Peacemaker ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2014
  • Status: Igang
*fortsættelse til Troublemaker-serien* Danielle Murs og Harry Styles har været kærester i omkring to år. De har støttet hinanden igennem tykt og tyndt, og alt ser ud til at forløbe godt for dem, lige indtil, at Danielle opdager at hun er gravid. Overraskelsen er stor for dem begge, men problemet ligger i, at Harry og drengene skal på turné med deres nyeste album. En ny turné betyder nye rejsemål og langdistanceforhold. Harry vælger at efterlade den gravide Danielle tilbage i London. Det betyder at Danielle selv må klare sig igennem den hårde graviditet. En tid med skænderier og svækkende følelser begynder for dem begge. Danielle begynder at tvivle på sit forhold til den unge Harry, da han har prioteret sit job højere end det faktum, at han skal være far. Vil den lille nyfødte baby skabe nogle andre toner mellem parret, da de lige pludselig står overfor deres livs største beslutning, da Harry vender hjem fra turnéen?

67Likes
29Kommentarer
8113Visninger
AA

9. If I'm Being Honest


Jeg havde flere gange forgæves at vække Harry til bevidsthed, indtil jeg hørte hoveddøren blive smækket i. Jeg var skrækslagen, mere end jeg nogensinde havde været før. Denne aften, som egentlig startede så perfekt ud, den endte som mit værste mareridt, og jeg følte mig så hjælpeløs. Jeg havde flere gange overvejet at ringe efter en ambulance, men jeg ville høre Louis’ mening før, at jeg dragede flere forhastede beslutninger. Han trak stadig vejret, og hans hjerte slog stadig, men han var langt væk, så langt væk, at jeg ikke kunne trænge igennem til ham.

”Dani?” Lyden af Louis’ stemme lød ude fra gangarealet, og jeg rejste mig hurtigt fra Harrys side, for at bevæge mig ud af stuen, fuldstændig forgrædt og omtumlet. Jeg havde ikke tænkt over, hvad jeg skulle sige til Louis, når han ville komme, for jeg vidste generelt ikke særlig meget om, hvad Harry havde gjort, mens jeg havde været væk.

”Åh Gud, hvad sker der lige?” Han så op på mig med forskrækket blik, og det gik lidt op for mig, at jeg måtte ligne noget, som var løgn, men det spillede ingen rolle. Det understregede nok bare situationens alvor. Jeg stod et øjeblik, og summede over, hvad jeg skulle sige til ham, men jeg kom aldrig rigtig frem med noget, før han hurtigt stillede det næste spørgsmål:

”Er Harry her ikke, eller?” Jeg hev efter vejret en enkelt gang, før jeg forsigtigt nikkede til ham, og trådte et skridt ind mod stuen igen. Stanken af sprut sad stadig i mine næsebor, og den var efterhånden ved at give mig hovedpine, men jeg havde ikke overskud til at gøre noget ved den. Uden spørgsmål kunne jeg høre Louis’ fodtrin bag mig, og de holdte op, da han trådte ind af åbningen til stuearealet.

”Wow, hvad er der sket her? Har I haft indbrud, eller?” Jeg stoppede op, og vendte mig rundt mod ham, for at hans opskræmte ansigtsudtryk, som fulgte det væltede spisebord, maden på gulvet, og de to vodkaflasker henne på sofabordet.

”Det e-er Harry,” fik jeg fremstammet, inden jeg mærkede, hvordan ubehaget sneg sig indover mig igen, og følte mig så flov ved at Louis skulle se dette, men hvem skulle jeg ellers kontakte? Jeg havde intet andet valg. Selvom Harry ville hade mig for det lidt senere.   

”Jamen hvad er der sket?” Han henvendte sig direkte til mig, og blikket i hans øjne, fortalte mig hvor alvorligt det her egentlig var. Selvom jeg godt vidste det, så var det ikke gået op for mig endnu, før han tog let fat omkring mine skuldre, og nærmest tvang mig til at se op på ham.

”V-vi havde et skænderi, da han fortalte mig om ændringerne i jeres tour-plan, o-og jeg blev så vred, at jeg kørte væk. O-og det her er, hvad jeg kom hjem til. Og j-jeg kan ikke vække Harry!” Tårerne rendte ned af mine kinder som et vandfald, da jeg nærmest snublede over alle ordende. Jeg følte bare, at det hele overvældede mig på ét og samme tidspunkt, hvor jeg skulle tage mig sammen. Men det kunne jeg ikke.

”Hvor er han?” Han kiggede straks væk fra mig, for at se rundt i stuen. Det her var nok den mest ubehagelige situation, som jeg nogensinde havde stået i. Men jeg var taknemmelig for, at jeg ikke stod helt alene mere, og at Louis var her.

”Han ligger bevidstløst nede foran sofaen,” fik jeg sagt til ham med et lidt roligere tonefald, og med mere kontrolleret vejrtrækning. Forsigtigt pegede jeg over mod den mindste sofa, for at se Louis sætte kurs derover. Han rystede på hovedet, da han skubbede sofaen til siden, for at hive Harry op og sidde i en slasket bevægelse. Det skar nærmest i mit hjerte at stå og se Harry på den her måde. Så ynkelig og ude af stand til at hjælpe sig selv. Jeg skyndte mig hen, og putte Harrys højre arm omkring min nakke, for at hjælpe Louis med at få ham op. Han var meget tungere, end jeg lige troede, men jeg havde heller ikke forventet, at han ville være let som en fjer.

”Han skal ind i soveværelset,” fik jeg sagt til Louis, da vi med en del besvær fik Harry ud fra den raserede stue, og ind i den store dobbeltseng. Med et suk tog jeg mig til ryggen, efter at vi havde lagt Harry tværs over sengen. Vi vidste begge to godt, at han bare skulle have lov til at sove sin brandert ud, da jeg havde takket Louis flere gange, for hans hurtige hjælp.

 

Jeg havde grædt uafbrudt, da Louis havde forladt lejligheden, og jeg nu var alene med alt rodet. Selvom han havde bekræftet mig i, at Harry bare sov tungt - og dermed var uden for fare, så havde frygten stadig ikke forladt min krop helt. Jeg havde faktisk ikke lyst til at vågne op senere til synet af en omtumlet Harry, som ikke ville kunne forstå alvoren; så jeg havde taget et tæppe, og lagt mig ind på den store sofa inde i stuen. 

Det hele føltes tomt, slet ikke hjemmeligt faktisk, når jeg lå, og kiggede op i det hvide loft. Følelsen af tomhed, kulde, negativitet og sorg hang som en tung tåge i luften i lejligheden. Og lugten fra Harrys vodkaflasker friskede just ikke luften endnu mere op. 

"Hvad har du dog gjort?" Hviskede jeg nærmest, da jeg pakkede mig yderligere ind i tæppet, for at holde varmen. Jeg forstod overhovedet ikke, hvorfor det her skulle ske? Men én ting vidste jeg, det var Harry ville få sig noget af en overraskelse i morgen tidlig, når han engang kunne stå på sine egne ben. 

 


Jeg var stået tidligt op næsten morgen, for at rydde op i lejligheden efter Harrys svineri aftenen før. Jeg var endda blevet færdig med at rydde op i køkkenet og stuegulvet, da jeg forsøgte at rejse det væltede spisebord op inde i stuen. Jeg forstod virkelig ikke, hvordan han havde båret sig ad med at vælte det vildt tunge bord. Han måtte virkelig have været aggressiv, da jeg stak af fra ham. Jeg havde valgt at lade Harry ligge og sove så længe han ville, da jeg ville være sikker på, at han kom sig – og desuden ville jeg ikke få noget ud af det, hvis jeg vækkede ham tidligt. Han måtte stå op, når han var klar til at stå til ansvar for sine handlinger.

"Dani? Hvornår kom du tilbage?" Jeg prøvede at løfte det tunge spisebord af egetræ op at stå, da jeg hørte de tunge, valsende og udmattede fodtrin slæbe en omtumlet Harry ud fra soveværelset. Jeg så op på ham med et par løftede øjenbryn, inden jeg smed karkluden fra mig. Hans stemme var hæs og udmattet, men det hjalp ham ikke med at få medlidenhed.

"Nej, ser man det? Den kan stå op!" Mumler jeg en smule flabet med et par løftede øjenbryn, inden jeg opgav at løfte spisebordet op, så jeg lagde det tunge spisebord ned på gulvet igen.

"Hvor længe har du været her?" Han kløede sig lidt akavet i nakken, før han atter tog sig til hovedet. Jeg håbede inderligt, at han havde de værste tømmermænd, som faktisk bare truede med at få ham til at gå i seng igen.

"Siden i går aftes," jeg skænkede ham ikke engang et blik, da jeg igen samlede karkluden op fra gulvet igen, for at tørre en soveplet af gulvtæppet, men det syntes umuligt. Da den havde lagt der siden i går aftes.

"Gjorde du? Jeg ... Jeg husker det ikke?" Han fjernede sin hånd fra sin nakke, inden jeg kunne mærke, at hans blik faldt på mig, som lå nede på knæ, for at gøre rent efter ham.

"Nej selvfølgelig gør du ikke det," et eller andet sted, så prøvede jeg virkelig, at få det til at lyde, som alt var i orden, hvilket det langt fra var. Alligevel havde jeg på fornemmelsen af, at han godt selv kunne mærke, at det bestemt ikke var okay det her.

"Jeg er virkelig ked af det..." måden at han sagde det på, fik de små hår på mine arme til at rejse sig, da oprigtigheden i hans stemme lød så ægte, inden at han sukkede ganske sørgmodigt, som kun han kunne gøre det.

"Aha? Jamen det kan jeg ikke bruge til noget," mumlede jeg, da jeg skyndte at rejse mig op fra gulvet, for at gå over til sofabordet, for at rydde op der. Det var mest for at undgå øjenkontakt med ham. Jeg havde en svaghed overfor hans sørgmodige blik, men jeg ville bare ikke give mig denne gang. Jeg mærkede hans varme hånd gribe ud efter mit håndled, for at trække mig tættere ind til sig, og jeg stoppede op.

"Babe hør nu, jeg ville ønske, at der var noget, jeg kunne gøre, men det er ikke mig, der tilrettelægger det her," blikket i hans øjne var stadig helt mat, da det nærmest strålede ud af ham, at han var utrolig plaget af tømmermænd. Men så kunne han enkelt sagt lære det.

"Det ved jeg godt, men..." sukkede jeg, da jeg hurtigt trak mig væk fra ham, for at se ned på mine fødder et lille øjeblik "...Men at reagere på den måde, det er simpelthen for dumt,"

"Jamen... Du gik! Du gik, og jeg havde en forfærdelig følelse i maven, fordi jeg ikke vidste, om du kom hjem igen!" Endnu engang tog han sig til hovedet, for at se på mig med et hjerteskærende blik. Jeg hadet normalt at skændes med ham, men nogle gange gav han mig ikke noget valg. Han havde lavet en fejl, og jeg havde måske begået den største fejl, ved at skride i første omgang.

"Ja, jeg gik, fordi jeg var frustreret! Men selvfølgelig kom jeg tilbage, jeg havde bare brug for at tænke, okay?!" Jeg kunne ikke undgå at hæve min stemme, da jeg tog den ene vodkaflakse i hånden, og mærke hvordan vreden begyndte at koge op i mig.

"Og jeg havde brug for at tale med dig, men du var her ikke, ergo - vodka," han løftede let flasken op fra gulvet, samtidig med at han sagde det i en seriøs tone, som faktisk provokerede mig endnu mere. Kunne han ikke selv se, hvor stor en idiot han var nogle gange?

"Du er simpelthen for dum, Harry!" Jeg tog flasken ud af hånden på ham, for at stille den hen i kommoden lidt længere væk. Jeg fik det ganske forfærdeligt bare af at holde flasken i min hånd, fordi den havde allerede forvoldt så megen smerte hos os begge.

"Jamen Dani, jeg har brug for, at du taler med mig om tingene i stedet for bare at gå! Det er svært at være alene - og så er det, at jeg gør sådan nogle dumme ting!" Jeg hadede at skulle give ham ret, men han havde ret. Jeg flygtede altid fra mine problemer, fordi jeg ikke kunne finde ud af at tackle dem face to face, men det kunne han heller ikke.

"Og jeg har brug for, at du lærer at tage vare på dig selv, okay? Jeg ved godt, at jeg tog en dum beslutning, da jeg gik i går. Men det blev bare for meget, okay?" Jeg kunne høre, hvordan min egen stemme gav genlyd gennem lejlighedens stue, da jeg nærmest råbte det efter ham. Hvis han bare havde tænkt sig om, så var det her aldrig sket – eller hvis jeg havde.

”Det blev også for meget for mig. Derfor drak jeg mig fuld," jeg kunne ikke lade være at føle, at det var ligeså meget min skyld, at han havde drukket sig fuld, som det var hans. Hvis jeg aldrig var skredet, så var det her aldrig sket.

"Jamen, Harry. Vi skal ikke have et barn sammen, hvis du drikker dig så pisse stiv, at du næsten ligger i koma, hver gang vi skændes," jeg vendte mig væk fra ham, da min stemme knækkede en smule sammen. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at stå her, og sige det her til ham, men det var sådan, at jeg havde det lige nu. Jeg ville ikke have et barn, som havde en far, som drak hjernen ud, når han blev for frustreret.

"Det... Jamen..." Det var lidt som om, at han slet ikke vidste, hvad han skulle sige eller gøre. Men jeg kunne godt følge ham, selvom jeg egentlig ikke havde lyst til det. Jeg havde rigeligt at se til selv.

"Jeg mener det virkelig," jeg hev forsigtigt efter vejret, da min hals havde snøret sig helt sammen, og min underkæbe dirrede en smule, for at true med at bryde ud i gråd.

"Du må ikke sige sådan noget, jeg.. Jeg lover dig, at det ikke vil ske igen!" Prøvede han forsigtigt at sige, da jeg kunne høre hans fodtrin bag mig.

"Men det sagde du jo også sidst? Og se nu?" Jeg tørrede en tåre væk, som var trillet nedover min kind, da min stemme knækkede yderligere. Jeg følte overhovedet ikke, at jeg havde kontrol over min krop lige nu, da alt bare gik amok indeni mig. Jeg havde virkelig et eller andet sted, så svært ved at tro på ham, for det her var bestemt ikke første gang, at han havde gjort noget uansvarligt.

"Jeg... Jeg er virkelig ked af det," hans stemme lød pludselig så svag og spinkel, idet at han så ned i jorden med et lille suk. Hans suk var så hjerteskærende, at det fik tårerne til at flyde over, og jeg måtte bide mig selv i underlæben for ikke at hulke en enkelt gang.

"Jeg vil så gerne have det barn sammen med dig, virkelig! Men.." jeg tog chancen, og vendte mig rundt mod ham med tårer i øjnene. Jeg var ligeglad med, om han så mig græde på den her måde. For jeg løj ikke overfor ham, jeg ønskede virkelig det her barn af hele mit hjerte, men det var som om, at tingene bare blev ved med at komme i vejen for mit ønske.

"Hey - vi får det barn, okay? Jeg lover, at jeg nok skal tage mig sammen..." han så op på mig, da jeg lagde mærke til, hvordan tårerne hobede sig op i hans øjne. "Du må ikke give op på det her Danielle,"

"Jamen, vil du ikke godt bare sige, hvis du ikke er klar til det her? For med turnéen og vores forhold, så er det fint. Jeg får bare den abort," snøfter jeg, da jeg bukker sig ned, for at tørre sofabordet af i frustration. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre, for det virkede pludseligt akavet bare at stå og se ham græde.

”En abort? Hvad snakker du om, hvorfor siger du det? Hvad får dig til at tro, at jeg... Jeg mener, selvfølgelig er jeg klar til det her, der er ikke noget jeg hellere vil!"  Selvom jeg ikke så på ham, så kunne jeg mærke, hans fortvivlelse opblandet med angst, inden jeg mærkede ham tage fat i min skulder ganske let.

"Jeg er så splittet! Okay? Fordi en del af mig siger, at jeg skal have det her barn, og en anden del af mig siger, at det syn jeg kom hjem til i går, skal et barn aldrig udsættes for," jeg vendte mig langsomt rundt mod ham, for at se ham i øjnene. Hans grønne øjne var røde at tårer, og hans kinder ligeså.

"Jeg vil gøre alt... Jeg mener det virkelig Danielle, jeg vil gøre alt," langsomt begyndte tårerne at trille ned langs kinderne på ham, da han nærmest hviskede det til mig. De små hår om i min nakke rejste sig, og jeg måtte hive efter vejret.

"Så bevis det overfor mig, i stedet for at drikke dig selv næsten halvt ihjel!" Tøvende gik jeg et skridt frem mod ham, for forsigtigt at tørre hans ene kind, så jeg kunne se ham i øjnene.

”Jeg lover det... Jeg skal nok forbedre mig," snøftede han en enkelt gang, inden han prøvede at smile lidt til mig, men jeg kunne ikke rigtigt gengælde det, selvom jeg så inderligt ønskede det.

"I går...jeg troede, at du havde påført dig selv så meget skade, a-at du ikke ville vågne igen," hvisker jeg, da jeg nikkede langsomt til ham, som et form for svar til ham. Jeg blev nødt til at fortælle ham, at jeg var bange, for det var jeg. Jeg havde grædt det meste af natten, men tårerne væltede alligevel frem i mine øjne igen.

"I går...jeg troede, at du havde påført dig selv så meget skade, a-at du ikke ville vågne igen," hviskede jeg, da jeg nikkede langsomt til ham, som et form for svar til ham. Jeg blev nødt til at fortælle ham, at jeg var bange, for det var jeg. Jeg havde grædt det meste af natten, men tårerne væltede alligevel frem i mine øjne igen.

"Jeg... Jeg følte mig bare så fortabt... Så alene," han hev en smule efter vejret, da hans blik sænkede sig mod jorden, og jeg mærkede en forfærdelig følelse skyde op i mig.  Jeg vidste overhovedet ikke, at han havde haft det på den måde, langt fra. Jeg havde bare troet, at han havde haft problemer med sin vrede, men at der lå mere bag det, var ikke faldet mig ind før nu.

"Det er du aldrig, okay? Jeg ringede til Louis, for at sikrer mig at du var okay," det var nok tidspunktet, hvor jeg skulle fortælle ham, at han aldrig ville være det. Godt nok, så skændes vi heftigt, men jeg ville aldrig efterlade ham af den grund. Han snøftede en enkelt gang, da han ikke helt så ud til at vide, hvad han skulle sige eller gøre, samtidig med at han så helt drænet ud for energi. Men det var også forståeligt.

"Men jeg vil bare ikke gå igennem den her fødsel uden dig," snøfter jeg forsigtigt, da jeg sank en klump ned igennem min hals. Tanken om at ligge med den største runde mave, alene på et skræmmende hvidt hospital, i en seng som ikke var min egen, helt alene, uden Harry. Det virkede så forkert, og som et andet mareridt.

"Det var derfor jeg gik i går. Okay, jeg var bange for, at jeg skulle stå alene med det hele, fordi du ville være på turné." Jeg så ned i jorden, da jeg prøvede at tage mig sammen, for at holde diskussionen på et neutralt niveau, så vi havde muligheden for at snakke sammen om det her.

"Jeg kunne ikke være mere ligeglad med touren Dani, men jeg er bundet til en kontrakt og til de andre drenge, så jeg har intet valg. Jeg ved at det er hårdt, men det er lige så hårdt for mig," jeg kunne høre ham tage en dyb indånding, inden han nærmest sukkede det.

"Jeg ved det godt. Men spørgsmålet er bare, om det ville være dumt at blive forældre nu?" Jeg lænede mig opgivende op ad den lille sofas ryglæn, inden jeg så forsigtigt op på ham. Det ville være dumt at beholde et barn, når tiden måske ikke passede helt ind til det, og jeg ikke var sikker på det.

”Det vil ikke være dumt, okay? Det lover jeg,”

”Jamen du vil jo ikke have muligheden for at være her, når barnet kommer?” Jeg så igen ned i jorden, mens jeg trak opgivende på skulderne. Jeg havde en stærk fornemmelse af, at han ikke ville være der, når det hele gik løs, så hvorfor tage chancen?

"Nej men... Jeg.. Jeg vil jo være der alligevel. Jeg vil være der resten af barnets liv," selvom det var et godt argument fra hans side af, så var det bare ikke en god nok undskyldning. Hvor mange fædre havde lige lyst til at glippe sit første barns fødsel?

"Men... hvad nu hvis det hele går galt?! Så er du der jo ikke?" Lige på dette tidspunkt begyndte alt for mange åndssvage tanker at dukke op i mit hoved, som fik mig til at flippe helt ud over de mindste ting, som kunne gå galt under en fødsel.

"Men du har Olly! Og Christina, og - der vil være folk her, som vil hjælpe dig til de ting, som jeg ikke kan hjælpe med!" Lige nu var jeg faktisk bedøvende ligeglad med, om Olly, Christina og lægerne ville være til stede. Han skulle være der, det var alt, som jeg forlangte. Men det var tydeligvis for meget.

"Så du mener, at jeg skal gå igennem det faktum at føde vores barn helt alene, mens du bare fjoller rundt?" Jeg så på ham med løftet øjenbryn, inden jeg endte med at sukke en smule af ham. jeg vidste godt, at han blev irriteret, når jeg sagde ’fjoller rundt’. Men jeg ville heller ikke altid kalde deres performances seriøse.

"Fjoller rundt? Dani forstå nu, at jeg heller ikke har lyst til at tage afsted på den tur, men jeg har ikke noget valg," som jeg havde forventet, kørte han frustreret hånden igennem sit uglede hår, da han sendte mig sit irriterede blik.

"Det er dét, jeg mener Harry! Vi er overhovedet ikke klar til det her..." jeg besluttede mig spontant for at gå gik hen, for at forsøge at rejse spisebordet op igen, men jeg endte alligevel med at stoppe op. "Ellers er det mig, som ikke er klar,"

"Jamen.. Jamen... Jo, vi skal være klar til det her! Vi.... Det skal vi," hans stemme rystede voldsomt, da jeg kunne se ham begynde at græde, da jeg kiggede ud af øjenkrogen. Jeg hadede at se ham sådan, fordi jeg blev selv så ked af det.

"Men hvordan, Harry? Hvordan kan vi være klar, når sådan noget her sker?" Jeg slog let til det væltede spisebord i en hentydning til episoden i går aftes, inden jeg kunne mærke mine knæ synke sammen under mig, og jeg dumpede grædende sammen på gulvet foran ham. Den kontrol som jeg havde prøvet at opretholde hele tiden forsvandt, og jeg havde ikke længere kontrol over mine følelser og min krop.

"Shh, Dani jeg lover dig, at det hele nok skal gå, du må bare ikke give op på det hele!"  Jeg kunne høre, at han også begyndte at græde og snøfte, da han sank ned på gulvet ved siden af mig, og ganske let tog fat om mine skuldre.

"Jamen.. jeg kan ikke klare det her uden dig! O-og du vil ikke være der, når jeg er allermest bange!" Bevidst så jeg væk fra ham, da jeg meldte helt hundrede procent ærligt ud omkring mine følelser for situation om pludselig at skulle være mor.

"Jeg lover dig, at jeg nok skal være der. Om jeg så skal skride midt i en koncert," jeg mærkede ham tage blidt fat omkring min kæbe, for at dreje mit ansigt henimod hans, så han kunne se mig i øjnene. Det var store ord at sidde og love, bare lige sådan. Men jeg troede på ham.  

"Lover du mig det? Det er ikke bare noget, som du siger, for at jeg skal stoppe den her diskussion, så du kan pylrer over din hovedpine?" Snøftede jeg en enkelt gang, mens jeg blev ved med at se ind i hans grønne øjne. Jeg kunne ikke lade være med at drille ham lidt, når jeg et eller andet sted, havde fået min vilje. Jeg havde bare brug for, at han ville love mig, at han ville være der for mig.

"Jeg lover det. Af hele mit hjerte…” Han snurrede en lok af mit sorte hår omkring sin finger, da hans blik borrede sig ind i mit, og mit krop begyndte at ryste, da jeg lod mig læne mig indover hans skulderparti.

"Tak" hviskede jeg, inden jeg lod mit hoved hvile ind mod fordybningen mellem hans nakke og skulder, og ligge mine arme rundt om ham. Det var alt, som jeg havde brug for at høre fra ham. At han ikke ville lade mig i stikken.

”Jeg vil gøre alt for dig Dani... Alt der står i min magt," hans stemme var dyb og hviskende, og jeg kunne mærke, hvordan glæden indeni mig lige pludselig boblede frem fra det skjulte.

"Godt, fordi så kan du starte med at rejse det spisebord op, som du væltede i går," sagde jeg med et lille smil, da jeg efter noget tid tog mig sammen, for at trække mig væk fra ham. Jeg kunne vel lige så godt udnytte ham lidt, nu hvor jeg ikke selv var stærk nok til at løfte bordet på plads.

"Behøver jeg? Jeg mener, det ligger da meget pænt der," han vendte sig halv om, for at nikke i retningen af det væltede spisebord. Det havde overhovedet ingenting at gøre der, men han skulle nok sætte det på plads i løbet af dagen, da han ikke selv ville kunne holde ud at se på det.

"Hvis du gør det, så er du bare en skat," jeg strøg ham forsigtigt henover kinden, inden jeg rejste mig op fra gulvet, og tog et lille skridt henimod sofaerne foran tv’et.

"Fint, jeg skal nok gøre det," han trak træt og udmattet sig selv op fra gulvet med et dybt suk, inden han sendte mig et bedende blik.

"Godt, så skal du nok få lov til at være alene med dine tømmerbamser derefter," smilede jeg til ham, da jeg nøje holdte øje med ham, da han med små usikre skridt gik over mod det store spisebord, som lå totalt malplaceret i stuen.

"Jeg har ikke behov for at være alene," han kiggede på mig over sin skulder med et kærligt smil omkring sine læber, inden han med en smule anstrengelse trak bordet op på plads, men han kunne i det mindste flytte det på plads.

"Det tør jeg skam heller ikke lade dig være, ikke efter i går!" Fnes jeg ganske forsigtigt, da jeg folder mine arme henover brystet, for ligesom at understrege alvoren en smule. Det var egentlig dumt af mig, at fnise af det, for det var langt fra ment for sjov.

"Sorry.... Det sker ikke igen.." han sendte mig et undskyldende smil, da han vendte sig rundt mod mig, og kløede sig på sin venstre overarm.

"Jeg ved heller ikke, hvad jeg gør ved dig så," sagde jeg en smule uopmærksomt, da jeg tog mig selv i at stå og betragte hans overarm med tatoveringer. Jeg fandt dem meget interessante selvom, jeg ikke altid forstod deres betydninger.

"Jeg tager ansvar for mig selv nu - og jeg roder mig ikke ud i mere af den slags," han tog et lille skridt frem, inden han lod den ene arm falde ned langs sin side igen.

"Du kan også lige vove på det, Styles!" Smilede jeg alligevel ganske alvorligt til ham, inden jeg træt og udmattet efter de mange timers rengøring kastede mig ned i sofaen tættest på mig.  Han smilede blot til mig på den kærlige måde, før han slog sig ned med et udmattet suk i den anden sofa.

"Du ved godt, at jeg kun gør det her, fordi at jeg stadig er så forelsket i dig, din idiot?"  Jeg så på ham med et lille udmattet smil, mens jeg prøvede at lette den tunge stemning lidt. Jeg havde ikke lyst til at skændes mere med ham, for han var træt, og det var jeg også. Jeg var stadig tåbelig meget forelsket i ham, og jeg gjorde stadig nogle dumme ting, men kærlighed var en skør ting ikke sandt? Man havde ikke altid lige kontrollen over sine tanker, og man så ikke altid helt klart. Det var faktisk lidt ligesom alkohol og stoffer.

"Det er dejligt at få det bekræftet... Jeg elsker dig, virkelig, virkelig meget," jeg smilede en smule fjalet ved hans ord, da de på en eller anden måde gik direkte ind i hjertet på mig, og fik min mave til at vende sig en gang eller to.

"I lige meget, også selvom du er en torsk," fnes jeg lidt, da jeg tjattede let til hans knæ med min ene fod.

”Din torsk,” mumlede han med et storslået smil omkring sine læber, da han langsomt lukkede sine øjnene en smule i, for at læne sig helt tilbage i sofaen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...