Kompleks

Den norske pige Waldis opdager under en gadekamp sine magiske evner. Hun bliver anbragt på et institut, hvor hun møder mange magikere fra forskellige lande. Men noget ondt breder sig inde hos forstanderen, og Waldis indser snart, at det onde breder sig til hende.



17Likes
37Kommentarer
2203Visninger
AA

16. Jeg er ikke sindsyg!

Skovbunden var lige så blød og svampet som sidst, og mine fødder gled for hvert skridt i det fugtige græs. "Jeg ved du er derinde!" råbte jeg højlydt, mens jeg bankede min hånd på bjergets kølige klippevæg. "Luk mig ind, dit røvhul!"

Bjerget tårnede sig over mig, som om det prøvede at skræmme væk. Min mave sved lidt for hvert hårdt bank jeg lavede, og da det til sidst blev uudholdeligt, begyndte jeg at skrige frustreret af klippevæggen, hvis grove overflade syntes at stirre hånende på mig. "Din fucking tøsedreng! Lad mig slå dig ihjel!"

Jeg mærkede noget gribe fat i mit øre, og jeg blev mere eller mindre brutalt trukket tilbage. "Okay, nu er det blevet officielt. Du er sindsyg." Jeg prøvede at rive mig fri af Raimos dødsgreb, men det gjorde det bare endnu værre. Jeg kunne ikke fatte, at jeg blev trukket gennem skoven af en ranglet cleanfreak, og var sikker på, at der var blandet noget manipulation ind i det her. "Raimo! Hvad fuck laver du!" hvæsede jeg af ham, og han greb fat i mit håndled i stedet for. "Hvad er det for et vulgært sprog, der kommer ud af din mund? Hvem opdragede dig?" "Mig selv!" svarede jeg ham og spyttede ned i jorden. "Det kan jeg godt høre. Og det, jeg laver, er at forhindre dig i at råbe til et bjerg! Hvad havde du dog gang i?"
"Jeg råbte ikke til et bjerg! Der bor fand'me en dæmon derinde! Det var den der gav mig de fandes mærker!" Han stoppede op et øjeblik, få skridt for at være ude af skoven. Han tog sig til hovedet og sukkede. "Du ved godt, at de mærker har skabt en uenighed mellem rådet og inspektør Bumpford?" Jeg nikkede utålmodigt, og løftede op i min T-shirt for at vise bandagen, men Raimo trak T-shirten ned over mig med det samme. "Rådet ville have dig til at blive overvåget 24/7 af de stærkeste lærere på skolen. Men Bumpford argumenterede for, at skolen ikke havde ressourcer til det, og fik dem overbevist over en af repræsentanterne skulle overvåge dig. Du skal så også dele værelse med vedkommende."
Alting syntes pludselig musestille, og jeg kunne høre vinden i trækronerne. Jeg ruskede i Raimo. "Please, lad vær med at sige, at jeg skal dele værelse med Cornelia!" Raimo sukkede irriteret. "De mente at Cornelias kollegie - de positive - ikke var et destruktivt element nok, og at det ikke ville være nok til at kontrollere dig i fremtiden." 

Yessssss. Selvfølgelig kunne Cornelia ikke kontrollere mig!

"Hvad så med Dai? Skal jeg så dele værelse med ham?"

Raimo kiggede på mig, som om jeg var det dummeste væsen på jordkloden. "Hvis Cornelias element ikke er destruktivt nok. Tror du så at Dais element, som primært er healing, er det?"

Pissssss. "Hvad med Frey? Vi deler det samme element. Det er logisk ikke?" Raimo syntes det var et mere acceptabelt svar. Men han rystede stadigt på hovedet. "Det mest destruktive element her er mørke. Du vil blive overvåget af Vladimir."

Jeg sværger, de der støvting i Texas kunne rulle over jorden nu. Det tog mig bekymrende lang tid at finde respons, og Raimo talte videre inden da. "Dit nye værelse ligger i de mørkes kollegie. Alle de ting du for brug for, er i det nye værelse. Bare rolig, der er to soveværelser. Luk munden, inden du sluger en flue."

Jeg lukkede ikke min mund, og hostede da jeg mærkede noget flyve ind i den. "H-hvad med undervisningen? Hvordan kan jeg lære alt det magi-halløj, hvis jeg skulle bo i de mørkes kollegie!?"

"Der vil blive arrangeret møder med Frey. Hver dag." fuckkkkkk

"Jamen, jeg gider ikke bo hos de mørke. De er mega lede!" Jeg ruskede endnu mere i ham, mens jeg klynkede. (Lidt falsk måske)

Han tog mine hænder væk fra sin frakke, og lagde en hånd på min skulder. "Jeg er ked af det Waldis. Men jeg kunne ikke gøre noget ved det." Han kiggede mig alvorligt i øjnene, med et skænk af skyldfølelse. Jeg hold straks op med at klynke, og smilte (arrogant) til ham. "Bare rolig. Jeg er ikke bange for noget som helst! Jeg er Waldis!" Arha!

Vi fulgtes ned til skolen, og mit hjerte sank, da Vladimir allerede stod nede ved skoleporten og ventede.

Raimo lagde mærke til at jeg stoppede op, og klappede mig opmuntrende på ryggen. "Du klarer det, Waldis. Det sagde du selv," sagde han til mig og blinkede. 

Arha!

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...