Kompleks

Den norske pige Waldis opdager under en gadekamp sine magiske evner. Hun bliver anbragt på et institut, hvor hun møder mange magikere fra forskellige lande. Men noget ondt breder sig inde hos forstanderen, og Waldis indser snart, at det onde breder sig til hende.



17Likes
37Kommentarer
2323Visninger
AA

23. Illusion

”Jamen, så mødes vi igen.”

Jeg satte mig godt tilrette i stolen, og var glad for jeg havde taget shorts på. Jeg kiggede op på Bumpford som tog sin tid.

”Hvad er der?” spurgte jeg utålmodigt, og kløede mig i armen. Det var som om min krop var fyldt med edderkopper, bitte små edderkopper.

Kan lagde kuglepennen på bordet og sukkede.

”Et klenodie.”

”Hm?” Jeg kiggede ham i ansigtet, men uden at se ham i øjet.

”Et hårspænde for at være præcis. Sølv, kinesisk design.”

”Jeg ved ikke, hvad du snakker om.”

Jeg havde en ubehagelig følelse i maven.

”Jeg spekulere bare… er der nogen der presser dig til noget?”

Mit blik flakkede, og jeg jog en hånd gennem mit hår. Jeg blev tør i halsen.

”For at være ærlig…”

Jeg tænkte mig om. Raimo troede ikke på mig. Ræven ville slå mig ihjel. Jeg skævede til Bumpford. Han hvilede sit hoved på sine hænder, og jeg kunne ikke lad være med at stirre på hans klap for øjet. Måske, kunne han hjælpe mig med min situation.

”Der er et skrin i skov-… ARGH!”

Min mave. Det brænder. Føltes som om glasskår skar i min mave, jeg kunne næsten mærke blodet krible. ”Shit.”
 Jeg nåede at se Bumpford holde om sin forbinding om øjet med rystende hænder, inden jeg faldt ned af stolen og ned på gulvet. Jeg kunne ikke bevæge mig, men min krop rystede svagt. Et hul. Et hul var i min mave, voksede sig større og større. Jeg kunne lige så godt drikke syrer, og jeg skreg.

Jeg hørte døren blive smækket op, og lærere og andre voksne væltede ind. Jeg så Müller holde om den bevidstløse Bumpford, og mærkede kort efter et stik på min arm.

 

Da jeg vågnede op i hospitalssengen, flåede jeg straks dynen af. Bandagen var væk, og min mave var blank. Mærkerne var væk, fuldstændigt. Foran mig stod Jules og åndende lettet op. Hun løb hen til mig og krammede mig. og jeg var for chokeret til at skubbe hende væk.
”Gudskelov du okay. Du besvimede bare!” sukkede hun.
”Er jeg blevet rask? Mærkerne er væk!” råbte jeg målløst.

”Waldis hvad snakker du om? Du besvimede bare af udmattelse.”

”Hvad tid er det?” spurgte jeg og rettede mig op af sengen.

”Det har lige ringet ind fra frikvarter. Du besvimede i værelset.”

”Du forstår ikke, jeg har været syg! Kan du ikke huske jeg flyttede hen til de mørke, for at blive, ugh... overvåget af Vladimir!”

Jules lo.

”Du deler stadig værelse med mig fjolle! Og Vladimir? Jeg tror aldrig han har haft kontakt til et andet menneske. Ikke engang med Dai!”

”Dai? Hvorfor skulle han have haft kontakt med Dai?”
”De er jo søskende! Come on, Waldis. Alle pigerne snakker om det. Hov, er du okay? Du er helt bleg.”
”Jeg har det fint. Helt fint, hahaha. Jeg er absolut, helt, helt rask!”

Jeg sprang op af sengen og løftede Jules op og svang hende rundt. 

"Waaaa!" grinte hun. "Hvad gør dig så glad?" 

Jeg strakte min ryg. "Det er bare en dejlig dag~ Har vi så time nu eller?"

"Vi skal nok lige informere doktoren om, du har det fint først," svarede Jules.

"Okay!"

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...