Kompleks

Den norske pige Waldis opdager under en gadekamp sine magiske evner. Hun bliver anbragt på et institut, hvor hun møder mange magikere fra forskellige lande. Men noget ondt breder sig inde hos forstanderen, og Waldis indser snart, at det onde breder sig til hende.



17Likes
37Kommentarer
2203Visninger
AA

12. Kurama

Mine fødder sank ned i jordbunden på den gamle skovsti, som ikke var blevet brugt i lang tid. Det var ikke engang en rigtig sti, men bare nedtrampet græs og buske. Jeg var ikke en friluftstøs; jeg vidste egentlig ikke, hvad jeg lavede. Men jeg orkede ikke at gå rundt på skolen i en hel time, alle folks ivrige stemmer gjorde mig ør.

Jeg kiggede op af den neddækkede himmel, da solen pludselig forsvandt, og efterlod en kølig brise. Bladene var så småt ved at være visne, små gule og brune pletter havde invaderet ege- og bøgetræernes kronetoppe.

Med lange skridt gik jeg videre, og tog en tilfældig vej, da stien endte i et kryds. Jeg fortrød allerede mit valg; jeg var træt i forvejen, og der var ikke nogen steder at sætte sig ned udover det våde græs.

 "Forhelvede da."

Jeg mærkede noget vådt på min hovedbund, og så træernes grene bøje sig ned af den store mængde regn.

Jeg løb i gennem den udgroede sti i håb om, at hurtigt kunne finde noget ly. Mit lange hår klamrede sig til min nakke, og mine sko begyndte at skvulpe, fra hvert skridt jeg tog.

Lettere overrasket, stoppede jeg op, da stien endte brat. Jeg var nået bjergene, dem der ellers skulle ligge et par kilometer bag skolen. Jeg bandede over mig selv, da jeg ikke havde noget, jeg kunne tage tiden med. Chokeret indså jeg, at jeg ikke havde haft min mobiltelefon i flere dage.

"Pokkers. Jeg må have tabt den under slåskampen derhjemme."

Det var ikke særligt trøstende at vide, at min mobil måske lå flere tusinde kilometer væk fra, hvor jeg befandt mig.

Men jeg tænkte ikke videre over det, for i bjerget var der en lille hule/grotte. Og jeg vadede direkte ind, med tankerne om at der ikke levede bjørne i Japan.*

Luften var fugtig og jorden kold, men der var tørt. Der var lidt halvmørkt, så da jeg kravlede, kom jeg til at vælte et eller andet.

"Hey!"

Jeg spjættede, da fakler jeg ikke havde set, begyndte at lyse op langs væggene. Med adrenalinen pumpende i kroppen, rejste jeg mig op i kampposition. Foran mig lå det skrin jeg havde vældet, og jeg mærke min krop gå kold. "Er der spøgelser her!?" råbte jeg panisk ud i luften, men jeg kunne ikke se nogen i den overraskende højloftede grotte, så jeg vendte mig om for at gå tilbage, men stødte ind i noget... varmt.

"Argh!" 

Forskrækket kiggede jeg op på drengen foran mig, hans øjne lyste rødt, og han bar noget sort underligt tøj, med nogle guldlignende knapper på. Han nedstirrede mig, og jeg opdagede forfærdet nogle ræveører på hans rødlige hår, hvor der hang nogle bjælder.

"Hvor vover du på at forstyrre mig?"

 

 

 

_________________________________________________________________________________________

* Det gør der altså xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...