Peacemaker ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2014
  • Status: Igang
*fortsættelse til Troublemaker-serien* Danielle Murs og Harry Styles har været kærester i omkring to år. De har støttet hinanden igennem tykt og tyndt, og alt ser ud til at forløbe godt for dem, lige indtil, at Danielle opdager at hun er gravid. Overraskelsen er stor for dem begge, men problemet ligger i, at Harry og drengene skal på turné med deres nyeste album. En ny turné betyder nye rejsemål og langdistanceforhold. Harry vælger at efterlade den gravide Danielle tilbage i London. Det betyder at Danielle selv må klare sig igennem den hårde graviditet. En tid med skænderier og svækkende følelser begynder for dem begge. Danielle begynder at tvivle på sit forhold til den unge Harry, da han har prioteret sit job højere end det faktum, at han skal være far. Vil den lille nyfødte baby skabe nogle andre toner mellem parret, da de lige pludselig står overfor deres livs største beslutning, da Harry vender hjem fra turnéen?

67Likes
29Kommentarer
8048Visninger
AA

22. Peacemaker

 


Jeg vågnede op i en seng, som ikke var min. Væggene var ikke mine, møblerne var ikke mine; værelset var ikke mit. Jeg havde ingen anelse om, hvor jeg var henne, hvilket fik mig til at sætte mig brat op i sengen, og se panikken rundt i rummet. Jeg kunne ikke genkende værelset, mine øjne flakkede rund i et forsøg på at finde noget velkendt – noget hjemmeligt. Mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst, og min vejrtrækning blev forøget. Jeg kunne ikke huske, hvordan jeg var endt her, det hele var så sløret. En smerte bredte sig i mit hoved, hver gang jeg forsøgte at tænke på dagen før denne, men det eneste som jeg kunne huske, var at Olly ringede til mig, og at Valerie blev ved med at græde. Jeg var ikke i stand til at huske mere. Det var som om, at jeg bare var faldet i søvn derefter. Jeg huskede ikke mere af dagen, jeg huskede ikke, at Olly kom forbi, som han sagde, at han ville.  Jeg huskede ikke, at jeg fik Valerie til at holde op med at græde. Det var som et blackout for mig, efter at jeg havde snakket med Olly.

Mit hoved føltes som beton, og jeg havde det ærlig talt ikke særlig godt. Jeg havde det af h til. Jeg sank en klump på størrelse med en sten, da jeg tog mig til hovedet med den ene hånd. En smerte bredte sig igennem min venstre hånd, da den rørte min pande, og jeg fjernede den hurtigt, for at tage et nærmere kig på den. Den var helt forbrændt, og huden var indtørret og blandet med blod. Jeg gispede forskrækket, som jeg holdt min anden hånd op foran min mund. Hvad var der dog sket? Hvad havde jeg lavet, og hvor i al verden var jeg henne?!

”Harry? Hallo?” Jeg var på kanten til at græde, så bange var jeg. Jeg var vågnet op et sted, som jeg slet ikke kendte, jeg havde ingen idé om, hvordan jeg var havnet her, eller hvad jeg havde lavet aftenen før. Jeg havde ingen anelse om, hvem jeg skulle kalde på; hvad nu hvis, at her ikke var nogen? Der var helt stille i rummet, ikke en lyd at høre. Der var ikke tegn på, at her var nogen, og det fik panikken inde i mig til at vokse endnu mere. Gardinerne i rummet var trukket for, og belysningen lå dunkel indover rummet.

”Olly? Er her nogen?” Jeg prøvede at kalde igen, men der skete ikke noget. Her var helt stille, det eneste jeg kunne høre, var lyden af mine hurtige vejrtrækninger. Hvis dette var en joke, så var det virkelig ikke sjovt. Jeg var skrækslagen, for her var ingen, og jeg kunne intet huske, og jeg vidste ikke, hvor Valerie var henne. Havde nogen forsøgt at tage hende, og slået mig ned i forsøget på at beskytte hende?

Jeg gik hen mod døren til værelset med et hamrende hjerte. Måske var det nogle forbrydere, som jeg var havnet hos, så jeg greb det redskab, som var nærmest. En kost, som stod henne i hjørnet af værelset. Jeg nærmede mig langsomt døren til værelset, mens jeg prøvede at holde hovedet koldt. Jeg var klar til at slå den første, som jeg så komme imod mig. Med min venstre hånd åbnede jeg meget forsigtigt døren, uden at lægge for meget pres på min hånd. Det gjorde ondt bare, at jeg bevægede den. Da jeg åbnede døren, tog nogen på den anden side fat i dørhåndtaget, og jeg sprang tilbage med kosten i min højre hånd, og svang den tilbage – klar til at forsvare mig. Døren gik op med en knirkende lyd – ligesom i en gyserfilm – og en høj skikkelse trådte ind, og uden at tøve slog jeg ud med kosten, og ramte personen, som kom ind af døren.

”Av for fuck! Hvad i al…” i et decideret chok slap jeg kosten, da jeg uden tvivl kunne høre, at det var Harrys stemme, og holdte mig forskrækket for munden med min højre hånd. Jeg kunne ikke sige noget, jeg stod bare, og så på ham med tårer i øjnene. Mine følelser var virkelig forvirrede over situationen, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere på det hele, så jeg endte med at græde. Græde i lettelse.

”Åh Gud, er du okay?” Spurgte jeg ham hurtigt, som han trådte helt ind af døren, og så på mig med et forvirret blik, blandet med et bekymret blik. Hvorfor så han så bekymret på mig? Og hvorfor var han i det hele taget hjemme? Han var på turné sidst, at vi snakkede sammen?

”Ja. Ja udover, at jeg lige er blevet angrebet af en kost,” grinede han halv forsigtigt, som han rettede sig helt op, og trådte et skridt tættere på mig. Smilet om hans læber var ikke specielt ægte, for det nåede ikke hans øjne, som det normalt gjorde, når han smilede. Der var sket noget – jeg var sikker. Hvorfor skulle jeg ellers vågne op et fremmede sted? Og hvorfor skulle Harry ellers være hjemme?

”Hvad laver du her? Hvorfor er du ikke på turné?” Det kom ud forkert, det skulle ikke have lydt så negativt. Selvfølgelig var jeg mere end glad for at se ham, men jeg kunne ikke sætte tingene i rækkefølge lige nu. Jeg kunne ikke hitte ud af situationen; jeg var så forvirret, for intet lige nu gav mening.

”Kan du slet ikke huske noget?” Spurgte han med en bekymring i stemmen, som fik mig til at få gåsehud over hele kroppen. Der var sket noget, jeg var hundrede procent sikker. Jeg rystede svagt på hovedet, mest fordi det gjorde virkelig ondt, og jeg ikke ville gøre det værre.

”Det eneste, som jeg kan huske, er at jeg snakkede i telefon med Olly, alt derefter er sort for mig. O-og jeg har ingen anelse om, hvor jeg er, hvad der er sket, hvorfor du er hjemme, og hvordan jeg har skadet min hånd!” Mit stemmeleje hævede sig i takt med, hvor oprevet jeg blev, når jeg ridsede situationen op højt, så jeg selv kunne høre, hvor fucked up det hele lød.

”Hvad er der sket med din hånd?” Spurgte han forvirret, som om han ikke havde hørt alle de andre spørgsmål, som jeg havde stillet i samme øjeblik. Jeg rakte den tøvende frem mod ham, som jeg så væk. Jeg kunne ikke klare at se på det selv, det fremprovokerede en kvalme, som jeg ikke kunne håndtere lige nu, ikke i øjeblikket.  

”Hvor skulle jeg vide det fra? Og fortæl mig nu bare, hvad der er sket!” Jeg kunne mærke, hvor hidsig jeg blev. Det plejede jeg aldrig at blive. Det var kun fordi, at jeg var så oprevet, som jeg var, og fordi frygten åd mig op indefra. Hans blik sank til jorden, som han tog en dyb vejrtrækning, før han fugtede sine læber, da han rørte en smule uroligt på sig.

”Lige nu er vi på et hotelværelse i London, fordi lejligheden er brændt. Olly opdagede det, da han var på vej hen for at besøge dig, som aftalt. Han fik Valerie ud med nød og næppe, og han er der på hospitalet nu. Jeg kom hjem med det samme, at jeg fik det hele at vide, og jeg tog direkte videre, for at lede efter dig.” Jeg tav fuldstændig. Jeg kunne slet ikke kapere hans ord. Brændte lejligheden virkelig? Var Valerie virkelig kommet slemt til skade – nej, jeg ville ikke vide det, for jeg kendte inderst inde selv svaret på det spørgsmål. Det var som om, at hele min verden var gået i stå, som om at håndbremsen var blevet trukket, da jeg mindst ventede det. Jeg prøvede at trække vejret, men jeg kunne ikke finde luft til det. Jeg følte at hele værelset blev tømt for ilt, og jeg måtte støtte mig til dørkarmen ved siden af mig.

”Du var så påvirket af alkohol, da jeg langt om længe fandt dig. Jeg forsøgte at forklare dig hele situationen, men du var ligeglad, så jeg bar dig hertil, indtil du var mere ædru, til at vi kunne tale sammen. Det håber jeg, at du forstår nu.”

 

* * *

 

Mit hjerte hamrede hårdt mod mit bryst, da jeg betragtede bygning efter bygning passere forbi mig. Harry sad bag rattet, der var ingen af os, som sagde noget til hinanden. Jeg havde kunne fornemme på ham, at han var irriteret på mig, men det var da soleklart! Jeg havde lavet jordens største brøler, og jeg kunne ikke engang tilgive mig selv for det. Som jeg sad i bilen i den larmende tavshed, mærkede jeg, hvordan angsten fik mit hjerte til at banke endnu hurtigere.

”Jeg har ikke lyst til at tage derhen,” mumlede jeg lavt, men jeg vidste godt, at Harry hørte det. Jeg havde ikke lyst til at stå ansigt til ansigt med mine fejl. Jeg havde ikke lyst til at se Valerie, det var frygten for at se de skader, som jeg havde påført hende. Harry havde fortalt, at hun var slemt forbrændt på venstre side af kroppen, men det havde ikke ramt hendes ansigt så voldsomt. Men tanken om, at se mit spæde barn være forbrændt på grund af mig, det kunne jeg ikke klare.

”Det bliver du nødt,” svarede han en anelse kortfattet, da han drejede skarpt ind på hospitalets parkeringsplads. Han slukkede for bilens motor, men alligevel blev han siddende, som om at han afventede et svar fra mig. Måske var det barnligt af mig, men jeg var skrækslagen.

”Jeg kan ikke!” Protesterede jeg, da jeg så hen på mig med tårer i øjnene. Jeg kunne ikke lade vær med at græde, for jeg var ked af, hvad jeg havde gjort, og jeg var flov over det.

”Tag dig sammen, Dani! Om du vil det eller ej! Valerie har brug for dig, og du har brug for at se hende, for at forstå, at det her aldrig må ske igen!” Han vendte sig rundt mod mig, med dette alvorlige blik spillende i øjnene. De var mørke, og hans krøller faldt en smule ned foran hans øjne, men han flyttede dem hurtigt med sin hånd, før han så væk fra mig, og tog nøglerne ud af tændingen, og lukkede sig selv ud af bilen. Jeg sukkede dybt, og lænede mig tungt tilbage mod sædet. Tårerne trillede ned af mine kinder, jeg var ikke i stand til at kontrollere dem. Jeg havde slet ingen kontrol over mig selv for tiden, og jeg var skræmt over, at jeg ikke kunne kende mig selv længere.

Hvad ville lægerne ikke tænke om mig, når de så mig på hospitalet? Ville de indlægge mig på en psykiatriskafdeling, fordi de mente, at jeg var blev sindssyg? Ville de tage Valerie fra mig, fordi de mente, at jeg ikke var egnet til at være mor? Eller ville de fortælle mig, hvor stort et fjols jeg var? Jeg vidste det ikke, og det bekymrede en brøkdel af, hvor meget jeg bekymrede mig om Valerie. Harry havde ret, hun havde brug for mig, selvom jeg nok ikke følte, at hun havde brug for mig. Hun havde ikke brug for en elendig mor, som jeg. Men jeg havde brug for at se hende, for at genfinde mig selv i dette helvede, og finde ud af, at jeg blev nødt til at være en bedre mor for hende.

Jeg steg ud af bilen, og smækkede døren efter mig. Jeg stod, og så på Harry, som var gået i forvejen for et øjeblik, før jeg fulgte efter ham. Tårerne pilede stadig ned af mine kinder, da jeg nåede frem til ham, og greb ham om armen. Han vendte sig rundt mod mig, og der var overraskelse at tyde i hans ansigt.

”Kan du nogensinde tilgive mig?” Pep jeg nærmest, da alt overvældede mig endnu engang, det var som en bølge, som skyllede indover mig gentagene gange. Jeg kunne sagtens forstå, hvis han rystede på hovedet, og trak sin arm til sig. Jeg havde været et fjols, nej en kæmpe narrøv! Jeg kunne ikke finde ord, som var grimme nok til at beskrive min fejltagelse. Jeg holdte vejret, mens jeg ventede på hans svar. Han tøvede et lille øjeblik, før han roligt omfavnede mig, og trak mig helt tæt ind til sig. Rystende åndede jeg ud mod hans bryst i lettelse. Jeg havde allermest bare lyst til at bryde ud i gråd, fordi tilværelsen overvældede mig.

”Selvfølgelig, for hvis jeg ikke gør det nu, så vil jeg fortryde det senere hen,” mumlede han ned i mit hår, og jeg kunne høre hans tunge vejrtrækninger. Det var rart bare at stå sådan her – at holde om hinanden, bare for et øjeblik. At have påsat Harry i denne rolle og situation var aldrig min hensigt. Jeg ville aldrig skabe så mange problemer, at vi nu stod uden noget hjem, og med vores spæde datter i en livstruende tilstand. Jeg følte mig så fejlagtig og smålig, for jeg havde aldrig set mig selv blive skubbet langt ud som nu.

 

* * *

 

Det var det hårdeste i hele mit liv at være vidne til min egen fejl; at se konsekvenserne for fejlen. Det skar dybt i mit hjerte at se min lille datter lide under sådanne smerter. Hele hendes venstre side af kroppen, fra maven og op til skulderen var forbrændt, men lægerne havde forsøgt deres allerbedste for at redde hende. Jeg svor fra den dag, at jeg aldrig nogensinde ville synke så dybt igen. Jeg ville aldrig nogensinde finde mig selv så forstyrret og ude af stand til at tænke igen. Jeg havde en familie, og jeg havde et ansvar overfor Valerie som hendes mor.  Jeg skulle passe på hende med hele mit hjerte, jeg ville passe på hende. Det ville jeg nu. Aldrig skulle nogen nogensinde påføre hende skade eller sorg, for den frygt som jeg følte for hende nu, ville jeg aldrig nogensinde føle igen.

Lægerne havde forklaret Harry og jeg omhyggeligt, hvordan operationen var foregået, hvordan hendes skader ville påvirke hende det næste stykke tid. Hun ville have ondt, og hun ville have vejrtrækningsproblemer, men det ville alt sammen blive bedre med tiden. Det havde vist sig, at Valerie var født med meget sarte lunger, hvilket kunne have forårsaget et vejtrækningssvigt på ganske kort tid, hvis ikke hun var kommet så hurtigt på hospitalet. Hun ville ikke komme til at lide senere i sit liv af hjerneskader, hun ville kunne omgås normale mennesker og være med til at dyrke sport som normale børn. Dog var chancerne væsentlige høje for, at hun på grund af røgen og iltmanglen under branden ville få svære astma problemer, men hun skulle nok få medicin til den tid, hvis det kom så vidt.

Selvfølgelig var jeg synderknust, men jeg var endnu mere lettet. Min lille pige var ikke blot en fighter, hun var et mirakel, og en fredskaber. Hun havde siden sin fødsels skabt fred mellem Harry og jeg. Vi skændtes ikke, og jeg vidste allerede, at hun fra start af, vil havde lært mig en vigtig lektion i livet, som jeg aldrig ville kunne lære hende: Jeg havde lært at finde fred i mig selv, og være stærk og loyal over for min familie. Hun var en sand engel i mine øjne, hun var vores engel.

År tilbage var jeg den pige, som ikke kunne gøre noget rigtigt. Den pige som altid blev fyret fra sit job efter 14 dage. Den pige som altid havde levet i skyggen af sin storebrors succes. Den pige som ingen rigtigt syntes helt om, fordi hun var klodset. Hvis Olly aldrig havde taget mig med til London, hvor ville jeg så have været? Havde jeg forgæves stadig forsøgt at beholde et job? Uden Olly havde jeg aldrig klaret den. Uden Olly havde jeg aldrig nogensinde mødt den kærlighed, som jeg deler med Harry. Han har altid haft tilliden og troen på mig, som ingen andre har haft. Han har støttet mig gennem min karriere som skuespiller, og jeg vil altid støtte ham igennem sin karriere som verdenskendt sanger i et boyband. Uden Olly havde jeg aldrig stået med min lille datter i armene, og jeg havde aldrig lært, hvad det vil sige at være voksen. Men det ved jeg nu. Jeg havde aldrig set mig selv stå her, lykkelig over at have mit liv planlagt.

 

 

Tak Olly. Tusinde tak for alt.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...