Kompleks

Den norske pige Waldis opdager under en gadekamp sine magiske evner. Hun bliver anbragt på et institut, hvor hun møder mange magikere fra forskellige lande. Men noget ondt breder sig inde hos forstanderen, og Waldis indser snart, at det onde breder sig til hende.



17Likes
37Kommentarer
2226Visninger
AA

11. Min undergruppe

 

Jeg lynede den alt for korte nederdel op og sank ved de begrænsede bevægelses muligheder der fulgte med. Jeg prustede og tog så skjorten på.

”Hvad er der galt?” Jules kiggede op fra sit blad.

”Nederdelen. Den er alt for kort, og man kan ikke sparke i den.” Jeg boksede ud i luften, mens jeg betragtede mine bevægelser foran vægspejlet, hvor vores beskidte tøj plejede at hænge, ind til det blev vasket. Vi havde stadig ikke fundet ud af hvem der gjorde det, om det var nogle magiske feer eller en kedelig rengøringskone der tog det, var stadig væk et mysterium.

Jules sprang ned fra sengen, og rodede i sit klædeskab. Det var et af de ting Jules gik allermest op i. Tøj og neglelak. Hun fortalte mig også på et tidspunkt, at det element hun allermest ville have haft, faktisk var kommunikations. Men hun var også utrolig glad for sit eget, nemlig hvirvel.

Det slog mig at jeg stadig ikke havde fundet Frey, og dermed ikke vidste hvor jeg skulle have undervisning henne.  

Det var nemlig så besværligt, at hvert kollegium havde to undergrupper. Jeg prøvede at huske dem i hovedet, men blev distraheret da Jules smed nogle sorte joggingbukser hen til mig. ”Her, bær dem under nederdelen.”

Jeg tog dem på, men efterlod bare nederdelen på gulvet. ”Du ligner et bandemedlem eller sådan noget,” klagede Jules mens hun samlede nederdelen op og viftede den bebrejdende foran mig.

Jeg kiggede ned af mig selv. Mine grå sneakers, joggingbukserne, skjorten jeg bar uden virkelig at knappe knapperne, efterlod også helt klart et indtryk. Men jeg kunne godt lide det.

”Ved du hvad Frey Stefansson er?” spurgte jeg hende, mens jeg tog den blå frakke på.

”Ehm. Jeg ved at Cornelia er flora. Dai er ædelsten. Vladimir… skygge. Og Frey er, øh… han er bøjning, det er jeg ret sikker på. Jo, han er bøjning.”

Ikke helt tilfreds med det usikre svar, forlod jeg Jules, da hun skulle træne udenfor, og bøjning foregik indenfor, i det blå kollegium.

Jeg kiggede på skemaet, lokalet jeg ledte efter, var i nummer fjorten.  Jeg talte numrene på dørene, og åndede lettet op, da det ikke var så svært at finde rundt i.

12… 13… 14…

Jeg åbnede døren, og så at lokalet var fyldt halvt op af ankommende og snakkende elever, og jeg spurgte læreren som sad dybt optaget af Harry Potter-bog, om Frey virkelig gik her.

”Ja, det gør han. Man du skal ikke regne med at se ham her. Han er sikkert udenfor.”

Jeg var sur og irriteret, så jeg gik ud uden at sige tak, men smækkede derimod døren på vej ud.

 

Ude ved træningspladsen, så jeg resten af mit kollegium blive undervist. Jeg kunne høre dem skrige begejstret af hinanden, hvis der var en der lettede en anelse mere en 10cm. Jeg gad ikke se efter Jules.

Jeg gik den modsatte vej, hen mod ingenting. Jeg begyndte at hade Frey mere og mere, da jeg gik rundt her uden at vide hvor jeg var.

 

Jeg satte mig opgivende på en bænk, og krydsede mine ben. Jeg plukkede alle bladene på den uheldige busk ved siden af, og rev dem så til stumper og stykker, hvor jeg derefter lod dem drysse ned på jorden.

Jeg trampede også med fødderne, lavede mit eget beat. Alt i alt, sad jeg nok her i en halvtime, før jeg opdagede at gråhåret dreng, havde siddet på bænken ved siden af, lige siden jeg kom. Han sad og hørte musik på sin ipod, og viftede sin hånd frem og tilbage, hvor en støvsky af jord, små pinde og nedfaldne blade, fulgte hans bevægelser.

 

Jeg rejste mig op og satte mig ved siden af ham, men han opdagede mig stadig ikke. Jeg sad og betragtede hans ansigt, som sjovt nok ikke koncentrerede sig, men stirrede tomt fra sig. Han fulgte ikke engang med i, hvad han lavede med sin hånd. Vinden havde blæst hans hår væk fra hans gule øjne, og de stirrede overraskende på mine, da han opdagede min tilstedeværelse.

Støvskyen faldt ned på jorden, da han forskrækket rejste sig op. Jeg blev også forskrækket, for pludselig var jeg et andet sted, midt i en skov om efteråret. Gule og røde blade dækkede det meste af mit synsfelt, ud over Frey, som stadig stod foran mig.

”Hvad sker der?” spurgte jeg nysgerrigt, og han indså vi var et helt andet sted.

”Undskyld, det var ikke med vilje,” sagde han og knipsede mig fingrene, og med et, var vi tilbage til de to bænke og de mange buske.

”Waldis Alffson, ikke?” Jeg nikkede, og han tog en dyb indånding. ”Okay, rejs dig op.”

Jeg gjorde som han sagde, og han lagde sin hånd på min pande, og lukkede sine øjne koncentreret.

Hans hånd var varm, og jeg kiggede nysgerrigt på ham. Han åbnede brat øjnene, og hans gule øjne stirrede på mig, hvilket gjorde mig utilpas. I lang tid stirrede han bare på mig.

”Har du, øh… fundet ud af noget?”

Han trådte et skridt tilbage, men blev ved med at studere mig og sukkede så. Ikke af mig, men mere sig selv.

”…Dit element er bøjning.”

”Okay, tak.” Jeg vendte mig om for at gå tilbage, da jeg mærkede en hånd på min skulder.

”En ting til, øhm. Jeg ved ikke hvad det er, men der er også noget andet. Jeg kan ikke sætte ord på det.”

”Hvad mener du?” Jeg tog hans hånd væk fra min skulder, og han hev den straks tilbage til sig.

”Ikke noget. Glem hvad jeg sagde.”

 

Frey havde bare forsvundet derefter, og jeg havde stået og stirret ud i ingenting som en idiot de næste fem minutter. ”Bøjning. Hvad var det lige det var,” mumlede jeg for mig selv, da jeg hørte en høj klokke ringe. Jeg tog skemaet frem for lommen. En times pause, var det, klokken signalerede.

Jeg havde ikke lyst til at gå tilbage til skolen, så jeg besluttede mig for at gå ind i skoven, nogle få hundrede meter derfra.

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...