Peacemaker ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2014
  • Status: Igang
*fortsættelse til Troublemaker-serien* Danielle Murs og Harry Styles har været kærester i omkring to år. De har støttet hinanden igennem tykt og tyndt, og alt ser ud til at forløbe godt for dem, lige indtil, at Danielle opdager at hun er gravid. Overraskelsen er stor for dem begge, men problemet ligger i, at Harry og drengene skal på turné med deres nyeste album. En ny turné betyder nye rejsemål og langdistanceforhold. Harry vælger at efterlade den gravide Danielle tilbage i London. Det betyder at Danielle selv må klare sig igennem den hårde graviditet. En tid med skænderier og svækkende følelser begynder for dem begge. Danielle begynder at tvivle på sit forhold til den unge Harry, da han har prioteret sit job højere end det faktum, at han skal være far. Vil den lille nyfødte baby skabe nogle andre toner mellem parret, da de lige pludselig står overfor deres livs største beslutning, da Harry vender hjem fra turnéen?

67Likes
29Kommentarer
8006Visninger
AA

8. Hold on

"Jeg ved det... Niall fortalte mig det," et trist blik gled henover hendes kønne ansigt, inden hun roligt guidede mig ind i sin stue. Jeg havde været her et par gange før, men ikke så mange gange, som jeg ønskede. Christina var gået hen, og blevet tæt veninde af min, men vi havde desværre bare ikke altid særlig meget tid til hinanden, da jeg arbejdede hårdt på min skuespillerkarriere.

Jeg fulgte langsomt efter hende ind i den lyse stue, men uden rigtigt at svare hende. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til det, fordi hun var nok også en smule påvirket af situationen med turnéen. Christina satte sig ned i sofaen, hvorefter hun trak det ene ben op under hende, og klappede forsigtigt på sofapuden ved siden af sig, som tegn til, at jeg skulle sætte mig ned.

"Så, fortæl mig, hvad du tænker søde," jeg lod mig dumpe ned på den ledige plads i sofaen ved siden af hende med et opgivende suk. Hele situationen var uoverskuelig for mig, og mine tanker og følelser arbejdede på højtryk, da det hele overvældede mig langsomt.

”Jeg ved ikke, hvad jeg tænker jeg. Jeg er bare så vred på ham,” jeg var blevet så ked af det, at min vrede på managementet var gået udover Harry, men jeg fortrød det egentlig ikke. det var grænseoverskridende at sige nej til den abort, men det var kun fordi, at jeg følte mig sikker. Jeg ville gerne have en familie sammen med Harry, men nu vidste jeg ikke.

"Det kan jeg godt forstå, men det er desværre ikke Harry, der tilrettelægger det her," jeg mærkede hende tage fat omkring min hånd ganske forsigtigt, inden hun med et prøvende smil gav den et kærligt klem.

”Jamen, jeg kan ikke gå igennem det her uden ham!” Jeg så op på hende med tårefyldte øjne, inden jeg kneb mine øjne sammen, for at få tårerne til at forsvinde lidt. Jeg var ret ligeglad med, hvordan min øjenmakeup sad, det kunne være lige meget, når jeg stod med helt andre problemer.

"Årgh Dani! Der er så mange andre, der vil hjælpe dig igennem det," hun sendte mig et meget forsigtigt smil, som om at hun var bange for, at jeg ville blive sur på hende, men det lå slet ikke i mine tanker at blive det.

"Men det er hans barn, o-og nu rejser han bare," jeg prøvede ihærdigt at holde min gråd inde, da jeg hørte ordende forlade min mund. Det var langt svære at forklare Christina situationen, inden jeg lige havde forstillet mig, men jeg havde overhovedet ikke tænkt mig om, da flygtede fra lejligheden, totalt overvældet af situationen.

"Men han kommer hjem igen søde, det må du ikke glemme," jeg mærkede hende stryge mig henover mit hår, som hang løst ned langs mine skuldre. Jeg fandt det ret beroligende, da det mindede mig om min mor. Det plejede hun altid at gøre ved mig, når jeg var ude af den, eller ked af det – ligesom nu.

"Jamen... der er det jo for sent," jeg så ned på mine hænder, som lå tungt på mine knæ. Harry ville først være hjemme, når jeg havde født, når det hele var overstået. Han skulle ikke bare komme hjem, og tro det hele var okay, som om intet var sket. Det kunne han ikke bare, ikke i mit hoved.

"Overstået? Når han kommer tilbage har I det smukkeste og højest elskede barn sammen," det frustrerede mig en smule, at hun ikke rigtigt forstod, hvad jeg mente. Ja, han ville komme hjem til et lille barn, men han havde overhovedet ikke været der for mig, under den lange og smertefulde proces. Han havde ikke været der til at holde om mig, og sige at det hele nok skulle gå.

"Christina, jeg overvejer at få fortaget den abort," mumlede jeg lavt, da tanken om at få et barn, og være overladt til mig selv, skræmte mig fra vid og sans. Jeg turde ikke stå alene med det ansvar. Jeg havde takket nej til en abort i første omgang, men jeg overvejede det, selvom jeg ikke brød mig om tanken.

"Danielle Murs, jeg kan forsikre dig om, at det vil være den dummeste beslutning du overhovedet kan begå," selvom det var hårde ord, så fik hun det sagt i en blød, men dog stadig meget bestemt tone. Måske havde hun ret, et eller andet sted. Ville jeg fortryde det?

"Jamen j-jeg kan bare ikke klare det alene, okay? Fordi der vil komme andre turnéer, o-og.." tanken om den nye turné, fik mig til at bryde langsomt sammen, selvom jeg sammenbidt prøvede at lade være, så lykkes det ikke for mig. Der var for meget til, at jeg kunne holde det inde.

"Du bliver nødt til at huske, at du ikke er alene Dani," igen klemte hun atter min hånd på den kærlige måde, som fik mig til at føle mig mere rolig. Det var en underlig effekt, som det havde på mig, når nogen rørte mine hænder.

"Tak Christina, men jeg kan ikke føde et barn, som jeg ikke kan passe selv," jeg hentydede til, at andre hele tiden skal passe barnet, fordi jeg ikke selv kunne. Jeg var samtidig bange for, at jeg overhovedet ikke ville være i stand til at være en god mor.

"Hør her - du bliver en fantastisk mor, okay? Du er en af de sejeste piger, jeg kender, og hvis der er nogen der kan stå med denne opgave, så er det dig," hun var noget af det sødeste i hele verden. Selvom det ikke var meningen, at jeg skulle få et selvtillidsboost, så fik jeg det alligevel. Det var smigrende ord fra hende, men det at hun indirekte bekræftede overfor mig, at hun ville være her for mig, det hjalp en del, mere end jeg lige troede.

"Men hvad skal jeg sige til Harry? Jeg smækkede bare døren i, da han ville snakke om det." Jeg snøftede med et lille smil, inden jeg blinkede en tåre væk fra min højre øjenkrog. Jeg kunne godt selv høre, hvor hysterisk jeg var, da jeg sagde det til hende, men jeg handlede i et hysterisk øjeblik.

"Du får din røv tilbage til lejligheden, og så sætter I jer stille og roligt ned og taler det her igennem, for jeg er sikker på, at han er lige så berørt af situationen, som du er," det var en smule skræmmende, at se Christina på denne måde, fordi hun mindede mere og mere bare om min mor. Men det kunne godt være, at det bare var mine hormoner, som fuckede lidt med mine fornemmelser og tanker.

"Jamen jeg gider ikke høre på hans pis omkring, at han ikke kan gøre noget,"  jeg sukkede lidt opgivende, ved tanken om at skulle hjem og snakke det her igennem med Harry. Jeg havde et eller andet sted, slet ikke lyst til det. Jeg var bange for samtalens udfald.

"Men søde, han kan jo rent faktisk ikke gøre noget," hun grinede en smule opgivende, men hun havde ret, selvom jeg ikke var meget for at indrømme det overfor mig selv. Han var bundet til deres management de næste tre år, de ejede ham faktisk i store træk.

"Jamen han må kunne gøre et eller andet?" Jeg nægtede at tro på, at der slet ingenting var at gøre. Der måtte være en udvej, men det vidste jeg godt dybest inde, at der ikke var. Jeg lænede mig derfor opgivende tilbage i sofaen. 

"Han kan melde sig ud af bandet, men det vil nok ikke være en særlig god løsning, synes du?" Selvom jeg vidste, at hun kun mente det i sjov, så fandt jeg det ikke specielt sjovt. Jeg så op på hende, for at se hende sende mig et forstående smil.

"Han er bundet til bandet tre år endnu," svarede jeg hende med et mat smil, inden jeg tøvende rejste mig op fra sofaen, inden jeg snøfter en sidste gang. Jeg kunne ikke sidde her og have ondt af mig selv hele aftenen.

"Det hele skal nok gå Dani, I er trods alt Harry og Danielle," måden hun sagde det på, fik os til at lyde totalt uovervindelige, underligt nok. Men sådan følte jeg overhovedet ikke. Jeg følte, at vi var skrøbelige som glas. Vi havde allerede haft nogle voldsomme fights, trods de to år, vi havde været kærester.

"Ja... men det er begrænset, hvor meget mere, at jeg finder mig i," jeg sendte hende et mat smil, inden jeg så ned i jorden. Jeg havde fundet mig i meget fra Harrys side af, og deres managements, men jeg kunne ikke blive ved sådan her, fordi det altid ramte mig i sidste ende.

"Jeg ved, hvad du mener, men tro mig - at få en abort eller at stikke af, vil bestemt ikke hjælpe dig. Jeg har prøvet at flygte fra problemerne, og det blev de kun endnu større ved," hendes smil og stemme falmede lidt, da hun så op på mig med et alvorligt blik. Jeg huskede godt, hvor meget Christina havde været igennem før hun blev rigtig kærester med Niall, og jeg havde ondt af hende. Men det var også derfor, at jeg tog hen til hende i aften, fordi at jeg håbede på, at hun ville forstå mig et eller andet sted.

"Jeg stikker ikke af, men jeg er bange. For han vil ikke være hos mig, når jeg har allermest brug for ham." Det lå ikke i mine tanker, at jeg ville flygte fra det hele, selvom det var en lokkende tanke, men så ville jeg blot være endnu mere overladt til mig selv. Jeg havde bare brug for, at Harry ville være der for mig, men det ville han ikke.

"Det er kun naturligt, at du er bange søde, men et eller andet sted, så vil han jo altid være hos dig," hun havde ret. Lige meget hvor langt væk, jeg rejste fra ham, om vi var uvenner eller ej, så var han altid i mine tanker.

"Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig," smilede jeg svagt, inden jeg så på hende med et taknemmeligt blik. Jeg vidste ikke, hvad jeg havde gjort, hvis ikke at jeg havde haft Christina. Virkelig, hun reddede mig for at gøre noget dumt, og det ville jeg nok aldrig kunne takke hende nok for.

"Hvis du føler dig alene og får brug for hjælp, så flytter jeg gerne ind et par dage," hun smilede til mig på den kærlige måde, som hun kunne, da hun stadig sad ned i sin sofa, og så op på mig. tanken om at have hende boende nogle dage var faktisk rart, så jeg ikke var alene. Det var bedre end min mor.

"Tak søde. Men jeg må vidst hellere vende hjem, tror jeg," svarede jeg en smule tøvende ved tanken om, hvad der ville ske, når jeg kom hjem. Bare Harry ikke havde gjort et eller andet dumt. Det havde en tendens til, hvis han blev virkelig vred.

"Selvfølgelig, blot du ved, at du altid kan ringe eller skrive, hvis du får brug for det," hun rejste sig fra sin plads i sofaen, inden hun så på mig med et lille træt smil.

"Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig," smilede jeg taknemmeligt, inden jeg langsomt selv fandt vejen ud til hendes hoveddør.

"Forresten må du hilse gemalen og sige tillykke - jeg er virkelig glad på jeres vegne" smilede hun let, inden hun slængede sig op ad den hvide dørkarm, efter hun var fulgt efter mig herud.

"Det vil jeg gøre," jeg kunne ikke lade være med at smile lidt af hendes øgenavn til Harry. Men det var sikkert noget internt mellem dem, det var jeg sikker på. Jeg krammede hende, inden jeg lukkede mig selv ud af hende lejlighed. Jeg følte overhovet stadig ikke, at jeg kunne overskue hele situationen, men det ville jeg nok heller aldrig komme til. Det mindede mig om, at jeg nok burde få fortalt mine forældre, at jeg var gravid – det havde jeg måske glemt lidt. 

 

 

Der var helt stille i lejligheden, da jeg forsigtigt åbnede døren ind til entréen. Hverken tv’et kørte, radioen og halvdelen af lyset var slukket i lejligheden. En følelse af ubehag steg op i mig, da jeg med det samme fornemmede, at noget ikke var, som det skulle være. Forsigtigt lukkede jeg døren mig, for at ligge bilnøglerne på bordet indenfor døren, og træde mine gummisko af.

Med et bankende hjerte bevægede jeg mig ud mod køkkenet, men der var helt tomt, og alt opvasken stod stadig tilbage. Dér vidste jeg, at den var helt galt. Harry lod aldrig opvasken stå, fordi han hadede rod. Jeg skyndte mig videre ind soveværelset, som også var henlagt i mørke. Jeg klaskede min hånd mod lyskontakten, for at se den store dobbeltseng være tom, selvom det var en stor lettelse, så var jeg stadig utryg. Jeg var bange for, hvad han havde gjort.

Jeg satte hurtig kurs mod stuen, hvor jeg sidst så ham, inden jeg forlod lejligheden i frustration og tårer. Det første som jeg lagde mærke til, da jeg trådte ind i stuearealet var den stærke lugt at sprut, hvorefter jeg så det væltede spisebord, de smadrede lysestager, og gryderne med mad, som flød udover gulvet. Jeg lod modvilligt mit blik vandre hen mod sofaerne, hvor jeg fik øje på ikke bare én flaske vodka, men to halvtømte flasker, som stod på stuebordet. 

Hvorefter jeg kunne se Harry ligge henslængt nede på gulvet ved siden af den mindste af sofaerne, og det var dér, at jeg mærkede en tåre trille ned af min kind, og min hals snurre sig sammen. Det var et forfærdeligt syn, som fik mig til at hive efter vejret. Hvorfor kunne han ikke bare gå en tur, når han blev så frustreret og vred, i stedet for at gøre det her mod sig selv – og mig?

Med rystende ben gik jeg langsomt henover gulvet og hen til ham. Han lå fredfyldt nede på gulvet, inden jeg med en rystende hånd aede ham henover pande. Han var helt varm. Jeg kunne ikke bare lade ham ligge her, han måtte ind i seng og sove sin brandert ud.

”Harry,” sagde jeg, men min stemme knækkede lidt. Der var ingen respons fra ham, så jeg prøvede igen at vække ham. Jeg hev forsigtigt i hans arm, i et forsøg på at få ham op at stå, men han var alt for tung til, at jeg kunne flytte rundt på ham.

”VÅGN NU OP!” Råbte jeg i frustration, men han reagerede overhovedet ikke, og jeg lænede mig grædende tilbage mod sofaen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, det hele var bare løbet af sporret. Det var først efter lidt tid, at jeg kom i tanke om, at jeg blev nødt til at ringe til Louis. Febrilsk greb jeg ud efter Harrys telefon, som lå på kanten af sofabordet. Hurtigt fandt jeg Louis’ nummer, og ringede ham op. Jeg bad inderligt til, at han ville tage den, selvom han sikkert var sammen med hans kæreste, Victoria. Men jeg havde virkelig brug for hans hjælp.

”Det er den kønneste af os to,” lød det i den anden ende af telefonen, da jeg troede den ville skifte over til voicemail.

”Louis, du bliver nødt til at kommer herover, nu!” Stammede jeg, da jeg prøvede at få styr på mine vejrtrækninger. Jeg havde ikke lyst til at forklare ham, hvad der var sket, han fandt selv ud af det, hvis han kom herover.

”Hvad sker der, Dani?” Hans stemme blev straks mere seriøs, og jeg gispede efter vejret en enkelt gang, før jeg kastede mit blik på den bevidstløse Harry nede på gulvet.

”Vil du ikke nok bare, please komme herover nu?” Jeg hviskede det nærmest, før jeg lagde telefonen fra mig, for at bryde hulkende sammen. Jeg var så bange for, at Harry havde påført sig selv mere skade end nødvendig. Lejligheden lignede et bombet lokum, og stanken af sprut skar virkelig igennem. Hvorfor gjorde han det her mod sig selv? 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...