Peacemaker ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2014
  • Status: Igang
*fortsættelse til Troublemaker-serien* Danielle Murs og Harry Styles har været kærester i omkring to år. De har støttet hinanden igennem tykt og tyndt, og alt ser ud til at forløbe godt for dem, lige indtil, at Danielle opdager at hun er gravid. Overraskelsen er stor for dem begge, men problemet ligger i, at Harry og drengene skal på turné med deres nyeste album. En ny turné betyder nye rejsemål og langdistanceforhold. Harry vælger at efterlade den gravide Danielle tilbage i London. Det betyder at Danielle selv må klare sig igennem den hårde graviditet. En tid med skænderier og svækkende følelser begynder for dem begge. Danielle begynder at tvivle på sit forhold til den unge Harry, da han har prioteret sit job højere end det faktum, at han skal være far. Vil den lille nyfødte baby skabe nogle andre toner mellem parret, da de lige pludselig står overfor deres livs største beslutning, da Harry vender hjem fra turnéen?

67Likes
29Kommentarer
8157Visninger
AA

19. Small Bump


Jeg havde inderst inde indset, at hvis jeg blev ved med at holde mine problemer på afstand, så ville det aldrig løse sig. Liam havde ret. Jeg kunne ikke blive ved med at benægte Harry at se sin datter, for inderst inde vidste jeg godt, at jeg heller ikke var helt fair i denne situation. Jeg var ikke nogen helgen, som aldrig gjorde noget forkert. For jeg var heller ikke perfekt, langt fra faktisk.

Et øjeblik huskede jeg mig selv, som før jeg mødte Harry, før jeg flyttede til London, før at mit liv ordentlig startede. Jeg huskede, hvor håbløs jeg selv var, hvor mange fejl jeg selv begik, hvor mange gange at jeg var blevet fyret. Jeg var langt fra perfekt, men det glemte jeg nogle gange. Jeg glemte det.

 

***

 

Jeg gik trådte ud på den næsten kridt hvide hospitalsgang, her var så stille, at Valerie som lå i mine arme, konstante gråd gav genlyd ned gennem gangene. Det undrede mig et øjeblik, hvorfor her ingen var på gangen, hverken af læger eller patienter. Ret creepy. Jeg stoppede op brat, da jeg fik øje på Harry, som sad på møblet udenfor stuen. "Hej,"

Hans øjne reflekterede kort, da han rettede opmærksomheden væk fra sine foldede hænder i skødet. "Hej..." hans stemme var svag, næsten en hvisken.

"Du ser udkørt ud," konstaterede jeg, da jeg ikke havde noget bedre at sige i denne situation. Jeg tog et lille skridt frem mod ham, da jeg tyssede forsigtigt på Valerie i mine arme. Hvorfor blev det hele lige pludselig så akavet? Jeg burde have så meget andet at sige. Jeg kunne ligeså godt have kommenteret på vejret.

"Jeg har heller ikke lavet andet end at sidde her og bekymre mig," indrømmede han med er forsigtigt smil, da han kørte den ene hånd henover sin hage og om i nakken

"Hvor længe har du siddet her?" Spurgte jeg lavt, da jeg betragtede enhver bevægelse som han foretog sig.

"Siden du smed mig ud..." et meget forsigtigt smil tog form om hans læber, da han med trætte øjne så på sin grædende datter, som jeg havde i favnen.

"Det er jeg ked af," der var noget over hans svage og forsigtige smil, som ikke kunne lade være med at smitte af på mig. Jeg tog et lille tøvende skridt hen mod ham, bange for at skvatte med vores datter i favnen.

"Det er okay.. Jeg går ud fra, at jeg fortjente det," han trak en smule på hovedet med et meget sørgmodigt smil. Jeg fik faktisk ondt af ham, som han sad der med de sørgmodige grønne øjne.

"Nej det gjorde du ikke, og jeg er ked af, at det først går op for mig nu. Undskyld." Jeg lod mit blik lægge sig på ham, da jeg i en øm bevægelse dumpede ned på sædet ved siden af ham, før jeg så ned på Valerie igen.

"Det er først nu det slår mig, at jeg ikke engang ved, hvilket køn barnet er..." han øjede os begge forsigtigt ud af øjenkrogen.

"Du har fået en datter," sagde jeg meget stilfærdigt, da et lille svagt smil gled henover mine læber, men falmede hurtigt grundet min manglende søvn. Jeg havde ikke tænkt på at underrette ham om vores datter før nu. Jeg store idiot.

"M...Må jeg holde hende?" Hans stemme var en smule usikker, da han gned sine hænder en smule forsigtigt. Som at han var nervøs. Ham af alle mennesker i hele verden, var nervøs?!

Uden at sige noget, rakte jeg Valerie meget forsigtigt over i hans arme, nærmest er bange for, at hun ville gå i stykker. Mine hænder rystede en smule, da Valerie fortsat vrælede.

"Hey smukke," hans stemme ændrede sig straks til denne blide englestemme, da han fik sin grædende datter over i armene. Som når man skruede ned for volumen, ophørte hendes gråd langsomt. Jeg så på dem med store øjne, og prøvede at forstå, hvad der lige skete. Alligevel skar det en smule i mit hjerte, at jeg ikke havde den effekt på vores datter. Alligevel gled et smil henover mine læber, da jeg missede med øjnene ved synet af dem. "Hvor fandt du sluk-knappen henne?!"

"Jeg ved det ikke, jeg aner det slet ikke," han hviskede det næsten, da han lod sin tommelfinger stryge henover sin datters buttede kind.

"Utroligt," mumlede jeg lavt. Jeg var i overraskelse over, hvad jeg lige nu var vidne til. Ubevidst vred jeg mine hænder i den hvide natkjole fra hospitalet, efter at jeg havde gnedet mit ansigt i mine hænder. "Jeg har altså bandlyst navnet Darcy,"

Før fødslen havde der været mange diskussioner om, hvad barnet skulle hedde, hvis det blev en pige eller dreng. Harry havde været fastbesluttet på, at hvis vi fik en datter, så skulle hun under hans ordre hedde Darcy eller Sydney. Jeg derimod var slet ikke med på hans forslag, og havde foreslået Keira eller Scarlett. Men jeg havde ikke besluttet mig endnu, for jeg havde forestillet mig, at det var en beslutning, som jeg skulle tage sammen med Harry. Jeg valgte i raseri og skuffelse over Harrys fravær at træffe beslutningen selv, siden at jeg havde gået det hele igennem selv.

"Det er okay.. Vi skal vel finde ud af noget sammen," han fjernede ikke blikket fra sin datter, da han sagde det. Det var ikke svært for mig at se, hvordan han var fortryllet af det lille væsen, som lå i hans arme.

"Faktisk, så har jeg fundet hende et navn," min stemme var meget lav, da jeg tvang ordne henover mine læber, og ufrivilligt tog mig selv i at skæve op til ham. Hele min krop var spændt op i hver eneste muskel, selvom det i øjeblikket syntes umuligt, da hver en lille del af min krop var udmattet og øm.

"Åh...." han så op ganske forsigtigt, for at rette sin opmærksomhed imod mig. Hans øjne havde et blik, der var præget af sorg, og skyldfølelsen ramte mig hurtig, men beslutningen var taget, og jeg ville ikke ændre vores datters navn.

"Men kun hvis du er enig, selvfølgelig." Skyndte jeg mig at sige, da jeg så ind i hans øjne, og blev lamslået et øjeblik - på den gode måde. Det var måden, hvorpå at han så på mig. Det var så varmt, men alligevel så fraværende.

"Hvad hedder hun?"

"Valerie," jeg prøvede mig ganske forsigtigt med et smil, før jeg tog mit blik væk fra ham, og strøg Valerie forsigtigt over kinden med en rystende finger.

"Valerie," han tyggede en smule på det, da han med et smil på læberne kiggede ned på sin datter endnu engang. "Valerie,"

Forsigtigt lod jeg mit hoved hvile næsten vægtløst mod hans skulder, for at spare på den lave energi, som jeg havde, da jeg smilede for mig selv.  Jeg kunne mærke min krop slappe af for første gang i flere døgn. Lige pludselig syntes det hele så perfekt. Vi var en familie nu, og jeg kunne godt lide tanken, jeg elskede den. "Hvor er det hele uvirkeligt lige pludselig,"

"Men alligevel... Så virkeligt et eller andet sted," det var som om, at han ikke helt vidste, hvad han skulle stille op med sig selv, da han bare sad med Valerie i armene, og hun græd ikke. Jeg var et øjeblik overbevist om, at hun nød forsoningen ligeså meget, som jeg selv gjorde. Dybt inderst inde, så var jeg aldrig vred på Harry, men det var først nu, at det gik op for mig. Jeg havde været så ked af det, jeg havde været så skuffet over ham, og jeg havde været så bange, og alt jeg behøvede var ham til at hjælpe mig igennem det.

"Jeg er bare glad for, at du stadig er her," mumlede jeg mellem et gab og et smil, før jeg roligt lukkede mine øjne i, blot for at nyde den behagelige atmosfære, som var blevet skabt.

"Jeg vil altid være her Danielle.. Altid," jeg blev overrasket, da jeg kunne fornemme lykken i hans stemme, og ganske svagt åbnede jeg mine øjne lidt, for at se hans store hånd stryge Valerie over hovedet endnu engang.

Jeg kunne ikke forestille mig noget mere perfekt lige nu end dette. Det havde taget mig utallige tårer, følelser og tid at indse, at jeg aldrig skulle have nægtet Harry adgang til sin datter. For jeg kunne ikke klare det her uden ham, og det var tydeligt for mig nu, at det kunne Valerie heller ikke. Vi behøvede hinanden alle tre.

 

Men hvordan skulle det hele komme til at fungere, når Harry stadig var på turné?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...