Kompleks

Den norske pige Waldis opdager under en gadekamp sine magiske evner. Hun bliver anbragt på et institut, hvor hun møder mange magikere fra forskellige lande. Men noget ondt breder sig inde hos forstanderen, og Waldis indser snart, at det onde breder sig til hende.



17Likes
37Kommentarer
2238Visninger
AA

17. Because life is a bitch

Det var chokerende at se ham stå der. Han havde ikke opdaget mig endnu, og han stod bare og lænede sig op, af det massive hegn foran skolen. Jeg var sgu da ikke farlig. I hvert fald ikke nok til, at jeg skulle overvåges af formanden for de mørke. Det virkede helt surrealistisk. Selve opholdet på skolen virkede også surrealistisk, når jeg tænkte over det. "Skal jeg bare... gå over til ham?" hviskede jeg til Raimo, som nikkede. Vladimir fik øje på mig, og betragtede mig gå hele vejen over til ham. Mere og mere nervøs, som jeg nærmede mig. I stedet bare for at gå ind i slottet igen, ventede han helt til at jeg var nået op ved siden af ham, før han begyndte at gå selv. Han sagde ikke et ord, og jeg kunne mærke hans blik i nakken hele vejen. Folk stirrede for meget, da jeg ankom ind i den store sal, og jeg spurgte Vladimir lavmælt om de vidste noget om min "tilstand". Han rystede kort på hovedet, og stoppede op ved de mørkes dør. Døren så ikke særlig indbydende ud, og jeg kunne nærmest se lyset forsvinde derinde fra. Jeg tøvede et øjeblik, og gik så ind.

Der var køligt, halvmørkt, da gangen kun blev lyst op af selvlysende stof i små metallanterner. Jeg fulgte efter Vladimir, som gik halvhurtigt og sikkert gennem den lange gang, væk fra alle de almindelig værelser, som stod over for hinanden. Gangen delte sig i tre, og Vladimir gik ind af den mindste vej, som endte med en enlig dør. Han ventede på jeg gik ind af den, hvorfra jeg skulle gå ned af en meget lang smal trappe. Her var dystert, men belysningen var nogenlunde. For enden af den trappe var endnu flere gange, og jeg var nu nået til det punkt, hvor jeg umuligt ville kunne finde tilbage igen. 

Because life is a bitch.

Efter at have gået rundt i yderligere ti minutter, gennem uhyggelige malerier og sorte mønstre, nåede vi endelig til værelset.

Det bestod af et fællesrum, og to små værelser med senge i. Det ville have været ret hyggeligt, hvis ikke det havde været for de sorte nuancer og Vladimir, hvis tilstedeværelse ødelagde alting. På den ene eller anden måde. Jeg havde regnet med at han ville marchere direkte ind i en af soveværelserne, men han tog vidst sin opgave temmelig seriøs, og stod ikke særlig langt væk fra mig. "Hvilket et er mit soveværelse?" spurgte jeg lidt akavet, og prøvede at have nogenlunde samme ansigtudtryk som hans. Han pegede på det længst væk fra døren, og jeg marcherede direkte derind. Soveværelset var meget lille, og der var ikke andet end en smal seng og en lille kommode. Jeg åbnede den, for at se, at det var nogenlunde det samme tøj som manipulations, bortset fra at alt det, der skulle have været blåt, var sort. Min mave krummede sig lidt sammen, da jeg løftede den sorte frakke op. Jeg havde ikke lyst til at være en del af dem. Selvom den blå frakke var mere kikset, ville jeg sgu hellere have den på. Der lå også forskellige par sko på gulvet, men de lignede ikke noget fra de manipulerenes garderobe. Hvor de blå havde kondisko og andet sportslignende fodtøj, var det her langt mere massivt. Store støvler der gik op til knæene, og andre sko med kilehæl. Det slog mig lige, hvorfor folk måbede, da jeg gik ind af de mørkes dør. Jeg havde ikke deres uniform på. Jeg slog mig selv i hovedet, og valgte et sort sæt tøj. En sort T-shit ( ikke særlig anderledes fra dem, jeg havde på tilbage i Norge) og græd indvendig (igen) da de mørkes nederdele, var mindst lige så korte som de manipulerenes. Alle mine skoleting lå inde i fællesrummet, sikkert et forsøg på at få mig Vladimir til at tilbringe mere tid sammen. Jeg skulle nok finde en løsning.

Jeg åbnede døren forsigtigt, og spejdede ud i fællesrummet, hvor jeg rigtigt nok fandt alle skolesagerne, og en masse andre ting, som nok tilhørte mig. Jeg listede langsomt der ud, men opgav da Vladimir opdagede mig alligevel. Han betragtede mig bare stille, mens han havde en nodesamling åbnet. Jeg havde intet forstand på musik, og gad ikke engang overveje hvilket instrument han spillede, så jeg gik med store hurtige skridt hen til mine ting, samlede dem op, så papirer og blyanter faldt ned på gulvet. Jeg smækkede døren op til mit soveværelse, og kastede tingene ind på gulvet, hvor jeg lukkede døren mere forsigtigt. Jeg fortrød min handling en smule, da der altså ikke rigtig var noget plads til nogle af tingene, og der var overdrevet rodet på gulvet. Der var blå bøger til manipulation, men mit blik faldt til andre gråsorte bøger. Undrende, lagde jeg dem sammen i en bunke, og lagde dem lige foran døren til mit soveværelse, så jeg ikke behøvede at se på dem. 

Løsning på problem 1. 

Nu skulle jeg bare løse de andre 132 problemer.

Alle hylderne til skoletingene og andre genstande i det hele taget, var bogstaveligttalt sømmet fast til væggene i fællesrummene. Jeg kiggede irritabelt på alle blyanterne på gulvet, så jeg marcherede ned til minikøkkenet ved badeværelset, og nuppede et par kopper. Vladimir betragtede mig, mens jeg blev ved med at hente ting fra de andre værelser, men gjorde ikke noget specielt for at stoppe mig. 

Jeg havde ikke nogen overflade ud over gulvet til at ligge ting på, så jeg tog et par skamler (Det eneste der var plads til) fra rummene ved siden af, og brugte dem som miniborde. 

Jeg klappede mine hænder sammen, da jeg så mit samlede resultat. I mine blot 6 kvadratmeter, hvor sengen fyldte halvdelen, havde jeg både fået plads til mine papirer og andre ting. Jeg lagde mig udmattet op sengen, efter et hårdt kvarters arbejde. Jeg indså, at der ikke var noget ur på væggen, så jeg havde ingen idé om hvad klokken var. Jeg nappede det fra fællesstuen, og håbede på at Vladimir ikke lagde mærke til det manglende ur. 

De næste tre timer lavede jeg intet andet end at tegne tændstiksmænd der dræbte hinanden på den lille skammel, og med noget maskulint gaffartape, pyntede jeg mit ellers kedelige værelse så flot. Jeg kom kun ud, da jeg skulle på toilettet, hvilket var nul gange indtil videre, da jeg foretræk at holde mig. Efter at have indset, at der nu var absolut nul ting at lave, da alle underholdningsmedier var i fællesrummet, kastede jeg mig fladt ned på sengen.

Døren til mit værelse åbnedes, hvilket slet ikke morede mig, da det var Vladimir, der trådte ind i min bobbel. Jeg rejste mig op, lagde armene over kors, for at se lidt mere faretruende ud. Men kiggede stadig væk, da han kort betragtede, hvad jeg havde gjort med mit værelse. Hans blik faldt på uret, som var sat op med gaffartape, og jeg vidste, at han så mig tage uret, som for resten viste 13:00. Præcis.

"Du skal op til Frey." Jeg marcherede direkte forbi ham, og stødte ind i hans skulder på vej ud. Med vilje. Jeg måtte alligevel vente på ham, da jeg ikke selv kunne vejen til det blå kollegie. 

Da vi nåede til den store sal, var der i det mindste time, så ingen måbende ansigter denne gang. Jeg regnede lidt med, at han ville stoppe ved den blå dør, men han gik direkte derind. "Jeg kan altså godt selv finde vej til Frey." Jeg løj, men det var ikke relevant. "Nå." Han kiggede bare på mig, til jeg begyndte at gå igen. Jeg kunne endelig ånde lettet ud, da vi mødte Frey på gangen. Han kiggede op Vladimir, lige så utilpas som jeg var ved hans tilstedeværelse. De to afløste blikke, og Vladimir kiggede kort på mig, da han gik tilbage. "Jeg henter dig om to timer," sagde han, og rakte mig en taske. Min skoletaske. Med de bøger jeg skulle bruge. Som jeg havde glemt.
 Jeg gentog alligevel hans sætning flabet, så kun Frey kunne høre det. "Okay. Hvor skal vi så hen?" spurgte jeg ham, og han pegede længere nede af gangen, hvor en lille dør førte udenfor. "Okay. Udenfor." 

Det var heldigvis solskin derude, og vi satte os ved de samme bænke, som åbenbart var hans foretrukne tilholdsted. Jeg kiggede begejstret på ham, og han sukkede let med et lille mikroskopisk smil. "Okay. Vi skal bruge grundbog 1." Mens jeg tog grundbogen op, stillede jeg en række spørgsmål.

"Hvorfor underviser du mig?"

"Fordi jeg er formanden for de blå."

"Jeg mener, kunne jeg ikke bare blive undervist i klassen?"

"hvis du gør noget skadeligt, vil det gå ud over mange flere, hvis du blev undervist blandt andre."

"Jeg mener, skal du heller ikke have undervisning?"

"Det er undervisning for mig nok, at skulle lærer dig noget. Okay, hvis du ville være sød at slå op på side 6. Læs indledningen. Du ved nok ikke engang hvad elementet går ud på."
Jeg slog op på siden, og læste teksten langsomt.

:Bøjning. Et element, som lader vedkommende manipulerer både tid og sted, gravitation og masse. Kan også lade sig gøre at lære telekinese og manipulation af refleksion af lys, derved at gøre sig selv eller andre usynlige. 
"Hvad har refleksion af lys med usynlighed at gøre?" spurgte jeg Frey frustreret, efter de fem minutter det havde taget mig at læse teksten. Han kiggede overrasket på mig. Da jeg ikke forstod hans respons, indså han at jeg var seriøs, og han begyndte at formulerer sætninger. "Okay, Waldis. Ved du egentlig hvordan øjne fungerer?" "Ja." Efter et øjebliks tavshed, talte han igen. "Kan du forklare mig hvordan?" "Når man åbner øjnene, ser øjnene... og så ser man!" "..."

Jeg lænede mig tilfreds tilbage på bænken, med krydsede ben. "Øh, Waldis? Nej..." Jeg kiggede overrasket på ham. "Hvad?" spurgte jeg irriteret. "Når lyset rammer dine nethinde, opfanges der signaler, som dine øjne omsætter til impulser. De bliver så sendt til din hjerne, der danner det fuldkomne billede." 
"Øh, okay."

"Når man så manipulerer lyset, der bliver reflekteret i dig selv i andres øjne, kan du virke usynlig for dem."

Jeg rejste mig straks op. "Lær mig det!" Han rystede på hovedet. "Det er alt for avanceret for dig. Du er ikke engang blevet undervist i mere end 10 minutter!"

"Kan du ikke engang beskrive til mig, hvordan man gør?" Min stædighed overvinder alting. "Okay, fint, hvis bare du tier stille! Det kræver rigtig meget koncentration. Og så snart du gør det, kan det altså være svært at gøre det igen. Okay. Du skal ligesom mærke "lyset" på dig. Og når du gør det, så..."

Jeg hørte ikke resten før jeg faldt i staver. "... har du forstået det?" Frey kiggede op på mig, og jeg nikkede bekræftende. "Okay, lad os så starte med det grundlæggende..."

Frey brugte resten af tiden på at foreklare de mindre indviklede ting, som jeg heller ikke forstod noget af. Jeg er ikke så meget til teori. Mere praksis. Men det var umuligt at få ud af ham. "Det er du slet ikke klar til endnu," svarede han mig altid, da jeg spurgte ham om jeg måtte prøve. Men ellers var det meget bedre, end at tilbringe tiden på mit soveværelse.

 

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________ En tegning E-chan og jeg har lavet. Det skal forestille Vladimir!


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...