Kompleks

Den norske pige Waldis opdager under en gadekamp sine magiske evner. Hun bliver anbragt på et institut, hvor hun møder mange magikere fra forskellige lande. Men noget ondt breder sig inde hos forstanderen, og Waldis indser snart, at det onde breder sig til hende.



17Likes
37Kommentarer
2223Visninger
AA

9. Justina Jensen

Jeg kunne mærke min verden blive udtværet, som altid lige før adrenalinen slog ind. De blå kiggede nysgerrigt på mig, de sorte... De fleste af dem gloede med ikke så dejlige blikke på mig.

"Waldis! Af sted med dig!" Hun fløjtede med en metalfløjte.

"Yeah!"

Mine sko stod fast i mudderet, og jeg ville have spekuleret over det, hvis ikke adrenalinen kortsluttede det meste af min hjerne.

Go.Go.Go.

Jeg spurtede, hoppede over nogle trippelbare, og kastede mig ned på jorden, for at møve mig under nogle andre planker. Mit tøj var fuldstændigt svinet til. Jeg løb gennem dækkene, mens jeg tørrede en svedig hårtot væk fra min pande. Jeg havde brugt nogle muskler som jeg ikke var vant til, og de føltes spaghettiagtige, da jeg tvang mig selv til at klatre over en klatrevæg. Det var svært at finde fodfæste, og jeg gled og skrabede hånden, men fik hurtigt fat i en anden sprække. Da jeg endelig fik kæmpet mig op på toppen, blev jeg forbløffet over hvor høj muren egentlig var. Men jeg nåede ikke mere;min krop gik videre uden mig. 

Mens jeg faldt, hørte jeg nogen råbe, og jeg blev distraheret. Det halve sekund hvor jeg gjorde ingenting, det øjeblik, blev fordrejet i mit hoved. Jeg nåede lige at indse jeg faldt i en ukorrekt stilling, og jeg højst sandsynligt vil brække begge mine ben. Lyden af knust glas rummede igen i mit hoved, og med et syntes der at der var længere ned til jorden. Jeg nåede at lave et rullefald og løb videre.

 

JJ fløjtede; jeg var færdig. "Waldis Alfsson. 57 sekunder." Hun nikkede anerkendende, og jeg bed mig vredt i læben. Jeg kiggede ned på min hånd, og opdagede først nu at det gjorde ondt. Jeg trængte til en ny forbinding.

"Timen er forbi! Nogen spørgsmål?"

Ingen sagde noget, hvilket irriterede mig, da jeg håbede nogen ville spørge om hendes navn; jeg var vidst gået glip af det. Jeg spejdede efter Raimo, og jeg gik ud fra han vidste det. Han havde tydeligvis gået her noget tid.

Jeg indhentede ham på vej hen til det blå kollegie. "Raimo?" Han vente sig om mod mig. Han så ikke glad ud, men det sårede mig ikke. "Ja?"

Jeg lagde mærke til han ikke havde snavs på sit tøj, og jeg undrede mig over hvordan. Han måtte være en klinisk freak. Han svedte ikke engang.

En idé formede sig i mit hoved...

"Hey, Raimo!" Jeg lagde min skulder om ham, og jeg kunne mærke ham stivne. "H-hvad?" Han stirrede på min arm, der var fyldt med størknet mudder og sved. Jeg trængte virkeligt til et bad...
 Jeg kom i tanke om mit virkelige formål og spurgte ham om JJ's navn.

"Justina Jensen." Han gjorde noget med fingrene, og pludselig stod han 10 meter foran mig. Han kiggede irriteret på sin skulder, hvor en fin mudderplet nu var. Han gav mig et sidste blik (Ikke spor venligt) og gik.

"Hey!"

Jules indhentede mig. "Wow, hvor var du sej!" Hendes brune halvlange hår var gået op fra hendes hestehale, og hun havde hudafskrabninger på knæene. "Du var en af de hurtigste!"

"Hm."

Een af de hurtigste. "Var der andre der klarede det på under et minut?" spurgte jeg hende, og kiggede ud på den flok elever der var på vej hjem. "Øh, ja, det tror jeg. Et par stykker faktisk."

Det slog mig først at ham den gråhårede, Frey, ikke havde været med til idræt. Jeg indså dumt lidt efter der sikkert var flere idrætshold.

Sårene sveg der jeg gik ind i bruseren, især dem på min hånd. 

Det eneste sted på mit værelse hvor der ikke hvor rodet, var på badeværelset, hvilket jeg var lettet over da det var så lille. 

"Hvornår var det egentlig sidst jeg var i bad," tænkte jeg da jeg tørrede mit hår med håndklædet. Jeg havde helt glemt følelsen af at være helt ren; lige siden slåskampen for næsten en uge siden havde jeg været beskidt. 

Mine sår på hånden var næsten allerede helet. Mine lange fingre havde kun små røde streger på dem, jeg troede aldrig de ville blive normale igen. 

Jeg lavede nogle tilfældige bevægelser med mine hænder, knipsede.

Magi... 

"Det var bare fejl," havde Inspektøren sagt. 

"Så det var dig der smadrede kuglen," havde JJ sagt.

Hvad var der egentlig sket?

...

Hvad var min undergruppe?

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...