Kompleks

Den norske pige Waldis opdager under en gadekamp sine magiske evner. Hun bliver anbragt på et institut, hvor hun møder mange magikere fra forskellige lande. Men noget ondt breder sig inde hos forstanderen, og Waldis indser snart, at det onde breder sig til hende.



17Likes
37Kommentarer
2207Visninger
AA

26. Børnehjemmet.

"Okay, så er vi endelig samlet igen," smilede Prof Debes lettet. Robert var også kommet og sad på Dai's skød og spandt.

Jeg sad på sofaen igen med røde flove kinder og kiggede ned i jorden.

"Nå, Waldis. Kan du fortælle mig navnet på børnehjemmet?" spurgte Prof Debes mere forsigtigt. Jeg kunne mærke alles blik brænde på mig.

"Bergfruehjemmet."

Debes nikkede og skrev hurtigt notatet ned, hvorefter hun rejste sig op.

"Okay, jeg kan se det er ved at blive mørkt, så lad os spise og gå i seng. Vi tager afsted til Norge i morgen. Har I nogensinde smagt skærpekød?" spurgte hun lumsk.

***

Skærpekød lugtede, nej det stank. Det var virkelig noget af det mest klamme shit jeg nogensinde havde smagt! Og jeg kunne se, at jeg var langt fra den eneste der syntes det, selv Vladimir havde et skævt udtryk i ansigtet.

Professor Debes gnæggede ondt og havde et drilagtigt smil på læben. Hun tog kødet af bordet og erstattede det med en fiskeret. Jeg hørte Maxim ånde lettet op, men Dai havde næsten ærgerligt udtryk i ansigtet.

***

Vi tog afsted tidligt næste morgen... inde i Robert...

Jeg fik et chok, da den sorte kat voksede sig til en størrelse som en bus, og havde nær tabt kæben, da frk. Debes gik ind i munden på katten.

"Waldis, kommer du?" spurgte prof. Debes med hovedet stikkende ud af kattens mund. Jeg lukkede munden og nikkede nervøst.

Jeg faldt bogstaveligt talt på røven da jeg så Robert indvendig. Det var som en bus indenfor, bare med pels, og det virkede underligt bekendt.

"Har du set 'Min nabo Totoro', Waldis?" spurgte prof. Debes med et barns glimtende øjne og brede smil, da hun så genkendelsen i mit blik. Jeg hørte Maxim give en underlig prustende lyd fra sig og gav ham et dræbende blik, da jeg så, hvordan han prøvede at holde latteren inde. Vladimir hostede akavet. Frk. Debes prikkede mig på skulderen, hun forventede åbenbart et svar. Jeg grinte med en skinger stemme og rystede på hovedet.

"Nej, da!"

***

Da vi endelig ankom efter flere timers venten, var jeg ikke sikker på om jeg havde lyst til at stige ud igen. Ikke fordi der var specielt rart at være inde i en kat, men jeg havde virkelig ikke lyst til at gå udenfor.

Jeg var næsten lettet over, hvor tåget der var i skoven, så jeg slap for at se på det rædsomme hus. Grantræerne som omringede os virkede næsten kvælende, og den kølige luft gav mig gåsehud på armene.

Prof. Debes skubbede sine briller op på næsen og kiggede på et billede, som hun havde printet ud fra nettet.

"Ja, selvom det er tåget, er det tydeligt, at det er det rigtige sted. Skal vi gå derind?"

Maxim kiggede skeptisk på den store port af metal, og ingen af os havde virkelig lyst til at gå derind. Debes pegede på porten med sin finger, og ved brugen af magi, åbnede den sig med en knirkende lyd.

"Velkommen til mit barndomshjem," sagde jeg tørt.

Børnehjemmet var tomt og mørkt; det lukkede ned ikke så lidt efter jeg flyttede fra stedet. Det tårnede sig nærmest over os, og med en sær stemning trådte vi indenfor i den støvede gang.

Dai og Maxim førte en samtale, mens Vladimir observant betragtede de fotos af de tidligere boende, som hang på væggene. 

"Hey, Waldis! Er det ikke dig?" råbte Maxim og pegede på et af billederne. Mit røde hår skilte sig selvfølgelig ud på billedet, men mit blik faldt på personen, som stod ved siden af mig. 

 

"Waldis, hvad laver du?"

En munter stemme lød bag mig. Jeg vendte mig om, hvor Isaak stod og smilede. I hånden havde jeg en pind, hvor jeg lavede ridser i jorden. "Jeg skriver mit navn," forklarede jeg. "W-a-l-d-i-s."

"Wow! Kan du ikke skrive mit navn?" spurgte han begejstret.

"Jeg ved ikke hvordan man gør... Men jeg kan tegne en kat!"

 

"Waldis, er du okay?" 

Dai lagde en hånd på min skulder, og jeg vågnede fra mine tanker.

"Ha, hvad snakker du om? Jeg har det helt fint, hvorfor skulle du tro andet, haha...ha."

Han kiggede bekymret på mig. 

"Lad os gå videre!" råbte jeg med falsk entusiasme. Jeg kunne mærke Vladimirs mistroiske blik i nakken.

Jeg gik op ad den gamle trappe, som knirkede for hvert trin jeg tog. Min hånd fulgte gelænderet.

 

"Isaak hvad er der sket!?" råbte jeg panisk.

Hans arme og ben var fuld af brandsår, og han havde store røde mærker i sit ansigt. Tårene strømmede ned af hans kinder. "D-d-de s-skubbede m-mig ned af tra-tra-trappen. D-det gør on-ondt."

"Kan du komme op på min ryg!? Jeg bærer dig ned til skadestuen..."

 

Jeg vristede mig fri af mine tanker og åbnede døren til kontoret. Støvskyer hvirvlede op.

"Okay, kan I lede efter filer som har noget at gøre med Waldis fortid?" spurgte Debes, og drengene åbnede skufferne og rodede papirene og filerne i gennem. 

"Ved I hvad... jeg går lige ned og for lidt frisk luft." sagde jeg kvalmt og pegede på trappen.

"Skal jeg gå med?" spurgte Dai bekymret. 

"Nej, det' okay, jeg klarer mig," sagde jeg og vendte mig ud mod trappen.

"Jeg går med," sagde Vladimir. "Waldis er sårbar i øjeblikket," tilføjede han og skævede til mig. Jeg skulle til at protestere, men tav da jeg så hans blik. Hvor ydmygende.

Jeg kunne mærke ham lige bag mig, da jeg gik ud i baggården. Selvom det var tåget, kunne jeg sagtens se kridttegninger på gulvet, og legetøj som lå og flød. Jeg sparkede hårdt til en bold, og den landede i den anden ende af gården. Gud, hvor jeg hadede det her sted.

 

Med rystende skridt trådte jeg hen til dem. De stod og snakkede om et eller andet.

"Vi-vil I i-ikke nok væ-være s-sød at l-lade Isaak være i fred?" stammede jeg. De var skræmmende.

"Hmm?" Magnus, den største af dem vendte sig mod mig. "Hvad bilder du dig ind?" spurgte han ondt. 

Han tog fat i mit hår, og spyttede i mit ansigt. En anden vældede mig ned på jorden, og snart vældede slagene over mig.

Da de endelig gik, kunne jeg smage blod i min mund, og alting dunkede og gjorde ondt. Jeg lå hjælpelæs på jorden, og kunne ikke røre en muskel.

"Waldis!"

Isaak kiggede forfærdet på mig, og jeg kunne se han havde tårer i øjnene. "Kan du sige noget?" spurgte han og løftede mig på sit skød. Jeg kunne ikke engang svare ham, og lå og så ynkelig ud.

"Det var dem ikke? Undskyld Waldis... Jeg skal nok blive stærk. Det lover jeg." 

Han havde et skræmmende udtryk i ansigtet.

 

Jeg var et slapsvans den gang. Intet. Intet kunne jeg stille op. Hvis bare jeg var stærkere, så kunne jeg have stoppet dem. Jeg sparkede i gruset, uvidende om at Vladimir holdt skarpt øje med mine ansigtsudtryk. Jeg mindedes chokket, da jeg på børnehjemmet fik at vide, Isaak var forsvundet. Og at dem der havde tævet mig, var blevet myrdet.

"Waldis!"

Jeg vendte mig forskrækket om, og så Debes komme løbende ud med papirer i hånden. "Vi fandt filerne. Lad os se at komme afsted."

Jeg sank, og så en sidste gang tilbage på børnehjemmet. Farvel, tænkte jeg.

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...