Kompleks

Den norske pige Waldis opdager under en gadekamp sine magiske evner. Hun bliver anbragt på et institut, hvor hun møder mange magikere fra forskellige lande. Men noget ondt breder sig inde hos forstanderen, og Waldis indser snart, at det onde breder sig til hende.



17Likes
37Kommentarer
2234Visninger
AA

20. Hårspændet

"Meget interessant..." Prof. Debes faldt i staver, og jeg fjernede katten fra mit skød. Jeg listede hen til døren i hendes kontor, og den gik op med at klik.
"Åh, Waldis! Vent lidt så skal jeg følge dig tilbage..." Prof. Debes stillede tekoppen på bordet, og rejste sig op. Hun vældede nogle papirer ned, blandt andet den rapport hun havde skrevet ud fra min beskrivelse af mit helbred.
"Nej, det går nok. Jeg kan godt passe på mig selv... og de andre selvfølgelig!" formanede jeg hende om.
Prof. Debes sukkede. Robert mjavede til min undsætning. "Robert, vent lige lidt, jeg skal altså..."
"Pas nu bare din kat. Ingen opdager mig alligevel. Vladimir har vel time nu," plagede jeg hende. Prof. Debes samlede Robert op. "Hmm, okay så. Det går jo alligevel nok."

Jeg gik lettet ud af døren, og sørgede for at lukke den omhyggeligt i. Jeg ville hen til Maxim. Nu skulle jeg bare sørge for ikke at blive opdaget. Jeg havde faktisk lyttet til Frey's timer. Eller, noget af den. 
"Jeg skal manipulere lyset." 
Jeg kiggede op på faklerne, der hang på den mørke væg, i så lang tid sorte prikker dannede sig for mine øjne. Hvordan skulle jeg kunne mærke lyset? Jeg lukkede øjnene, men det hjalp ikke en skid. Okay, der er også alternativer måder på ikke at blive opdaget. Jeg kunne bare slå alle de folk ned jeg mødte på min vej. Men hvad med Vladimir? Var jeg stærk nok til at kunne slå ham ned?

Hvad snakker jeg om. Selvfølgelig er jeg stærk nok! Men så ville de voksne have en grund til at spærre mig inde...

Hvis bare der var en knap eller et aller andet. Hvordan virker magi i det hele taget? De eneste gange hvor der rent faktisk er sket noget, gjorde jeg det ikke med vilje, men instinktivt. Måske skulle jeg bare lukke helt af, som når... Hvornår lukker jeg helt af? Det var egentlig ret lang tid siden. Før jeg kom hertil i hvert fald. 

Jeg gav op, og gik bare stille og roligt hen ad gangen. Hvorfor listede jeg overhovedet? Jeg skulle bare hen til mit værelse, ikke? Jeg stoppede op, og så mig omkring. Jeg befandt mig i en eller anden mørk gang. Det eneste jeg lavede på den her skole. Jeg kunne ikke engang magi forfanden! Og så får jeg et mærke, og bliver behandlet som en sindsyg kriminel, der ikke må gå på bar fod.

Haha. My life.

Jeg tog et skridt foran, og åbnede tøvende døren til venstre, i stedet for at gå lige ud.

Hele gangen blev lyst op af røde flammer, og jeg smækkede hurtigt døren i igen, da min ansigt næsten blev brændt. "Holy shit!" Jeg kiggede under dørkarmen, og så flammerne slikke væggene og gulvet i lokalet. Jeg så også to par sorte sandalagtige støvler.

Langsomt og stille rejste jeg mig op, og besluttede mig at komme så langt væk som muligt. Da jeg var nået cirka to skridt derfra, kunne jeg høre en knirken bag mig. Jeg vendte mig om, og så ind i rævedæmonens røde øjne. "Dig!" råbte jeg af ham, og løb hen mod ham. "Det er din skyld det hele!" Jeg slog ud efter ham, og han greb min knytnæve. "Hej Waldis," smilede han. "Sikke et sammentræf."
"Ja, haha," peb jeg en anelse nervøs. Jeg gik et skridt tilbage, og holdt stærkt øje med ham. "Hvad laver du her? Folk tror jeg er sindssyg på grund af dig!"
Han gik frem mod mig, og lagde dominerende en hånd på min skulder, som jeg rystede af mig. "Du skal gøre noget for mig," fortsatte han. "Åh, nej, det skal jeg i hvert fald ikke. Og hvis du ikke snart skrider, skriger jeg." Ja, det var tøset sagt. Men der var ligesom ikke andet jeg kunne gøre. "Åh, jeg kunne brænde dig op, inden du nåede at sige noget som helst," lo han truende. Jeg skar tænder.
"Men jeg skal bruge dig til noget først," sagde han og stirrede intenst. Han fangede mig mellem væggen og ham. "Du skal tage noget," fortsatte han. "Mener du ikke stjæle?" spurgte jeg flabet.

Jeg sprang op, da han jog en knytnæve i væggen ved siden af mit ansigt; efter lod et dybt hul i den krakelerende væg.

”DET ER BARE AT TAGE HVAD DER BLEV STJÅLET FRA MIG!”

Efter en intens stirren, trådte han et skridt tilbage, og jeg kunne trække vejret igen. Murrester dryssede ned fra hans hånd. ”I inspektørens kontor ligger der et hårspænde. Du må selv finde den.” sagde han hæst, uden at tage øjnene fra mit ansigt. ”Det kan jeg ikke!” Han betragtede mig koldt, og knipsede med fingrene.
Jeg kunne føle små prik på min krop, som gav mig gåsehud. Jeg ville se på min arm og hvad der gav mig den fornemmelse, men den var væk.
”Hvad har du gjort?” hvæssede jeg af ham, og han smilte ondt. ”Jeg har gjort dig usynlig. Og der er kun en måde på at blive normal igen. Når hårspændet ligger i min hånd”
”Hvad!?”
 ”Du må hellere skynde dig, jeg kan forestille mig ham den sorthårede blive mere og mere rasende. Han leder efter dig lige nu.”
Mit usynlige ansigt blev blegt. ”Shit.”


Jeg stod foran inspektørens dør. Jeg havde tænk mig bare at gå ind, men indså at han sikkert var derinde, og at hvis jeg åbnede døren, ville han kunne se det. Så jeg havde stået i flere minutter og ventet, mere og mere nervøs ved tanken om Vladimir blive mere og mere vred for hvert sekund der gik.
Men pludselig åbnede døren, og en leende Frøken Müller gik ud. Jeg nåede lige at snige mig forbi hende, uden at røre hende på nogen måde. Inspektør Bumpford sad i sin kontor stol og læste i en støvet gammel bog. Langsomt og omhyggeligt tog jeg forsigtige skridt hen mod hans skrivebord, mit hjerte bankede højere og højere jo nærmere jeg kom. Jeg kiggede på reolerne og hylderne, men opdagede så et skinnende genstand på skrivebordet. Et gammelt hårspænde af sølv lå der, så så underligt bekendt ud.
Bumpford rømmede sig da jeg rakte ud efter hårspændet. Jeg vendte mig om mod ham, men hans øje var stadig rettet mod bogen, pupillerne bevægede sig vandret frem og tilbage. Jeg slog et lydløst klik med tungen, da jeg rystende tog fat i hårspændet, og kiggede op på ham igen, ventende på en reaktion fra inspektøren. Han havde løftet blikket, og så ud til at se direkte i gennem mig. Jeg skulle lige til at råbe op, da jeg opdagede jeg var stadig var usynlig, og sagde ikke noget. Jeg kunne mærke min hals blive tør, og som en robot forlod jeg kontoret, glemte at han måtte kunne høre døren åbne sig, og se det flyvende hårspænde forlade hans kontor.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...