Kompleks

Den norske pige Waldis opdager under en gadekamp sine magiske evner. Hun bliver anbragt på et institut, hvor hun møder mange magikere fra forskellige lande. Men noget ondt breder sig inde hos forstanderen, og Waldis indser snart, at det onde breder sig til hende.



17Likes
37Kommentarer
2320Visninger
AA

24. Bryd barrieren.

Til Fysisk Manipulation.

 

"Kommer du Waldis?" 

Jeg svarede ikke. Jules var til hvirvel, og jeg gik slukøret ind i klassen. Jeg så et kort øjeblik på Frey, men han kunne heller ikke genkende mig. Mit blik landte på bordene i stedet. Der lå på hver et stykke let metal. Jeg satte mig ned og følte på det. Det vejede næsten ingenting. 

I følge læreren skulle vi få det til at svæve.

Jeg kiggede på alle de andre. De nye elever kæmpede med sved på panden, og andre fik det til at slå kolbøtter i luften. Der var ingen trylleord involveret.

"Tankekraft," havde Professor Honda sagt. "Er det vigtigste element for manipulatører."

Okay, tænkte jeg og stirrede på det lille stykke metal. Hvis det skal forestille at flyve nu så flyv.

Det lettede fra bordet, og jeg var nært ved at blive kvalt i et host. 

Virkede det virkelig? Okay, okay. Snur rundt, tænkte jeg. 

Det begyndte at snurre rundt om sig selv, og jeg havde nært skidt i bukserne. Der var en der klappede i hænderne. "Tillykke Waldis. Du er et naturtalent. Du har brudt koden inden for fysisk manipulation."

Jeg kiggede forvirret op på hende. "Jamen, jeg tænkte bare flyv, og så fløj den?"

"Shhh," tyssede professoren. "Det er faktisk ikke slet ikke så enkelt, Waldis. Du er meget heldig, at du kan det der. Det du lige gjorde, kan tage flere dages øvelse."

 

 

***

Til Fysik.

 

 

  

"Waldis!"

Jeg rettede mig op af stolen med et spjæt og skyndte mig at tørre savlet af mundvigen.

"Ja, hr, øhm."

"Profesesor Brzezomslo."

"Professor Bresslamso," prøvede jeg.

Læreren masserede sine tindinger og vendte sig mod tavlen. "Og siden du vel har fulgt med i timen, kan du forklare mig hvad elektromagnetisme går ud på, Waldis?" 

Det her var ikke en praktisk lektion som den forrige lektion. Det her var fysik. Og det var teoretisk. Det kunne min hjerne bare ikke. Jeg stod af. Årgh, kom nu Waldis. Kom op med et intelligent svar!

"...Øhm."

Jeg kunne give mig selv en lussing.

"Okay, magnetisme så, bare...?"

"...Æhm..."

Jeg kunne mærke alles blikke på mig. Pis. Det var derfor, jeg aldrig mødte op til timerne i folkeskolen. 

"Waldis, da det ikke er første gang, bliver jeg nød til at give dig en eftersidning."

"Men, professor...?"

"Ja, ja, jeg skal nok informere din hogo-sha, så vedkommende kan følge dig herhen."

"Hm."

Jeg lukkede øjnene igen og hvilede mit hoved på min ene overarm. Det var ikke, fordi han var streng, han skulle faktisk forestille at være en af de sødeste lærere på skolen. Men grænsen skulle hvis også starte et sted.

"Nå, men det Waldis skulle have svaret var..."

 

"Fik du en eftersidning!?"

Jeg kiggede væk da Raimo sendte skældsord efter mig. Han havde ikke noget imod at råbe af mig midt i offentligheden. 

"Jamen, Professor Honda sagde jeg klarede mig glimrende i...!"

"... Jeg er ligeglad Waldis! Eller vent, godt klaret, jeg er stolt af dig. Men Waldis, du skal altså passe på. Der er nogle dårlige typer folk derinde," mindede han mig om og pegede på døren, hvor eftersidningen skulle finde sted. I hans hænder lå der en masse bøger, og han gav mig en af dem.

Fysik for begyndere

"Jeg har sat en gul mærkat, hvorfra du skal starte med at læse."

"Ej, Raimo, jeg bliver gjort til grin derinde!"

"Waldis, det er en bog. Det eneste den kan er at gøre dig klogere."

Han skubbede sine briller op på næsen og vinkede farvel. Jeg sank og åbnede døren.

Flere folk stirrede på mig, da jeg gik derind. Masser af folk med tatoveringer og piercinger sad med støvlerne oppe på bordene, og jeg følte mig straks hjemme. Men så huskede jeg min bog, og jeg følte mig straks pinlig til rørt. Min blik faldt på den bagerste række, hvor de hårdeste elever var. Jeg genkendte en hvis gråhåret dreng med striber i håret blandt dem. Maxim? Jeg kneb mine øjne sammen, og jeg kunne allerede mærke de andre tjekke mig ud. Maxim så anderledes ud. Han havde ikke det der drilske smil, som han plejede, og der var et eller andet skræmmende over hans blik. Han så ikke ud til at genkende mig, og jeg satte mig undrende nogle rækker foran dem, bare så jeg ikke sad for tæt på læreren. 

Jeg åbnede modvilligt bogen og bladrede frem til den rigtige side. Da mine øjne gled over ordene, sukkede jeg opgivende. Koncentreret jog jeg en hånd gennem mit hår... 

"Hør, I rører jeg ikke ud af flækken. Jeg bliver nød til at løbe, men jeg kommer tilbage inden ti minutter. Hvis nogen forlader lokalet, så er det op til Bumpford."

Jeg hørte knap nok læreren, og de andre elever vekslede straks teorier om hvad der var sket. Jeg ignorede det og fæstnede mit blik på bogen. Men jeg følte straks noget var galt, og jeg vendte mig om for at se en kuglepind fare hen mod mig, og jeg nåede lige at gribe den. Den sagde knæk, da jeg temperamentsfuldt knækkede den i to med min ene hånd, og jeg betragtede straks eleverne, der sad og kiggede overrasket. Men ingen afslørede sig selv. Jeg havde dog meget stor mistanke til de bagerste.

Jeg kunne mærke vreden i min krop, den slags vrede jeg altid fik hjemme i Norge, og inden et split sekund havde jeg rejst mig op.

"Hvem fuck var det!?" råbte jeg og væltede bordet, så det røg ned med et brag. Alle eleverne ansigter var udhviskede; jeg så rødt, det eneste der irriterede mig var, at jeg ikke fik noget svar.

"Jeg sagde hvem fuck var det!?" Og macherede hen til den nærmeste person og greb ham i nakken. Min arm kriblede, og jeg svang ham rundt for at tyre ham ned i jorden. "Så svar mig dog!" På det her tidspunkt var jeg næsten blind, alting var rødt og rystende. Min krop bevægede sig af sig selv, og jeg mærkede et koldt sus hver gang jeg sparkede den uheldige person i hovedet. Folk skreg, og jeg mærkede folk løbe forbi mig og ud af døren.

"Hvem var det!?" brølede jeg.

Jeg mærkede en kold hånd på min skulder, som trak mig væk for den nu blødende person på det kolde gulv.

"Hva-" Jeg vendte mig om mod den der stoppede mig og så nogle hårde grå øjne. Det var som om en bølge gik ind over mig, og jeg mærkede vreden blive skyllet ud af mit sind, og jeg blev så underlig kold i kroppen. Jeg fortrød straks det jeg havde gjort og skævede ned til offeret. Han var sikkert uskyldig.

"Hvad helvede..." mumlede jeg frustreret, og efterlod Maxim i lokalet.

 

 

***

 

Det var, som om jeg havde været i trance inde i kontoret. Da jeg kom ud, kunne jeg knap nok huske hændelsen fra før. Bumpford havde underlig nok dækket over mig, og alle troede nu (eller lod som om) den skadede havde faldet ned fra trappen.

Det hele var så pokkers forvirrende. Jeg havde hverken set Dai eller Vladimir en eneste gang, og alle virkede så anderledes...

Jeg satte mig ned udenfor ved bænkene, der hvor jeg mødte Frey, eller i hvert fald i min "drøm... "

Shit man.

Jeg så Maxim gå forbi, og jeg fik en dårlig smag i munden. Ingen, ingen kunne genkende mig. Den eneste der kunne, var Jules, og jeg fattede det ikke. Det var så frustrerende.

"Hvad skete der?"

Maxim stod foran mig med krydsede arme, og jeg jog en hånd gennem mit hår. Jeg kneb mine øjne sammen, og dækkede beskyttende mine hænder foran ansigtet.

"Du plejede at være anderledes..." mumlede jeg, og at lytte efter et svar. "Jeg blev taget til hospitalet første dag jeg startede her. Jeg har været på hospitalet flere gange faktisk. En af gangene udgav du dig for at være en doktor. Så fik jeg af vide jeg var farlig og skulle overvåges af Vladimir. Jeg fik undervisning af Frey. Åh ja, så var der den der dæmon som hele tiden dukkede op. Så vågnede jeg op i en seng, og nu kan ingen huske mig."

Jeg kunne mærke noget varmt dryppe ned af mine hænder. Jeg kiggede på dem, og opdagede det var tårer.

"Vent... Vent! Waldis, forhelvede, jeg husker dig sgu! Forhelvede, Bumpford din satan..."

Maxim rystede mine skuldre. "Waldis, rejs dig op! Vi må væk herfra..."

Han havde et desperat og bekymret udtryk i ansigtet.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...