Peacemaker ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2014
  • Status: Igang
*fortsættelse til Troublemaker-serien* Danielle Murs og Harry Styles har været kærester i omkring to år. De har støttet hinanden igennem tykt og tyndt, og alt ser ud til at forløbe godt for dem, lige indtil, at Danielle opdager at hun er gravid. Overraskelsen er stor for dem begge, men problemet ligger i, at Harry og drengene skal på turné med deres nyeste album. En ny turné betyder nye rejsemål og langdistanceforhold. Harry vælger at efterlade den gravide Danielle tilbage i London. Det betyder at Danielle selv må klare sig igennem den hårde graviditet. En tid med skænderier og svækkende følelser begynder for dem begge. Danielle begynder at tvivle på sit forhold til den unge Harry, da han har prioteret sit job højere end det faktum, at han skal være far. Vil den lille nyfødte baby skabe nogle andre toner mellem parret, da de lige pludselig står overfor deres livs største beslutning, da Harry vender hjem fra turnéen?

67Likes
29Kommentarer
8008Visninger
AA

4. Surprise


 

"Er du sikker?" Lød det tøvende fra Harry, og nikkede hurtigt. Det kunne kun være det. Det forklarede min pludselige kvalme, og at jeg kastede op. Jeg havde ikke spist noget, som jeg ikke kunne tåle, for så ville Harry også være påvirket af det, og det var han ikke. 

"Ja, jeg er gået en uge over tid," jeg havde ikke lagt mærke til, at min cyklus var gået en uge over tid før nu. Hvordan kunne det her overhovedet være muligt? At jeg skulle være mor i en alder af 22 år. Alt inde i mig stoppede, og jeg kunne mærke, hvordan mit hoved arbejdede på højtryk, for at samle op på situationen. 

"Harry, du skal være far," fik jeg presset ud gennem mine læber med et lille smil, da jeg havde sundet mig i et lille stykke tid. Det var en lykkelig følelse, som fyldte min krop, idet jeg hørte mig selv sige disse ord. Jeg nåede ikke at registrere særlig meget, da jeg så Harry bevæge sig hen i mod mig med et stort smil. Jeg faldt ham om halsen, og mine fødder lettede fra jorden et kort øjeblik, idet han snurrede mig rundt. 

"Hvor er det vildt," grinede han ind mod min skulder, mens han knugede mig ind til sig. Jeg havde måske frygtet en smule, at han ville reagere negativt, fordi det kunne være overvældende for ham. Jeg selv kunne ikke lade være med at grine svagt. Det var ikke gået op for mig endnu, hvad der lige var sket. 

"Jeg ringer til lægen med det samme, så vi kan få det bekræftet hurtigst muligt," jeg trak mig væk fra Harry, for at opdage, at hans øjne var blanke, og let røde. Han var ved at græde, hvilket fik min mave til at vende op og ned. Jeg sendte ham et stort smil, og nikkede derefter bekræftende, inden jeg slap ham. Et lille snøft lød fra ham, inden han lo kort. Hans meget korte latter smittede af på mig, men han tog istedet mit hoved i sine hænder, og efterlod et kys på min pande, inden han forlod soveværelset med sin mobil i hånden.

 

"Lægen har først tid i morgen tidlig," sukkede Harry en smule opgivende, da han valsede ind i stuen, hvor jeg havde placeret mig. Jeg havde brug for at få afledt mine tanker, og slappe af. Jeg var virkelig nervøs, fordi det var ikke gået op for mig endnu.

"Først der?" Sukkede jeg utålmodigt, og lænede mit hoved tilbage mod sofaens ryglæn. Jeg kunne ikke vente helt til i morgen! Jeg ville vide nu, om jeg var gravid, inden jeg freakede helt ud. 

"Rolig babe! Han ville ringe, hvis han fik en ledig tid i dag," ud af øjenkrogen så jeg Harry dumpe ned i sædet ved siden af mig. Hans ansigt var en smule anstrengt, men han prøvede at skjule det - ærgerligt, at jeg kendte ham så godt. 

"Jamen, jeg kan ikke bare sidde her og vente på, at han vil ringe!" Sukkede jeg irriteret, og slog letter irriteret ud med min arm. Det irriterede mig, at jeg blev så irriteret over det, for det ville jeg normalt ikke, men det gik mig bare sådan på. 

"Men det bliver du nødt til," grinede han varmt af mig, og tog min hånd i sin. Den var helt lille i hans hånd, men jeg kunne godt lide det. 

"Det er da godt nok helt vild, så hjælpsom du er lige nu," mumlede jeg med et lille smil. Det var en sarkastisk bemærkning fra min side af, fordi jeg følte overhovedet ikke, at han hjalp mig videre. Jeg ville gerne vide, om der levede en lille bitte baby inde i min mave, som jeg skulle tage hensyn til. 

"Jamen jeg elsker da også dig," lo han varmt, og klemte blidt min hånd. Selvom han mente det sarkastisk, så vidste jeg, at han mente det inderligt. 


 

Lægen ringede lige idet, som vi havde sat os til bordet. Harry havde lavet spaghetti og kødboller, fordi han vidste, at det var min absolut livret. Hvis man lige så bort fra den detalje, så fik jeg kun spist én bid af min mad, inden vi var hurtige til at fare ud af døren, og ned på gaden, for at springe direkte ind i hans Range Rover. Normalt ville jeg sige, at Harry kørte godt, men i denne situation ville jeg tage det i mig igen. 

Og som prikken over i'et, så var vi ikke specielt diskrete - men var vi nogensinde det? Flere fans opdagede os, og selvfølgelig gjorde en enkelt paparazzia eller to hvis også.

"Parker så tæt på indgangen, som overhovedet muligt," kommenterede jeg, da han med en lidt for høj fart slyngede ind på parkeringspladsen foran det lægehuset. Der var heldigvis ikke særlig mange biler, så vi havde en chance for at nå derind, uden at blive opdaget. Han gjorde, som jeg havde sagt, og holdt næsten helt op ad døren, og jeg var hurtigt til at få mig klikket fri fra sikkerhedsselen, og smutte fra bilen og ind af indgangen med Harry lige i hælene. 

Jeg bad inderligt til, at der ikke var nogen, som opdagede os, men jeg kunne aldrig vide mig sikker i sådanne ting. 

Vi blev hurtigt taget i mod af sekretæren, som viste os direkte ind til lægen. Alle væggene var hvide, og der hang ganske få malerier rundt omkring. Alt i alt et meget kedeligt værelse at være i. Mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst, da jeg trykkede lægens hånd. Det var en kvindelig læge, som var omtrent min højde med rødt langt hår. Hun var dog omkring min mors alder, hvis jeg skulle skyde. Omkring de 50, hvis nogen skulle være i tvivl. 

Jeg fortalte hende, hvad jeg havde oplevet det sidste døgn, og hvordan situationen var. Som jeg havde forventet ville hun umiddelbart sige, at det var ret klare tegn på, at jeg var gravid, men hun ville gerne tjekke for en sikkerhedsskyld. 

 


 

Jeg var helt paf efter besøget hos lægen. Alt inde i mig stressede bare rundt, og jeg følte overhovedet ikke, at jeg kunne rumme noget lige nu. Det var svært for mig at sluge tanken om, at jeg nu skulle være mor, og at Harry skulle være far. At vi om mindre om et år ville være tre, fremfor to personer. 

"Dani, du behøver jo ikke beholde barnet, hvis du..." prøvede Harry at forsikre mig om i bilen på vej hjem mod lejligheden. Lægen havde nævnt abort som en mulighed, da hun godt kendte til os og vores jobs. Vi havde ikke altid den tid sammen, som vi ønskede, så jeg kunne godt se problemet med at finde tid til en lille baby. 

Alligevel var jeg hurtig til at afslå hendes tilbud om abort. Jeg tænkte mig ikke engang om, idet jeg afslog tilbuddet. Jeg kunne bare ikke få mig selv til at få det gjort. Det lille bitte barn, som levede et eller andet sted inde i mig, skulle have chancen for et liv, og det skulle hverken Harry eller jeg stå i vejen for. 

"Harry, jeg kan ikke gå med til en abort. Selvom det her barn ikke var planlagt, så skal det ikke fratages chancen for et liv," jeg så alvorligt over på ham, og vores øjne mødtes et split sekund, inden han igen fokuserede på vejen foran ham. 

"Det siger jeg heller ikke, jeg vil bare være sikker på, at du ved, hvad du går ind til," smilede han forsigtigt, og jeg nikkede som et svar. Han havde ret et eller andet sted - men ville jeg indrømme det? Nej, overhovedet ikke. 

"Ved du, hvad du går ind til?" Spurgte jeg ham en smule flabet igen. Det lød til, at jeg ikke tog det her særlig alvorligt, men det gjorde jeg inderst inde. Jeg kunne bare ikke fokusere på noget lige nu. Som sagt stressede alting rundt inde i mig. 

"En tid, hvor jeg får en masse at se til," lo han kort af sit eget svar. Han var ligeså useriøs som jeg. Måske var han selv ret chokket over det? 

"Ja, så får du en tyk kæreste," grinede jeg fjollet, og gnubbede mig på maven, da han holdt for rødt lys i lyskrydset før vores lejlighed. 

"Det bliver spændende," et hemlighedsfuldt smil spillede  sig over hans læber, og nåede hans øjne. Jeg ville ikke spørge dumt, men jeg havde på fornemmelsen, at der lå et eller andet skjult i det han sagde, så jeg spurgte alligevel dumt. 

"Hvorfor dog det?" 

"Fordi jeg aldrig har haft en tyk kæreste," grinede han igen af sit eget svar. Det smittede som sædvanligt af på mig, men gjorde ikke noget for at kæmpe i mod latteren. Jeg daskede ham blot let på skulderen, idet lyset skiftede til grønt, og han trådte bilens speeder i bund. 

Jeg var gravid med et lille barn, mit og Harrys barn. Nu havde jeg et ansvar overfor den lille skabning inde i mig. Jeg skulle sørge for, at han eller hun fik et trygt og godt hjem. Jeg skulle sørge for, at den ville være i stand til at klare sig selv senere i livet. Jeg skulle lære den om livet. Jeg skulle tage ansvar for dens handlinger. Åh nej.

 

 

 


Det var kommet som en stor overraskelse, at jeg skulle være far til et lille barn. Selvfølgelig var der ikke noget, som jeg hellere ville i hele verden, men det kom så pludseligt for mig. Jeg havde altid glædet mig til den dag, hvor jeg skulle være far for første gang, men at det tidspunkt ville være mens jeg var 23, var mig en kæmpe overraskelse. 

Jeg var ikke helt sikker på, hvordan Dani havde det med det faktum, at hun nu var gravid med vores barn, for hendes humør svingede kraftigt. I det ene øjeblik kunne hun grine af det faktum, at hun ville blive tyk, og i det næste øjeblik ville det irritere hende, at hun fik tilbuddet om en abort. 

"Vil du have resten af din mad?" Spurgte jeg hende, da vi trådte ind i lejligheden. Vi havde forladt lejligheden med sådan en sidevind, at vi bare lod maden stå fremme. 

"Nej, jeg er ikke sulten," råbte hun tilbage inde fra stuen af. Jeg svarede hende ikke tilbage, jeg begyndte blot at rydde op efter maden, og gemte nogle rester til i morgen. Hun skulle nok nå at ombestemme sig, det var jeg sikker på. Jeg smilede lidt for mig selv, fordi jeg for engangsskyld var et skridt foran, plus jeg skulle være far. Hvor fantastisk var det ikke lige?!

Med mit høje humør dansede jeg nærmest ind i stuen til Dani, som lå krummet sammen under et af de mange tæpper, som vi havde. Jeg fik alligevel lov til at møvre mig ind ved siden af hende under tæppet. Jeg kyssede hende en enkelt gang i håret, mens et lykkeligt smil spillede sig på mine læber. Jeg kunne ikke vente til, at jeg skulle fortælle det til drengene. 

"Tror du der var mange, som så os på vej hen til lægen?" Spurgte hun pludseligt, uden rigtigt at fjerne sit blik fra fladskærmstv'et. Jeg havde ikke rigtigt nået at tænke særlig meget over de fans vi så på vejen derhen. Men det skulle ikke undre mig, selvom jeg kun håbede på det bedste. 

"Jeg ved det ikke. Vi kunne tjekke twitter?" Foreslog jeg, og lettede mig lidt fra den bløde sofa, for at fiske min iPhone op fra min baglomme. Hurtigt trykkede jeg min skærmkode ind, for at gå direkte ind på min twitterprofil. Jeg havde ikke benyttet mig særlig meget af den her på det sidste, så jeg havde en eksploderende indbakke og en million mentions. 

"Okay, der er hvert fald nogle, som har set os," mumlede jeg lidt småirriteret over, at hverken Dani eller jeg kunne have bare lidt privatliv, uden at blive skygget 24/7. Men det var jo betingelserne for mit job. 

"Hvad skriver hun?" Spurgte hun nysgerrigt, og jeg kunne mærke, at hun vendte sit hoved op mod mig, for at lytte interesseret med. 

"Omg, så dig og @DaniMurs henne ved lægehuset. Er der sket noget alvorligt?" Jeg kunne ikke lade være med at smile en smule af det, fordi det var lidt komisk et eller andet sted. Jeg læste nogle flere tweets fra fans, som spurgte om der var sket noget alvorligt med nogen af os. Dog var der kun én ud af tusinde, som havde spurgt om hun var gravid, men det var nok mere ment som en joke, troede jeg. 

"Hvornår kan vi egentligt tillade os, at fortælle vores familie om det? Og drengene?" Spurgte jeg roligt, og lagde min iPhone fra mig, og gav hende et kærligt klem under tæppet. Jeg glædet mig virkelig til at ringe til min mor, og overrække hende nyheden, for slet ikke at tale om, hvordan drengene ville reagere. Jeg glædet mig virkelig, men jeg ville ikke forhaste mig med at få udsprede nyheden. Det var også Dani's barn, og hvis hun ville vente lidt endnu, så ville jeg vente for hendes skyld. 

 

________________________________________________________________________

Hvad siger  i til Harrys reaktion - den kommer nok ikke særlig meget bag på jer? 

Han er jo den der totalt søde kæreste, så man kunne vidst ikke forvente andet ;) 
Men det store spørgsmål, som jeg vil plage jer med til næste kapitel:

Hvornår vil Dani fortælle nyheden om den lille baby? Hvor lang tid vil hun vente?

I love you girls! xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...