Peacemaker ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2014
  • Status: Igang
*fortsættelse til Troublemaker-serien* Danielle Murs og Harry Styles har været kærester i omkring to år. De har støttet hinanden igennem tykt og tyndt, og alt ser ud til at forløbe godt for dem, lige indtil, at Danielle opdager at hun er gravid. Overraskelsen er stor for dem begge, men problemet ligger i, at Harry og drengene skal på turné med deres nyeste album. En ny turné betyder nye rejsemål og langdistanceforhold. Harry vælger at efterlade den gravide Danielle tilbage i London. Det betyder at Danielle selv må klare sig igennem den hårde graviditet. En tid med skænderier og svækkende følelser begynder for dem begge. Danielle begynder at tvivle på sit forhold til den unge Harry, da han har prioteret sit job højere end det faktum, at han skal være far. Vil den lille nyfødte baby skabe nogle andre toner mellem parret, da de lige pludselig står overfor deres livs største beslutning, da Harry vender hjem fra turnéen?

67Likes
29Kommentarer
8046Visninger
AA

18. Give Me Something To Believe In


Den hvide farve på hospitalsstuen, hvor jeg lå, var næsten ved at blænde mig, da den hvide farve fra tapetet næsten reflekterede solens stråler, som skar gennem vinduet. Alt her var så lyst, men hvordan kunne det så være, at her var så trist? Hvordan kunne det så være, at man hellere havde lyst til at befinde sig i et rum omgivet af mørke? Fordi det ville reflektere de oprindelige farver, som hver enkelt patient følte. Jeg følte mørket omkring mig, den hvide farve var i så fald kun en facade for, hvor trist her egentlig var. 

Natten havde været rædselsfuld, og jeg havde ikke lukket et øje hele natten. Når der endelig var ro, så gik der ikke mere end en halv time, før den lille begyndte at skrige igen. Hendes skrig lød så hjerteskærende, at jeg ikke bare kunne lukke dem ude. Jeg kunne ikke være ligeglad. Jeg kunne ikke få mig selv til at vende mig rundt i sengen, og bare ignorere hende. Det resulterede i, at jeg sad og halvsov, da døren ind til stuen forsigtigt gik op, og jeg bad med det samme til, at det ikke ville vække den lille, som endelig var faldet i søvn. Mit ønske om at få en lille smule søvn var her med ruineret, da jeg så Niall stikke hovedet ind.

"Heey Dani, hvor er det lille vidunder?" Han trådte helt ind i stuen med et stort smil spillende om sine læber. Han så helt barnlig ud, af hvad jeg kunne se herfra min seng. 

"Hvordan går det?" Lige i hælene på Niall kom Zayn ind på stuen. Han stak begge hænder i lommerne, da han nærmest listede hen til baby sengen med et smil om læberne. Jeg var en smule overrasket over deres besøg, for jeg havde ikke snakket med nogen om at få besøg, hverken Olly eller Christina, så det undrede mig, at drengene pludselig befandt sig her. 

"Hej drenge, hun sover lige," jeg var hurtig til at sætte mig op i sengen, mest fordi at jeg var bange for, at drengene havde sneget Harry med herind, for det kunne de godt finde på. Jeg smilede let til dem, da jeg var rimelig træt oven på fødslen og natten. I mellem tiden var Louis kommet ind på stuen, og han var aldrig længe om at slutte sig til Niall og Zayn, som befandt sig ved den lille seng, hvor min lille datter lå. 

”Vi er altså ikke taget hele vejen herover, for at se på en sovende baby - væk hende!"  Han havde masser af energi - som altid. Jeg skar en grimasse i frygt for, at hans høje stemme ville vække den lille, for jeg magtede ærligt talt ikke, hvis hun skulle til at begynde at græde igen. Ud af øjenkrogen så jeg Liam komme traskende ind af døren med et forsigtigt smil, da han omhyggeligt lukkede døren til stuen i efter sig. 

"Louis! Hun sover!" Jeg blev en smule overrasket over, at Niall tyssede på Louis fremfor mig selv. Niall gik faktisk hen, og blev helt overbeskyttende, da han stak sit hoved frem, for at se ned på den lille sovende skabning, som ikke så ud til at have været påvirket af Louis’ høje stemme.

"Vækker du hende Louis, så slår jeg dig ihjel. Hun har skreget hele natten," advarede jeg Louis om med et alvorligt blik, da jeg satte mig på sengekanten, klar hvis der skulle ske noget, hvis den lille skulle begynde at græde igen, eller hvis Harry lige pludselig trådte ind af døren. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente i denne her situation, de her drenge var spontane som bare fanden. 

"Det er du vel vant til fra Harry," jeg så flugts over på Louis, som blinkede kækt, da hans lidt små-perverse kommentar blev smidt. Normalt ville jeg syntes, at det havde været sjovt, men det var det ikke denne gang. Jeg vidste ikke, om drengene vidste besked om konflikten mellem Harry og jeg lige pt., men jeg fandt bestemt ikke den sjofle joke sjov lige nu, langt fra. 
"Speaking of, hvor er Haz egentlig?" Lød det fra Liam, da han satte sig ned på kanten af sengen ved siden af mig, da han med et roligt blik skiftevis så fra den lille sovende baby og tilbage på mig.

"Hjemme, jeg aner det ikke," jeg lagde selv mærke til, hvordan mit humør sank helt til bunden, for hvor kold jeg blev overfor ham. Jeg så bestemt ned på Valerie, da jeg forsøgte at undgå alt øjenkontakt med Liam eller de andre drenge. Det var klart for mig, at drengene kendte til konflikten, men de nok ikke var bevidste om, hvor slemt det egentlig var. 

"Ja, han forsvandt hurtigt fra koncerten.” Jeg havde en forhåbning om, at mit kolde svar ville lægge låg på samtaleemnet om Harry, men Niall åbnede blot endnu mere for det, da han smed en yderlig kommentar til Harrys manglende tilstedeværelse. 

"Han var virkelig ked af det," forsikrede Liam mig om, da han foldede armene over brystet. Hvorfor gav han mig dårlig samvittighed? Hvorfor gjorde ikke bare han, men alle de andre det her mod mig? Hvorfor kom de her, for at sidde og fortælle mig, hvor ked af det, Harry han var? Forstod de slet ikke, hvad der var sket? Forstod de slet ikke, at jeg manglede ham, og han ænsede ikke engang at tage telefonen, når vi ringede til ham?

"Sikkert," jeg var meget kortfattet i mit svar, da jeg alligevel forsøgte med at prøve at lukke samtalen her. Jeg havde ikke lyst til at snakke mere om det. Et skrig skar pludseligt gennem stuen, og jeg var hurtig til at rejse mig fra sengen, da Valerie begyndte at græde. Jeg havde ingen anelse om, hvad der havde vækket hende, men det var egentlig også lige meget nu, for det galt bare om, at få hende til at holde op igen.

"Hvordan får man den til at stoppe?!" Kom det fra Zayn, som var hurtigt til at holder sig for ørene, da han slet ikke kunne klare det hjerteskærende skrig, som kom fra den lille Valerie. Jeg kunne heller ikke holde det ud, slet ikke efter denne nat, men jeg havde intet valg. Jeg kunne ikke bare ignorere hende, og lade hende være.

”Prop et eller andet mad ind i munden på hende, hvad ved jeg?!" Jeg så op fra Valerie og hen på Louis, som stod, og trippede utålmodigt, da han sikkert var ved at flippe helt ud. Jeg var hurtigt til at løfte hende op i mine arme, men det lå slet ikke i mig, som en vant bevægelse, så det endte med at blive en akavet bevægelse, da jeg forsøgte at vugge hende forsigtigt i mine arme. 

"Burde Harry ikke være her?" Spørgsmålet ramte mig som en kniv i ryggen, da jeg kneb mine øjne sammen ved Liams spørgsmål. Han ville ikke lade emnet ligge, og det gjorde ondt et eller andet sted. Hvorfor forstod han ikke, at der var en grund til, at Harry ikke var her? 

”Ja, jeg ville gerne se hans ansigt, når han var sammen med sin nyfødte datter," Zayn var aldrig længe om hurtigt at hoppe med på Liam-vognen. Jeg stod, og følte mig helt overmandet, da jeg blev ved med at gentage den akavede vugge bevægelse i håb om, at det ville få Valerie til at holde op med at græde og skrige.

"Han burde have været her for længst," jeg gik lidt rundt med den grædende Valerie i armen, da jeg langsomt og tøvende, sendte drengene et afmålt blik, som et tegn til, at samtalen skulle slutte her. Det var en ting, som de slet ikke skulle blande sig i, selvom de var Harrys bedste venner. 

"Du kan jo ikke holde ham fra hende resten af livet..." Lød det opgivende fra Liam, som trak lidt på skuldrene, da han så hen imod døren, som om at han forventede, at der ville komme nogen ind. Jeg mærkede, hvordan min mave snurrede sig sammen, ved tanken om hvis Harry viste sig herinde. Jeg ville ikke holde ham væk fra sin egen datter, det var ikke mine intentioner, men jeg ville hverken se på ham eller snakke med ham, så hans muligheder for at se sin datter var ikke så store. 

”Det er heller ikke meningen. Men hans datter og jeg er åbenbart ikke vigtige nok for ham, siden at han ikke dukker op fødslen," jeg kunne ikke lade være med at sukke dybt og irriteret over min konstatering. Der havde været en årsag til, at han ikke var dukket op, og der kunne ikke være andre årsager efterhånden. Jeg var blev snydt så mange gange af ham, når jeg ikke forventede det værste. Men jeg forventede kun det værste nu, og det værste ville være, at han var ligeglad med os.

"Til hans forsvar, så tog han afsted med det samme han fik nyheden," indskød Louis med en alvorlig tone, men jeg nåede næsten ikke at notere den, mest af alt fordi, at jeg ikke kunne. Jeg vidste godt, at han ville tage Harrys parti, men jeg bebrejdede ham heller ikke for det. De var bedste venner, det ville også være underligt, hvis han tog mit, selvom jeg inderst inde var sådan et dårligt menneske, at jeg ønskede det. 

Men til hvilken nytte var det?

"Selvfølgelig er han ikke ligeglad," jeg så mig over skulderen, for at se Niall lægge begge sine arme over kors, da han prøvede sig frem med et opmuntrende smil. Det var sødt, at han virkelig prøvede, men det hjalp mig overhovedet ikke. Jeg forventede det værste, og det var netop grunden til, at jeg opførte mig, som jeg gjorde.

"Jeg ringede. Olly ringede. Christina ringede til ham konstant, uden held. Han lovede mig, at han ville være her," jeg så op på dem alle sammen med tårer i øjnene. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage længere. Ja, det gjorde ondt at snakke om, specielt med dem, fordi jeg holdte af de drenge, og det gjorde ondt, at de et eller andet sted ikke støttede mig i denne her sag. Men jeg forstod dem godt. Det var bare måske selve faktummet, at stod alene tilbage, når jeg mest manglede ham, og at hans venner bakkede ham op. "Men det holdte han heller ikke,"

"Hans telefon lå ude i backstage området, da vi havde fået ordre om at holde dem væk under soundcheck - han kunne altså ikke gøre for det," prøvede Liam roligt at forklare mig, da han nok var den af de fire, som kunne formå at sige det, på den mest korrekte måde, selvom der på nuværende tidspunkt ikke fandtes nogen korrekt måde at sige det på. 

"Han vidste, at jeg var gået over tid. Han vidste, at det kunne ske, hvornår at det skulle være!?" Jeg måtte anstrenge mig for ikke at hæve min stemme, for at Valerie ikke skulle græde yderligere, end hun allerede gjorde i forvejen. Igen vuggede jeg hende i sine arme, for at få hende til at stoppe, men uden held.

"Men husk nu også på, at han har været lige så fortvivlet og bange, som du har.. Han har ikke talt om andet end den fødsel under hele turen, Danielle..." Jeg kunne ikke lade være med at stoppe en smule op ved Liam ord. Det var overbevisende, fordi jeg vidste, at Liam ikke løj overfor folk, og hvis Harry havde bedt ham om at lyve overfor mig, så regnede jeg stærkt med, at Liam ville nægte det. Så godt kendte jeg ham alligevel. 

"Bange for hvad? Så vidt jeg ved, så var det ikke ham, som måtte klare sig selv med en kæmpe mave, og gå igennem det her helvede.." mumlede jeg ironisk, da jeg ikke kunne lade være med at vrisse irriteret. Jeg var samtidig ved at få et stressanfald af alt den skrigen midt i det hele.

"Han var bange for, at du ikke ville være der, når han kom hjem..-"

"Harry har konstant haft en bagtanke om, at du måske kunne være stukket af, når han kom tilbage.. At alt det lort han har lavet ville være grundlag for dig til at skride..."Louis var hurtig til at afbryde Liam, fordi det jo kun var typisk Louis, og han ikke altid lige tænkte sig om, før at han åbnede sin mund. 

"Han har gjort mange dumme ting... modbydelige ting. Men... jeg ville aldrig skride bare sådan..." Mumlede jeg efter noget tid, hvor jeg prøvede at fokusere på emnet, samtidig med den lille Valerie. Jeg hadede, at de fik mig til at tøve, at de fik mig til at tænke over situationen, og rent faktisk overveje, om Harry havde været ligeså fortvivlet som jeg selv.  

"Det prøvede vi også at overbevise ham om," Niall brød mine tanker, da han prøvede at fnise lidt af situationen, sikkert i håb om at stemningen ville lette sig en smule, for den var efterhånden blevet ret trykket. Men det var kun fordi, at de skulle komme her, og begynde at blande Harry ind i det hele, når jeg prøvede at skubbe ham lidt væk fra det hele. 

"Men du kender Harry.. Han spekulerer for meget over de mindste sager.." Liam rystede et par gange på hovedet, da et lille smil spillede sig om hans læber. Jeg forstod vitterlig ikke, hvordan de drenge bare kunne smile i denne her situation, når jeg var på kanten til at græde?

"Han tænker generelt for meget," sagde Zayn på den her kærlige måde, for at det sikkert ikke skulle lyde alt for negativt mod Harry. Men han havde ret. Harry tænkte altid for meget over tingene, og jeg var tydeligvis ikke den eneste, som kunne ignorere det.  

"Ja, han gør. Men.. jeg har bare ikke brug for at se på ham lige i øjeblikket. Jeg har ikke lyst til at prøve at få det her til at fungere som en "familie", når jeg ved, at jeg ender med at blive røvrendt igen," jeg kunne mærke, hvordan mine knæ begyndte at ryste under mig, men jeg tvang mig selv til at blive stående på stedet. Der var stille på stuen, så stille at jeg kunne høre, hvordan jeg rystede, når jeg trak vejret. 

Jeg havde ikke lyst til at blive ved med at få tanken om at blive en familie med Harry til at fungere, når jeg i sidste ende var sikker på, at han ville røvrende mig. Og det var sket hele tre gange inden for de sidste 9 måneder. Først turnéen, derefter Elizabeth og hans manglende tilstedeværelse ved sin egen datters fødsel. 

"Han røvrender dig ikke... Tro mig," lød det en smule opgivende fra Liam. Jeg var ikke sikker på, om han var sur på mig eller noget, men hvis han var, så kunne jeg ikke være mere ligeglad i øjeblikket. Jeg havde så meget at se til i øjeblikket, at tage stilling til og få til at passe sammen. 

"Hvad med hans ting med Elizabeth? Hvem stod tilbage til grin? Alle de gange, hvor jeg har mødt op til fødselsforberedelser alene, fordi at han ikke "kunne nå det"? Og hvad med fødslen, som jeg selv måtte klare?" Ubevidst hævede jeg min stemme i irritation, som fik den lille til at vræle yderligere. "Åh stop nu," mumlede jeg, da jeg desperat prøvede at få hende til at holde op. Det var ved at give mig hovedpine,  og et jag af skyldfølelse ramte mig, da det gik op for mig, at jeg også formåede at såre Zayn her, ved at bringe episoden op med Elizabeth.

"Så synes jeg, at du skal tale med ham," nikkede Liam en enkelt gang af det hele, inden at han så mod døren, for at se Louis se snit til at stikke af fra det hele, da han udbrød, at han ville finde Olly, hvilket nok også var bedst. 

"Hvad hedder hun den lille skrigehals?" Niall var nok den eneste, som stadig havde overskud til at prøve at være lidt positiv, da han gik over, og aede den lille på hovedet, før han så mod døren, for at se Zayn stille og roligt vinke i vores retning. Jeg var ret fraværende i øjeblikket, så jeg nåede aldrig at sige farvel til ham. 

"Valerie," jeg så på ham med et lille svagt smil, da jeg var alt for træt til at kunne finde energi nok til et stort smil.

"Måske ja." Måske, skulle jeg snakke med Harry, men jeg sagde det nok mest bare for at få ro. Jeg var udkørt, drænet for energi og humør, og det gjorde det bestemt heller ikke bedre, at Liam blev ved med at være så påståelig og stædig. 

"Det ville lette en sten fra jeres hjerter at få talt sammen. Desuden, så vil han med garanti gerne se sin datter," hvorfor fik Liam altid min dårlig samvittighed til at komme frem? Han havde alligevel formået at komme dybt nok ind til mit hjerte, da han nævnte, at Harry ikke havde set sin datter endnu. Og jeg fik ondt af ham. 

"Jeg.. Jeg vil tænke over et Liam. Jeg magter ikke særlig meget lige nu," jeg tog mig til hovedet med den ene hånd, for at holde Valerie med den anden et kort øjeblik, før jeg hurtigt vinkede til Niall, som hurtigt var fulgt efter de andre drenge. Jeg kunne slet ikke følge med i øjeblikket, da jeg tog om Valerie med begge mine hænder igen, for at holde hende i en mere behagelig position. 

"Måske du ikke magter det, fordi du tænker for meget over dette rod," Liam løftede lidt det ene øjenbryn før, at han rejste sig fra sin plads på sengekanten.

"Jeg har ikke tid til at tænke over det, for hun skriger hele tiden, Liam. Jeg har aldrig ro, og når jeg har, så sover jeg." Sukkede jeg opgivende, da jeg tog et prøvende skridt henmod døren, i et form for hint til, at han gerne snart måtte gå. Jeg havde brug for at sove, jeg havde brug for at snakke med en sygeplejerske eller læge, om at få Valerie til at holde op, for det var ved at drive mig til vandvid. 

"Så lad mig tage hende imens?" Det kom meget bag på, at Liam bare tilbød sig selv sådan på den måde. Jeg ville gerne sige ja, men det føltes bare ikke rigtigt, at Harrys bedste ven skulle hans datter før ham selv. Nok var jeg vred på Harry, men jeg ville aldrig være så modbydelig overfor ham.

"Det er okay, jeg tror ikke, at det hjælper," løj jeg, før at jeg sendte ham et overbærende smil, da jeg hurtigt kastede et blik henimod døren.

"Okay... Jeg vil lade jer være alene så - jeg må hellere sørge for, at Louis ikke endevender hospitalet," et lille fnis brød henover hans læber, da han kørte en hånd igennem sit korte hår, før han sendte mig et varmt og forstående smil, før han selv tog nogle skridt over mod døren. 

"Så skal du vidst skynde dig," jeg kunne ikke lade være med at smile en lille smule mere over hans ord. For ja, det var typisk, at Louis nok skulle få ødelagt et eller andet her på hospitalet. Jeg fulgte roligt efter ham hen til døren, før at jeg stoppede op. "Tak fordi, at I kom," jeg var oprindelig glad for, at de kom. Jeg var glad for, at de ikke havde glemt mig. 

"Ingen årsag - vi skal jo se det lille afkom," han blinkede ganske let, da han tog fat i dørhåndtaget, men så på mig med det her varme blik, som han var så kendt for. 

"I er altid velkommen," smilede jeg træt, måske endda mat før, at jeg så fra Valerie til ham. Jeg havde allermest lyst til bare at bryde ud i tårer foran ham, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg vidste, at han ville tage det alvorligt, og jeg havde ikke brug for, at han skulle blande sig yderligere. 

"Og uanset hvad, så vil vi altid være der for dig Dani - det skal du huske," han lagde sin ene hånd mod min skulder, da han så mig i øjnene med et alvorligt blik, som blot bekræftede hans ord.

"Det er jeg glad for, virkelig. Og det var dejligt, at I kiggede forbi for en stund," jeg trak et venligt smil henover sin læber, da jeg trak en ganske lille smule på skuldrene. "Og angående Harry... Jeg skal nok tale med ham," jeg kunne ikke blive ved med at løbe fra mine problemer, for det her skulle ordnes på den ene eller anden måde mellem Harry og jeg. Hvordan vidste jeg ikke endnu. 

"Det er jeg glad for," han strøg kort Valerie over hovedet før, at han åbnede døren helt, og forsvandt, og lod mig stå tilbage i stuen med Harry og jegs grædende datter.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...