Kompleks

Den norske pige Waldis opdager under en gadekamp sine magiske evner. Hun bliver anbragt på et institut, hvor hun møder mange magikere fra forskellige lande. Men noget ondt breder sig inde hos forstanderen, og Waldis indser snart, at det onde breder sig til hende.



17Likes
37Kommentarer
2229Visninger
AA

19. Ond energi

"Hvad sker der?"

Raimo havde opdaget min åbenlyse intense stirren på punkeren. Han lænede sig ind over mig og hviskede, så JJ ikke skulle opdage vi snakkede.

"Kender du ham der?" svarede jeg ham og pegede over på Maxim. "Han går i min klasse. En af de bedste," svarede han. "Hvorfor?"

Jeg tog mig til hovedet, helt mundlam. "Han kender til min tilstand," endte jeg med at sige, efter at have formuleret forskellige sætninger i mit hoved. 
Raimo vendte sig vredt mod mig. "Har du sagt noget til ham?" spurgte han opkørt.
"Nej, jeg sværger. Jeg har absolut ingen idé. Du tror det er løgn," svarede jeg ham med blikket limet fast til Maxim.
"Hvad er løgn?" sukkede Raimo.
"Han udgav sig for at være doktor. Jeg tror faktisk det var ham der bar mig hen til hospitalet. Han fortalte mig endda om min såkaldte sygdom! Og om rådet! Om alting!" råbte jeg mere og mere hysterisk, stadig væk, så kun Raimo kunne høre det. Han kiggede chokeret på mig. "Hvad!?"
"Jeg er altså mega forvirret! Er han en eller anden spion eller hvad? Og hvorfor fuck har jeg ikke set skyggen af den rigtige doktor!?" spurgte jeg Raimo. 
"Dr. Münster smittede sig selv med en sygdom, som han var ved at lave en vaccine til. Ironisk nok."
"Men hvordan fuck kunne Maxim vide det!?" råbte jeg, mens mine hænder lavede sin egne fagter. Raimo rystede forvirret med skulderne, da vi pludselig mærkede en hånd på vores skulder, hvorefter vi sprang op med et sæt.
"Taler I om mig? hmm?" Mit hjerte prøvede at banke sig i gennem mit bryst. Jeg vendte mig om, for at se direkte ind i Maxims fornøjede ansigt.
"Du...!" truede jeg ham og pegede på hans bryst, hvilket kun så ud til at more ham endnu mere. "Du...!" fortsatte jeg, kneb mine øjne sammen.
"Waldis Alfsson og Daiyu Chu!"
Jeg slippede ikke øjenkontakten med Maxim da JJ trak mig over til banen. "Du...!" 

Jeg kiggede op i en piges ansigt. Hun grinte. Virkelig creepy. Det var den ene tvilling fra de mørke. "Hold op med at grine sådan!" råbte jeg frustreret af hende, men det resulterede bare i at hun grinte endnu højere og jeg kunne mærke det krybe ned af rygraden. Hende og sin identiske søster havde begge langt sort hår, der gik ned til midten af ryggen. Jeg kunne ikke lade vær med at stirre på hendes tænder, som helt seriøst zigzaggede hele vejen gennem hendes mund. Og hun stirrede på mine frygtsomme øjne. Hendes søster kiggede surt ude fra sidelinjen. Og nej, ikke en af de der jeg-surmuler-smil-med-munden-lukket-i-en-lille-streg. Nej, hendes mund var åben i en sur grimasse, med ligeså stor lejlighed til at betragte hendes tænder. De måtte være halv dæmon/vampyr eller sådan noget. Var det her en skole for freaks eller sådan noget? Jeg nåede ikke tænke over det, før JJ fløjtede.

Jeg havde en salt metalsmag i munden, da jeg blokerede Daichus andet slag. Den spinkle tøs var fand'me barsk. Og hurtig. Jeg hævede mine arme foran mit ansigt, så jeg ikke fik revet et øje ud. Jeg havde ikke en chance for at lave et modangrib, hvis jeg altså ville undgå slaget, og måtte bare ignorere smerten i min kæbe, der hvor hun havde ramt mig. Før, hvor jeg havde lukket mine øjne, hørte jeg hendes latter, da hun sprang op efter mig. Jeg rullede væk, og mens hun var nede på jorden, hoppede jeg op på hende, så hun fik min albue og store lår lige i ryggen. Men i stedet for at give op, grinte hun endnu højere, og rystede mig faktisk af sin ryg. Jeg bakkede en smule baglæns, jeg troede seriøst, at hun var sindsyg. Hun sprang ud efter mig igen, men i stedet for at undvige som jeg havde gjort alle gangene, sprang jeg også op mod hende. Og da jeg sådan cirka nok vejede 15 kilo mere end hende, og havde en knytnæve parat, var det mig der landte oven på hende. Mens hun brugte 1,5 fatalt sekund på at komme sig, hamrede jeg min knytnæve lige i ansigtet på hende. Men selvom jeg kunne se blod dryppe ned fra hendes næse, var hun altså ikke bevidstløs. Hun hamrede sit hoved lige ind i mit, så jeg fik hendes vamle blod lige i ansigtet. Jeg sprang straks op og prøvede at tørre det af mit ansigt. "Din... bitch!" Hun var slet ikke påvirket af slaget over hovedet, og angreb mig med et cirkelspark, som jeg svimmelt blokerede med min højre arm, og derefter blokerede hendes knytnæve med venstre. 

Okay den her strategi gik overhovedet ikke.

Vi kastede hinanden tilbage, og jeg gik straks i kampposition, denne gang forberedt. Jeg bøjede lidt ned i knæene med spredte ben, og havde en hånd klar til modangreb. Selvom jeg normalt var den aggressive. Hun gjorde det samme. F*cking copyninja...

Med pulsende blodsårer, løb jeg frem mod hende af ren og skær frustation. Mit angreb var fuld af åbninger, og jeg fik også en mavepuster, men i stedet for at trække mig tilbage, gav jeg hende en lige højre. Da hun faldt ned på jorden, tog jeg fat i hendes ben og løftede dem op, så hun fik slået baghovedet lige ned i den hårde jord. Creepy kineserpige ude. 

Jeg mærkede en eufori i hele min krop, mens jeg rørte min sårede kind. Det var lang tid siden jeg havde en kamp som den her. Jeg strakte min nakke, så det sagde knæk.

Fok måbede. De havde nok ikke regnet med, at den spinkle pige ville tabe. Jeg håbede den næste kamp ville blive ligeså god. Og næste gang vil jeg fandme gå til den. Til intetgøre dem. Ikke stoppe før de var døde.

Wowowowowowow, hvad var det Waldis? Jeg stoppede forundret op, da jeg tænkte på den random sætning, der var dukket op i mit sind.

Jeg kiggede ned på min mave, som brændte. Meget. Rigtig meget. Lidt ligesom når man havde vintersko på indenfor, og det lige pludselig føltes som om, nogen havde sat ild til dine sko. Jeg troede seriøst nogen havde sat ild til min mave. Jeg kunne bogstaveligt talt føle min hud smelte! 

Jeg begyndte at flå min bandage af med panikslagene bevægelser. Den rokkede sig ikke, og jeg kunne mærke min mave blev brændende varm. Jeg hev og flåede i bandagen, men den var fandme bundet stramt. Og jeg havde ekstremt korte negle, så det hjalp ikke. Jeg bevægede mig væk fra flokken af mennesker, opfattede svagt at lærerne var travlt optaget af den næste kamp. Jeg fik endelig noget af bandagen op, men slet ikke nok. Lige da jeg hørte den skønne rive lyd, af at noget af bandagen som var ved at blive flået op, tog nogen fat i mine arme bagfra, og løftede mig op. "N-nej! Min mave brænder! Giv slip!" Jeg prøvede at vride mig fri, men grebet var jernfast. Ligesom når man bliver kildet, fik det brændende mærke på min mave mig til at vride mig rundt og sprælle, lige præcis nok til at vedkommende gav slip på mig et kort øjeblik, nok til at jeg kunne rive bandagen fuldkommen op med en tilfredsstillende lyd. Jeg åndede lettet op, da jeg mærkede min mave blive nedkølet, men lige pludselig var jerngrebet der igen, og jeg blev brutalt slynget op på nogens skulder. Grebet var så hårdt og fast, at jeg ikke engang kunne vride mig. Jeg kunne kun bevæge mit hoved, og opdage det var Vladimir, der havde fanget mig. Han så meget sur ud. Meget. Han fik på en eller magisk måde øjenkontakt med Prof. Debes, hvilket var meget mærkeligt, siden vi stod cirka 50 meter væk fra idrætspladsen. På under et sekund stod heksen foran os. Vladimir satte mig stadig væk ikke fri. "Hvad sker der?" Vladimir opførte som om jeg slet ikke hang ned af hans ene skulder, og desperat prøvede at komme fri. "Den der mærkelige onde energi du opfangede for kort tid siden?" spurgte han, og Prof. Debes nikkede bekræftende. "Det var Waldis." Prof. Debes gjorde sine øjne store og løftede sin hånd op til sin mund, mens hun klukkede. "Åh? Jeg håbede på det var tysklæreren. Jeg ved hun gemmer på et eller andet," mumlede hun sødt til sig selv, mens hun kiggede tænkende ud i luften et kort øjeblik. 
"Hvad fuck? Jeg udsender sgu da ikke nogen som helst energi!"
De ignorede mig.
"Plus, hun bevægede sig mistænkeligt væk fra os alle. Og rev sin bandage op," forsatte han. Prof. Debes nikkede forstående. "Nej jeg gjorde ej! Jeg skulle bare på toilettet," løj jeg. Vladimir løftede mig op fra hans skuldre, og smed mig ned på jorden, så min T-shirt blev trukket op; afslørede min mave. Jeg måbede. Det var første gang, jeg så mærkerne.

Et dybtsort mønster fyldte det meste af mave, fra de nederste ribben og ned. Det bestod af brede strege der snoede sig, som en voksende plante. "Wtf!?" råbte jeg. "Seriøst, jeg har ikke taget forbudt medicin eller noget. Jeg sværger, jeg havde intet af det her, da jeg startede på skolen!"
Prof. Debes kiggede koncentreret og grublende. "Det har godt nok spredt sig hurtigt..."  Hun kiggede op på Vladimir. "Jeg eskorterer Waldis tilbage til hendes værelse, når jeg er færdig. Bare gå tilbage til idræt." Han nikkede kort, og jeg blev efterladt sammen med Prof. Debes. Jeg vidste ærlig talt ikke, om det var bedre eller værre, da vi gik tilbage til hendes kontor.
Vred over Vladimir "sladrede", ville jeg hævne mig på en eller anden måde. "Professor Debes?" "Hmm?" Jeg kiggede op på hende. "Kan du huske, da du spurgte om jeg havde set noget... usædvanligt på skolen?" "Selvfølgelig Waldis. Det var en dejlig snak vi fik der også. Robert* savner dig også utrolig..."
"Ja, men jeg fortalte altså ikke alting. Ser du... På et tidspunkt da jeg var faret vild på skolen..."

______________________________________________________________________________________________________________________________________________________*For dem der ikke havde regnet det ud, så er Robert selvfølgelig Professoren kat! xD

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...