Peacemaker ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2014
  • Status: Igang
*fortsættelse til Troublemaker-serien* Danielle Murs og Harry Styles har været kærester i omkring to år. De har støttet hinanden igennem tykt og tyndt, og alt ser ud til at forløbe godt for dem, lige indtil, at Danielle opdager at hun er gravid. Overraskelsen er stor for dem begge, men problemet ligger i, at Harry og drengene skal på turné med deres nyeste album. En ny turné betyder nye rejsemål og langdistanceforhold. Harry vælger at efterlade den gravide Danielle tilbage i London. Det betyder at Danielle selv må klare sig igennem den hårde graviditet. En tid med skænderier og svækkende følelser begynder for dem begge. Danielle begynder at tvivle på sit forhold til den unge Harry, da han har prioteret sit job højere end det faktum, at han skal være far. Vil den lille nyfødte baby skabe nogle andre toner mellem parret, da de lige pludselig står overfor deres livs største beslutning, da Harry vender hjem fra turnéen?

67Likes
29Kommentarer
8112Visninger
AA

13. Don't Know Noting

Det var med vilje, at jeg for første gang ikke ringede eller skrev til Harry, da jeg var kommet hjem fra lufthavnen. Normalt var det, det første som jeg gjorde, men ikke denne gang. Denne her gang ved lufthavnen havde ikke været normalt. Jeg nægtede stadig at kysse ham, og jeg havde det stadigt utroligt svært ved at holde om ham, og omvendt.

Så for at aflede mine tanker for at ringe til ham, var jeg gået i gang med at lægge neglelak på mine negle, som det pludselig ringede på døren. Jeg huskede ikke, at jeg havde en aftale i dag, men det var sikkert bare overboen, som havde brug for noget hjælp til noget, eller Olly som ville sige hej. Hovedsagen var, at jeg ikke forventede gæster, men så høflig som jeg nu var, gik jeg ud for at åbne døren, og opdage Christina stå på den anden side, med favnen fyldt med bøtter af is.

"Christina, heeeej!" Måden jeg fik det sagt på, lød som om, at jeg var overrasket på en negativ måde, ved at se hende. Men det var jeg ikke, langt fra. Hun kunne næsten ingenting se for alle de bøtter af is, som hun havde i sin favn. Jeg håbede lidt, at alt den is hun havde med, var til os, for bare synet af is på en varm forårsdag gjorde mig sulten.

”Hey darling, jeg tænkte, at du var sulten," jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af hende, som hun stod der med alt den is.

"Om jeg var sulten, eller om hele lejlighedskomplekset var??" Spurgte jeg hende med et løftet øjenbryn, og et skævt smil, som jeg flyttede mig fra hoveddøren til lejligheden, så hun kunne komme af med alt isen.

"Jeg tog bare alt, hvad jeg kunne finde i Nialls fryser," hun trådte ind over dørtærsklen, for at fortsætte ud i køkkenet, hvor hun kunne læsse de kolde bøtter is af.  Jeg lukkede hovedøren bag hende, for at følge efter hende.

"Wauw, trøstespiser han eller hvad?" Spurgte jeg med et fnis, som jeg tog nogle af mange bøtter af is, for at putte dem i fryseren, så de ikke smeltede. Jeg vidste egentlig ikke, om de var til mig, eller om hun ville have dem med hjem igen? Men så kunne hun altid tage dem op ad fryseren, det var jo ikke lige sådan, at Niall kom hjem de næste par uger.

"Det er Niall, vi taler om, han spiser uanset hvilket humør, han er i,"  hun smed nogle af de bedste bøtter is fra sig på spisebordet ude i køkkenet, hvorefter hun åbnede skuffen for at finde nogle skeer. Hun havde været her så mange gange, at hun nærmest vidste, hvor alle ting befandt sig henne. Ret skræmmende, når jeg knapt nok kunne finde en tallerken hjemme hos hende.

"Du har ret. Du kommer som sendt fra himmelen søde! Jeg har sådan en trang til is!" Jeg slog armene ud i en lykkelig bevægelse, som jeg tog et nærmere kig på de forskellige bøtter med is.

"Det var også min tanke - plus, det dulmer nok dine nerver lidt, når du hører, hvad jeg har at fortælle," hun smed den ene ske fra sig på bordet i min retning, som jeg tog plads ved bordet overfor hende, hvorefter hun åbnede en tilfældig bøtte et eller andet, som hun gav sig til at spise af.

"Åh nej! Det tyder langt fra godt det her. Is i liter vis, det er slemt..." automatisk rakte jeg ud efter chokoladeisen, som jeg straks kastede mig over. Jeg vidste ikke, hvad hun havde at fortælle mig, men jeg følte mig allerede nu ret utilpas med det. Det kunne være hvad som helst, nu hvor jeg ikke lige havde den bedste periode…

”Harry ringede til mig tidligere,” sagde hun med en tøvende stemme, og allerede dér vidste jeg bare, at det var slemt. Jeg turde faktisk ikke tænke på, hvad han havde sagt eller gjort, men jeg forventede alligevel det værste.

”Hvad har han nu gjort?” Sukkede jeg en smule opgivende, som jeg fiskede en skefuld af den brune chokoladeis op til mine læber. Hun havde ret, det dulmede nerverne en smule.

"Han har ikke gjort noget, han... Han ville bare gerne have, at jeg holdte øje med dig, nu når han er væk," hun så forsigtigt op på mig, som om at hun frygtede, at jeg ville flippe helt ud på hende eller noget. Hun var nok den sidste, som jeg ville flippe ud på i denne verden, når det kom til stykket. Jeg vidste ikke, hvor mange tanker, som lige pludselig løb igennem mit hoved lige nu, som jeg faktisk følte mig lettet. Jeg havde forventet, at det ville være langt værre.

"Tsk, hvorfor skulle du dog lige pludselig det? Jeg er jo ikke højgravid endnu?" Jeg smilede en smule, som jeg løftede overrasket det ene øjenbryn, og tog en stor skefuld chokolade is ind i munden igen. Det var ikke særlig charmerende, som vi var i gang med en samtale, men når det var Christina, så var jeg ret ligeglad.

"Nej det var nu også mere fordi, at han var bange for, at du ville stikke af,"  hun tog bøtten med is foran sig tættere på, da hun fiskede en skefuld karamel is op.

"Stikker af?" Spurgte jeg hende utydeligt, som jeg stak skeen tilbage i is bøtten igen. Hvorfor i al verden skulle jeg stikke af? Hvor havde han fået den syge idé fra? Hvis jeg skulle stikke af, så ville jeg have gjort det den dag, hvor han fortalte mig om sin utroskab med Elizabeth, men jeg endte med at blive hos ham – godt nok under lidt problematikker, men jeg blev.

"Han nævnte hele denne Elizabeth ting, og han er tydeligvis bange for, at du skrider, siden han sådan beder mig holde dig under opsyn," hun himlede let med øjnene, som hun så ned et kort øjeblik. Det så ud til, at jeg ikke var den eneste, som måske fandt det her en smule latterligt.

"Det er jo for latterligt! Amen..." Jeg viftede med skeen, da jeg samtidig knyttede min anden hånd på bordet i vrede. "Er han dum eller hvad?" Spurgte jeg en smule retorisk. Jeg kunne ikke lade være med at blive en smule irriteret og gal på ham, når Christina sad, og fortalte mig dette. Han kunne ringe til mig, men i stedet for ringer han til en af mine bedste veninder. Det sagde lidt om ham.

"Han er i hvert fald bekymret... Jeg fik ikke hele historien med, så jeg ved ikke engang, hvad han snakkede om," hun proppede en ny skefuld ind i munden, mens hun var i gang med at snakke til mig, men det gjorde ikke noget, for jeg gjorde tit det samme, så ucharmerende var vi nemlig. Men hvordan kunne han lige pludselig stole så lidt på mig? Det var jo ikke mig, som havde været utro?

"Hvorfor? Det burde være mig, som var bekymret! Han har næsten lige været mig utro, også stoler han ikke på mig?!" Jeg rejste mig pludseligt fra bordet, for at gå over og gribe min mobil, som lå på køkkenbordet, klar til at ringe til ham, og fortælle ham nogle sandheder.

"Og han er et fjols for det - men måske er han bare bange for det, oveni alle dine hormoner og det," hun prøvede sig med et forsigtigt smil, da hun stak skeen ned i bøtten igen. Virkede jeg anderledes lige pludselig, siden at hun lige pludselig virkede bange for, at jeg ville flippe ud? Hun plejede ikke at spørge så forsigtigt, som hun gjorde nu, og det vakte lidt min opmærksomhed.

"Her tag min telefon, inden jeg gør noget dumt!" Jeg rakte hende telefonen, inden jeg langsomt satte mig ned foran min is igen. Hun placerede forsigtigt min telefon ved siden af mig. "Tænk, at han tror det om mig, nar!" Mumlede jeg en smule muggent, som jeg tog en skefuld i munden. Det var ikke det fedeste at få at vide, at ens kæreste ikke stolede på en.

”Han er en fortabt nar, der er bange for at miste dig søde," jeg kunne faktisk godt lide den måde, som hun snakkede om ham på foran mig, specielt når jeg var i humør til at svine ham. Altså Harry og Christina var ret gode venner, de var endda venner før, at jeg lærte ham at kende.

"Jamen.. Jeg tilgav ham jo, fordi jeg ikke ville miste ham, fordi jeg er så fucking naiv. Også ringer han til dig, for at sørge for, at jeg ikke stikker af!?" Jeg kunne ikke undgå at hidse mig en smule op, som jeg remsede situationen op. Jeg følte mig faktisk en lille smule til grin overfor dem begge to, fordi at det lidt var mig, som ikke måtte vide noget, og at jeg lige pludselig kom til at fremstå som den upålidelige person her.

"Jeg forstår dig godt," hun pillede lidt ved kanten af bægeret, med en forsigtig mine, da hun så op på mig med et lille smil, som bekræftede det, som hun sagde.

”Jamen, sagde du så ja, til at holde øje med mig?" Spurgte jeg hende lidt mere roligt, for at prøve at genskabe den gode stemning igen. Jeg kunne godt selv mærke et eller andet sted, at mine hormoner langsomt blev svære og svære at styre, fordi de påvirkede mit humør sådan.

"Ja, men egentlig var det bare for at berolige ham lidt.. Bare rolig, du skal nok få dit privatliv," det blev sagt på den mest charmerende måde, da hun i samme øjeblik proppede endnu mere is ind i munden, og jeg måtte vige lidt tilbage med et fnis.

"Det er kun, hvis han var mig utro igen, at jeg skrider," jeg prøvede t sige det med et smil, så det hele ikke blev så gravalvorligt, selvom jeg mente det. Jeg havde aldrig rigtigt fået snakket med nogen om Harrys utroskab, fordi at ikke følte, at det vedkom andre som sådan. Mine forældre vidste det ikke engang, men jeg var nok heller ikke lige den bedste, til at fortælle dem det.

"Den fejl begår han ikke igen - for så skal jeg nok dræbe ham et par gange," sagde hun med en løftet finger, men med et flabet smil, som jeg kunne lade være med at smile over.

"Det er derfor, at vi er veninder, darling!" Fnes jeg tilfredst, da jeg tog endnu en skefuld chokoladeis i munden. "Indtil den dag Niall kommer hjem og opdager, at jeg har stjålet hans is - så HAR vi været veninder," hun lavede et halshugningstegn med hånden, før hun udbrød med et fnis. Christina havde en fantastisk humor, som altid kunne få mig til at grine eller smile bare en lille smule, selvom jeg nægtede det.

"Ja det er selvmordsgrundlag det der," fnes jeg med skeen inde i min mund, som jeg slikkede den ren.  "Nå hva fanden, jeg dør i det mindste ikke på tom mave," sagde hun med et smil, som hun trak med en let bevægelse på skulderen, inden at hun gravede en ny skefuld op fra is bøtten.

"Du må også godt få mit indhold i maven," jeg tog min hånd ned ti min mave for at vise, at den var begyndt at bule ud. Det var ikke voldsomt, men jeg kunne selv begynde at se det nu, og jeg følte mig virkelig tyk, selvom jeg langt fra var højgravid endnu.

"Årghh Dani, snart kan du ikke passe dit tøj mere - du må hellere få Brooke til at sende noget tøj fra sin graviditets-linje,” hun sendte mig et kærligt smil, som hun diskret så ned på min udbulende mave. Jeg havde det faktisk lidt svært ved, at hun sad, og kiggede på den, og tanken om at flere snart ville se på den behagede mig ikke ligefrem.

"Jeg føler mig så fed, ucharmerende og ustabil! Virkelig! Og nej, jeg køber bare noget billigt henne i H&M. Vil hellere have Brookes tøj, når jeg er slank og lækker," jeg klappede let på min mave, som jeg lænede mig tilbage i stolen, som jeg sendte hende et smil. ”Men sagde han andre ting, som giver mig lyst til at slå ham helt ihjel?" Jokede jeg med et smil, inden jeg skrabede bunden af is bøtten. Det var først nu, at det var gået op for mig, at jeg havde spist en hel liter chokoladeis for mig selv, og endda på rekordtid.

"Kun at jeg skulle sørge for, at du var glad... Det regner jeg ikke med, er et grundlag for, at du skulle dræbe ham," hun smed skeen fra sig på bordet med et mæt suk. Hun var langt fra færdig med isen, det var tydeligvis kun mig, som var rimelig klam, og spise en hel liter is for mig selv.

"Det kan jeg ikke slå ham ihjel for," smiler jeg skævt, som jeg slet ikke følte, at jeg var færdig med at spise is, så jeg kastede mig over en ny bøtte med is. "Jeg burde ikke spise al den is. Jeg skal spise med Zac i aften," konkluderede jeg, da jeg allerede havde taget en ny skefuld i munden.

"ZAC?! SOM I ZAC EFRON?!" Hun spærrede sine øjne helt op, som hun udbrød det.  "JA JEG VED DET!!" Jeg kunne ikke lade være med at fangirle sammen med hende, fordi at jeg aldrig fik lov til det foran Harry, han hadede når jeg gjorde det, specielt over fyre, som ikke var ham.

"Ej men hallo, din bror er altså et skår... Havde det ikke været for Niall så...." Samtalen tog en rimelig sær drejning, som Christina ganske let løftede øjenbrynene, og så på mig et rimelig drømmende udtryk i øjnene.

"Ad, jeg vil ikke høre mere! Det er min bror! Han er langt fra lækker! Han er charmerende, men.. Ej den her samtale har taget en forkert drejning!” Jeg slog min ene hånd op foran mine øjne i flovhed. Jeg kunne slet ikke klare, når mine veninder snakkede om min storebror på den måde, fordi jeg kunne bare ikke se det – det kunne jeg bare ikke. Men Christina kunne nok heller ikke se, at Louis var rimelig okay good-looking, fordi at han var hendes bror. Det var samme princip.

"Du skal på 'date' med Zac Efron, og jeg skal passe Liams' skildpadde, seriøst - det er kun okay at drømme om din bror!" Hun havde så evigt ret. Jeg var så lykkelig over, at jeg ikke skulle passe Liams skildpadde denne gang. Jeg havde gjort det en gang før, men jeg glemte den måske en enkelt gang eller to, så jeg havde ikke den bedste samvittighed med det.

"Jeg skal ikke på date! Vi er bare venner! Jeg har bare brug for at være underholdt her de næste par dage, så jeg ikke går og tænker på Harry konstant," jeg smilede ned i bordet, da jeg skubbede isen væk fra mig, da jeg endelig var blevet mæt. Bare tanken om is, ville gøre mig syg lige nu.

"Og så har du lige fundet jordens lækreste fyr, til at aflede din opmærksomhed, det er et hårdt liv, du lever Dani," pointerede hun med et flabet smil, som hun fortsatte: "Han ringer tre sekunder efter, at han finder ud af, at du er set med Zac - jeg vil gerne vædde,"

"Hundrede procent! Jeg burde advare ham, inden han selv ser det," jeg vidste godt, at hun havde ret. Jeg kendte Harry, han var noget af det mest jaloux menneske, som kunne gå på to ben. Selvom jeg godt vidste, at han ikke brød sig om Zac, så var jeg ret ligeglad. Zac var en af mine rigtig gode venner, og det skulle Harry ikke blande sig i, så længe at der ikke foregik noget intimt i mellem os. 

"Det burde du ... Ellers får han bare forkerte tanker. Det er jo Harry, vi taler om, " igen, hun havde så meget ret, så jeg rakte ud efter min telefon, som lå på bordet ved siden af hende.  Jeg fandt hurtigt hans nummer inde under seneste opkald, for at tage telefonen op til mit øre, og vente på at han ville besvare mit opkald.

Hey babe, jeg ventede at høre fra dig!" Telefonen blev forholdsvis hurtigt taget, men jeg kunne ikke undgå at høre Louis skrige i baggrunden, hvilket blot fortalte mig, at de nok stadig var ombord på flyet. Jeg blev nødt til at tage telefonen et stykke væk fra mit øre, for ikke at få en mindre høreskade.

"Hey, du kunne da bare have ringet?" Jeg kunne faktisk ikke lade være med at smile en smule, selvom jeg blev lidt skuffet over, at han ikke selv ringede til mig, hvis han ville have snakket med mig?

"...Det kan der faktisk være noget om,"  Jeg kunne høre ham bede Louis' om at holde sin mund, og der blev overraskende hurtigt stille omkring ham, som han vendte tilbage til vores samtale.

"Jaer... Men det er lige meget, det var ikke derfor, at jeg ringede." Tanken om at skulle sige det til ham, gav mig ikke just lysten til det, men jeg blev nødt til det. Det ville være nemmest for os begge to, uden at skabe for mange problemer.

"What's up?"

"Jo, jeg ville bare lige sige, at jeg spiser ude med Zac i aften - som venner." Jeg fumlede en smule nervøst med den ene hånd på bordet, som jeg slog blikket ned i bordet. Jeg havde en fornemmelse af, hvordan han ville reagere, men jeg bad til, at han bare ville tage det stille og roligt denne gang, selvom det nok var for meget at forlange af ham.

"Med Zac? Hvorfor med Zac?" Og ligesom jeg havde forventet, så reagerede han hurtigt, og med hurtigt spørgsmål. Det var okay, at han ikke brød sig om ham, men at han reagerede sådan, det var bare ikke okay.

"Fordi... Vi har ikke set hinanden længe, og han ved ikke, at jeg venter. Men du skal høre det fra mig, og ikke fra Twitter," jeg prøvede at få ham til at indse, at det var godt, at jeg ringede, og fortalte ham det, i stedet for, at han ville læse det på Twitter.

"Skal der andre med end jer to?" Det blev sagt med en seriøs undertone i hans stemme, som faktisk bare gav mig lyst til at smække røret på. Jeg vidste godt, hvordan han var, når han havde den slags tone på. Han var hammer jaloux, og han ville ikke indrømme det, og jeg kunne intet gøre, for at snakke ham til fornuft.

"Nej, det var hvert fald ikke planen?" Min stemme blev en smule langsommere, som jeg tøvede nogle sekunder med at svare ham. Jeg kunne godt mærke, hvordan irritationen langsomt begyndte at komme frem i mig.

".... Det kunne godt være, at der var flere end jer - så I ikke var... like, alene," Hans stemme havde stadig den samme dybe klang og undertone, og jeg vidste med det samme, at han prøvede at lyde som om, at det ikke nagede ham. Men det gjorde det.

"Harry, det er okay, der sker jo ikke noget" sukkede jeg forsigtigt. Hvorfor kunne han ikke bare forstå, at der ikke skete noget ved det? Hvorfor kunne han ikke bare stole på mig, jeg havde jo nok ikke ligefrem været ham utro.

"..Du ved, hvordan jeg har det med ham Zac fyren.... Og jeg ved, at han er dit absolutte kendis-crush," sandt. Zac Efron havde altid været mit absolutte kendis-crush sammen med Paul Wesly fra The Vampire Diaries. Men det betød ikke, at jeg elskede dem, jeg havde også en indre fangirl, den lå bare ikke for Harry.

"Han er en sød fyr, ikke mere! Sig mig, stoler du ikke på mig?" Jeg holdt vejret med en skeptisk mine, som jeg spændt ventede på, at han ville svare mig, men tavsheden bredte sig i mellem os, og jeg begyndte at tro, at forbindelsen var røget.

"...Joo?"

"Du tøvede..." mumlede jeg skuffet over ham. Tænk at han tøvede. Tænk at han bare tænkte på at tøve, også gjorde det! Han skal ikke tøve på det spørgsmål, han skulle bare svare ’ja’ med det samme.

"I did not!" Skyndte han sig at påstå, men jeg havde taget ham på fast gerning, så for mit vedkommende kunne han godt droppe at spille skuespil overfor mig.  

"Jo du gjorde! Du er godt nok utrolig, Harry!" Sukkede jeg tungt af ham, som jeg virkelig håbede på, at han kunne høre det i den anden ende af røret, og jeg håbede, at den gav ham dårlig samvittighed.

"Undskyld... Det er bare ovenpå vores seneste skænderi, så er jeg bange for, at du bare går din vej - og Zac hjælper ikke just på problemet..." Hans stemme døde en lille smule hen, som han næsten hviskede det sidste, og jeg næsten ikke kunne høre det. Et eller andet sted nagede det mig dybt, at han overhovedet tænkte sådan om Zac. Han var kun en god ven, og det vidste Harry godt, men det stod altid til diskussion.

"Nej men han hjælper mig med, at tænke på noget andet. Men jeg ved godt, at du ikke stoler på mig... længere," sukkede jeg tungt, som jeg bed mig selv i underlæben. Zac hjalp mig med ikke at tænke på Harry konstant – og bestemt her efter vores seneste skænderi, hvor jeg næsten havde forladt ham. Jeg tænkte næsten ikke på andet, end om jeg havde begået en stor fejl ved at blive hos ham, men alle de ting, som han sagde, og gjorde, vildredede mig bare endnu mere.

"...Jeg stoler på dig, jeg stoler bare ikke på ham," okay, det kunne han sagtens sidde og sige til mig, selvom jeg overhovedet ikke følte, at det gjorde nogen forskel. Det var tydeligt, at han ikke stolede på mig, hvorfor skulle han ellers bede Christina holde øje med mig, og tøve med at svare på, om han stolede på mig, når jeg spurgte ham? Det var så tydeligt, og det sårede mig.

"Men du har alligevel hyret en til at sørge for, at jeg ikke stikker af?.. Vi ses.." jeg afsluttede ikke opkaldet, men forholdte mig tavs, jeg vidste ikke, hvad min intention med det var, men jeg havde ikke lyst til at snakke med ham længere. Ikke efter dette.

"...Dani? Jeg.... Hallo er du der stadig?" Hans stemme var forvirret, og den seriøse undertone, som han tidligere havde gjort brug af, var nu væk. Det eneste, som var i mellem os lige nu, var tavsheden. Tom, kold og isende tavhed.

"Vi ses," sukkede jeg dybt, som jeg afsluttede opkaldet, uden at give ham nogen chance for at sige farvel eller noget. Jeg smed min telefon fra mig på bordet, som jeg så op på Christina med et undskyldende smil. Det var først nu, at det gik op for mig, at hun havde siddet i tavshed og overhørt det hele. Men hun kendte til det hele, problemerne, følelserne og fremtiden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...