Kompleks

Den norske pige Waldis opdager under en gadekamp sine magiske evner. Hun bliver anbragt på et institut, hvor hun møder mange magikere fra forskellige lande. Men noget ondt breder sig inde hos forstanderen, og Waldis indser snart, at det onde breder sig til hende.



17Likes
37Kommentarer
2228Visninger
AA

25. Minder

Maxim havde trukket mig med hen ned til synsfeltet, og vi stod i en hvid kridtcirkel. Han  stirrede koncentreret ud i luften, og med et enkelt vandret armbevægelse, skabte han en åbning i luften. En revne, som voksede sig større og større, og efter fem sekunder stod der en hel portal foran mig.

"Wow..."

Farvene flikkede i forskellige nuancer, som en sæbeboble i sollys. Det var helt ubeskriveligt.

"Waldis." Maxim kiggede mig lettere bekymret i øjnene. "Når vi træder ind i portalen, kommer vi ud af Bumpfords barriere. Det vil forårsage at dine mærker vil komme tilbage. Det vil nok komme til at gøre ondt."

"Hvad!? Så gider jeg sgu da ikke væk herfra," sagde jeg vredt og vendte mig om for at gå. Man han tog fat i min hånd, og trak mig ind til sig, så jeg hverken kunne sprælle eller vride mig fri, men det betød ikke at jeg ikke kunne kæmpe i mod. 

"Waldis, slap af," formanede han.

Jeg blev ved mig at kæmpe mig fri, men jeg var sikker på han brugte magi til at gøre sig selv stærkere, og det kunne jeg ikke konkurrere med.

"Giv... så... slip...!"

Men han stod som en statue, og jeg var fanget i hans greb.

"Waldis, giv op. Du er nød til at komme med mig. Om du vil det eller ej."

Jeg sukkede og opgav al modstand, og før jeg vidste af det, var jeg inde i portalen. Han holdt stadig fast i mig, bevidst om at smerten ville træde ind lige om lidt.

Jeg skreg, det var som om der var ild i mig, og den spredte sig uden at jeg ville kunne gøre noget ved det. Med nyvunden panisk kræft, sparkede jeg og slog, som et desperat forsøg på at komme fri af smerten.

"Okay, vi er landet nu," sagde Maxim til mig, men alle mine kræfter sivede ud af mig, og jeg ville have faldet ned på jorden, hvis ikke Maxim bar mig på ryggen.

Han gik i et langsomt og stabilt tempo, og hans ryg var varm og behagelig at læne sig op ad, og til sidst kunne jeg ikke holde mine øjne åbne længere og jeg faldt langsomt i søvn.

 

Jeg vågnede op til lyden af en tuden.

"Åh undskyld Waldis, vækkede kedlen dig?"

Jeg rejste mig op, og så Prof. Debes stå i køkkenet og lave te. Jeg befandt mig i en stue kombineret med køkken, og det lignede lidt et sommerhus/træhus jeg befandt mig i.

"Professor Debes?"

"Nå, ja du ved jo ikke hvad der foregår. Det her er mit hjem," sagde hun og slog armene ud. "Vi lavede en plan om at få dig hertil i sikkerhed."

"Vi?" spurgte jeg.

"Maxim, Dai, Vladimir og jeg. De er ude og kaste magi over huset, så Bumpford ikke kan finde os. Te?" spurgte hun og rakte en metalkrus hen mod mig. 

"Øh, tak."

Men jeg tabte kruset, da min blik faldt på min arm. De sorte mærke havde snoet sig rundt om mig, de nåede helt hen til mine håndflader.

"Hvad sker der med mig!?"

"Waldis, lad vær med at gå i panik. Det er en slægtsforbandelse. Den samme slags som Bumpford lider af."

"Hvad!?"

"Den er blevet kastet af en eller anden. Måske ikke dig, men det er en forbandelse, der rammer hele slægten. "

"Hvorfor!?" Jeg jog en hånd gennem mit hår, hvilket var svært da det var så filtret.

"Det ved jeg ikke Waldis. Blodmagi er ikke så udbredt. Men det er det jeg forsker i, sammen med Vladimir og Dai.

"Vladimir... og Dai?"

"De er to utrolige dygtige magikere. Og så er de tvillinger. De er utrolig nyttige for udviklingen af nye blodbesværgelser. Men det der er vigtigt er, at vi har fundet ud af Bumpford er blevet fuldstændig overtaget. Der er en eller anden, der styrer ham. Og af en eller anden grund, er han ikke interesseret i at andre skal kende din forbandelse."

"Men det gør vi," brød Maxim ind. Han kom ind af hoveddøren, efterfulgt af Vladimir og Dai.

Maxim satte sig ved siden af mig i sofaen, og de andre på nogle stole rundt om bordet.

"Men Waldis, for at finde ud af hvordan vi kurere dig, er vi nød til at finde ud hvor du kommer fra. Det forstår du godt, ikke?"

"Jo."

"Okay, godt," sukkede hun. "Hvad hedder dine forældre?

"Ingen idé," svarede jeg.

"Waldis, det er altså ret vigtigt at-"

"Jeg ved det ikke! Jeg voksede op på et børnehjem, okay!?"

Maxim spyttede sin te ud. "Hvad!?" sagde han, og jeg kunne se Dai's medlidenhed i hans øjne. Jeg kunne ikke læse Vladimir.

"Hør det er ikke noget særligt. Jeg har aldrig kendt mine forældre. Så jeg har ligesom ikke kunne savne dem, okay?"

"Men hvorfor ser du så så nedslået ud?" spurgte Vladimir.

"Jeg slår dig ihjel!"

Jeg sprang op af sofaen og hævede min knytnæve, men jeg kunne mærke mine tårer presse på, og vendte mig så om og løb ud af døren.

"Jeg tror du ramte et ømt punkt," sagde Maxim, men jeg hørte det ikke.

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...