Kompleks

Den norske pige Waldis opdager under en gadekamp sine magiske evner. Hun bliver anbragt på et institut, hvor hun møder mange magikere fra forskellige lande. Men noget ondt breder sig inde hos forstanderen, og Waldis indser snart, at det onde breder sig til hende.



17Likes
37Kommentarer
2236Visninger
AA

3. De klares hjælp

Min hånd gjorde ufattelig ondt og jeg kunne mærke blodet der nærmest fossede ud. Resten af Kuglen var piercet gennem mine fingre, og jeg tænkte smertefuldt på hvilke ar der ville komme ud af det her. 

Mit skrig havde vækket folk, og man begyndte at råbe op og lyset tændtes. Flere lærere kom op på scenen, formændene kiggede bekymrede og vidste ikke hvad de skulle gøre. Selv Vladimir var chokeret.

"Alle elever bedes forlade salen og gå hen til deres kollegier." August havde taget mikrofonen og skævede til mig.

Min hånd var brændende varm og rød. Lignede en blodig masse, og det gjorde så ondt, at alle mine sanser forrådte mig. Jeg blev svimmel og mistede balancen, og kunne knap mærke jeg blevet grebet af en. Jeg opfattede ikke hvem.

Mit blik blev sløret, men kunne ane at den hvidhårede, Dai, tage fat min hånd og begyndte at messe et eller andet. 

"Du er okay, slap af. Det skal nok gå."

Jeg forstod ikke hvorfor de voksne ikke greb ind, indtil Dai begyndte at udlede et svagt lys fra sin hånd. Min smerte fortog gradvist da han healede mig, og jeg begyndte at slappe af.

Så besvimede jeg.

 

"Hvordan har du det?"
Jeg vågnede op til et lilla skær, og en prikkende fornemmelse i min håndflade. Min hånd havde en bandage på, og det lille hospitalsværelse jeg havde sovet i, var oplyst af krystaller og ædelstene. Der var også et enkelt vindue, men det var næsten helt dækket af et marineblåt gardin. 

Men jeg kunne stadig mærke at min hånd var svag, og at den nok ville blive ved med det et stykke tid. 

"Vi bar dig herind efter ulykken. Mit kollegie skal nok sørge for du bliver rask." Foran mig stod formanden for de klare, Dai Benjamin. 

"Er det dig der har healet mig?" spurgte jeg stille.

"Jeg har hjulpet dig godt på vej," sagde han smilende og tog en lysende krystal, som stod på en hylde i nærheden.

"Men da min afdeling hørte om din hånd, gik de alle sammen ud i De Lysende Bjerge og brugte flere timer på at finde healende krystaller og ædelstene, og så komme herind med dem. Det siges de gør healingsprocessen hurtigere." 

Han havde en hvid skjorte på, og jeg lagde mærke til han havde hængt sin lilla frakke på en knage ved døren.

"Det var sødt af dem," sagde jeg mens jeg kiggede på alle stenene. Det var mærkeligt at tænke på at folk, som jeg ikke kendte havde brugt hele deres nat på at hjælpe mig. 

Han stirrede tænkende ud i luften. "Ja, jeg er meget stolt af dem." 

Det var sikkert hans indflydelse på dem, der havde fået dem til at gøre det. Men jeg følte mig stadig væk taknemmelig.

"Du nævnte noget med De Lysende Bjerge?" spurgte jeg nysgerrigt. Jeg vidste intet om det her område. 

"De ligger et par km bag skolen." Han gik hen til vinduet og rullede gardinet fra. Lokalet blev helt lyst op; det var solskin udenfor. "Man kan se dem herfra," sagde han, og tog så min raske hånd og hjalp mig op af sengen.

Jeg gik hen til vinduet, og kunne se haven udenfor. Der var træningspladser hvor folk gik rundt og gjorde hvad de så end gjorde, og ganske rigtigt så jeg bjergene længere væk.

Jeg så en fra de manipulerende stå og gøre nogle bevægelser med hænderne. Hendes ansigt så anstrengt ud. Hun lettede et par ganske få centimeter, og blev så glad over det, at hun bryd koncentrationen og faldt ned igen.

"Nå ja, Inspektør Bumpford vil gerne se dig på kontoret. Det var faktisk derfor jeg kom," grinte han lidt af sig selv. "Lad mig følge dig der hen."

Han glemte sin frakke.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...