Peacemaker ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2014
  • Status: Igang
*fortsættelse til Troublemaker-serien* Danielle Murs og Harry Styles har været kærester i omkring to år. De har støttet hinanden igennem tykt og tyndt, og alt ser ud til at forløbe godt for dem, lige indtil, at Danielle opdager at hun er gravid. Overraskelsen er stor for dem begge, men problemet ligger i, at Harry og drengene skal på turné med deres nyeste album. En ny turné betyder nye rejsemål og langdistanceforhold. Harry vælger at efterlade den gravide Danielle tilbage i London. Det betyder at Danielle selv må klare sig igennem den hårde graviditet. En tid med skænderier og svækkende følelser begynder for dem begge. Danielle begynder at tvivle på sit forhold til den unge Harry, da han har prioteret sit job højere end det faktum, at han skal være far. Vil den lille nyfødte baby skabe nogle andre toner mellem parret, da de lige pludselig står overfor deres livs største beslutning, da Harry vender hjem fra turnéen?

67Likes
29Kommentarer
8230Visninger
AA

6. Prince Charming


Jeg ville ønske, at jeg havde nået at tage et billede af Ollys ansigsudtryk, da jeg lod ordnede om, at han skulle være onkel slippe ud mellem mine læber. Hans blik lå stift på mig, mens hans læber var let skilte i en måbende tilstand. Selvom aldersforskellen på Olly og jeg var stor, så burde det være ham, som skulle have børn først, trods hans 29 år, hvor derimod jeg kun var 22 år. 

Eftersom han var min bror, så tog han det ligesom jeg forventede. Cool. Det var det gode ved Olly, han var cool med så mange ting. Jeg kan huske dengang, jeg var omkring de 13 år, kom jeg grædende ind til Olly på hans værelse (fordi Olly stadig boede hjemme i en alder af 20 år...)

Hovedsagen var i alt fald, at jeg havde røget en af mors cigaretter, og jeg havde fået det vildt dårligt. Og jeg var dødsensangst for, at jeg skulle dø, men jeg turde ikke sige til min mor, at jeg havde røget en af cigaretter. Min far turde jeg heller ikke nævne noget overfor, så jeg gik derfor til Olly. Jeg var lille, nysgerrig, dum og uvidende, så jeg røg bare den skide cigaret uden at tænke over konsekvenserne. Det så altid så hyggeligt ud, når mor stod og røg. Men det var ikke lige sådan, det fungerede.

Jeg var bange for, at få skæld ud, så derfor græd jeg - også fordi at jeg havde det dårligt. Med en hulkende stemme fik jeg sagt til Olly, hvad jeg havde gjort, men han grinende blot af mig, inden han krammende mig. Efter jeg havde fået en moralsk tale om, hvor forkert det var, så havde han overbevist mig om, at jeg ikke ville dø, men jeg blot skulle gå ud, og tage et bad, så røgen ville gå væk. 

Jeg tror aldrig, at han fortalte det til vores forældre, men han det, at han blot grinede af det, bekræftede mig bare endnu mere i, at han var verdens bedste bror, så jeg var sikker på, at det her nok skulle gå, selvom jeg var nervøs. 

 


 

"Harry-" jeg blev ved med at sige hans navn, men han blev ved med at afbryde mig. Sådan var det altid når vi diskuterede et eller andet. 

"Nej, skat." Afbrød han mig roligt, men bestemt, og det var allerede nu nemt at se, at han ikke havde tænkt sig at give sig. Stædige æsel. 

"Men du-" Jeg kunne også være stædig, men jeg havde bare hverken særlig meget lyst til at diskutere med ham nu. Det havde været en lang dag, og selvom jeg ikke havde fortalt mine forældre om graviditeten endnu, så gjorde tanken om det alligevel mig træt. 

"Nej." Svarede han bare igen, og sendte mig et lille smil, inden han begav sig ud i køkkenet med indkøbsposerne. Småirriteret fulgte jeg efter ud i køkkenet, hvor jeg stillede mig få skridt bag ham.

"Hvorfor kan jeg ikke-" det var nærmest umuligt at få et ord gennemført lige nu, fordi han var hurtigt til at afbryde mig igen. Vi havde brugt de sidste 20 minutter fra supermarkedet og hele vejen op i lejligheden på at diskutere, hvem der skulle lave maden i aften. Det plejede som regel at være mig, og jeg kunne godt lide at lave mad, så derfor skulle han ikke gøre det.

"Jeg siger, at jeg gør det, Dani!" I sidste ende, kunne jeg godt se, at det ville være Harry, som vandt diskussionen, og det irriterede mig ret meget, og det kunne han vidst også godt fornemme på mig. Han vendte sig rundt mod mig med et tilfreds - men varmt smil.

"Men jeg sagde jo, at jeg gerne ville," vrissede jeg halv fornærmet, og folde mine arme foran mit bryst. Jeg vidste med det samme, at han stod, og kiggede på den rynke, som viste sig på min pande. Den kom normalt frem når jeg blev irriteret. 

"Og det kommer du også til i morgen, men ikke i aften. I aften laver jeg mad til os, okay?" Han tog forklædet ned, som hang ved siden af hviskestykkerne i køkkenet, og iførte sig den. Den var umådelig grim, og jeg forstod egentlig ikke, hvorfor han insisterede på at beholde den.  

Jeg gryntede som et svar, men det var mere for at få ham til at grine lidt. Jeg orkede ikke skændes, så det var den bedste måde, som jeg kunne lette stemningen. Han ville ikke give sig, så jeg kunne ikke gøre ret meget andet, end at give ham lov. 

"Jeg elsker også dig, skat" smilede han, og vendte sig rundt for at tænde for ovnen, hvorefter jeg nysgerrigt gik ud af køkkenet. Jeg havde ingen anelse om, hvad han havde tænkt sig at lave til os i aften, siden han insisterede så bestemt på, at han skulle lave aftensmaden i aften. 

 

Jeg havde siddet i sofaen med min laptop, mens MTV sendte et maraton Venner. Perfekt timing.Jeg havde ikke særlig meget arbejde lige for tiden, og det passede vel egentlig også ret godt. Alligevel blev jeg hele tiden mindet om, at jeg burde fortælle Matt, at jeg var gravid, inden han får planlagt et eller andet sindssygt, som jeg skulle være med i. Altså en mulighed, som jeg ikke kunne sige nej til. 

Alligevel endte jeg med at sidde på Twitter, og sidde og læse alle mine mentions. Det var virkelig sindssygt, så mange fans, som skrev til mig dagligt. De var så dedikeret, som Niall altid sagde. Også var der de få stykker, som sendte tomme trusler. 

Mens jeg sad, og scrollede ned igennem mine mentions faldt jeg over noget meget interessant. En pige havde sendt mig et link til en fanfiction, hvor hun havde skrevet, at hun ville dø, hvis jeg læste den. Jeg kunne ikke lade være med ikke at trykke på linket, fordi.. ja. Jeg var nysgerrigt. 

Jeg blev sendt videre ind på en rimelig indviklet side, men jeg fandt hendes fanfiction. Jeg begyndte, at læse den, og jeg blev helt slugt af den, selvom det var ret underligt for mig at læse det. Jeg burde ikke læse den, men på den anden side, så ville jeg gerne gøre noget for fansene. 

Jeg vidste ikke, hvor lang tid, at jeg havde siddet og læst på hendes historie, da det gik op for mig, at den var slut. Pigen skrev formidabelt, jeg levede mig virkelig ind i hendes handling. Hun havde skrevet sin egen fortolkning omkring mit forhold til Harry. Det var så surrealistisk på alle mulige måder. Men hun havde ramt plet på så mange punkter, og jeg måtte ærligt talt indrømme, at jeg var skræmt.

Hun havde skrevet, at jeg mødte Harry på et hotel - tjek. At jeg skulle spille med i deres musikvideo - tjek. At jeg hadet ham fra første øjeblik, at jeg mødte ham - tjek. At jeg efter noget tid faldt for hans charme og gode sind - tjek. 

En underlig følelse flød rundt inde i mig, da jeg trykkede ind på hendes twitterprofil, og læste, at hun var fanfictionforfatter. Hun havde udgivet en hel bog om One Direction fanfictions, jeg var med i en af dem. Hun havde talent, men det at hun vidste så meget om vores forhold, det skræmte mig. Vi havde ikke fortalt det til nogen, og vores forhold holdt vi for os selv, og udtalte os ikke til pressen. Så hvordan kunne hun vide det? 

Jeg lagde tanken bag mig, og trykkede på den follow knappen på hendes profil, inden jeg svarede hende tilbage privat. 

Wauw! Really I'm amazed. You got talent! I'll show it to Harry! x

Selvfølgelig skulle Harry læse det her. Selvom det var ret sindssygt på mange punkter, så var det en rigtig god fortælling, som hun havde skrevet. Jeg havde aldrig læst en fanfiction før, men de virkede ret sjove, for fansene havde nogle ret vilde forestillinger om drengene, og deres tanker. Og til og med ret perverse, men de piger gav nærmest deres liv til de her drenge, som inspirerede dem hver evig eneste dag, så det var vel okay, at de havde deres egen lille verden, hvor de kunne have lov til at have en fantaseret forhold til drengene?

"Du må ikke kigge," lød det pludseligt bag mig, og min krop gav et lille spjæt fra sig, inden jeg åndende lettet ud. Jeg havde overhovedet ikke hørt, at Harry var gået ind i stuen, og jeg skulle lige til at kigge til siden, for at se efter ham, da han skyndte sig, at sige:

"Kig væk!" Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af ham. Han lød desperat, men samtidig alvorlig. Jeg måtte virkelig ikke se over mod det spisebord, som stod i stuen. 

"Nej nej," svarede jeg, og kiggede ned på min laptop skærm igen. Jeg nåede lige at læse en halv privat besked fra en fan, da han stemme lød igen. Jeg troede faktisk, at han havde forladt stuen igen. 

"Kan jeg stole på dig?" Spurgte han, mens jeg kunne høre, at han fumlede med noget på bordet. Det lød som glas, men alligevel lød det ikke som glas. Og det var ikke porcelæn. 

"Nej," svarede jeg ham fraværende, inden jeg igen prøvede at koncentrere mig om at læse beskeden fra en fan. Et fnys lød omme bag fra mig, og jeg kunne ikke selv lade være med at grine lidt af den måde, som han fnyste på. 

"Tænkte jeg nok," jeg mærkede hans hånd stryge blidt igennem mit hår, og jeg lænede mit hoved tilbage, for at se lige op i hans grønne øjne, og hans bedårende smilehuller. 

"Hvad ser du på?" Spurgte han, da hans øjne så hen på min laptop, og jeg lænede mig frem for selv at kaste et blik på en igen. 

"Alle de beskeder, som jeres fans sender mig," smilede jeg, og klappede min laptop sammen, så han ikke kunne smugekigge mere på min Twitter. Han var forfærdelig til at bevogte ens telefon eller computer. Fordi det endte altid med, at han havde slået noget pis op på min Twitterprofil, som ikke gav nogen mening. 

"Hvad skulle du dog gøre uden mig?" Et skævt selvsikkert smil gled henover hans læber, inden han kørte sin hånd igennem min pandehår. Jeg kunne godt mærke, hvor han ville hen med det der, men han kunne godt glemme det. Han ville have, at jeg skulle takke ham, men jeg orkede simpelthen ikke at gøre det. Ikke lige nu.

"Hvornår er maden færdig, charmetrold?" Et lavt fnis undslap mine læber, inden jeg klappede ham let på kinden ,og han rejste sig, så jeg følte mig helt lille igen. Jeg lignede faktisk en dværg ved siden af Harry, fordi han var så høj. Også stod jeg der ved siden af hans 178 cm. med mine små 165 cm. Sikke et kønt par.

"Aldrig," fniste han hurtigt, inden jeg kunne se ham bevæge sig ud mod køkkenet. Eller det ville faktisk sige, at jeg så ham forlade stuen, hvorefter at være helt sikker på, at han gik ud i køkkenet. Jeg havde virkelig en stor trang til at snige mig ud til køkkenet, for at se, hvad han egentlig havde gang i. 

Harry kunne godt lave de lette retter, men så længe som vi havde været sammen, så havde jeg aldrig oplevet ham lave nogen speciel ret. Jo, på vores 2 års dag, lavede han sin egen ret, som han ville opkalde efter mig. Det var virkelig sødt, men det var et direkte diss mod mig. Han havde puttet pasta, kylling, nachos, oksekød, broccoli og løg i en gryde og kogt det sammen. Det var virkelig ulækkert, og jeg frygtede en smule, at han ville forsøge endnu engang i aften. 

 

"Harry jeg er altså ved at dø af sult herovre," beklagede jeg mig halvirriteret, og rejste mig fra sofaen. Min tålmodighed rakte ikke snart ikke længere. Jeg var ved at nå til det punkt, hvor jeg ikke gad vente længere. Det havde efterhånden taget ham omkring 2 timer at lave mad. Og jeg kunne ikke engang gå ud i køkkenet, for at tage noget at spise? Og ville han servere det for mig? Nej.. 

"Okay luk øjnene," hans mørke krøllede lokker tittede frem fra døråbningen til stuen. Med et lavt fnys lukkede jeg øjnene, som han sagde. Jeg var så sulten, så jeg ville gøre næsten lige, hvad som helst, bare jeg fik noget mad.  

Jeg kunne høre ham fumle med noget porcelæn - og denne gang var det porcelæn. Jeg kunne genkende lyden fra den lyd, som det gav, når det blev sat på det hvide spisebord. Jeg kunne svagt dufte en særlig duft helt hen til sofaen, hvor jeg stod utålmodigt og ventede på ham. Jeg kunne overhovedet ikke gætte mig frem til, hvad han lavet i aften, og hvorfor han lige pludselig var så sød.

Jeg kunne høre ham bevæge sig rundt i stuen med en lighter, så jeg havde mine små mistanker, men den del havde han ikke gennemtænkt. Men det var helt okay med mig. Bare det at han havde taget sig så meget tid til at overraske mig, det betød noget for mig. 

"Okay, nu må du se," forsigtigt åbnede jeg mine øjne, og så stuen henlagt i mørke, og små stearinlys tændt rundt omkring i hele stuen. I vindueskarmene, på bordet, på sofabordet, på gulvet. Jeg så Harry stå henne ved spisebordet med en flaske champagne i hånden, med et stort smil omkring sine læber. Jeg måtte ærligt indrømme, at jeg var ret overrasket over, at han havde gjort så meget ud af det. 

"Wauw, jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige," smilede jeg overvældet, og gik langsomt hen mod ham. Han hældte champagnen op i de to champagneglas, som stod på bordet foran os. Jeg undrede mig lidt over, hvad vi skulle fejre, men det var ret indlysende. 

"Du behøver ikke sige noget," smilede han, og gjorde tegn til, at jeg skulle tage plads ved bordet. Jeg skulle lige til at trække min stol ud, da jeg så Harry skynde sig over ved siden af mig, og gøre det for mig. Jeg så op på ham med et skræmt udtryk. Jeg var mildest talt skræmt fra vid og sans. Det havde han aldrig gjort i de to år, som vi havde været sammen, så hvad der lige var gået af ham, det ville jeg også rigtig gerne vide. 

"Har du slået hovedet?" Spurgte jeg med løftede øjenbryn, mens jeg skævede op til ham, men han grinede blot af mig, inden han satte sig ned overfor mig ved bordet med et varmt blik i sine grønne øjne.

"Ja, jeg gik ind i døren, da opdagede, hvor smuk du er, når du står med lukkede øjne," jeg følte mig et kort øjeblik helt nyforelsket. Sommerfuglene i mine mave vendte lige pludselig tilbage, med en stærk kraft, som fik varmen til at sige op i mine kinder. Hvor var han dog bare romantisk. 

"Åhh, hvor er du sød," smilede jeg ned i min tallerken, inden jeg hurtigt så op på ham igen. Hvordan kunne jeg nogensinde takke Olly, for at give mig muligheden, for at komme ind i hans verden? Havde han aldrig gjort det, så havde jeg ikke siddet her i dag. 

"Jeg gik faktisk ind i døren," smilede han ned mod sin tallerken, og jeg havde lige pludselig utrolig svært ved, at holde mit lille grin tilbage. For jeg var den slags forfærdelige person, som grinende af folk, når de slog sig. Også selvom man gik ind i en dør, fordi det var ret sjovt. 

"Undskyld søde," smilede jeg undskyldende til ham, inden jeg rettede mit blik mod gryderne foran os. 

"Hvad har du så fået anrettet?" Spurgte jeg nysgerrigt, og med et smil begyndte han at forklare, hvor lang tid det havde taget ham, at få stegt bøfferne, og kogt kartoflerne og sovsen. Og en masse andet. Jeg var faktisk ret ligeglad - for så sød en kæreste var jeg nemlig. Nej jeg var bare så sulten, så jeg var hurtig til at kaste mig over middagen, som han havde anrettet.

 


 

Jeg lænede mig mæt tilbage i stolen, mens jeg let vippede det næsten tomme champagneglas til siden i min hånd. Det var faktisk lykkes ham, at lave noget godt mad, uden det lugtede sært, eller så yderst ulækkert ud. Det havde undret mig fra den første bid, som jeg tog fra bøffen. Det var okay at være lidt utryg i sådan en situation, og jeg mistænkte ham faktisk lidt, for at have fået Liam til at lave det for ham. 

"Seriøst, svar mig helt hundrede procent ærligt. Har du selv lavet det her? Eller har Liam hjulpet dig?" Jeg satte mig champagneglas fra mig, for at sende ham det der alvorlige blik, som jeg ønskede, at jeg var i stand til. Men jeg kunne ikke rigtigt få mig selv til det, for hvad nu hvis, han helt selv havde lavet det? 

"Mistænker du mig helt ærligt for at have fået Liam til at lave middagen til os?" Han lagde sit hoved let til siden, for at lave det der hvalpeansigt, som mange nok troede, at var virkelig bedårende, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde det. Det var så umådelig grimt, fordi han lignede ikke en sød labradorhvalp, han lignede en udsultet bulldog. 

"Ja, fordi du aldrig..." lyden fra hans telefon afbrød mig, og han hev den hurtigt frem, inden han sendte mig et undskyldende blik, men jeg nikkede bare. Jeg var vant til at blive afbrudt på de mest irriterende tidspunkter, enten af hans folk, eller af mine folk. 

"Undskyld, babe, men jeg bliver nødt til at tage den her,"

 

______________________________________________________________________

Jeg undskylder hundrede gange, for at der er gået så lang tid siden, at jeg har fået publiceret i hundrede år! Der har bare været så meget at se til på det seneste. 

Hvem tror I, at der ringer til Harry, siden det er så vigtig?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...