Kompleks

Den norske pige Waldis opdager under en gadekamp sine magiske evner. Hun bliver anbragt på et institut, hvor hun møder mange magikere fra forskellige lande. Men noget ondt breder sig inde hos forstanderen, og Waldis indser snart, at det onde breder sig til hende.



17Likes
37Kommentarer
2207Visninger
AA

1. Gadekamp

 

 Min knytnæve farede gennem den kolde brise, med direkte kurs mod drengen som parerede det klodset. Jeg grinede smørret. Den øredøvende larm fra hujende folk fyldte mit hoved. Råb og piften lød da jeg sendte endnu et cirkelspark, som ramte lige på hans forslåede kæbe.

Stemningen var i top. At gøre noget der ikke var helt lovligt midt om natten, fik folk op at køre, og så var alle de tomme energidrikke og øldåser nok også en del af det, og et sikkert bevis på den usunde livsstil mange unge rodede sig ud i, i det skumleste kvarter i Oslo.

Jeg trak vejret dybt og så mig frem og tilbage. Det føltes så skønt. Brandsårene på mine knoer, gruset under gummiskoene, og modstanderen der respirerede hæst og smertefuldt. Det her var mit paradis.

Tvunget ud af mine tanker af et knytnæveslag på min ømme kind, spyttede jeg snavset blod og grus ud af munden, og sendte et dovent spark fuld af åbninger ud efter ham. Han greb mit ben og vred det om, og jeg udstødte et smertesbrøl, da jeg tvang det fri. Hævngerrigt hævede jeg min arm, og brugte mine sidste kræfter på et slag i hans ansigt, og et knæk indikerede han havde brækket næsen.

Jeg vandt.

De folk, som havde satset på, at jeg ville vinde begyndte at juble og klappede mig på ryggen. Jeg løftede begge mine hænder stolt i vejret, råbte et sejrsråb og solede mig i bifaldet.

Det var aftenens sidste kamp, og folk tog deres sidste øl og drak. Nogle junkies trak nogle smøger frem, men jeg var allerede høj af adrenalin og sejrsrus.

Et råb efterfulgt af nogle skrig gav mig gåsehud. Jeg vendte mig om, og så et sølvglimt. Et skinnende omrids af noget skarpt gled ind over mit synsfelt og spejlede sig i mine øjenæbler.

Noget rungede inde i mit hoved, kom indefra, og eksploderede med en ubehagelig, skarp lyd af knust glas.

I samme øjeblik syntes alt ting at gå langsommere, og med et havde jeg massere tid til at undvige den lommekniv, der kun var få centimeter fra mit ansigt. Men mine ben var lammet, og jeg betragtede kun mine egne brune øjne, der spejlede sig i bladet. Brune øjne, der kom nærmere og nærmere.

Noget trak fat i min arm, hårdt, og hurtigt i modsætningen fra modstanderens klamme åndedrag, skrigene, og regnen der faldt som store vandballoner.

Lige pludselig var jeg kommet væk fra hele miljøet, og befandt ud på en åben gade, hvor i de voksende vandpytter kunne ses lygtepæle og stjernevrimlen.

Skikkelsen, som jeg nu så var en dreng, havde taget et lommetørklæde frem og tørrede det værste snavs og blod fra mit ansigt. Normalt ville jeg have skubbet vedkommende væk, men mit alt for nysgerrig jeg, kunne ikke lade være med at iagttage ham.

"Forbandede rektor... sender mig ud efter et problembarn... helt til Norge...!"

Han mumlede for sig selv og tog nogle bilnøgler frem. I mens betragtede jeg hans ansigt. Han lignede en ung voksen, men med hans røde briller, kunne han ikke være meget ældre end mig, og jeg var 16.

Vi stod midt på asfalten, og der var ingen biler i syne.

"Hvad har du egentlig gang i?" spurgte jeg ham. Han svarede ikke, men forsatte med at låse den bil op, som ikke var der. Jeg spjættede da et uventet biplyd dukkede op af ingenting, og da en skinnende rød Volvo fulgte bagefter.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...