Kompleks

Den norske pige Waldis opdager under en gadekamp sine magiske evner. Hun bliver anbragt på et institut, hvor hun møder mange magikere fra forskellige lande. Men noget ondt breder sig inde hos forstanderen, og Waldis indser snart, at det onde breder sig til hende.



17Likes
37Kommentarer
2320Visninger
AA

4. Inspektør Bumpford

Dai forlod mig foran en stor flad dør, lavet af mørkt træ. Vi havde gået så langt mellem snoede gange, at jeg ikke var sikker på, om jeg ikke ville kunne finde tilbage igen. Ikke fordi jeg vidste hvor jeg skulle gå hen.

Der var så mange spørgsmål jeg ville have stillet ham, men mens vi gik var jeg blevet helt mundlam. Slet ikke som jeg plejer at være. Folk i mit kvarter havde frygtet mig. Jeg havde vundet alle slåskampe og tævet folk hvis jeg havde lyst. Men nu var alle mine vante omgivelser rystet godt og grundigt sammen, og jeg kunne næsten ikke kende mig selv længere. Jeg tog en hånd i gennem mit udgroede pandehår. Min hårfarve som ellers altid havde været ildrød, var blevet mere slukket. Som om et gråt slør havde lagt sig over det. Jeg havde ændret mig. Blevet mere blødsøden. Det var stedet her. Det havde gjort mig utryg, fået mig til at føle mig svag. Jeg kiggede op på døren, og tog en dyb indånding. "Jeg er ikke svag," mumlede jeg for mig selv og åbnede døren.

Kontoret var mere moderne end jeg havde troet. Langs sidevæggene stod der sorte enkle bogreoler fyldt med tynde nye bøger. Ved enden af lokalet var der store vinduer, der lyste alt op. Alle møblerne var i sort/hvide nuancer. Som taget lige ud fra et IKEA-katalog.

Ved vinduet sad Inspektør Bumpford og undersøgte et skår. Han havde sort tøj på, som overhovedet ikke passede til hans smil. Jeg satte mig på stolen over for ham, og han kiggede op.

"Waldis Alffson. Velkommen til. Jeg har kaldt dig op, for at snakke om hændelsen."

Jeg nikkede, og han foldede sine hænder sammen, og jeg opdagede han havde sorte handsker på.

"Det var meget uventet. Kuglen går ikke bare i stykker. Det er faktisk kun hændt en gang i tidens historie."

Jeg kiggede surt på min hånd. "Hvorfor gik den i stykker da jeg rørte den?" 

"Den kunne simpelhen ikke håndtere dig," svarede han uden at ændre mine.

Men med et, droppede han smilet, og åbnede sit øje. Det var ravgult, og han kiggede direkte på mig, så han var i hvertfald ikke blind. Det slog mig hvor uhyggelig han egentlig var. Sorte nypudsede sko, sorte bukser, sort bluse, sorte handsker og klap for øjet.
Og med hans ravgule øje som næsten lyste, lignede han en koldblodig seriemorder. No wonder han altid havde sit øje lukket. 

Hans andet øje måtte være endnu værre.

Jep, han var ikke normal.

"Du nævnte den havde været i stykker før. Var det dig der ødelagde den?" spurgte jeg og kiggede ham i øjnene. Eller øjet.

En skjult kamp foregik i mellem os. Hvis jeg brød øjenkontakten nu, havde jeg tabt, ladet mig intimidere.

Pludselig brød han ud i latter, og fik sit gamle udtryk tilbage. Jeg åndede lettet op inde i mig selv.

"Nej, nej det var ikke mig. Men hvis du er nysgerrig, så er mit speciale skygge."

Jeg kiggede mistroisk på ham. Jeg kunne ikke få hans skræmmende blik ud af hovedet.

"Hvorfor gik den i stykker da jeg rørte ved den?"

"Det var bare en fejl. Din evne er Manipulation."

Han skævede til sit armbåndsur. "Åh, nej, du skal jo snart ind til time. Skynd dig hellere."

Før jeg vidste af det var jeg blevet smidt ud af kontoret.

Med en fornemmelse af han ikke havde fortalt hele sandheden.

 

Rolig og nogenlunde fattet, bevægede jeg mig væk fra kontoret, uden at vide hvor jeg var. Væggene var af sten, og mine skridt lød højt og rungende på marmorgulvet. Her var ingen mennesker, men skræmmende portrætter hang på væggen, så støvede og ældgamle, at personerne i maleriet, lignede grå spøgelser. Jeg gik hen til et af dem, og tørrede det tykke lag støv væk med min håndflade, og chokeret så nogle røde øjne stirre på mig. Jeg ville ikke på efterlade billedet sådan her, halvfærdigt, så jeg pustede resten af støvet væk. Så måtte pedellen bare undrer sig over det næste dag. Til min store fejltagelse røg støvet direkte ind i mine øjne og mund, så jeg hostede som en gal. 

Men det var det hele værd, da jeg så den flotte dame på maleriet. Hun havde en sort skinnende kimono på, og håret sat op i en traditionel japansk frisure, med hårspænder og det hele. Hun stod i en mystisk position, og metal splintre svævede rundt omkring. Jeg læste titlen.

Kin Kurusawa, formand for de mørke, metal. 1936.

I en mystisk sindstemning gik jeg videre, og efter det der føltes som 700 meter, så jeg endelig en anden elev på skolen. Han havde en sort frakke på, og det traditionelle sorte hår. Og han var høj, nok et hoved højere end mig.

Og jeg var en 179.

Jeg gik hen mod ham, med rank ryg, og så så barsk ud som jeg overhovedet kunne. Hvilket ikke var særlig svært. Men da han vendte sig om, mærkede jeg hvordan min krop stivnede og mit hjerte banke.

Vladimir Benjamin stod foran mig.

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...