Peacemaker ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2014
  • Status: Igang
*fortsættelse til Troublemaker-serien* Danielle Murs og Harry Styles har været kærester i omkring to år. De har støttet hinanden igennem tykt og tyndt, og alt ser ud til at forløbe godt for dem, lige indtil, at Danielle opdager at hun er gravid. Overraskelsen er stor for dem begge, men problemet ligger i, at Harry og drengene skal på turné med deres nyeste album. En ny turné betyder nye rejsemål og langdistanceforhold. Harry vælger at efterlade den gravide Danielle tilbage i London. Det betyder at Danielle selv må klare sig igennem den hårde graviditet. En tid med skænderier og svækkende følelser begynder for dem begge. Danielle begynder at tvivle på sit forhold til den unge Harry, da han har prioteret sit job højere end det faktum, at han skal være far. Vil den lille nyfødte baby skabe nogle andre toner mellem parret, da de lige pludselig står overfor deres livs største beslutning, da Harry vender hjem fra turnéen?

67Likes
29Kommentarer
7999Visninger
AA

17. I Wish I Could Rewind


Mine tanker arbejdede på højtryk, da jeg sprang direkte ud af taxien, og ud på fortovet, da jeg styrtede hen mod hospitalets indgang. Der var allerede mødt nogle paparazzier op, men jeg havde alt andet end tid til at lade mig gå på af dem. Mine tanker cirkulerede rundt oven i hinanden. Der var hverken hoved eller hale i ordene i mit hoved, da jeg prøvede at forklare damen bag skranken, at jeg skulle vide, hvilken stue Dani lå på.  

Ventetiden i Stockholms lufthavn var ulidelig, da jeg måtte sidde og vente i næsten to timer på, at det næste fly lettede. Det tærede mig op, stykke for stykke indefra, langsomt. Det var tortur, for jeg var forsvarsløs i denne situation, og jeg var udmærket godt klar over, at det udelukkende var min egen skyld, selvom jeg intet kunne gøre. Jeg kunne ikke lade være med at dukke op til koncerterne, og jeg kunne heller ikke blive hjemme ved hende. Jeg var en marionetdukke i denne sammenhæng, jeg gjorde bare, som jeg blev bedt om, og hvis jeg ikke gjorde, så blev jeg tvunget på alle mulige tænkelige måder. 

"Femte sal, stue 33," fortalte damen bag skranken mig, da jeg næsten uden at tænke fik taget nogle lange og hurtige skridt ind i elevatoren, da jeg trykkede på den hvide knap med et tretal på. Mit hjerte bankede så hårdt i brystet på mig, da det først gik op for mig nu, hvor jeg havde tid til at tænke over, hvad der egentlige skulle ske nu.  

Dørene til elevatoren kunne ikke gå hurtigt nok op, da jeg nærmest sprang ud af dem, for at se mig forvirret til begge sider af de hvide hospitalsgange. Der lå få mennesker på hvide senge ude på gangene, så jeg kunne ikke tillade mig at løbe afsted, selvom at alt inde i mig skreg, at jeg skulle gøre det, men jeg havde alligevel respekt nok til de syge, at jeg lod være.  

Jeg kunne ikke vente med at træde ind på stuen, for at se Danielle sidde med vores lille barn, bare tanken fik alt til at svimle for mig, og mit hjerte til at banke endnu hurtigere, men mere nåede jeg ikke at tænke på, da Christina lige pludselig dukkede op foran mig, da hun lukkede sig ud fra en stue nogle meter væk fra mig. Jeg stoppede tøvende op lidt væk fra hende, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle forvente af det her.  

"Christina? H-hvad laver du her?" Det var nok det dummeste, som jeg kunne spørge hende om, fordi jeg vidste det egentlig godt selv, men jeg vidste ikke, hvordan jeg ellers skulle spørge hende, om der var noget galt, eller noget da jeg tog mig en anelse frustrerende til hovedet.  

"Ja, Olly og jeg står for de opgaver, som du skulle have stået for," hendes stemme var kold, da hun lagde sine arme over kors, da hun sendte mig et blik fyldt med så meget had, at det gav mig endnu dårligere samvittighed, end jeg allerede havde i forvejen. Det gjorde mere ondt end forventet at høre hende sige de ord. Det var ikke meningen, at Olly og Christina skulle tage sig af mine opgaver, de skulle komme og besøge Danielle på hospitalet. Det var ikke mig, som skulle komme hen på hospitalet, for at besøge Danielle, mens de tog sig af mine opgaver.  

"Jeg kom så hurtigt, som jeg kunne, og jeg er ked af det. Men jeg er glad for, at I har gjort det for mig," jeg skyldte dem et tak fra hjertet, for det betød meget, at jeg vidste, at hun ikke var gået igennem det her alene, selvom jeg vidste, at jeg havde bragt mig selv i dårligt lys igen.  

"Jaja, men du skal ikke gå derind..." Hendes øjne slog nærmest gnister, da hun så på mig, mens at hun trådte et skridt frem mod mig, men det var så ganske lille, at hun kun rykkede sig nogle centimeter. Jeg måtte indrømme, at jeg blev meget overrasket over hendes udmelding, da hun bad mig blive væk fra Dani og vores lille nyfødte barn.  

"Beder du mig om at blive væk fra min kæreste og mit barn?" Jeg så på hende med et meget overrasket blik, da jeg tog et skridt til siden, klar til at gå udenom hende, og direkte ind på stuen. Jeg var ved at dø ved tanken om, at jeg ingenting vidste om, hvordan det hele var forløbet, og jeg var ved at dø af spænding, for at se dem begge to. Det irriterede mig en del, at hun lod mig blive stående herude, men inderst inde forstod jeg hende godt, men det her var bare en barnlig måde, hvorpå at fortælle mig, at jeg havde fucket op – igen.  

"Din kæreste er rimelig pissed på dig lige i øjeblikket, kan jeg fortælle dig." Hun mumlede det så lavt, at det næsten ikke var til at høre, men jeg fik alligevel fat i, hvad hun sagde. Jeg havde faktisk heller ikke helt forventet, at Danielle ville være særlig glad for mig, men jeg håbede det inderst inde. Jeg håbede på, at hun bare ville se bort fra, at jeg ikke var her, men at jeg kom så hurtigt, at jeg kunne. Men den slags tilgivelse skete kun på film. 

"Hør det forstår jeg godt, men jeg ventede længe på det skide fly! Og jeg har ret til at se mit barn!" Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var ved at blive ret vred nu, fordi jeg fandt det så barnligt, at jeg blev udelukket at se mit eget barn og Danielle. Jeg kunne ikke gøre for, at der ikke gik nok fly lige i det øjeblik, som jeg skulle bruge et, og jeg ville ønske, at jeg Christina ville forstå det. Hun forstod mig på så mange punkter, hun havde hjulpet mig igennem mange svære tider, og jeg havde virkelig ikke brug for, at hun gik i mod mig nu, hvor hun vidste, at jeg var forsvarsløs. Hun trådte et skridt til siden, for at træde ind foran mig, for at spærre vejen ind til hospitalsstuen, hvor Danielle med garanti lå inde.  

"...Muligvis, men at du overhovedet var på den skide turne, så tæt på termin var din fejl, ikke flyets!" Jeg måtte tage mig til hovedet ved hendes ord, for at trække vejret så dybt, som jeg nu var i stand til i øjeblikket. Det pirrede mig så dybt, at hun gik mig i mod på denne her måde, når hun godt vidste, at jeg langt fra var ligeglad med situationen. 

"Jeg havde ikke noget valg, Christina. Og det var heller ikke med min gode vilje, og stod til mig, så var jeg blevet hjemme. Men jeg havde intet valg, jeg var forsvarsløs!" Min stemme hævede sig automatisk, da jeg kørte mine hænder frustreret igennem mit krøllede hår, som stadig sad nogenlunde efter koncerten i Stockholm. Mit hjerte truede med at hoppe ud af brystet på mig, da jeg så på hende med tårevæddet øjne. 

"Nogle gange må man sgu lige vægte sit privatliv over alt det pop-pis, synes du ikke? Dit eget barns fødsel, Harry!" Jeg måtte kæmpe til stregen, for ikke at begynde at græde, da hendes ord ramte mig som sten lige i ansigtet, som knive i hjertet og salt i et åbent sår.  

"Jamen hvad vil du have, at jeg skal gøre?! Jeg ved godt, at jeg gav hende et løfte om, at jeg ville være her for hende, og det var aldrig mine intentioner, at jeg ville bryde det!" Jeg følte mig så utrolig hjælpeløs i denne her situation, for lige meget hvad jeg gjorde, så var det aldrig godt nok. Jeg blev ved med at fucke up. Men jeg var ikke nogen ondskabsfuld person, fordi jeg havde aldrig haft intentioner om at såre folk med vilje, ikke Dani, min familie, mine venner eller vores fans.  

"Men det gjorde du! Hun kan ikke bare blive ved med at finde sig i alle dine lorte løfter, hvis du bare bryder dem!" Hun formåede at holde sit toneleje på et roligt niveau, men hendes ord var spydige, og skarpe som pile. Jeg prøvede ihærdigt at forholde mig roligt, men min tålmodighed var så godt som rindet ud, samtidig med at min skyldfølelse ikke just formindskede sig.  

"Jeg bryder dem jo ikke med vilje! Og det ved du jo godt! Jeg elsker hende, og jeg ville aldrig gøre noget for at såre hende med vilje! Men jeg vil så gerne se mit lille barn, om det er en lille pige eller dreng. Jeg vil sige undskyld til hende, efter at jeg er sikker på, at hun har det godt!" Jeg ville aldrig stå og fyrre sådan noget af til Christina, hvis jeg ikke mente dem. Hun var blandt en af mine tætteste veninder, hvis ikke den tætteste, og jeg betroede hende ting.  

Og i dette øjeblik var jeg rædselsslagen for at, alt ikke var som det skulle være. Jeg var bange for, at Danielle ikke ville snakke med mig, at Olly ville smide mig ud inde fra stuen, at der var sket noget under fødslen. Jeg havde de værste skrækscenarier, og jeg ville bare gerne se om både Dani og vores barn havde det godt. Jeg ville se den lille, om det var en datter eller en søn, som vi havde fået os. Og vigtigst af alt; jeg ville undskylde for Danielle.   

"Fint... Men jeg sværger Harry, hvis du ikke snart tager dig sammen, så får du røven på komedie!" Hun rullede øjne af mig en enkelt gang, før hun så ned i jorden, men kort efter så op på mig med et alvorligt blik, som skræmte mig en del, fordi det var så sjældent, at jeg fik denne side at se af hende.  

"Vil du så lade mig gå derind nu, eller skal jeg have endnu en sviner?" Spurgte jeg hende med et tøvende blik, da jeg kløede mig en smule akavet på min overarm, da jeg ikke rigtigt vidste, hvad der skulle ske nu. Havde hun mere at sige, eller skulle jeg bare gå udenom hende, og ind på stuen? Jeg vidste det ikke, for jeg ville ikke have flere problemer.  

"Du kan få en sviner senere... Jeg skal ringe rundt," og med disse ord tog hun et par skridt væk fra mig, for at hive sin mobiltelefon op ad sin baglomme, og sætte kurs ned mod den lange hvide hospitalsgang, som syntes uendelig. Jeg tøvede aldrig om at lægge min hånd mod dørhåndtaget indtil stuen. Mit hjerte bankede afsindig hårdt mod mit bryst, og min mave trak sig sammen, så det næsten gjorde ondt.  

Jeg havde ventet på dette øjeblik i ni måneder, og nu var det tid. Men jeg ville allermest ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage, så jeg ikke skulle stå på denne her side af døren, og føle mig som en idiot. Jeg ville ønske, at jeg bare havde taget mig så meget sammen, at jeg havde sagt fra overfor vores management, så havde jeg ikke siddet i denne kattepine.  

"Chris, jeg nægter simpelthen at snakke med ha...." Idet jeg forsigtigt trådte ind ad døren til stuen, blev jeg mødt af en velkendt lys stemme, som stadig havde sin bløde form, men den færdiggjorde aldrig sin sætning, da jeg trådte helt ind i stuen, for at få øjenkontakt med hende.  

"Danielle?" Det var surrealistisk for mig at stå og se hende ligge i sygesengen. Mit blik undersøgte hende nøje, for at sikre mig, at der ikke var sket nogle forandringer med hende.  Jeg vidste heller ikke, hvilke forandringer der skulle være sket, men jeg havde også forventet det værste. Jeg følte mig ikke særlig velkommen, da jeg tog nogle skridt henimod hende, men stoppede op, da hun åbnede sin mund, for at tale til mig.   

"Jeg har ikke noget at sige til dig mere, så smut heller tilbage til, hvor du nu kom fra," hendes stemme var kold som is, og hendes blik truede med at dræbe mig. Jeg havde aldrig set hende sådan før; heller ikke dengang, hvor hun nær havde forladt mig, fordi jeg igen igen havde fucket up i vores forhold. Nej, denne gang var det helt anderledes. Hun havde lukket af for mig, da hun rettet sig forsigtigt op i sengen, for at kaste et hurtigt blik på babysengen ved siden af hende. Det var først nu, at jeg lagde mærke til sengen ved siden af hendes, og sommerfuglene begyndte at baske rundt nede i min mave i ren spænding. 

"Hvis du nu bare ville lade mig undskylde for det hele!" Jeg ville så brændende ønske, at hun ville lytte til mig, og lade mig undskylde, men mine chancer var ikke just gode, men det havde jeg heller ikke forventet, at de ville være. Jeg forventede egentlig ikke, at hun ville høre på mig, for denne diskussion havde vi haft mange gange før. Denne gang var jeg bare ikke helt sikker på, hvilken vej det ville gå hen.  

"Jeg vil ikke høre på dine lamme undskyldninger, løfter og tomme ord," hun drejede sit smalle ansigt til siden, så hendes blik kunne undgå mit. Jeg tog et lille skridt nærmere på hospitalsengen, og vuggen ved siden af hende. Mit hjerte hamrede hårdt i brystet på mig, da jeg ikke var helt sikker på et øjeblik, om jeg turde tage et skridt nærmere, for at kunne skimte den lille skabning, som var en del af mig, en del af Danielle, en del af os.  

"Hør, det var slet ikke meningen, jeg kom så hurtigt, som jeg kunne!" Jeg var påpasselig med at hæve mit stemmeleje, for ikke at vække vores lille sovende baby, da jeg tog et lille skridt nærmere, da jeg lod mit blik falde tilbage på Danielle, som tøvende så på mig ud gennem øjekrogen. Hun holdte øje med hver eneste ene lille bevægelse, som jeg foretog mig.  

"Nej, jeg vil ikke høre på dig, og jeg vil egentlig bare have, at du går nu," i en hurtig, men bestemt bevægelse vendte hun sit blik mod mig, det var fyldt med kulde, og jeg kunne mærke, hvordan hårene på mine arme rejste sig, da jeg blev stående i stuen, uden at rykke på mig. Jeg ville ønske, at jeg kunne gå over og tage hendes hånd i min, men jeg vidste, at hun ikke ville lade mig røre ved  hende.  

"Men Danielle..." jeg kunne ikke beskrive, hvordan jeg havde det lige nu. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige i denne situation, for at få hende til at lade være med at smide mig ud af stuen? Kunne hun overhovedet gøre det, når jeg var barnets biologiske far, og det var ligeså meget mit barn, som det var hendes. 

"Gider du ikke godt bare at gå? Du har ikke mere at gøre her," jeg kunne se tårerne hobe sig op i hendes øjne, da en mandelig læge iført en hvid kittel viste sig på stuen med et undskyldende blik, inden at jeg mærkede, at han tog fat omkring min overarm, for at vise mig ud af stuen. Jeg kæmpede ikke i mod, da jeg så efter hende med et blik fyldt med længsel og skyldfølelse. Jeg havde den værste følelse i maven, da jeg så døren blive lukket op i hovedet på mig.  

Jeg var lige blevet smidt ud fra stuen, hvor min kæreste og mit barn lå inde. Jeg var ikke velkommen, og det skar som papir i mit hjerte, og det sved som syre. Der fandtes ikke ord for, hvordan jeg havde det lige nu. Jeg dumpede blot ned på den stol udenfor stuen. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen, hvad jeg skulle gøre, eller hvordan jeg skulle håndtere situationen. Lige meget, hvor meget jeg ønskede, at jeg kunne spole tiden tilbage til den dag, hvor vi fik tourplanen at vide. Jeg skulle havde banket hånden i bordet, og nægtet aftalen. Men de gjorde jeg ikke.  

Det hele var min skyld. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...