Peacemaker ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2014
  • Status: Igang
*fortsættelse til Troublemaker-serien* Danielle Murs og Harry Styles har været kærester i omkring to år. De har støttet hinanden igennem tykt og tyndt, og alt ser ud til at forløbe godt for dem, lige indtil, at Danielle opdager at hun er gravid. Overraskelsen er stor for dem begge, men problemet ligger i, at Harry og drengene skal på turné med deres nyeste album. En ny turné betyder nye rejsemål og langdistanceforhold. Harry vælger at efterlade den gravide Danielle tilbage i London. Det betyder at Danielle selv må klare sig igennem den hårde graviditet. En tid med skænderier og svækkende følelser begynder for dem begge. Danielle begynder at tvivle på sit forhold til den unge Harry, da han har prioteret sit job højere end det faktum, at han skal være far. Vil den lille nyfødte baby skabe nogle andre toner mellem parret, da de lige pludselig står overfor deres livs største beslutning, da Harry vender hjem fra turnéen?

67Likes
29Kommentarer
8009Visninger
AA

12. Told You


Jeg havde næsten lige sat mig tungt ned i flysædet, da mine tanker allrede begyndte at påvirke mit humør. I dag var ikke den bedste dag i mit liv. Jeg havde næsten ikke snakket med Zayn siden episoden med Elizabeth, men jeg forstod ham også godt. Det var hans ’flirt’, og jeg fuckede det op i hans kærlighedsliv, og bestemt også mit eget. Dani havde alligevel valgt at tilgive mig, men jeg var stadig ikke helt sikker på, om hun mente det.

Hun var virkelig såret, og jeg bebrejdede hende heller ikke for at være det. Men tanken om at hun ville forlade mig på stedet med vores barn, var den sidste som måtte ske i mit liv. At rejse på turné midt i al kaossen var nok heller ikke det smarteste, men jeg havde intet valg. Jeg kunne ikke springe fra, jeg var bundet til de andre fire drenge og tourbusserne de næste par måneder, om jeg ville det eller ej.

"Jeg glæder mig så meget til den her turné!" Kom det meget optimistisk fra Niall, som havde placeret sig i flysædet lige overfor mig. Han var altid så optimistisk angående turnéerne. Det plejede jeg også selv at være, men denne her gang var min lyst til at optræde bare fuldstændig forsvundet. Jeg havde ikke styr nok på mit liv, til at jeg havde ro inden i.

"Den bliver så meget bedre end de andre!" Liam var hurtigt til at hoppe med på optimistexpressen, inden han med et stort smil, så spændt rundt på os andre. Lige meget hvor meget jeg ønskede det, så glædede jeg bare ikke. Jeg ville hellere have været blevet hjemme. Jeg vågede over min telefon, i håb om at der ville poppe en sms op fra Danielle. Hun plejede altid, at skrive når hun var kommet hjem fra lufthavnen, efter at vi havde taget afsked. Men denne gang var anderledes. Jeg gik ikke til gaten med følelsen af hendes læber omkring mine. Vi tog afsked med et kram, selvom jeg inderligt ønskede mere, men det havde jeg selv været skyld i.  

"Ud over at springe ind i forskellige tidssoner, så glæder jeg mig til at stå på scenen igen," Zayn blandede sig til min overraskelse i samtalen, han plejede normalt bare at sidde med sin telefon. Han var ikke så glad for flyrejser, men han havde vel nok vænnet sig til det med tiden. Det havde jeg hvert fald.

"Jeg glæder mig til at opleve kulturforskellene endnu engang - det er simpelthen noget af det mest fantastiske - synes du ikke Harry?" Det var først da Louis daskede let til min skulder, at jeg vågnede op. Jeg havde været så langt væk i mine tanker og bekymringer, at jeg næsten ikke havde opfattet, at han snakkede til mig.

"Det er vel fint nok?" Jeg så på ham med et træt blik, som jeg så ned på min telefon igen, for at trykke på den, så skærmen lyste op, men der var ingen sms tikket ind fra Danielle. Jeg var langt fra glad nok til at byde ind i samtalen med de andre drenge, og jeg ønskede blot, at de ville lade mig være lidt.

"C'mon Haz, du må ikke starte sådan her ud," prøvede Niall en smule optimistisk, men han havde vel nok selv på fornemmelsen, at det ikke rigtigt hjalp.

"Nej, det bliver fedt! Prøv at tænk på alt det, som vi kommer til at opleve!" Idet Liam nævnte det, kunne jeg ikke lade være med at lægge mærke til, at Zayn blot vendte hovedet den anden vej, som tegn på, at han havde meldt sig ud samtalen, idet jeg blev inddraget i den.

"Op med humøret Harreh - vi får nogle virkelig fede uger sammen, alleeee sammen!" Jeg beundrede Louis’ optimisme, men lige nu hadede jeg den bare. Kunne han ikke bare lade være mig være, når han kunne se, at jeg ikke var i humør til at fjante og pjatte over, hvor fed en turné vi fik.

"Tak guys, men jeg er ikke i særlig godt humør lige nu," jeg så langsomt over mod Zayn, for at se tilbage på Louis, Liam og Niall, men uden et smil. Jeg vidste godt, at de blot prøvede at gøre mig glad, men det var håbløst lige nu.

"Det er altid svært i starten, men det hele skal nok gå hen og blive virkelig hyggeligt alligevel," selvfølgelig havde Louis ret, for det var altid sværest i starten, når man rejste væk fra det hele, og skulle vænne sig til tanken om, at man ikke skulle hjem før om lang tid. Men jeg tvivlede dog på, at denne turné ville blive så hyggeligt, nu hvor Zayn og jeg ikke var allerbedste venner lige pt.

"Hør, jeg skal nok blive glad igen, men lige nu, har jeg bare brug for lidt tid til at tænke," Jeg så forsigtigt over på Zayn, i en bange anelse om, at han ville fnyse af mig eller noget. Zayn var den person, jeg ville være mindst uvenner med, fordi han frøs mig fuldstændig ude, og jeg hadede det.  

"Man kommer jo ikke særlig langt, hvis man ikke har en positiv indstilling," Zayn vendte langsomt sit hovedet over mod mig med noget der skulle antyde til et smil, men som ikke rigtigt var synligt.

"Det er lidt svært, når jeg har fucket det hele op, okay?" Sukkede jeg irriteret, som jeg tog mig til hovedet, og så væk fra ham. Hans kommentar var ikke just det, som hjalp mig allermest.

"Ja det... Det er jo så dit eget problem," *mumlede han på en utrolig irritabelt måde, som faktisk kun gav mig endnu værre samvittighed, end jeg havde i forvejen.

"HEY, ved I hvad der er dejligt at tænke på? Hvor glad en modtagelse vi får, når vi kommer hjem igen!" Udbrød Louis pludseligt, da han slog sine hænder sammen, så min krop spjættede svagt i et mindre chok. Alligevel valgte jeg at ignorere ham, og fokusere mere på Zayn.

"Zayn, jeg ved godt, at du stadig er sur på mig, og jeg forstår det godt! Men... kan vi ikke godt 'be cool'?" Jeg vidste ikke, hvad jeg havde forventet, da jeg bare lukkede ordene ud af min mund, uden at tænke over dem først. Som jeg havde forventet, sendte han mig bare et olmt blik, før at han atter kiggede ud gennem vinduet igen.

"Hvad skal jeg gøre, for at du vil holde op med at være sur?" Sukkede jeg en smule opgivende, som jeg vendte min krop i hans retning, for at få lidt mere direkte adgang til ham. Det var ikke i orden, at jeg ødelagde turnéen for de andre drenge, fordi at jeg var en idiot. Jeg havde som sådan ødelagt den for mig selv, men jeg ville ikke ødelægge den for nogen andre.

"Det ved jeg ikke," mumlede han, da han trak en smule på den ene skulder, mens at han blev ved med at se  ud gennem vinduet – kun for at undgå at se på mig, og det gjorde ondt.

"Zayn, c'mon, han er virkelig ked af det," kom det fra Liam, som havde fulgt med i vores lille samtale, hvis det overhovedet var en samtale. Hvis der var noget, som Liam hadede, så var det, når vi skændes eller var uvenner. Med et tungt suk, så han atter væk fra os, da han nok ikke forventede, at Zayn ville svare ham.

"Men alligevel så gjorde han det... Ikke bare overfor mig, også overfor Danielle... Jeg fatter det ikke," fnøs han en smule hårdt. Jeg havde ikke forventet, at Zayn ville svare ham, men han så direkte på mig, da han sagde ordene.

 "HEY, ved I, hvad jeg glæder mig til? FRANKRIG - for deres mad er det bedste!" Louis prøvede ihærdigt at skifte emne, men det nyttede ikke noget. Krigen var startet mellem Zayn og jeg, udover at jeg blot viftede med det hvide flag.

"Og jeg er ked af det okay?! Jeg er så tæt på at miste hende, og jeg vil ikke miste flere vigtige personer i mit liv! Hvad jeg gjorde var forkert, både overfor Dani, men også for dig. Du er som en bror for mig," min stemme fadede ud til sidst, da jeg langsomt så ned på mine hænder.

"Men hvorfor gjorde du det overhovedet?" Spurgte han roligt, men stadig på den kolde måde, som gav mig endnu mere skyldfølelse. Det var egentligt et godt spørgsmål, fordi jeg ikke havde et svar, som kunne redde mit skind.

”Fordi… hun var virkelig ked af det, og jeg ville bare have haft hende til en kop te, eller noget, men hun ville noget andet,” jeg havde jo fundet hende grædende ude foran hans hoveddør, og jeg ville bare være venlig, men det var gået langt fra godt. Zayn sad bare målløs tilbage, som tavsheden lagde sig henover os alle fem.

"Har hun ikke fortalt dig det?" Jeg kendte ikke selv svaret på dette spørgsmål, så jeg endte med at spørge ham i stedet for. Jeg vidste, at han havde snakket – eller hvert fald prøvet – med Elizabeth siden, men hvordan at det var gået, var jeg ikke klar over.

"Jeg har ikke rigtigt spurgt ind til det... Jeg havde for travlt med at være sur.." Måden han sagde det på, fik et stik til at gå gennem hele min krop. Det var som om, at han slet ikke havde prøvet at snakke med hende, eller løse problemet. Zayn var noget af det rareste i hele verden, han tilgav alle, men lige nu tvivlede jeg på, om han havde tænkt sig at tilgive mig nogensinde.

"Så I har ikke talt sammen siden?" Spurgte jeg ham tøvende, som jeg så op på ham med et ømt blik. Det vedkom i grunden ikke mig, men jeg spurgte ham alligevel.

"Det kan være lige meget - det er ikke vigtigt at bringe på banen," sukkede han, som han så væk fra mig, og ud gennem af vinduet igem.

"Lad os nu tale om noget positivt!" Louis var tydeligvis træt af stemningen, men jeg undgik bevidst at svare ham, som jeg så væk fra Zayn med et opgivende suk, da jeg lænede mig tungt tilbage i mit flysæde.

"Hey Lou, kan du huske hvor meget Paul hader, når vi tegner overskæg på ham i flyet?" Sagde Niall lige pludselig, men jeg vidste godt, hvor han ville hen med det. Og det ville ikke ende godt. Men det var faktisk ret sjovt, når Paul blev sur, men lige nu var jeg langt fra i stemning til at syntes, at det var sjovt.

"Hey, så meget - at vi burde gøre det!" Svarede Louis, da han puffede til mig, i et håb om, at jeg ville være med på idéen. Normalt var jeg altid med på at drille Paul, men jeg magtede ikke flere problemer, heller ikke engang for sjov.

"Jeg står i problemer til halsen allerede, Louis," smilede jeg svagt til ham, som en undskyldning for ikke at være med på idéen.

"Kom nuuuuuuuu - lad være med at hænge med mulen. Dani er der endnu, når du kommer hjem - og hvis du er så urolig for, hvad hun render rundt og laver, så kan du jo ringe til Christina og bede hende holde øje med hende, så hun ikke stikker af,"

"Måske, jeg skulle overveje det," jeg piller lidt ved kanten af min telefon, som jeg sad, og overvejede Louis' forslag. Jeg burde stole på hende, men hun prøvede ihærdigt at forlade mig for få dage siden, og nu var der ingen til at stoppe hende.

"Så gør det, det vil måske give dig lidt sindsro," nikkede han bekræftende, inden Niall og ham listede afsted ind mod den anden del af flyet, hvor Paul sikkert befandt sig. Tøvende gik jeg ind under kontakter på min telefon, for at finde Christinas nummer, og ringe hende op. Hurtigt blev opkaldet besvaret, men der var en masse højlydt skratten i baggrunden, og jeg havde ingen chance for, at høre om snakkede til mig.

"Christina? Hallo?” Sagde jeg med en klar stemme, i håb om at hun ville kunne høre mig.

"Hallo? Harry? Er det dig?" Jeg kunne høre lyden af en dør der smækkede i, hvorefter der blev forholdsvis stille.  

"HILS!" Råbte Louis af alle lungers kraft nede fra den anden ende. Han tog aldrig højde for,  hvor mega irriterende, at han kunne være.

"Ja... det er mig. Jeg forstyrrer ikke?" Det var med vilje, at jeg ignorerede Louis, da jeg prøvede at koncentrere mig om, at have en telefonsamtale med hans søster.

"Nej overhovedet ikke, jeg var bare lige ovre for at tømme Nialls køleskab for mad," jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af det, for jeg vidste præcist, hvordan Niall ville reagere, når han kom hjem til et tømt køleskab.

"Hør, jeg ville faktisk høre dig, om du ville gøre mig en tjeneste?" Jeg prøvede at lyde lidt mere seriøs denne gang, da jeg så ud gennem mit lille flyvindue.

"Selvfølgelig - hvad så?"

"Jeg ved godt, at det lyder dumt, men... Mens jeg er væk.. Vil du ikke godt sørge for, at Dani ikke... stikker af?" Jeg fik det sagt med en meget lav og tøvende stemme, da jeg overhovedet ikke var stolt over, at spørge hende om dette. Det lød bare som om, at jeg ikke stolede på Danielle, men det gjorde jeg vel heller ikke, hvis jeg frygtede, at hun ville stikke af fra mig.

"Stikker af? Søde du er godt klar over, at det er dig der er på turne, og hende der sidder derhjemme ikke? Hvor I alverden skulle hun stikke af hen?" Hun lød meget overrasket, men det havde jeg skam også forventet, at hun ville være. Hun havde ikke bare sagt deal, og smækket røret på. Sådan fungerede Christina langt fra.

"Jeg ved godt, at det er dumt, men jeg... Hun ville forlade mig for to dage siden, pga. Elizabeth... Jeg ville bare være sikker,"

"Åh...... Jamen... Jo, jeg skal nok holde øjnene åbne," hun blev en smule tavs, da det ligesom gik op for hende, at jeg ikke tog pis på hende.

"Tak Chris, det betyder meget for mig!..... Hvordan går det?"  Jeg fik spurgt hende på en tøvende - endda mere akavet måde, som jeg lænede mig frem i flysædet.

”Det går fint Harry - helt okay, men burde det ikke være mig, der spurgte dig om det? Jeg mener, ovenpå alt det her?"

"Måske jo, men nu var jeg hurtigst," sukkede jeg lidt med et lille smil. Jeg håbede lidt, at jeg ville kunne lette stemingen lidt, for jeg magtede snart ikke mere negativitet.

"Alt er strålende, jeg har lige stjålet stort set alt den is, jeg kunne finde i Nialls fryser.." jeg kunne slet ikke lade være med at grine stilfærdigt over hendes gerning. Niall ville få et hjerteanfald, når han engang kom hjem igen.

"Men hey Harry?"

"Ja?"

"Det hele skal nok gå... Mellem dig og Dani mener jeg.... I er ikke Englands stærkeste par for ingenting," jeg grinede stilfærdigt over hendes pludselige kåring af Danielle og jeg. Var det sådan, at folk så os?

"Altså.. det er bare vildt, at hun stadig er der," sukkede jeg lavt, da smilet hurtigt forsvandt fra mine læber, og mit ansigt.

"Hun elsker dig meget højt. Det må du ikke tage for givet," det var rart at få at vide, men problemet var bare lidt, at Christina ikke kunne tale på Danielles vegne, selvom jeg ønskede, at hun kunne lige nu.

"Og det er derfor, at jeg har brug for din hjælp. Bare sørg for, at hun er glad, okay?" Tanken om at hun ikke ville være glad, det næste lange stykke tid, skar som papir i mit hjerte.

"Jeg stikker forbi hende med noget is, så kan hun ikke andet end at blive glad! Desuden hænger hun på mig de næste mange uger - tro mig, hun bliver glad, når du kommer tilbage,"

”Tak, så skal jeg nok lade den detalje ligge med, at du tog alt Nialls is," det var nu alligevel utroligt, som Christina kunne få mig til at smile. Hun var en helt igennem fantastisk pige, som jeg bestemt var glad for, at også var her for Danielle, når jeg ikke kunne være der.

"Tak, jeg går ind for den løgn med, at det er rådnet op,"

"Jeg har din ryg. Men jeg skulle hilse fra din møgirriterende bror," det var først nu, at jeg kom i tanke om, at Louis bad mig hilse, så jeg ville gøre det, inden at han kom skrigende ind i mit ansigt, som en anden havmåge.

"Åh, er han der også?" Det var tydeligt at høre på hende, at hun sukkede dybt – men for sjovt.

”Du bliver vel nødt til at hilse igen så... Sig, at hans køleskab bliver det næste!"

"Ja, jeg kan ikke lige sådan slippe udenom ham. Men hils Dani fra mig, okay?"

"Selvfølgelig, jeg overtager din plads Harry, du kan godt regne med, at jeg nægter at skride, når du kommer hjem igen. Du kan bo hos Niall, kan du," igen gled et lille smil henover mine læber, da hun jokede med at flytte ind i min lejlighed.  

"Så du er helt cool med at leve med en lille baby og en humørsvingende pige?”

”Pjat, jeg er en kvinde, jeg kan sagtens klare det - desuden er det ikke meget anderledes end at vokse op med Louis,”  jeg grinede let af hende sammenligning. Hun havde alligevel så evigt ret. Kunne man overleve at bo sammen med Louis, så kunne man overleve næsten alt.

"Du har ret, han er noget af en kvinde. Men Chris?”

"Mhh?"

"Tak fordi, at du vil være her for hende, når jeg ikke kan," jeg mærkede, hvordan smilet langsomt forsvandt fra mine læber, som den mere negative og triste stemning ramte mig igen. Men jeg følte mig samtidig mere tryg og rolig, end jeg gjorde før.

”Jeg vil altid være der for hende.."

"Du er den bedste. Men jeg vil løbe igen, jeg kan høre, at din bror og kæreste har været inde og tegne overskæg på Paul igen," jeg kunne høre Louis’ højlydte skrig, og hastige fodtrin nærme sig, som de kom til syne med en hidsig Paul i hælene.

"Åh Gud... Men ja vi ses, hils omkring dig Haz!”

 

_______________________________________________________________

Wuhu! Lige et kapitel til en sen lørdag aften, som jeg egentlig bare tilbringer herhjemme med en god kop te!

Tror I, at Christina fortæller Danielle om hendes samtale med Harry?

Jeg er glad for, at I stadig hænger på - og smid endelig et like, hvis du ikke allerede har gjort det!

 

~xoxo HorTom aka Ida

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...