Peacemaker ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2014
  • Status: Igang
*fortsættelse til Troublemaker-serien* Danielle Murs og Harry Styles har været kærester i omkring to år. De har støttet hinanden igennem tykt og tyndt, og alt ser ud til at forløbe godt for dem, lige indtil, at Danielle opdager at hun er gravid. Overraskelsen er stor for dem begge, men problemet ligger i, at Harry og drengene skal på turné med deres nyeste album. En ny turné betyder nye rejsemål og langdistanceforhold. Harry vælger at efterlade den gravide Danielle tilbage i London. Det betyder at Danielle selv må klare sig igennem den hårde graviditet. En tid med skænderier og svækkende følelser begynder for dem begge. Danielle begynder at tvivle på sit forhold til den unge Harry, da han har prioteret sit job højere end det faktum, at han skal være far. Vil den lille nyfødte baby skabe nogle andre toner mellem parret, da de lige pludselig står overfor deres livs største beslutning, da Harry vender hjem fra turnéen?

67Likes
29Kommentarer
8228Visninger
AA

14. It Kills Me


Efter næsten en måned hjemmefra, og efter en del kolde samtaler og sms beskeder med Danielle, fik jeg endelig taget mig sammen til at snakke ud med nogen om det. Det var ikke svært for de andre drenge, at se på mig, at det drænede mig fuldstændig for humør, det ødelagde touren for drengene, crewet, koncerterne og forholdet til vores fans. Jeg nød ikke den tour så meget, som jeg havde gjort de andre gange. Jeg ville hellere være hjemme i lejligheden sammen med Danielle og vores lille barn, følge udviklingen, være der for hende, når det hele bare blev værre. Men det kunne jeg ikke, og det skabte en form for tomhed inde i mig, som jeg ikke kunne beskrive med ord, men den gjorde ondt.

Normalt var det ikke nogen big-deal at være uvenner med Danielle, selvom jeg hadet det, der var bare én hale denne her gang, som bare fuckede alt endnu mere op. Jeg havde været hende utro, mens hun var gravid med vores barn. Selvom alt syntes at være okay mellem os, så var det, det langt fra. Hun nægtede t at kysse mig farvel, hun nægtede generelt bare alt nærkontakt med mig, selvom jeg virkelig prøvede alt, hvad jeg kunne for at få hende til at tilgive mig fuldkommen, så var det som om, at hun aldrig rigtig gjorde det.

Det var dér, at jeg besluttede mig for, at jeg ville overraske hende, ved at komme hjem – uanmeldt, det havde nogle gange nogle helt andre effekter på hende, end normalt, og jeg havde brug for, at hun var glad for at se mig. Jeg savnede hende, jeg savnede os. Forsigtigt havde jeg lukket mig ind i vores lejlighed, uden så meget som en lyd, da jeg ville overraske hende, men jeg var samtidig utrolig ivrig efter bare at se hende igen. Følelsen af hendes sorte silkebløde hår mod mine fingrespidser, de små gys som kun hun kunne give mig, når hun så på mig, duften af hende i mine næsebor, og følelsen af hendes krop i mine arme. Jeg savnede alt ved hende, mere end noget andet i hele verden.  

Jeg satte lydløst min taske fra mig ude i gangen, da jeg sneg mine brune lædersko af mine strømpefødder, før jeg nærmede mig stuen med forsigtige skridt, mens mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst, og jeg måtte holde vejret, for ikke at afslører mig selv for tidligt.

"Så, jeg har glædet mig virkelig til a-" jeg stoppede op midt i døråbningen, midt i min sætning, for at lade overraskelsen og min spænding falde til jorden med et tungt plask, da jeg fik øje på Zac, Zac Efron, sidde i den ene af mine sofaer overfor min kæreste. "Åh..... du har gæster," min før så glade og munter tone falmede hurtigt, da jeg bare stirrede på ham, med et mest langt fra glade blik.

”Harry! Jeg troede ikke, at du ville komme hjem før i weekenden?” Danielle så op fra sin plads i sofaen, for at vende sig om i sofaen, og se mig stå i døren med det mest skuffet blik i øjne, men hun lyste helt op, da hun nok var mindst ligeså overrasket som jeg – jeg håbede blot, at hun var langt mere positiv overrasket end jeg var.

"Og jeg troede, at du var alene," jeg løftede lidt det ene øjenbryn op i en skuffet bevægelse, men lod det hurtigt falde tilbage på plads igen, da jeg foldede mine arme over mit bryst.  "Så... Zac, hvad laver du her?" Jeg henvendte mig direkte til ham, da jeg bestemt ikke var begejstret for at se ham, og jeg havde det bestemt svært med ham i forvejen, så jeg håbede, at han havde en god grund til at være her, i min lejlighed, sammen med min kæreste.

"Jeg spurgte om Zac ikke ville komme forbi, nu hvor han var her i London," hun så over på Zac med det skæve smil, som hun plejede at sende mig, før hun så tilbage på mig med et lidt tungere blik. Jeg kunne ikke lade være med at stå, og føle mig lidt som, at jeg var blevet skubbet til siden, men det havde jeg kun fortjent, selvom jeg aldrig ville indrømme det overfor mig selv. Det gjorde for ondt.

"Hej Harry. Jeg var i byen, da jeg skulle optage nogle scener til en ny film, da.." han udstødte et lille nervøst grin, som han foldede sine hænder foran sig, og ser på mig med det venlige smil, som han altid gjorde, men det var tydeligt at høre på ham, at han ikke følte sig særlig velkommen, og det var han heller ikke. Stod det til mig, så skulle han få lettet sin bag fra min sofa, tage sine ting og aldrig komme tilbage. "..da jeg fik en invitation fra Dani, om at komme forbi," han fuldførte alligevel sin sætning, selvom han tøvede en smule.

"Det var sødt af dig, men klokken er ved at være mange, ikke?" Jeg måtte sende ham et meget anstrengt smil, da jeg langsomt lænede mig op ad dørkarmen til den halvstore stue, men jeg stirrede intenst på ham, i håb om, at det bare ville understrege min begejstring for hans tilstedeværelse endnu mere.

"Jeg skulle faktisk lige til at gå," han rejste sig hurtigt op fra sofaen foran Danielle, som han trak ned i sin sorte t-shirt, og sendte mig et forsigtigt smil, som blot fik mig til at smile overlegent tilbage til ham, da jeg fik min vilje. Hans blik søgte langsomt Danielle, som i mellem tiden havde rejst sig op fra sin plads i den anden sofa.

"Du behøver ikke gå, Harry er bare træt efter rejsen, han mener det ikke sådan," det var ikke svært for mig at se, at hun prøvede at få ham til at blive, hvorefter hun sendte mig et truende blik, som faktisk ikke fik mig til at føle så sej længere, men lige nu var jeg ret ligeglad. Jeg ville ikke dele hende, og specielt ikke med Zac Efron, nu hvor jeg ikke havde set hende i næsten en måned.

"Nej det er okay. Han har savnet dig, og jeg vil ikke forstyrre jer," smilede han skævt til Dani, inden han forsigtigt trak hende ind i et lille kram, da han begav sig i min retning, for at stoppe op foran mig kort, og sende mig sit rigtig ’Troy Bolton, High School Musical’ smil, som om at han var en engel, men det var han ikke i mine øjne.

"Og tillykke med at du skal være far," prøvede han forsigtigt, inden han fandt sin vej ud af stuen, og helt ud af lejligheden – lige præcis som jeg ønskede, at det skulle være. Jeg så efter ham med et ganske tilfreds smil spillende henover mine læber, selvom jeg ikke burde smile på den måde, så prøvede jeg heller ikke at lade være. Mit blik fandt hurtigt sin vej hen på Danielle, men falmede hurtigt, da det gik op for mig, at jeg nok havde været lidt for grov overfor ham, men han havde lige ødelagt min overraskelse, fuldkommen.

”Er du tilfreds nu, hva?!" Vrissede hun irriteret, som hun tog sig til hovedet med et suk, og langsomt lænede sig tilbage mod sofaens ryg. Flot Harry, du gjorde det igen. Selvom jeg fik min vilje, så følte jeg mig faktisk ikke tilfreds, fordi jeg havde håbet på, at alt det negative var glemt i mellem os, når jeg kom hjem, men jeg havde vidst lige spændt ben for mig selv.

"Undskyld, jeg havde bare virkelig set frem til at kunne overraske dig - og så ødelagde det bare det hele, at han også var her," jeg kløede mig lidt akavet i håret, før jeg for alvor trådte helt ind i stuen, og med rolige skridt bandede mig vej over imod hende. Jeg kunne mærke, hvordan min krop blev tiltrukket af hende, som to magneter, som passede sammen.

”Du kunne i det mindste have snakket pænt til ham!? Det dør du faktisk ikke af?" Rystede hun lidt på hovedet, som hun udstødte et tungt suk, som faktisk gav mig virkelig dårlig samvittighed. Jeg snakkede altid pænt til folk, men overfor Zac kunne jeg bare ikke styre mig. Var det fordi, at jeg følte mig truet af ham? Han var en attraktiv ung skuespiller med masser af succes, han var nyt for hende, var det, det?

"Undskyld... jalousien overtog måske en lille smule," jeg stoppede op foran hende med et ganske forsigtigt smil spillende om mine læber, da jeg havde længdes efter dette her øjeblik i hvad der føltes som flere år. Jeg havde længdes efter, at jeg bare kunne mærke hende igen, kaste alt min kærlighed på hende, men… Jeg var ikke sikker på, at jeg kunne få lov til det. Ja, jeg blev jaloux, og det var voldsomt overfor Zac, men jeg kunne bare ikke udstå ham, han irritererede mig dybt, selvom han aldrig rigtigt har gjort mig noget – udover at tilbringe tid med min kæreste.

"En lille smule?" Med et utrolig flabet blik og provokeret blik, skød hun begge sine øjenbryn i vejret, som hun foldede sine arme henover sit bryst. Hendes krop lukkede fuldstændig af for mig, og jeg kunne godt mærke, at jeg ikke var inviteret ind i varmen, ligesom at jeg havde håbet, at jeg var.  

"Jeg har det bare svært med den fyr... Jeg har det svært med, at der er andre fyre i lejeligheden, når jeg ikke er her... Fordi... Jeg vil ikke dele dig med nogen," jeg fugtede ganske forsigtigt mine læber, før jeg lod et lille stilfærdigt suk undslippe mine læber, da jeg så på hende med et undskyldende blik. Jeg havde det svært ved, at der var andre fyre i lejligheden – specielt når jeg ikke var tilstede, det gjorde mig utryg. Jeg vidste aldrig, hvad der foregik, og jeg blev altid paranoid overfor situationen, og jeg frygtede altid det værste.

"Men jeg skal dele dig med en million andre piger? Det er jeg da heller ikke vildt glad for, men jeg gør det da alligevel!" Av! Det svar ramte lige i hovedet, som en syngende lussing. Med et frustreret blik i sine grønne øjne kørte hun sin hånd igennem sit sorte hår i frustration. Jeg hadede, når at jeg frustrerede hende på denne her måde, men jeg kunne ikke gøre for det, det gjorde jeg altid, når jeg reagerede i jalousi.

"Forskellen er bare... At jeg ikke lukker disse millioner af piger ind i min lejelighed," sagde jeg med et ganske forsigtigt smil, da jeg meget forsigtigt rakte ud efter hende, så det yderste af mine fingre lagde sig mod hendes talje - ganske let. Det var tortur for mig at stå her, og bare se på hende, når jeg ikke kunne få lov til at røre hende, bare det mindste. Jeg var bange for hendes reaktion, men jeg ville aldrig finde ud af, hvor jeg stod henne, hvis jeg ikke prøvede.

"Hvorfor må jeg ikke bare ses med mine venner, uden du altid skal blive så pisse jaloux?" Hendes suk var stadig utrolig irriteret, men til min store overraskelse gjorde hun ingen modstand, ved min utrolige forsigtige berøring ved hendes talje. Jeg havde måske forventet, at hun ville skubbe mig væk, eller klaske min hånd væk. Men det gjorde hun ikke. Hun lod mig røre hende, så måske var alt håbet ikke ude?

"... Fordi at jeg er bange for, at Zac kan give dig alt det, som jeg ikke er i stand til at give dig..." Jeg så ganske forsigtigt ned i jorden, da jeg ikke var glad for at indrømme dette overfor hende, fordi det var et eller andet sted dumt, når jeg hørte mig selv sige det. Men jeg var bange for, at han ville kunne give hende langt mere, end jeg kunne. Tid, interesse, kærlighed og lykke.

"Han er en skuespiller, Harry! Han er væk hjemmefra i halve år af gangen, længere tid end du er! Men hvis jeg var utilfreds med det her, så var jeg her nok ikke stadig, skal du se," mit blik gled langsomt op på hendes ansigt, for at se, at hun så op i loftet et kort øjeblik, helt sikker for at hidse sig en smule ned. Hun kiggede altid væk fra mig, når hun var ved at hidse sig op, og det var vel den bedste medicin for hende – at se væk fra mig.

"Jeg ved det godt..... Undskyld.... Jeg har bare savnet dig så meget," det var som om, at min stemme forsvandt, da jeg ville sige den sidste sætning, men det kom ud som en hvisken. Jeg tillod forsigtigt mine hænder at finde vejen rundt om livet på hende. En følelse af elektriske stød gik igennem mine hænder, op i mine arme, op i mine skuldre og mod mit bryst, og derfra rundt i hele min krop, da jeg bare følte en lille smule lykke i øjeblikket.

"... Det er ikke mig, som du skal sige undskyld til.." sagde hun en smule fraværende, som hun tillod sig selv at give slip på sin tilbageholdenhed, som hun efterhånden var god til at kontrollere. "... Jeg har også savnet dig.” YES! Lige de ord, som jeg havde savnet i flere uger. Hun kunne slå mig, skrige eller råbe de værste ting til mig, og de ville ikke røre mig, for jeg havde fået de fem ord at vide, som jeg havde haft allermest brug for at få vide.

"Jeg har gået og følt mig... Tom den sidste tid.. Jeg har ikke nydt tourlivet så meget, som jeg normalt gør... Fordi jeg hellere vil være her... Med dig og barnet og... Jeg vil ikke gå glip af det hele," jeg sukkede en smule nedtrykt, da jeg holdt vejret, da jeg meget forsigtigt trak hende tættere ind til mig. Det var som om, at jeg ikke kunne få hende tæt nok på, og jeg var sikker på, at mit hjerte skippede et slag, da hun ingen modstand gjorde mod min handling.

" Du har jo kun været væk et par uger?.... Nu får jeg jo dårlig samvittighed...." Jeg kunne faktisk ikke lade være med at ånde lettet op, da hun med et lille smil til sidst, så forsigtigt op på mig, da det var som om, at hun lagde alt det negative lidt til siden, men ikke helt hundrede procent.

"Selv fire uger på turne føltes som flere år, når du ikke er der," smilede jeg kærligt, da jeg med en blid bevægelse førte en lok af hendes hår om bag øret, da for første gang i næsten en måned så hende i øjnene, og det var som om, at hele min verden gik i stå – på den gode måde.

"Hvordan tror du så, at det føles herhjemme?" Jeg kunne høre, hvordan hendes stemme rystede let, da hun en smule efter vejret, og til min store overraskelse tøvende lagde sine hænder mod min brystkasse.  Det føltes som om, at hendes hænder brændte igennem min hud, og direkte ind til mit hjerte, da usikkerheden i hendes handling var så tydelig at ænse. Men følelsen af hendes berøringen gjorde mig næsten helt højt, da mit hjerte øgede sin hastighed markant.

"Jeg er virkelig ked af, at jeg ikke kan være hjemme noget mere," jeg tog mig selv i, at forsigtigt at lade min pande hvile mod hendes, da jeg i en meget overfølsom fase observerede alle tænkelige træk, som hun fortig sig.

"Men hey, du skal bare gå ud og give den gas på den scene! Du skal ikke tænke på andet lige nu," selvom jeg kun så ind i hendes øjne, så var det ikke svært for mig at fornemme, at hun prøvede sig frem med et lille skævt smil, som hun krøllede kanten af min t-shirts krave lidt. Selv så lille en ting, fik hårene på mine arme til at rejse sig op, og jeg måtte bide mig i læben, for at holde mit hoved koldt. Jeg kunne ikke beskrive, hvor tæt jeg var på, bare at trække hende helt ind til mig, og lade mine læber smede sig om hendes alt for perfekte læber. Men jeg havde ikke tilladelsen til det, endnu.

"Jo ... Lige nu tænker jeg på, hvor stor en lyst, jeg har til at kysse dig," jeg kunne ikke lade være med at fortælle hende det. Hun skulle vide, hvor meget jeg faktisk led, for jeg savnede hende. Jeg fik ikke et farvelkys eller noget, kun et akavet kram i lufthavnen inden hun var forsvundet, uden så meget som et ord.

”Harry... jeg ved ikke..." Hun så langsomt ned, men hun fastholdte stadig sine hænder omkring mit brystparti, men hendes stemme blev pludselig helt lys, og jeg kunne fornemme, hvordan hun begyndte at hive en smule efter vejret, da jeg kunne ænse hendes hjertebanken mod mit bryst igennem hendes håndflader. Det smittede af på mig, og gik direkte over i et adrenalinkick, som bare øgede min lyst til at kysse hende yderligere.

”Du skal ikke føle dig presset til noget, det er bare... Jeg savner det..." Jeg vidste ikke, hvor meget mening det gav for hende, for jeg ville ikke presse hende, hvis hun ikke var klar til at kysse mig igen, men jeg inderligt håbede jeg, at jeg kunne overtale hende en smule, da jeg med oprigtighed lod min stemme lyde deprimeret, men jeg prøvede alligevel virke afslappet omkring det for hendes skyld, selvom jeg fandt det utrolig svært.

"Jeg ved, at du savner det, det gør jeg også.. men.. det er bare... svært," det var ikke svært for mig at regne ud, at hun ikke vidste, hvordan hun skulle forklare sig, som hun så op på mig med et bedrøvet blik, mens jeg kunne se hendes blik overraskende vandrede ned mod mine læber. Hun overvejede det, jeg kunne se det på hende, og jeg følte mig så tæt på en milliongevinst, det var alt eller intet nu.

”Det hele vil blive lettere, hvis vi tillader os selv det," mit hoved var meget tæt på hendes, så jeg kunne hviske det næsten imod hendes læber dog uden at røre dem, selvom jeg måtte holde så meget tilbage på mig selv og min lyst, at det gjorde helt ondt i maven.

Der gik så mange elektriske stød igennem min krop, da jeg kunne mærke hendes kuldegysninger mod mine overarme, som hun forsigtigt strammede sit greb i min t-shirt. Jeg vidste, at hun stod på kanten af vippen, og overvejede om hun var modig nok til at tage chancen. "..men...det.." hendes stemme rystede voldsomt, da hun hev efter vejret, og jeg blot strammede mit greb omkring hendes liv en smule, da jeg var bange for, at hun ville bakke ud, og lade mig stå tilbage som en komplet idiot. Jeg ville ikke tillade hende at springe fra nu. Vi var så tæt på.

”Det vil føltes rigtigt.... Tro mig," hviskede jeg så roligt, som jeg kunne, da jeg ganske, ganske forsigtigt flyttede min ene arm fra hendes talje og op til hendes ansigt, som jeg meget nænsomt placerede ved hendes bløde kind, i det i et lille nanosekund mistede kontrollen over mig selv, og strejfede hendes læber ganske blidt men uden, at det var et kys. Alt jeg manglede var bare et grønt lys, så jeg kunne give slip på mine følelser, men hun gjorde det ikke lettere for mig, da lyden af hendes rystende vejrtrækning, fik min krop til at gå amok, og måtte knibe mine øjne sammen en smule i beherskelse.

"O-okay.." Jeg mærkede hendes krop mod min, da hun i en tøvende, og meget langsomt bevægelse lænede sig ind mod mig, for at med rystende hænder placere dem rundt om min nakke, da hun med en hviskede stemme gav mig grønt signal.  Som en spændt elastik lod jeg min krop presse sig indover hende, da jeg ganske roligt lod mine læber møde hendes i det nok ømmeste, romantiske og mest passioneret kys nogensinde, som gav hele min krop kuldegysninger som fik mig til at dirre ved følelsen af lykke.

 

_______________________________________________________________

Årgh WETH"#IWET=#"=%=I#"&I!

Så fik I lige et ægte Hani moment, som jeg fik den bedste hjælp til! Tak Rikke! <3 

Fortæl mig, hvad I synes om kapitlet, og husk at smide et like, hvis I ikke allerede har gjort det - så er I bare endnu mere fantastiske, end I er forvejen xxx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...