Kompleks

Den norske pige Waldis opdager under en gadekamp sine magiske evner. Hun bliver anbragt på et institut, hvor hun møder mange magikere fra forskellige lande. Men noget ondt breder sig inde hos forstanderen, og Waldis indser snart, at det onde breder sig til hende.



17Likes
37Kommentarer
2489Visninger
AA

13. Interesse

Kender I den der følelse af virkelig at være på skideren?

Som når læreren har opdaget, at du har faldet i søvn i timen.

Eller du kommer til at støde ind i en, der tilfældigvis går i samme Adidasbukser og hættetrøje som ti andre personer lidt længere henne ad gaden, og som nu stirrer truende på dig.

Eller når du har fjorten ubesvarede opkald fra mor.

Jep, forstør den følelse gange 1000. Så forstår du måske hvordan jeg havde det.

 

Rubinrøde øjne med skarpe pupiller gloede ondt på mig, og jeg kunne hurtigt mærke kulden udenfor. Mine ben sitrede svagt, signalerede de var klar til at løbe, hvornår det skulle være. Han begyndte at smilte ondt, afslørede hans skarpe hjørnetænder. "Hmm, ikke typen der snakker, hvad? Eller er du bare bange?" Han tog fat i mine arme, og lænede sig hen over mig. "Måske... skulle jeg bare æde dig?" Hans skarpe hjørnetænder glinsede i faklernes skær. Jeg vristede mig nervøst fri, og trådte et skridt tilbage, mærkede væggen i ryggen. Jeg spejdede efter udgangen, men den så ud til at vær forsvundet; nu var her kun en uendelig gang med faklerne, som gik ud en efter en, og snart lagde altid i mørke. "Hvem er du!?"
 "I mennesker.. I blev skabt til at tilbede os, og nu siger du, at du ikke ved hvem jeg er?" Jeg kunne ikke se ham for mørket, men mærkede noget tag fat i mit hår, og trække mig ned. Jeg anstrengte mig for at få mit hår fri, men hans greb var stærkt og han lo ondskabsfuldt. Han havde hevet mig ned på jorden, og da han strakte mine arme, kunne jeg mærke vinden på min mave. Med et blev han stille, og lænede sig ind over mig, betragtede mig nysgerrigt. "Har du ikke ondt i maven?" Pinlig over han havde set min mave, prøvede jeg at vride mig fri igen, men havde ignorede det. "Ikke? Kan det være? Interessant..." Han sagde det mest til sig selv, og jeg var dybt optaget af hans ene hånd, som lyste grotten op med en voksende ildkugle. "Ses til næste gang!" Ildkuglen voksede, og dens diameter var snart en halv meter lang. Han smadrede den ned i gulvet, og alt blev lyst op af vrede flammer, der slikkede min krop. Jeg følte ikke smerte, men en kildende fornemmelse, og jeg så, hvordan flammerne inden for få sekunder, havde ødelagt hele mit synsfelt, og alt blev til et stort lys. 

Svimmel, vågnede jeg op i min seng. Jules stod ved døren. "Kommer du?" Rundtosset, rejste mig op, og fik kæmpet mig hen til døren. Mundlam og forvirret, tog jeg fat i Jules skulder. "Hvad er klokken?" Jules grinte lidt nervøs, og kiggede forvirret på mig. "Hvad mener du? Det har lige ringet ind." Jeg kunne mærke en sur smag i munden, og jeg faldt ned på gulvet. "Waldis? Er du okay?" Jeg orkede ikke at svare, og lukkede mine øjne, da jeg kunne mærke opkasten i munden. "Waldis? Hvad er det for nogle mærker!?" Uvidende om hvad hun snakkede om, fortsatte jeg med at lave brækbevægelser. "Hold ud! Jeg henter en voksen." Jules løb panikslagen ud af værelset, og jeg faldt modvilligt i søvn.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...