg kunne mærke mit humør blive løftet op, og jeg løb hen til vinduesglasset. Jeg ville slå min hånd i gennem glasset for at smadre det, men Frey gjorde noget med hånden, så det forsvandt, og jeg faldt ud af det i stedet for.

"Kan du se mig?" Min forræderiske stemme valgte først at komme nu, men jeg tilgav den, da Frey nikkede. "Folk leder efter dig." 

Jeg nikkede frustreret. "Ja, det ved jeg godt! Men de kan ikke se mig!"

Han trak mig op fra jorden, ved at hive mig op i armen. Han studerede mit krop, (ikke på den måde!), og trådte et skridt tilbage.

"Det er ikke din magi det her."

Jeg klappede sarkastisk i hænderne, men jeg tror ikke han opfattede den.

"Kan du gøre noget ved det?" spurgte jeg så.

Han rystede på hovedet. "Kan du i det mindste ikke sige noget til Vladimir? Han tror jeg er stukket af."

"Hvem har forhekset dig?" spurgte han nysgerrigt.

Jeg sukkede frustreret. "Jeg tror vedkommende slår mig ihjel hvis jeg siger noget. Men det er ikke nogen du kender, tror jeg."

"Skal jeg hente en lærer?"

"Jeg kan godt klare det selv," snerrede jeg stædigt, og gik tilbage. "Gå du bare i seng, og lad vær med at sige noget til nogen. Specielt ikke punkeren."

"Punkeren?"

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...