Kompleks

Den norske pige Waldis opdager under en gadekamp sine magiske evner. Hun bliver anbragt på et institut, hvor hun møder mange magikere fra forskellige lande. Men noget ondt breder sig inde hos forstanderen, og Waldis indser snart, at det onde breder sig til hende.



17Likes
37Kommentarer
2229Visninger
AA

2. Instituttet

 

Han gjorde gestus til at jeg skulle stige ind på forsædet. Og da regnen hamrede ned på mit hår og gennemblødte mit tøj, skulle der ikke meget til at overbevise mig. Der var klinisk rent, ikke et eneste støvkorn. Der lugtede af Ajax Vinduesrens. Sæderne var blanke og behagelige, og jeg satte mig godt til rette. Fyren med de røde briller satte sig ind foran, og startede bilen.

Jeg lænede mit hoved op af vinduet, og lukkede mine øjne et kort øjeblik. Det var ikke første gang jeg var kørt med en random person. I banden kunne jeg bare blive hentet af en tilfældig random person, og blive kørt hen til basen og få en opgave. Fx smadre et hus vinduer, eller lave forhandlinger med en dealer.

Jeg åbnede stille mit ene øje, og betragtede ham. Han havde et koncentreret ansigts udtryk, da han tastede en adresse på navigatoren. 

Jeg blev overrasket trykket ned i sædet, og jeg rettede mig brat.

"Vi flyver!" gispede jeg med panden mast op af vinduet.

"Fremragende observation," sukkede han sarkastisk. Jeg var for omtumlet til at blive fornærmet.

Lygtepælene og husene syntes at skrumpe under os, og lignede nu en myreby. Jeg måtte have indtaget et eller andet rusmiddel, for alting syntes også at snurre svagt. "Tag sikkerhedsselen på," beordrede han mig, og jeg nåede det lige før han trykkede på speederen. 

 

"Hvornår er vi her?"

Det så stadig ud som om vi fløj, og vi havde kørt sådan i lang tid.

"Om ca. seks timer." En akavet stilhed bredte sig, og jeg kiggede ud af vinduet. "Hvad er dit navn?"

"Raimo Virtanen."

Wauw. Syntes også han lød udenlandsk. "Raimo Virtanen" gentog jeg stille. "Det er finsk, er det ikke?"

”Jo.”

Det var ikke fordi hans accent kom til udtryk, med hans korte små sætninger.

Han spurgte ikke om mit navn, så en knugende stilhed bredte sig, men det så ikke ud til at generere ham. 

Jeg prøvede at finde måder på, hvor jeg kunne præsenterer mig selv, uden det ville lød akavet.

Mit navn er Waldis, yo.

Det er hyggeligt at møde dig, mit navn er Waldis.

Jeg hedder Waldis.

Åh, du har en flyvende bil. Wow. – og for resten mit navn er Waldis.

”Mit navn er Wa-”

Med et tav jeg. Det føltes ikke rigtigt. 

”Det tager sgu da ikke seks timer at køre til basen?”

”Vi er på vej til instituttet,” svarede han. Rolig som altid.

Jeg lagde mærke til at bildørene var låst.

”Jeg skal ikke hen til et skide institut!?”

”Vi er her næsten.”

”Jeg er smart, du kan ikke lyve for mig. Og for resten sidder din GPS lige foran mig.”

”…Jeg kan bogstaveligt talt høre den. Eller hende.”

”…Har du hørt hende sige ”venstre”? Hun taler som om hun er hjerneska-”

Raimo slukkede for GPS’en, og gav mig blikket. Efter at have kørt en hel nat blev man temmelig desperat, og da Raimo endelig kom til at kigge mig i ansigtet, kunne jeg godt forstå hans ansigtsudtryk.

Han fumlede efter noget i sin lomme. ”Værsgo, til øh. Du ligner ikke en, der har det så godt.”

Jeg tog i mod pillen, og tog mig selv i at kigge i sidespejlet. En skræmmende dame fra anstalten kiggede tilbage på mig. Rande under øjnene, skrammer fra slåskampen, lidt størknet blod. Og mine skarpe øjne hjalp i hvert fald ikke.

Jeg slugte den, nær kvalt i mit eget spyt.

”Tak.”

Jeg holdt spændende øje med mit spejlbillede, ventede på den gamle heks ville blive til en smuk prinsesse. Men der skete ikke noget. I hvert fald ud over hun blev mere og mere tværet ud.

”Du er vidst ikke så smart alligevel. Det der var en sovepille."

 

”Vågn op, vi er her. Og så savler du på sædet.”

Jeg satte mig op med lydens hastighed, og tørrede så savlpletten af. Med lysets hastighed. ”Nej, jeg gør ej,” forsvarede jeg mig halvhjertet, for jordens nærmeste stjerne havde sendt ninjalysstråler til at myrde mine øjne.

Og så var det svært at tale med næsen mast op af vinduet.

”Du kan stige ud af bilen nu. Hvis du altså ikke vil sidde her og stirre hele dagen.”

Foran mig lå den største bygning jeg nogensinde havde set. En kæmpe bygning, smuk, men sær. Det lignede små hvide japanske huse med kurvede tag var klasket sammen. De lå oven og nede under hinanden. Der var også fire højdepunkter på bygningen; fire tårnlignende bygninger med kurvet tag. Bag ved det lå en masse træer, kæmpe store og høje, og jeg anede hvis også bjerge i horisonten. Foran var der en gårdsplads, senere lærte jeg den blev kaldt synsfeltet.

”Wow. Det er jo ligeså enormt som et slot!”

”Det er det også. Velkommen til den skjulte verdens institut for unge med magiske evner. Også kaldet Menimienai-slottet.”

Men det var ikke Raimo, der snakkede. En pige med knaldrødt hår, som der dog ikke var særligt opmærksomhedsvækkende, da hun havde meget lige pandehår, og havde sat håret op i en høj hestehale. Hun havde en knaldgrøn frakke på. Mine yderst stærke observationsevner opfattede, at frakken var i samme design som Raimos. Som for resten var forsvundet.

”Skjult?”

”Ja, folk som ikke har magiske evner kan ikke se det.” Hun tog hånden frem. ”Mit navn er Ania Bartkowski. Jeg er fra Polen.”

Hun havde ikke ændret ansigtsudtryk under hele samtalen. Som om hun sad fast i et evigt lille venligt smil.

”Så du er fra Polen?” Jeg kiggede mig omkring mens hun snakkede. Massere af elever gik rundt omkring. Alle i stærkt synlige frakker. De var enten lilla, blå, grønne eller sorte.

Ania snakkede videre, indtil jeg afbryd hende. ”Raimo er finsk. Du er polsk. Men I snakker alle norsk? Er det blevet et internationalt sprog eller hvad?”

Det var en joke, om end ikke en sjov en, men det var en joke. Hun grinte ikke – det her man plejer at grine høfligt for ikke at skabe en akavet stemning – men hendes ansigtsudtryk forblev det samme.

”Vi snakker alle sammen vores egne sprog. Men det er Inspektør Bumpfords fortryllelse som for os til at forstå hinanden.”

”De der frakker… vælger man selv farve?”

”Nej, og de er obligatoriske. Alle elever skal bærer dem. De bliver valgt efter hvilken kategori ens evner hører til.”

Jeg troede for et øjeblik hun læste op af en bog, men hendes hænder var tomme.

Så Raimo var ikke bøs- homoseksuel. Ikke fordi jeg var interesseret i ham, men helt ærligt. Blå frakke og røde briller?

”Hvilken frakke skal jeg så have?”

”Nå, ja. Følg efter mig. Det er nu alle de nye elever skal til at blive sorteres. J-Jeg mener kategoriseres.”

"Altså, der må være sket en fejl. Jeg skal altså til Oslo...!" Jeg blev afbrudt da hun trak i min arm og ind i slottet, gennem en kæmpe stor port, udsmykket med en udskåret kinesisk drage, som efter jeg havde betragtet den længe, så ud til at have kramper mens den åd en ildsky.

Vi trådte ind i salen, flere tusinde – okay, hundrede – elever gik rundt omkring, og efter et rungende klokkeslag fra et yderst mærkværdigt ur, faldt de til ro og satte sig ned på en række sæder, alt sammen i samme farve som deres egne frakker. Jeg kunne allerede pege kliker ud.

Der var dog også en lille stuvet flok – jeg var en del af den – af folk som mig, i hverdagstøj med forvirrede blikke. Jeg var vidst ikke den eneste, som var blevet hentet uventet.

Nede ved de grønne sæder kunne jeg Anias røde hår stikke op, og Raimo sad henne ved de blå.

En mand som nok var forstanderen trådte op på en overdådig scene foran os, og stillede sig hen bag podiet. Han var slank, med blank sort lige hår, der næsten gik ham ned til skulderen.

Og så havde han en klap for øjet, og til min store irritation havde han det samme ansigtsudtryk som Ania. Som om det var en virus eller sådan noget.

”Velkommen alle sammen, jeg håber I har haft en god ferie. Og som I nok allerede ved, skal der altid i starten på et nyt skoleår kategoriseres elever. Mit navn er August Bumpford, og jeg er rektor her på stedet.”

En lærer trådte frem, ung ligesom forstanderen. Hendes hår svævede i alle retninger. Ellers så hun ret normal ud.

August rakte hende mikrofonen.

”Vil de fire repræsentanter komme op på scenen, tak?”

Alle eleverne jublede da deres repræsentanter gik op. De lilla jublede først. ”Dai Benjamin.”

En dreng rejste sig op, han havde snehvidt hår og lyseblå øjne. Han lignede en fra et eventyr, og sendte alle et venligt smil, da han trådte op på scenen. Jeg kunne høre piger skrige fra de bagerste pladser, og jeg måtte også selv tvinge et jubel ned. Han så simpelthen så sød og kærlig ud.

De omgivende folk så mærkeligt på mig, da jeg gav mig selv en lussing.

”Cornelia Meeuwsen”

Alle de grønne klappede nu, og jeg måbede da den smukkeste pige, jeg nogensinde havde set trådte op. Hun havde runde store øjne, himmel blå, en lille fin næse og mund, lange øjenvipper, lyst halvlangt blondt fyldigt hår. Hun havde lange ben, var slank, og som prikken over i’et: En blomst i håret.

Jeg hadede hende. Og også min egen krop, blev jeg enig i.

”Frey Stefansson.”

Alle de blå klappede, og en dreng trådte op på scenen. Man kunne næsten ikke se hans ansigt, for totter af askegrå hår faldt ned over hans øjne, og et stort halstørklæde dækkede hans hage og mund.

”Og Vladimir Benjamin.”

Der var stille i lokalet i et stykke tid, men så begyndte dem med de sorte frakker at klappe. De virkede alle... lede. De havde næsten alle sort hår, nogle af dem havde endda røde øjne.  En høj fyr rejste sig op med sort hår, men gråblå øjne. Ingen kiggede ham i øjnene, hvilket jeg godt kunne forstå, for han ellers udtryksløse ansigt virkede meget truende.

Jeg spekulerede over om man blev valgt som formand, hvis man var den mest attraktive i sin kategori.

”Vi skal i dag finde ud af hvor de nye elever hører til. De harmoniske, de klare, de manipulerende eller de mørke.”

Folk begyndte at juble igen, og formændene bukkede let. Undtagen Cornelia som nejede elegant.

Alt lys forsvandt, og salen blev lagt i total mørke. Formændenes øjne begyndte at lyse, og scenen blev svagt lyst op af hver deres øjenfarve. Det var her jeg fandt ud af at Freys øjne var gule. 

De tog hver deres højre hånd frem og mumlede nogle ord jeg ikke forstod. Med et brag, forsvandt noget af gulvet foran dem. Det skabte et hul som så ud til at være endeløst, og en lysstråle kom op fra den. 

Jeg kunne hører nogle ved siden af mig gispe, og en svag rosa krystalkugle kom svævende op af hullet. 

Læreren med det mærkelige hår remsede nogle navne op. Skiftevis så jeg elever fra min gruppe træde op, ligge hånden på Kuglen, som så lyste op i hvilken farve de hørte til. Men nogle gange slukkede den også, blev kulsort, og det var dem der hørte til de mørke. Når Kuglen havde fået en farve, kom en af formændene op til den nye og afgjorte hvilken undergruppe man hørte til. Fra de lilla havde der været optimisme og ædelsten, de grønne havde der været kommunikations og flora. De blå var bøjning og hvirvel. De mørke havde slør og metal.

Jeg vidste ikke hvad undergrupperne gik ud på. Men gik ud fra Ania nok ville forklare mig det.

"Waldis Alffson."

Jeg stivnede og lagde mærke til, der ikke var nogen omkring mig. Jeg var den sidste der skulle op. Spændt og nervøs sank jeg en klump og trådte op på scenen. Kuglen var stadig grøn, efter den elev der har været før mig. 

Jeg kunne mærke alles blik i nakken på mig, da jeg lagde hånden op på den. Den sitrede svagt under mine fingerspidser.

Så eksploderede den.

Jeg skreg.

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...