Peacemaker ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2014
  • Status: Igang
*fortsættelse til Troublemaker-serien* Danielle Murs og Harry Styles har været kærester i omkring to år. De har støttet hinanden igennem tykt og tyndt, og alt ser ud til at forløbe godt for dem, lige indtil, at Danielle opdager at hun er gravid. Overraskelsen er stor for dem begge, men problemet ligger i, at Harry og drengene skal på turné med deres nyeste album. En ny turné betyder nye rejsemål og langdistanceforhold. Harry vælger at efterlade den gravide Danielle tilbage i London. Det betyder at Danielle selv må klare sig igennem den hårde graviditet. En tid med skænderier og svækkende følelser begynder for dem begge. Danielle begynder at tvivle på sit forhold til den unge Harry, da han har prioteret sit job højere end det faktum, at han skal være far. Vil den lille nyfødte baby skabe nogle andre toner mellem parret, da de lige pludselig står overfor deres livs største beslutning, da Harry vender hjem fra turnéen?

67Likes
29Kommentarer
8004Visninger
AA

11. This Is How We Do It


"Nej" græd jeg, da jeg smed det sidste tøj i sportstasken på sengen, som jeg havde fundet frem for ganske få minutter siden. Jeg havde måske truffet den dummeste beslutning i hele mit liv, da ordende forlod mine dirrende læber, men det her føltes heller ikke rigtigt.

"Jo..." snøftede han med en rystende stemme. Hans stemme rystede mere end nogensinde, selvom han prøvede at holde modet oppe.

"Nej, du skal ikke," langsomt lod jeg min frie hånd forsigtigt røre den lille bule på min mave, inden hun lukkede sportstasken, og svang den over min skulder i et tydeligt tegn på, at jeg havde truffet min beslutning uden ham. Han stod i døråbningen, stadig med en støttende hånd mod dørkarmen, og så på mig med bedende øjne, inden han let åbnede munden

"Jeg giver dig ikke lov til at gå," hurtigt støttede han sig til døren, for at lukke den i bag sig med al sin vægt, før han stillede sig i vejen i døråbningen, så det var umuligt for mig at passere.

"Flyt dig, Harry! Jeg gider ikke det her!" Vrisser jeg irriteret, da det gik op for mig, at han ikke havde tænkt sig at flytte sig. Jeg tog de sidste skridt hen i mod ham, for at ligge begge mine hænder mod hans side, for at bruge alle mine kræfter på at skubbe til ham, i håb om at jeg ville være stærk nok til at kunne flytte bare lidt på ham. Jeg var ligeglad med, om han blev sur nu, eller om han løftede mig væk. Alt var faktisk efterhånden lige meget.

"Nej, jeg tillader det ikke!"  Med den ene hånd bag sin ryg, hørte jeg ham dreje nøglen om til soveværelset, hvorefter han med en umage - men hurtigt – bevægelse kastede nøglen op ovenpå skabet, hvor jeg umuligt ville kunne nå den på mine egne ben.

"Hold kæft, hvor er du bare.. ÅRGH!" Udbrød jeg i en blanding af smerte og frustration, da jeg smed tasken fra mig direkte på gulvet foran hans fødder. Det kunne bare ikke passe, at han havde handlet på sådan en måde, som hverken var fair overfor ham selv eller mig. Han kunne ikke bestemme, hvad jeg skulle gøre, eller hvilke beslutninger som jeg skulle tage.

"Forelsket i dig... ja," snøftede han næsten lydløst, da han kørte hånden igennem håret, samtidig med at han så mig direkte i øjnene, med et borrene blik fyldt med alvor og skam. "Og jeg lader dig ikke gå..." hviskede han nærmest, da han trak vejret dybt, men jeg kunne høre på hans vejrtrækning, at han rystede.

"Hvis du elsker mig, så lader du mig gå," mumlede jeg en smule opgivende, inden at jeg vendte rundt på hælen, for at gå hen til klædeskabet, og skubbe en stol hen foran skabet, for at finde nøglen som Harry netop havde kastet derop.

"Nej... Jeg, jeg kan ikke lade dig gå," jeg mærkede hans rystende hånd tage ganske blidt fat i mine skuldre, hvorefter han trak mig ned, og skubbede stolen væk, så den væltede med et brag. Måske var det tidspunktet at tænke på, at vi faktisk havde naboer og underboer, men den tanke forblev kun en tanke, da han afbrød mig. "Jeg har brug for dig..... Og selvom jeg kvajer mig så... så har du også brug for mig,"

Jeg så på den væltede stol, som lå i den anden ende af soveværelset, med et dybt suk, før vreden endnu engang tog overhånd, og jeg denne gang begyndte at slå løs på hans brystkasse igen, denne gang med alt min kræft, mens jeg stønnede hysterisk over hans barnlige og uacceptable opførsel overfor mig. Under mit anfald i vrede, kunne jeg ikke undgå at mærke, at han spændte op i brystmusklerne for at tage en smule af smerten fra mine slag.

"Din idiot! Din inkompetente nar! Din blondinekyssende taber!" Skreg jeg, så det næsten brændte i min hals af smerte, inden en bølge af opgivelse, sorg, ulykkelighed og udmattelse ramte mig på én gang, og inden jeg selv kunne nå at få kontrol over mig selv igen, brød jeg sammen i gråd mod hans brystkasse, og lod mine arme falde tungt ned langs min side igen. Uden at sige et eneste ord, eller trække sig væk, slog han forsigtigt sine arme omkring mig med et stilfærdigt suk ned imod mit hår. Jeg havde lyst til at rive mig væk fra ham, da jeg ikke følte mig alene i hans arme, tanken om at disse arme, havde holdt om en anden, gav mig mildes talt kvalme, men jeg gjorde intet ved det. Jeg blev bare stående, grædende uden at sige noget til ham, mens han forsigtigt lod sin ene hånd stryge gennem mit hår, og ned langs min ryg, før, at jeg trak mig en smule akavet væk fra ham, for at se ned på mine fødder.

"Hvorfor gør du det her mod mig?" Hviskede jeg nærmest, da jeg langsomt så op på ham. Tårerne i mine øjne var ikke forsvundet endnu, da jeg prøvede at få kontrol over mine vejrtrækninger.

"Jeg ville ønske.... at jeg selv vidste det," han snøftede lavt, før at han satte sig langsomt og tungt ned på kanten af den store dobbelt seng inde i soveværelset, hvor vi stadig befandt os i en knapt så behagelig situation eller samtale.

"Jeg har fundet mig i så meget fra din side af. Alle dine fans, haten fra dem, presset, det faktum at få en familie med dig - og det her er takken!" Hvad mente han med, at han ikke vidste det? Det hele kunne ikke bare blive ved med at være uheld hele tiden, jeg var ikke dum. Men jeg følte mig så umådelig dum, at jeg overhovedet havde blevet her så længe, men jeg havde været så dum, så blind og så naiv til, at jeg kunne sætte min egen lykke i første række.

"Jeg er en idiot.... Jeg ... Jeg tænker mig ikke om," spørgsmålet var nærmere, om jeg var lykkelig lige nu? Jeg havde været lykkelig indtil Harry kom hjem. Han kunne sige så mange gange, at han ville, hvor stor en idiot han var, men det hjalp ham bare ikke. Det ændrede ikke på det faktum, at han havde snydt mig, løjet for mig og knust mig.

"Jeg kan ikke fortsætte mit liv sådan her," det var hverken en konstatering, som jeg havde lyst til at høre, men jeg vidste, at det var den eneste ting, som jeg kunne gøre, bare for at beholde lidt af min værdighed tilbage. Snart ville offentligheden finde ud af, hvad Harry og Elizabeth havde lavet, også ville jeg stå tilbage, fuldstændig til grin.

"Det skal du, d-du må ikke give op på mig..." Han hev hurtigt efter vejret, da han knugede sine hænder sammen over sine knæ. Det kunne han da ikke bare bede mig om? Han kunne ikke bestemme, hvordan at jeg skulle leve mit liv. Selvom han var ked af det, at han fortrød sine handlinger, så var der bare ikke mere at gøre. Tiden var bare rindet ud for os.

"Der findes bedre derude, Harry! Du har chancen nu, for at starte forfra, okay? Glemme alt det her, og få den perfekte familie," Jeg lod mig langsomt synke sammen m ed ryggen mod den låste dør med et suk. Hvert et ord skar som tusinde knive. Jeg havde ikke lyst til at se ham være lykkelig med en anden, jeg havde ikke lyst til at give slip på ham, men det var min lykke, som stod på spil her, og hvor megen lykke var der i at få et barn sammen med en, som går bag din ryg gang på gang?

"Og jeg lover dig, at jeg ikke spilder chancen, Danielle! -Jeg vil lade dig kontrollere mit liv om nødvendigt.. j-jeg vil gøre alt!" Hans øjne lyste op med en gnist af håb, som han rettede sin ryg, så han sad med en ret holdning i sengen. Han havde misforstået, hvad jeg sagde til ham, selvom jeg selv ønskede, at jeg havde misforstået det, som jeg sagde.

"Jeg mente med en anden," min stemme blev helt lys, da den knækkede en smule over, og jeg trak mine ben op under mig, da jeg ihærdigt prøvede at undgå at græde endnu engang. Der kom ingen respons fra ham efter dette, han sagde ingenting, ikke engang lyden af hans snøften eller tunge vejrtrækning. Ingenting. Han sad bare, og så på mig med store øjne, som om at han bestemt ikke havde regnet med, at jeg ville sige det til ham. I en meget tung bevægelse sank hans skulder sammen, og den ranke holdning han sad med før forsvandt pludseligt.

"Jeg elsker dig virkelig Harry, og det er derfor, at jeg giver dig chancen, for at få dit liv tilbage. Jeg tror virkelig ikke, at du er lykkelig i et forhold med mig længere," min stemme rystede voldsomt, da min krop også begyndte at ryste. Måske passede vi bare ikke sammen længere? Vi havde været et par længe, vi havde haft mange gode stunder, men på det seneste havde det ikke været en dans på røde roser. Og hvordan kunne jeg være sikker på, at når han ville være væk på turné, at han ville være mig tro? Det kunne jeg ikke.

"Jeg vil ikke have nogen anden okay? Jeg vil ikke engang tænke på et forhold med nogen anden! Jeg..... jeg kan ikke leve uden dig!" Udbrød han, da han slog ud med den ene arm, da hans stemme gav genlyd gennem hele soveværelset, og min krop reagerede i et lille chok.

"D-det må du ikke sige," hviskede jeg forsigtigt, så jeg så forsigtigt op på ham, med endnu flere tårer i mine øjne. Jeg prøvede at være stærk nok til at løsrive mig fra hans lange arme, som altid havde tryllebundet mig, men jeg kunne ikke blive ved. Det kunne jeg bare ikke. Han måtte ikke sige til mig, at han ikke kunne leve uden mig, for det gjorde det bare endnu sværere at forlade ham.

"Det passer....."hans stemme var væsentlig lavere og roligere end før, men den var stadig ikke rolig nok til at få sin egen klang igen.

"Jeg ved godt, at det er svært at give slip, men du bliver nødt til det. Du har en stor fremtid foran dig med en masse succes, albums, turnéer i massevis, og engang vil du have den mest perfekte familie. Jeg er bare et kapitel i dit liv," jeg hadede at indse det, men det var sandt. Det sluttede her, og jeg måtte bare acceptere det. Jeg rejste mig op fra gulvet, for at gå over og rejse stolen op igen, og kravle forsigtigt op på dens sæde, og tage nøglen ned. Den var allerede fedtet af støv fra skabet.

"Du er ikke bare et kapitel i mit liv Danielle! Og jeg er fuldkommen bedøvende ligeglad med succes og albums, og jeg kunne ikke være mere ligeglad med penge og berømthed - det eneste der betyder noget er dig, dig og vores kommende barn!" Jeg hoppede tøvende ned fra stolen med nøglen i min hånd, for at se mig langsomt over skulderen, for at se ham sidde og se på mig.

"Jeg hader dig," sukker jeg med et skuldertræk, før jeg lod min hånd falde ned langs min side, og jeg langsomt hev efter vejret.

"Og det har du også alt mulig ret til at gøre, men jeg elsker dig virkelig højt, og jeg vil virkelig gøre alt for at få en chance til," snøftede han før at han rejste sig op fra sengekanten, og ganske forsigtigt tog nøglen ud af hånden på mig.

"Jeg var så klar til at gå ud gennem den dør. Prøve at få mit liv tilbage. Men jeg kan ikke gå uden mit hjerte." Sukkede jeg efter lang tid, hvor jeg bare stod i tavshed uden at sige noget til ham. Hvem prøvede jeg dog at narre? Jeg troede virkelig, at jeg ville være stærk til at gå fra ham denne gang, måske få styr på det hele. Men mit hjerte tilhørte ham, og jeg kunne ikke elske nogen anden, hvis ikke han ville give mig mit hjerte tilbage. 

"Jeg ... jeg elsker dig virkelig virkelig meget Danielle - og... Og jeg lover dig, at jeg aldrig v-vil såre dig igen," han rystede mere end nogensinde, da han tog et lille skridt henimod mig på sine rystende ben, som truede med at give efter under ham.

"Jeg er virkelig dum, fordi at jeg ikke gik i første omgang, men jeg bliver alligevel. Men det gør jeg ikke næste gang, okay?" Det var måske for nemt at bare tage sine ting at gå? Bare smide det hele væk, det som jeg havde kæmpet så meget for. Skulle jeg bare lade det glide ud mellem mine fingre? Skulle jeg bare lade den fyr som havde kostet mig allerflest tårer, og samtidig også kostet mig de fleste smil, være et overstået kapitel i mit liv? Han var nok en idiot, men han var også den idiot, som jeg ikke var klar til at sige helt farvel til endnu.

"O-okay," han nikkede en enkelt gang, før han langsomt trak vejret dybt, og jeg kørte en finger under mine øjne, i et forsøg på at tørre dem, før jeg forsigtigt sendte ham et lille smil. Det var ikke et lykkeligt smil, men det var et smil, som lagde låg på gryden, som netop var stoppet med at koge over.

"Jeg elsker dig så højt," han hvisker det nærmest, før han langsomt tog chancen, og rakte sine hænder ud, for at forsigtigt at ligge dem omkring min talje, for at trække mig langsomt ind til sig. Jeg følte mig for første gang ikke særlig komfortabelt ved hans berøring, men jeg gjorde ingenting ved det. Jeg magtede ikke at lave en scene over det, så jeg lod ham faktisk bare gøre det.

"I lige måde, din idiot!" Mumlede jeg mod hans skulder, da jeg mærkede, hvordan atmosfæren langsomt overvældede mig, og tårerne pressede sig op i mine øjne igen. Jeg elskede ham jo, jeg elskede ham netop for meget til, at jeg ville give slip på ham. Men jeg vidste, at jeg måtte til at passe på mig selv, for selvom vores forhold havde båret mange skænderier, svigt og nu utroskab, så måtte jeg også sætte en grænse for, hvor meget jeg ville finde mig i, før jeg var totalt til grin, ikke bare i andres øjne, men også mine egne.

"Nok omkring følelser, vi burde rydde op efter det her," han vendte på en tallerken, da han roligt trak mig væk fra sig, for tydeligt at hentyde til den væltede stol inde i soveværelset, før han bukkede sig ned, fr at samle den lysebrune sweater, og sætte kurs mod vasketøjskurven.

"Nej vent!" Uden at tænke greb jeg ud efter hans ærme, for at stoppe ham op, da jeg kom i tanke om vedhænget i hans sweater. Han skulle se det, inden han bare smed den til vask. Nok virkede det lidt ’plat’ at vise ham det nu, hvor jeg faktisk stadig var indebrændt på ham. Jeg tog fat i sweaterens højre ærme, for at folde det lidt op, så vedhænget kom til syne.

"Hvad skal dette symbolisere?" Han så op på mig med ny-fundende tårer spillende i sine øjne, og et brydende smil, da han forsigtigt kørte sin ene finger henover det smukke vedhæng, som han gav mig tre år tilbage.

"Jeg ville have overrasket dig, når du tager afsted på turné om to dage. Men det skulle være en form for minde, når du ikke kan være hjemme, når du savner mig," jeg smilede svagt, da ordende forlod mine læber, og jeg så på hans finger, som stadig pillede forsigtigt ved vedhænget.

"Det vil jeg huske hver evig eneste nat, når jeg skal til at sove," et kærligt smil gled henover hans læber, før at han så op på mig med blanke øjne, og knugede sweateren ind til sig med et lettet suk. Han havde reageret ligesom jeg havde håbet, og det var nok også nu, at det var det bedste tidpunkt, hvorpå at jeg kunne give ham den. Stemningen mellem os var stadig trykket, og langt fra normal.

"Jeg ville godt kysse dig, men det kan jeg ikke få mig selv til lige nu," smilede jeg med et forsigtigt smil, da jeg en smule flovt så ned i jorden. Jeg havde lyst til at kysse ham, for det havde vi gjort, hvis ikke han havde… ja. Jeg havde langt fra lyst til at kysse ham, men det føltes bare ikke rigtigt lige nu, specielt fordi at jeg ikke var den eneste, som havde gjort det.

"Det er okay... Når du engang er klar til ar kunne gøre det igen, så venter jeg i spænding," jeg vidste ikke hvor langt tid, at der ville gå, før at jeg ville kunne kysse ham igen, eller være i nærkontakt med ham. Men jeg vidste, at det ville tage tid, hvor lang tid stod mig endnu uklart.

"Godt, og du kender konsekvenserne, hvis det sker igen!" Et alvorligt smil gled henover mine læber, da jeg langsomt tog nøglen ud af hans hånd, som han ingen modstand gjorde ved, for derefter at gå hen og låse døren op til soveværelset.

"Det ved jeg, og jeg udfordrer ikke skæbnen," så poetisk, men jeg vidste ikke, om jeg stolede helt på det, som han sagde. Han havde trods alt lige gjort det klart for mig, at han var svær at tro på.

"Det har du jo sagt før,” smilet sad stadigt på mine læber, da jeg stoppede op i døråbningen, for at kigge mig tilbage over skulderen, og se ham stå med alvorligt udtryk, hvorefter for at bevæge mig ud af soveværelset, og efterlade ham derinde tom for ord, med ikke andet end en skyldfølelse som åd ham op indefra. 

 

____________________________________________________________

Fortæl mig lige, hvad I synes indtil videre? Er Danielle for 'nem'?

Og bare lige sådan, at I ikke skal blive forvirret, så er Elizabeth Clayton fra movellaen: Next In Line.

Og nu nærmer tiden sig jo, hvor Harry snart rejser, og tror I, at det vil skabe flere problemer? 

 

~HorTom

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...