Peacemaker ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2014
  • Status: Igang
*fortsættelse til Troublemaker-serien* Danielle Murs og Harry Styles har været kærester i omkring to år. De har støttet hinanden igennem tykt og tyndt, og alt ser ud til at forløbe godt for dem, lige indtil, at Danielle opdager at hun er gravid. Overraskelsen er stor for dem begge, men problemet ligger i, at Harry og drengene skal på turné med deres nyeste album. En ny turné betyder nye rejsemål og langdistanceforhold. Harry vælger at efterlade den gravide Danielle tilbage i London. Det betyder at Danielle selv må klare sig igennem den hårde graviditet. En tid med skænderier og svækkende følelser begynder for dem begge. Danielle begynder at tvivle på sit forhold til den unge Harry, da han har prioteret sit job højere end det faktum, at han skal være far. Vil den lille nyfødte baby skabe nogle andre toner mellem parret, da de lige pludselig står overfor deres livs største beslutning, da Harry vender hjem fra turnéen?

67Likes
29Kommentarer
8047Visninger
AA

7. Don't Leave Me Again


Selvom det ikke var første gang, at vi var blevet afbrudt i en romantisk stund, så hadede jeg alligevel at måtte afbryde det hele på sådanne vis. Selvom det bare var Zayn, som ringede, så måtte de alligevel være vigtigt. Han ringede sjældent for bare at chit-chatte. Men på den anden side, så var Perrie og næsten lige gået fra ham, og han havde været ret nede på det seneste. 

"Hey man, hvad så?" Sagde jeg ind i telefonens mikrofon, inden jeg bevægede mig ud i køkkenet. Det gav egentlig ingen mening, at jeg bevægede mig så langt væk, fordi Dani kendte jo til hans brud med Perrie. Men alligevel, så vedkom alt heller ikke hende.

"Hey Haz, forstyrrer jeg?" Det spurgte han altid om, hver evig eneste gang at han ringede. Det var egentlig ret sødt, nu hvor jeg tænkte over det. 

"En smule, men det er okay. Er du okay?" Han lød ikke særlig glad, af hvad jeg lige kunne tyde, men på den anden side, så var Zayn heller ikke den nemmeste dude at tyde. Jo han var følsom, men det hele lå gemt bag hans Bradford-Bad-Boy attitude.

"Yeah man, men jeg har vigtige nyheder," tungt lod jeg mig falde tilbage mod køkkenbordets kant, for at krydse mine ben, og lade mit blik falde på mine fødder. Vigtige nyheder, sagde han? Det lød spændende. 

"Jeg venter spændt," sagde jeg med et lille grin, inden jeg tolerant ventede på, at han ville fortælle mig, hvilke nyheder han havde at fortælle mig. Jeg måtte indrømme, at jeg ingen anelse havde om, hvad det kunne være. 

"Der er blevet foretaget nogle dræstiske ændringer på WWA turnéen. Så i stedet for, at den vil starte i april, som planlagt, vil den starte om to måneder," det føltes som om, at jeg mistede vejret fuldstændigt, da jeg hørte ham fortælle det. Jeg fik en pludselig trang til at smadre et eller andet nu, fordi jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. 

"Det mener du ikke, Zayn!" Vrissede jeg ikke bare småirriteret, men virkelig irriteret. Jeg prøvede virkelig at holde min vrede nede, og det lykkes mig også nogenlunde, men jeg kunne mærke, hvordan grebet om min telefon blev strammet. 

"Nej jeg mener det ikke. Men det gør managementet," der lød et suk i den anden af røret. Jeg vidste med det samme, at det også gik Zayn på, men det gik mig endnu mere på.

"Jeg kan ikke tage på turné i et halvt år, når Dani er gravid!" Udbrød jeg lavmælt, så jeg var sikker på, at Dani ikke ville høre det inde i stuen. 

"Det ved jeg godt, Harry, og jeg er sgu ked af det på jeres vegne, men jeg skulle give dig beskeden," Et suk lød fra Zayn, som befandt sig i den anden ende af røret. Det var ikke hans skyld det her, men jeg kunne ikke lade være med at hidse mig op over det her.

"Og de havde ikke nosser nok til selv at gøre det!?" Vrissede jeg med sammenbidte tænder. Det der gjorde mig allermest vred lige nu, det var at jeg skulle høre det fra Zayn af. Managementet havde mit nummer, de vidste, hvor jeg boede. Hvorfor skulle jeg så høre det fra Zayn af? Var det fordi, at de vidste, hvor gal jeg ville blive?

"Nej, tydeligvis ikke," mumlede han, og jeg tog en dyb indånding, inden jeg besluttede mig for at slutte samtalen her. Det var nok bedst. 

"Men tak fordi du ringede Zayn, vi snakkes," og med disse ord afsluttede jeg opkaldet mellem os. Jeg lagde hurtigt min telefon fra mig, så jeg ikke ville kyle den igennem køkkenvinduet i arrigskab. Jeg måtte virkelig fokusere for ikke at gå helt amok lige nu. 

Jeg var fyldt med så megen had, som aldrig før. Hvad havde de skide idioter i mod mig, siden de gang på gang prøvede at ødelægge mit liv? 

Og hvad skulle jeg sige til Danielle? Hvordan skulle jeg forklare hende, at jeg skulle med på den turné? For jeg vidste godt, at jeg ikke havde noget valg om at blive hjemme. Jeg havde skrevet under på en kontrakt, som bandt mig til bandet til år 2016, og jeg kunne ikke bakke ud med mindre, at jeg blev alvorlig syg. Jeg havde intet valg. 

 

Efter at jeg havde stået ude i køkkenet et stykke tid for at sunde mig, bevægede jeg mig tilbage til stuen med sagte skridt. Jeg havde bestemt ikke lyst til at fortælle Dani det her. Jeg vidste godt, at hun ville flippe helt ud, og det var også okay. Jeg forstod hende godt. 

"Er alt okay?" Spurgte hun, da jeg trådte ind i stuen, og lod mig dumpe ned på stolen foran hende endnu engang. Jeg så forsigtigt op på hende. Var det nu, at jeg skulle smide bomben, eller skulle jeg vente?

Det ville ikke være fair at vente.

"Det var Zayn, som ringede," svarede jeg hende tøvende, inden jeg så op på hende med et bedrøvet blik. Jeg ville ikke lade som om, at alting var okay, eller at det ikke var slemt. For intet var okay, og det her var slemt. 

"Hvad ville han?" Spurgte hun nysgerrigt. Jeg havde normalt ikke hemmeligheder for Dani, fordi hun også var gået hen, og blevet en tæt ven af drengene, så jeg stolede på hende. De stolede på hende. Det var bare det gode ved hende, hun fandt sig i mange ting fra deres side af, og hun behøvede ikke altid at være med, når vi havde drenge aftaler. Det var jo heller ikke altid, at Niall havde Christina med. 

"Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det her," mumlede jeg, inden mit blik faldt på den tomme tallerken foran mig. Jeg havde lyst til at kaste alt maden op, fordi ordende som jeg snart skulle sige, gav mig kvalme. 

"Bare sig det, Harry?" Hvorfor skulle hun være så sød og forstående nu? Det gjorde det bestemt heller ikke lettere for mig. Jeg ville ønske, at jeg ikke blev nødt til at fortælle hende det, såre hende.

Jeg tog en dyb indånding, inden jeg så op på hende, for at møde hendes smukke blågrønne øjne, som bare ventede på, at jeg ville såre hende. 

"J-jeg.. jeg er så ked af det, Dani, men turnéen er blevet rykket til om to måneder," hvert evig eneste bogstav brændt et lille hul i mit hjerte, da de forlod mine læber. Jeg ville ønske, at jeg ikke skulle sidde her, og se tårerne trille ned af hendes kinder. 

"Det mener du ikke, Harry?" Hun så ned i sin tallerken, som også var tom, inden hun støttede sit hoved i sine hænder. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige til hende, at jeg ikke mente det, at det bare var for sjov. Men det var det ikke. Det var den rene sandhed.

"Jeg er så ked af det, skat. O-og jeg forstår godt, hvis du er vred, men-.." mere nåede jeg ikke at sige, inden hun hurtigt så op på mig med våde øjne, og et såret ansigtsudtryk. Jeg havde smidt bomben, og det var værre, end jeg havde forudset. 

"Hold op med at lege forstående overfor mig!" Hun så med vilje væk fra mig. Hun ønskede ikke at se på mig, og jeg følte mig så beskidt lige nu. Den værste følelse ramte mig lige i maven, og jeg sad, og kunne faktisk ikke holde mig selv ud lige nu. 

"Skat, rolig vi-..." igen afbrød hun mig, da jeg forsigtigt rakte ud efter hendes hånd, som lå på bordet. Jeg vidste godt, at det ikke nyttede noget, når hun var så såret, som hun var. Jeg kendte hende, og jeg vidste, hvor hendes grænser gik til. Og det her var langt langt over grænsen.

"Du skal ikke snakke til mig," svarede hun koldt, inden hun hurtigt rev sin hånd til sig. Det gjorde ondt på mig at se hende sådan. Jeg ville ønske, at hun ville lade mig trøste hende, men jeg kunne ligeså godt allerede nu opgive den idé. Det ville hun ikke lade mig gøre. 

"Men vil bliver nødt til at snakke om det?" Prøvede jeg igen, men uden held. Arrigt rejste hun sig fra sin stol, og bevægede sig hen mod udgangen til stuen, inden hun stoppede op, og vendte sig om mod mig. 

"Det kan jeg ikke, ikke som det ser ud nu," hvorfra jeg sad kunne jeg så tårene løb ned af hendes kinder. Og med disse ord forsvandt hun ud af stuen, og ganske kort tid efter hørte jeg hoveddøren blive smækket i. Hun var gået.

Jeg sad tilbage med den værste følelse i kroppen. Følelsen af at være Jordens største svin. Hun havde besluttet sig for at beholde vores barn, også skred jeg bare fra hende, i hvem ved hvor lang tid? Jeg mærkede en tårer rende langsomt ned af min kind, og inden længe fulgte flere efter. Følelsen af at gøre et eller andet ramte mig, og jeg glemte et kort sekund fatningen over mig selv, da jeg lod min hånd tage fat under bordet, og væltede det. Tallerkener, glas og lysestager blev smadret, og den resterende mad flød udover gulvet.

Og dér begyndte jeg at græde. Jeg lod det hele få frit løb, mine følelser, mine tårer, mine tanker. Alt fik frit løb. Jeg havde ikke viljen til at holde noget tilbage. Ikke lige nu. 

 

 


 

Alt inden i mig håbede, at det var en joke. Men det var det ikke. Han forlod mig virkelig tilbage alene om to måneder. Alene med et lille barn inden i mig, vores barn. Jeg kunne overhovedet ikke håndtere situationen overfor Harry lige nu. Jeg kunne ikke sidde og snakke med ham om det nu. Jeg var alt for oprevet til det. 

Jeg greb hans bilnøgler på vej ud af døren, inden jeg smækkede den i efter mig. Jeg var ligeglad med, om han skulle bruge sin bil eller ej. Jeg havde brug for den lige nu. Jeg styrtede ned af trapperne med tårerne dryppende fra mine kinder, inden jeg løb ud til den sorte Range Rover, som holdte tæt på døren til lejlighedskomplekset.

Hurtigt satte jeg mig ind bag rattet, stak nøglen i tændingen, og drejede den om. Jeg nåede dårligt nok at få selen på, inden jeg satte bilen i baggear, og bakkede ud, hvorefter at sætte bilen i gear, og træde speederen i bund.

Jeg vidste ikke, hvor jeg ville hen nu. Jeg havde brug for nogen at snakke med, nogen som forstod mig, nogen som kendte Harry. Jeg vidste, at jeg kunne snakke med Olly om alt, og at han kendte Harry, men jeg ville ikke komme til ham hver gang, at jeg var ked af det. Det fortjente han ikke. Derfor tog jeg mig selv i at køre hen af den gade, hvor Christina boede. Louis’ elskede søster, som var gået hen, og blevet en af mine tætte veninder.

Hun kendte Harry, hun kendte til omstændighederne, når man havde en berømt kæreste, for hun dannede selv par med Niall. Jeg vidste ikke, om Niall selv var hos hende i dette øjeblik, men jeg var et eller andet sted ligeglad med det. Jeg havde brug for Christina mere end han havde lige nu.

I høj fart svingede jeg bilen ind til kantstenen, hvorefter at slukke motoren, og stige ud af bilen. Jeg var stadig fuldstændig grædefærdig, da jeg stoppede op foran hendes dør til hendes lejlighed. Jeg vidste heller ikke, om hun var hjemme, men jeg håbede det.

Mine knoer ramte hende dør et par gange, inden jeg lod den falde ned langs min side igen. Af hele mit hjerte bad jeg til, at hun ville åbne døren foran mig. Jeg vippede hurtigt mine øjne, for at få de værste tårer væk fra mine øjne. Min makeup måtte også være tværet helt ud, men jeg kunne ikke gøre noget ved det nu.

Døren foran blev hurtigt åbnet, og Christina trådte frem i døren med et smil, som hurtigt falmede. Måske at jeg skulle have ringet inden, at jeg tog herover, men det havde jeg overhovedet ikke tænkt på før nu. Hun så på mig med et bekymret blik, inden hun hurtigt hev mig ind i et kram. Hun spurgte ikke, hvad der var sket først, hun handlede bare hurtigt.

”Åh søde dog, hvad sker der?” Hun trak sig væk fra efter et lille stykke tid, og lod mig følge med sig ind i sin lejlighed. Her var altid så hyggeligt hos hende. Det var bare selve måden, som hun havde indrettet den på, som behagede mig.

Jeg kunne næsten ikke sige noget, da jeg skulle. Tårerne truede voldsomt med at komme tilbage, da jeg trådte mine slidte sko af mine fødder. Bare tanken om at sige det til hende, gjorde mig ked af det. Jeg havde ikke lyst til at sige det, selvom jeg havde brug for det. 

"Det er turnéen,"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...