Kompleks

Den norske pige Waldis opdager under en gadekamp sine magiske evner. Hun bliver anbragt på et institut, hvor hun møder mange magikere fra forskellige lande. Men noget ondt breder sig inde hos forstanderen, og Waldis indser snart, at det onde breder sig til hende.



17Likes
37Kommentarer
2210Visninger
AA

14. Maxim Lucifer

Jeg åbnede mine øjne, alting var sløret og rodet, roterede rundt om mig. Jules var ikke kommet, så jeg kæmpede mig op at stå, og faldt ind mod væggen ved siden af døren. Det føltes som om, jeg var blevet farveblind, alting skiftede mellem blå, sort, lilla og grøn. Jeg snublede og faldt fladt om på maven ude på gangen, og med et hovedet der føltes usædvanlig tung, så jeg op i en gang, som virkede uendelig lang. Jeg greb fat i væggen og hejste mig op, og prøvede at tage nogle selvstændige skridt. Men jeg kunne lige så godt være blind, og måtte læne mig op af væggen. Jeg undrede mig over, at der ikke var nogle mennesker, og om at mødet med ræven og Jules bare havde været en hallucination. Jeg kom i tanke om "mærkerne" og ville have løftet min skjorte op og få det bekræftet, men mine hænder var for svage, og jeg gav op. Jeg prøvede at se hvor jeg var, for alting syntes sort, både væggene og gulvet, men pludselig kunne jeg ikke gå mere, lige som de mareridt, man nogle gange får. Jeg så en pige med langt bølget hår, Jules. Og jeg undrede mig over, hvorfor jeg ikke gik frem ad, men baglæns. Jeg blev båret. 
Personen gik med lange, regelmæssige skridt. Lidt som en robot, men med et fast greb. Nogle gange, når jeg åbnede øjnene, så jeg Jules følge efter, eller personen gå ind af et dør. Og før jeg vidste af det, var jeg dumpet ned i en seng, på hospitalet. Jeg mærkede et stik på min arm, og indså irriteret jeg havde fået en slags bedøvelse, da alting forsvandt.

"Hej Waldis!" Jules stod ved døren, usikker på om hun måtte gå ind eller ej. Jeg lænede mig op af sengen, og gav hende anerkendende nik, og hun gik straks ind. "Hvad er der sket?" Jeg lagde hånden på min mave, det føltes som om jeg var blevet brændemærket. Jules stillede sig hen ved siden af mig, pillede ved sit hår. "D-du... De siger at..." Smerten ved min mave blev værre, og jeg kunne hører lyden af ild der knitrede. "Hvad, Jules?" Jeg klemte mit ene øje i, anstrengte mig for at skjule det, som føltes som knivstik i min mave. "Du skal dø." Jules hår skjulte hendes ansigt, og jeg kunne ikke se om hun grinte eller ej. "H-hvad? Jules?" Jeg tog fat i hendes hånd, som blev sort og svulmede op. "Jules!?" Små sorte bobler dukkede op på hendes hænder og sprang, efterlod sort svedet hud. "Du skal dø, Waldis!" Hendes øjne svandt ind, efterlod sorte dybe huller. Jules begyndte at skrige, og mig med.

"Hej Waldis!" Jules stod ved døren; hun smilede forsigtigt til mig, usikker om at hun måtte komme ind. "Kan jeg komme ind?" 
"Nej."
Hun havde allerede taget et skridt ind, og hun kiggede overrasket på mig over den uventede reaktion. "Nej! Skrid!" Hun kom nærmere, kiggede bekymret på mig. Hun tog fat i min arm. "Waldis? Hvad sker der?" Jeg trak min arm til mig. "NEJ! SKRID!" 
Jeg slog hende i ansigtet, og med tårer i øjenkrogen, kiggede hun fortvivlet på mig. "SKRID! FUCK AF!" Hun betragtede mig i få sekunder, overvejede om hun skulle løbe, og stak så af. "Hvad sker der?" En ung mand kiggede ind i døren, og greb det natbord jeg kylede efter ham. "LAD MIG VÆRE!" Jeg rev de ledninger over, der hang fast i min arm, så gennemsigtig væske røg ned på gulvet. Forgæves prøvede jeg at rejse mig op af sengen, men faldt tilbage da det sortnede for mine øjne. Før jeg vidste af var manden ved siden af mig, og jeg gav et forskrækket hyl fra mig. Han kiggede på mig med et udtryksløst blik, der ikke sagde noget som helst, om hvad han havde tænkt sig at gøre, og det gjorde mig kold over hele kroppen, undtaget der hvor det brændte, som bare pokker på min mave. Jeg svang benende over sengekanten, modsat fra ham, og ville løbe ud af lokalet, da han greb fat i min arm. Jeg vendte mig om, og kiggede ham truende i ansigtet, men det virkede som om, hans skygrå øjne så lige igennem mig. Jeg sparkede og slog ham i vildelse, så desperat at jeg glemte alle mine kampøvelser. Han greb fat i min ene arm, og så den anden, og lagde mig blidt ned på sengen. "Mareridt?" spurgte han mig, og jeg vendte mig mod ham, følte mig barnlig. Jeg ignorerede ham, og trak dynen ned over mit ansigt, for at skjule min rødmen. Efter to minutter under dynen, kunne jeg ikke få vejret, og jeg kylede den ned på gulvet. Det gik op for mig han havde ventet, da han sad på en stol i den anden side af lokalet. Han sad og pillede ved sit smykke, en beskeden kæde med Thors hammer. Så jeg brugte tiden på at betragte hans ansigt og hår. Han havde gråt vildt hår, hvor spidserne gik fra svag rød til udvisket blå. Han havde sorte øjenbryn, og hans øjne var som sagt helt grå. "Er du en..." Han kiggede op på mig, da jeg spurgte ham. "...der slås?" Han rejste sig op, og lænede sig op af væggen ved siden af mig. "Da jeg var ung, ja." Jeg rejste mig op fra sengen, og han gjorde ikke noget for at stoppe mig denne gang. "Og hvad mener du med ung? Sidste måned?" Han havde tydelige fremtrædende muskler, og jeg anede ar på hans kind. Og så var der også den måde, han bare greb stolen på. Han kiggede bare på mig i stedet for at svare, og jeg lod det være. "Hvem er du?" spurgte jeg ham i stedet for. "Maxim Lucifer." 

"Er du lærer?" Han rystede på hovedet, og pegede på en hvid kittel, der lå for enden af sengen. "Læge." Jeg skjulte min overraskelse, ved at hoste i min albue. "Kan du så fortælle mig, hvorfor jeg er her?" "Du besvimede. For nogle timer siden. Og så det du også gik amok." 
"Hvorfor besvimede jeg?." Jeg kom i tanke om mærkerne og løftede min trøje op, men så at hele min mave var blevet langt ind i bandage. "Hvad er der sket med min mave?" spurgte jeg og ville rive bandaget op, men stoppede så ved det blik han gav mig. "Det ikke noget der er sket. Det har altid været der." Jeg stirrede på ham. "Hvad mener du? Jeg hørte Jules sige noget med mærker. Jeg havde ikke mærker i går."
"Mærkerne er bare et symptom. Dem skal du ikke tage dig af." Han gjorde mig hverken mere eller mindre urolig, da han talte som om det var ligegyldigt. "Så hvad? Lider jeg af en eller anden hudsygdom eller hvad?" Han smilte lidt for sig selv. "Måske."

 

 


 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...